SPØRGSMÅL: En Martinus-studerende grubler over et spørgsmål: ”Når man dør og opholder sig i den åndelige verden mellem to inkarnationer, hvad sker der så med den karma, der var på vej tilbage til én, før man døde? Den kan vel ikke bare stoppe op og vente, til man igen fødes, da den jo er i konstant bevægelse. Springer man disse skæbnebuer over?”
SVAR: Martinus’ analyser af disse skæbnebuer er i virkeligheden uhyre interessante. For det er jo fascinerende, at vi – inden for visse grænser – selv bestemmer vores skæbne og under alle omstændigheder selv er årsag til den.
Men lad os skynde os at slå fast, at man absolut ikke “springer over” nogle skæbnebuer, blot fordi man går over i den åndelige del af tilværelsen. Nej, der er den mest hårfine retfærdighed forbundet med skæbneloven, der i sin aller korteste form lyder: “Det, et menneske sår, skal det høste”.
Martinus behandler hele dette emne meget grundigt i Det Evige Verdensbillede, bog 1, symbol nr. 15 og 16. Her forklarer han, at ingen som helst bevægelse kan gå i lige linje, men altid må vende tilbage til sit ophav. Og da alle levende væseners liv netop består i at afgive bevægelser i form af skabelse og modtage bevægelser i form af oplevelser, forstår vi, hvor vigtig denne lovmæssighed er for den skæbnedannelse, vi kommer ud for.
Har vi læst Martinus’ forklaring til disse to symboler, forstår vi den “evige og urokkelige retfærdighed, der kommer til syne som absolut virkelighed”. For det er jo uhyre beroligende at vide, at ingen andre kan gribe ind i netop min skæbne, – at jeg selv er den inderste årsag til alt, hvad der sker mig. Det må siges at være den yderste form for retfærdighed og kærlighed. Man bliver også klar over, at man er beskyttet mod såkaldt “ond” karma, mens man er “på ferie” mellem inkarnationerne. Og her i den fysiske verden er man beskyttet i nøjagtig samme grad, som man selv beskytter alle sine medvæsener. Men man forstår også, at karmabuerne kun er neutraliserede. De træder i funktion igen, så snart der er lejlighed til det. Og de overføres fra liv til liv, – ja oven i købet fra spiralkredsløb til spiralkredsløb.
Gentagne lidelser skaber næstekærlighedsevnen
Men samtidig går det også op for os, hvad hensigten er med disse tilbagevendende skæbnebuer, nemlig at lære os, hvad der er “ondt”, og hvad der er “godt”. Efterhånden som denne læreproces skrider frem, liv efter liv, bliver der flere og flere ting, vi ikke kan nænne at gøre overfor vore medvæsener. Skal vi så stadig blive ved med at modtage tilbagevendende smertefulde karmabuer?
Nej, svarer Martinus. “Det er ikke lidelsen for lidelsens skyld, der er det primære i livets mening. Det er det høje resultat, som lidelserne afføder i væsenet, der er målet. Da dette mål er skabelsen af humanitets- eller næstekærlighedsevnen, og denne kun kan opstå i kraft af, at væsenerne kommer til at opleve virkningerne af deres egne fejlagtige handlinger, er lidelsesoplevelsen absolut nødvendig. Der, hvor mennesket har opdaget fejltagelsen – ikke blot teoretisk – men også med hjertet og derved er blevet humant, er der jo ingen som helst nytte til, ja, det ville ligefrem skade, hvis væsenet her skulle have virkningerne af mangfoldige onde handlinger, det har begået i tidligere liv”.
Hermed har Martinus ført os frem til dét, han kalder “Syndernes forladelse”. Dette begreb giver han en grundig forklaring på i symbolet af samme navn, symbol nr. 20 i Det Evige Verdensbillede, bog 2.
Martinus behandler også emnet mange andre steder. Læs fx i Livets Bog, bind 7, stk. 2440 og fremefter. Her slår Martinus fast, at “alt, hvad et levende væsen gør imod sin næste, hvilket vil sige, imod alle andre levende væsener, kommer urokkeligt tilbage til sit ophav igen. (…) Derfor bliver det muligt for det levende væsen selv at kunne bestemme sin skæbne. Hvis det manifesterer kærlighed til medvæsenerne, er det det samme som at så kærlighed. Hvis det manifesterer bitterhed, vrede og hævn, sår det altså denne væremåde i omgivelserne og kommer derved til at høste virkningerne af denne væremåde.”
Så “let” er det altså -! Men vi ved jo alle sammen, at det bestemt ikke er let at efterleve på vort nuværende udviklingstrin. Og det skyldes blandt andet, at langt de fleste mennesker ikke har nogen tilbundsgående viden om reinkarnationen og derfor “vandrer totalt i blinde med hensyn til skabelsen af deres kommende skæbne, ligesom deres nuværende eventuelle ulykkelige skæbne i dag er resultatet af en ligeledes i tidligere liv foretagen blind vandring i form af deres daværende væremåde.”
Du er stadig det faste punkt for ”hensigten”
Men tilbage til spørgsmålet om, hvordan man “opbevarer” disse skæbnebuer fra liv til liv. Martinus giver en spændende analyse i Livets Bog, bind 1, stk. 240 til 244. Her forklarer han den afgørende forskel på begrebet bevægelse og så det faste punkt, som oplever bevægelse, nemlig de levende væseners Jeg. Vi kan godt begynde at opleve virkelige facitter bag bevægelserne inden for et bestemt område, nemlig dér, hvor bevægelsernes ophav er vores egen art. Men jo fjernere disse ophav er fra vores eget udviklingstrin, jo vanskeligere har vi ved at opleve bevægelsernes virkelige facitter.
Og så slår Martinus fast, at fra et bestemt synspunkt kan en bevægelse ikke mere opleves som bevægelse, men som “ide”, hvilket vil sige “hensigt”. Set fra dette kosmiske punkt “bliver de levende væsener således udgørende de “faste punkter” for udmåling af alle bevægelser, og de samme væseners “hensigter” de dybeste facitter i enhver form for bevægelse. Alle eksisterende bevægelsers absolutte facitter eksisterer således ikke i hastigheder, men i – hensigter.”
Eller sagt på en anden måde: Når vores faste punkt, ”jeget”, opholder sig i den åndelige verden mellem to inkarnationer, udgør det stadig det faste punkt for ”hensigten” med bevægelsen. Nu begynder vi – i hvert fald på det teoretiske plan – at forstå, hvordan en bevægelse i virkeligheden er udtryk for en hensigt, og som sådan kan “opbevares” i spiralcentre i vort evighedslegeme. Men den fulde forståelse af rækkevidden af disse analyser får vi nok først, når vi når frem til kosmisk bevidsthed. Med Martinus’ ord: “Medens jordmennesket i stor udstrækning således er i stand til at opleve hensigterne bag sine medvæseners bevægelser, hvilket altså vil sige manifestationer, så er det derimod ikke i stand til at opleve hensigterne bag alle de store bevægelser, vi udtrykker som: Kosmiske kræfter, klodernes bevægelser, naturkræfterne, individernes skæbner osv. (min fremhævelse) Her må det således nøjes med relative facitter, netop fordi dets åndslegemer endnu ikke er så sansedygtige på det åndelige plan, at det kan sanse de bag disse nævnte bevægelser eksisterende “hensigter” og disses ophav eller “faste punkter”.
Måske bør vi tilføje, at man kan “tage så meget af disse analyser, som man kan forstå, – og lade resten ligge.” Det vigtigste er nok, at man forstår, at skæbnebuer ikke er noget truende, men en nødvendig lærdom.
Men læs selv, hvad Martinus skriver I den omtalte forklaring til symbol nr. 16 I Det Evige Verdensbillede, bog 1. Det er en både letfattelig og logisk forklaring: “Bag det ufærdige jordiske menneske forekommer der således en ligefrem lang kø af gengældelsesvirkninger, der søger at komme til udløsning som væsenets skæbne, hver gang betingelserne herfor er til stede. Hvor mange gengældelsesvirkninger af ond væremåde og af god eller kærlig væremåde er afhængig af, hvor megen ond eller god væremåde væsenet har manifesteret over for sine omgivelser.”
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:0050
