SPØRGSMÅL: En læser stiller det næsten klassiske spørgsmål: Når man er i sit livs største krise, så vil man gerne prøve på at søge hjælp ved at bede til Guddommen. Men det er ikke så nemt som det lyder, når man ikke er vant til det. Et “Fader vor” bliver let til en udenad lært remse. Kunne man ikke blot bruge sine egne ord?
SVAR: Den pågældende læser er ikke alene om dette problem. Jeg tror, at vi alle har været igennem denne fase, hvor vi føler, at vi “vil gerne, men kan ikke” komme i den rigtige forbindelse med Guddommen. Martinus var helt klar over dette forhold, idet han kalder jordmenneskets vekselvirkning med Guddommen for “meget forkludret og primitiv”. Men han forklarer også, hvorfor det forholder sig sådan: “Der forekommer to slags henvendelser til Guddommen, nemlig den almindelige form for “bøn” og så væsenets daglige forhold til sin næste.” Det sidste tænker vi nok ikke så meget på, når vi selv er i knibe.
På en måde er det jo ganske logisk. Når alt levende er en del af Guddommen, uanset om det er mikrovæsenerne i vores organisme eller de dyr og mennesker, vi møder på vores vej, så er det jo ganske indlysende, at det ikke hjælper meget at bede til Gud om hjælp, samtidig med at vi behandler den samme Guddoms “repræsentanter” dårligt.
Hvordan behandler du ”Guds sanser”?
At dette forhold er af stor betydning, forklarer Martinus om i Livets Bog, bind 3, stk. 754, hvor han fortæller, at vort forhold til vores næste er “vort virkelige og sande forhold til Guddommen, og udgør dét i vort væsens udtryk, der direkte rammer Guddommens sanser”. Og så konkluderer han ganske logisk, at intet er mere selvfølgeligt, end at det bliver denne vores direkte henvendelse til Guddommen, der “i første række bliver basis for Guddommens reaktion eller gensvar over for os”.
Nu blev vi altså så kloge: Når vi behandler Guddommens “sanseredskaber” dårligt, er det temmelig ulogisk at forvente hjælp og smertelindring fra netop det samme altfavnende væsens sanseredskaber. Tænk, hvis vi prøvede at behandle alle levende væsener i makro-, mellem- og mikrokosmos, som vi selv gerne vil behandles. Tænk, hvis vi undgik at forurene jordkloden, som er det levende væsen, vi bor på. Og undgik at behandle dyr og medmennesker dårligt. Og tænkte på mikrolivet i vores organisme som vores allernærmeste venner. Så ville vi i sandhed kunne sige, at vi var i kontakt med uselviskheden og alkærligheden, – netop dét, Martinus forstår ved “at bede i Jesu navn”. Det lyder så højtideligt, men er altså ganske enkelt og logisk. Det er indbegrebet af ”at elske sin næste som sig selv”.
Men i indledningen nævnte vi, at Martinus taler om to forskellige former for henvendelse til Guddommen. Nu har vi hørt om den meget direkte korrespondance mellem os og Guds fysiske “sanseredskaber”. Nu vender vi os mod den mere almindelige opfattelse af, hvad bøn er, når vi henvender os til Gud i ord og tanker. Og her taler Martinus også om helt konkrete “sanseredskaber” for Guddommen, nemlig Forsynet, som er den hærskare af åndelige væsener, hvis opgave det er at opfange vore “telepatiske” bønner. I den lille bog nr.11 Bønnens mysterium giver Martinus os en betagende smuk analyse af den videnskab, som bønnen i virkeligheden er. Den har sine egne love, sin egen struktur, sit eget bestemte formål. Hvis man ikke har kendskab til den videnskab, der ligger bag, vil man i stor udstrækning anvende bønnen i situationer og felter, hvor den af Forsynet slet ikke kan bønhøres. Og så er vi fremme ved den tvivl og skuffelse og usikkerhed, som spørgeren omtaler.
”Guds vilje” betyder ”det bedste der kan ske for din udvikling”
Hvad er det så for en “hemmelighed”, der ligger bag bønnens mysterium? Jo, den kan være selvisk og egoistisk og derved kollidere med skæbneloven, – eller den kan være “i Jesu navn”, hvilket vil sige i kontakt med uselviskheden og alkærligheden. I det første tilfælde kan bønnen ikke opfyldes, – i det sidste tilfælde bliver den hørt. Men for at forstå dette, må man være klar over, at skæbneloven så at sige er vores ven og forbundsfælle, også i de tilfælde, hvor vi ikke selv kan se det. Hvis denne lovmæssighed kunne sættes ud af kraft ved bønnens hjælp, ville det modarbejde hele verdensplanen. Alle levende væsener måtte blive stående på deres nuværende udviklingstrin, – ingen kunne komme videre. “Hemmeligheden” ligger derfor gemt i ordene “ske ikke min, men din guddommelige vilje”. Og dermed i forståelsen af, at “Guds vilje” altid i det lange løb er det bedste for den bedende.
Efter at Martinus i “Bønnens mysterium” har fortalt om denne videnskab bag bønnen, analyserer han – sætning for sætning – den bøn, som spørgeren omtaler, “Fader vor”. Denne analyse sætter bønnen i et helt andet lys. Den bliver ikke mere en tom remse, men med Martinus ord “den største og mest fuldkomne bøn, der overhovedet kan manifesteres, idet den omfatter absolut alt, hvad det levende væsen kan bede om og med sikkerhed opnå bønhørelse af.”
Betyder det så, at man ikke blot kan bruge sine egne ord, når man beder til Gud? Absolut ikke, det vil ikke være hverken naivt eller stridende mod bønnens videnskab, at man i sin daglige samtale med Gud bruger sine egne ord, når blot ordene er af samme uselviske natur som i analysen af “Fader vor”.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
