MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: En læser skriver, at han hos Martinus er stødt på ordet “Getsemane”. Han kender ikke betydningen af dette ord, og nu vil han gerne vide, hvad Martinus mener med begrebet Getsemane.

SVAR: I den lille bog nr. 15 har Martinus skrevet en artikel med titlen “Getsemane Have”. Fysisk fylder denne artikel ikke meget, kun 15 små sider. Men kosmisk set er det en umådelig stor og betydningsfuld artikel for dét moderne menneske, der møder ufattelige lidelser og fortvivlet leder efter indre balance.

De fleste har nok hørt beretningen om Getsemane Have, en lille lund uden for Jerusalem ved foden af Oliebjerget. Ifølge Bibelen var det på dette sted, Jesus skulle træffe sin tungeste beslutning: Skulle han lade sig korsfæste, – eller skulle han flygte, hvad han udmærket godt kunne have gjort. Nu kunne man tro, at denne ældgamle beretning ikke har den store interesse for os, der 2000 år senere lever i “ragnarok-perioden”. Men Martinus påpeger i sin artikel, at der bag den fysiske fortælling åbenbarer sig en åndelig begivenhed, der i allerhøjeste grad har interesse for dét menneske, der i sin udvikling “for længst har passeret det rent materialistiske stadium og er blevet fortrolig med, at der eksisterer mere mellem himmel og jord, end dét, den rent materialistiske videnskab kender til. Et sådant menneske er for længst kommet på sporet af, at de bibelske beretninger udtrykker andet og mere end blot og bar historie. For ham har disse beretninger afsløret sig som udlagte visdomsdepoter, hvor den begyndende sandhedssøger kan finde bekræftelse på sine anelser om løsningerne på tilværelsesmysteriet”.

At vinde sejr over den dybeste modgang og håbløshed
Se, det er jo en ganske anden måde at opfatte de gamle bibelske beretninger på end dén, de fleste moderne mennesker tænker på. Og nu kan vi med rette spørge: Hvilke “udlagte visdomsdepoter” gemmer der sig bag beretningen om dramaet i Getsemane Have? Det var her, Jesus udkæmpede den sjælekamp, der førte til, at han overgav sig til myndighederne og lod sig korsfæste. Med andre ord, – et menneskes kamp med sig selv om enten at flygte eller tage konsekvensen af sin livsindstilling. Og her er det, den indre, skjulte sandhed i beretningen kommer til syne. Med Martinus’ ord: “Den viser os, hvorledes et menneske gennem sit forhold til Guddommen er i stand til at kæmpe sig igennem den dybeste sorg, den dybeste modgang og håbløshed og vinde sejr over selve mørkets kulmination”.

Men kan det enkelte menneske nu bruge denne beretning til noget, når det kommer ud for sorger og lidelser? Ja, siger Martinus, og han giver det efterfølgende kapitel i artiklen overskriften “Den enkeltes “Getsemane”, – vejen til den indre balance.” Og nu bliver det i høj grad nærværende for os, der lever to årtusinder efter den fysiske begivenhed. Martinus afdækker den skjulte visdom med disse ord: “Det var i denne stund, at den mest ophøjede, den reneste og den mest ydmyge af alle bønner første gang fødtes på et menneskes læber. Med ordene: “Herre, ske ikke min, men din guddommelige vilje!” afsluttedes denne krise, der i hele sit forløb er den mest fuldkomne model på åndens sejr over materien, historien nogen sinde har åbenbaret. Fra det øjeblik denne bøn var fuldbyrdet, var lidelsen og mørket ikke længere noget problem for Jesus. Med vældig sjælsstyrke gik han igennem korsfæstelse og død, og i stedet for, som mange den gang troede, at afslutte sit liv, påbegyndte han det i den stund først for alvor.”

Getsemane har mange måder at vise sig på
Martinus fortæller os med andre ord, at jo mere vi formår at efterleve den væremåde, som Jesus gav os et eksempel på, jo mere vil vi være i overensstemmelse med Guddommens vilje, – i overensstemmelse med verdensaltets grundtone: kærlighed til alle levende væsener. Vi ved alle sammen, at der er lang vej endnu, før vores daglige væremåde er i overensstemmelse med det eksempel, Jesus viste os. Derfor må vi gang på gang møde vort eget “Getsemane”. Med Martinus’ ord: “Livsmålet for ethvert levende væsen såvel som for ethvert samfund, enhver nation, race eller folk vil derfor være dette, at overvinde ethvert truende Getsemane og derigennem urokkeligt være forenet med den altoverstrålende guddommelige vilje. Der, hvor dette sker, vil “himmeriges rige” uundgåeligt være inden i det enkelte menneske såvel som i nationen.”

Martinus slutter med selv at stille spørgsmålet om, hvad det moderne menneske da skal gøre, når det befinder sig midt i sit eget livs mørkeste stund, midt i sin egen “korsfæstelse”, sit eget sammenbrud. Og med sit karakteristiske kraftfulde sprog svarer han: “Det skal mobilisere hele sin intellektuelle kraft, for derigennem at finde vej til Guds vilje, Guds mening med den oplevede smerte. Gør mennesket dette, vil det lige som Jesus vinde sejr over mørket. (….) Og Guds vilje følger man lettest der, hvor man giver afkald på det, som har frembragt Getsemane. Det kan være tabet af et lille barn, en ægtefælles død, det kan være oplevelsen af utroskab og svigten af den, man elskede højst. “Getsemane” har mange måder at vise sig på.”

Den accept af sin skæbne og den tilgivelse af sine bødler, ”for de ved jo ikke, hvad de gør”, som Jesus ved sin væremåde gav udtryk for, er altså selve nøglen til at overvinde lidelser og finde indre balance. Det kræver nok, at man har en sikker overbevisning om, at begrebet “Guds vilje” er lig med netop dét, der i det lange løb er det bedste for én selv.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0056