Spørgsmål: Det er en voldsom folkevandring, der sker i vore dage, med flygtninge, migranter og terror overalt på kloden. Mange har stillet spørgsmål om dette kaos, og en Martinus-studerende, der selv er involveret i arbejdet med flygtninge, er derfor interesseret i at vide, hvad Martinus skriver om det komplicerede system med de enkelte menneskers skæbne i forhold til nationernes yderst forskellige skæbneforhold.

Svar: I den lille bog nr. 12 ”Vejen til indvielse”, kap. 14, fortæller Martinus, at de enkelte nationer er underkastet nøjagtig de samme kosmiske love, som de enkelte mennesker er: “De samme love, de samme vildfarelser og det samme “hovmod”, som behersker en nations enkelte individer og skaber splid, uretfærdighed, sagsanlæg og forfølgelse imellem disse indbyrdes, vil også være skæbnebestemmende i denne nations forhold til de øvrige nationer eller stater på kloden.” Og det er jo netop, hvad vi ser i dag. Nogle stater er overlegne med stor magt og position, nøjagtig på samme måde som nogle mennesker er ufatteligt rige med tilsvarende “hovmod”. Og Martinus tilføjer, at “nationernes skæbne derfor kommer til at ligge under for virkningerne af denne deres egen overvurdering”. Med andre ord: Det gamle ord om, at “hovmod står for fald”, gælder for nationer såvel som for det enkelte menneske.

I Livets Bog, bind 4, stk. 1505, taler Martinus ligefrem om “staternes mentalitet”, der er det sidste, der bliver færdigudviklet i den store forvandlingsproces fra “dyr” til “menneske”. Enhver stat eller nation repræsenterer en gruppe nationalt beslægtede, men ellers forskellige individer. Statens samlede mentalitet, moral og graden af humanitet udgøres altså af alle disse forskelligt indstillede individers “fællesbevidsthed”. For de ældre nationers eller staters vedkommende er denne “folkeånd” så stærk, at den rent kropsligt præger de enkelte individer. Martinus skriver det på en meget morsom måde: “En fuldblods “dansker” vil således i sit ansigt være præget af den “danske” folkeånd, medens en fuldblods “svensker” i tilsvarende grad vil være præget af den “svenske” og en “nordmand” af den “norske” folkeånd, skønt alle tilhører den samme race.”

Nu ser vi altså, at ligesom de enkelte individer repræsenterer højst forskellige udviklingstrin og den heraf følgende tilsvarende højst forskellige moralske eller humane indstilling, således repræsenterer nationerne også en højst forskellig “folkeånd” eller “flokbevidsthed”. I den demokratiske styreform, som Martinus kalder for “fremtidens løsen”, kommer dette til udtryk i de afgivne stemmer.

Mennesker ”udskilles fra hinanden” efter lovbundne karmabølger

Vender vi nu tilbage til den øjeblikkelige politiske situation, – den “dommedagsepoke”, som skal forvandle menneskeheden fra “dyr” til “mennesker” – så forstår vi også lidt af det tilsyneladende kaos, den voldsomme omvæltning, der sker for nationerne – og for det enkelte menneske. I artiklen “Dommedag” (Artikelsamling 1, stk. 12.10) beskriver Martinus dette som en epoke, hvor mennesker “udskilles fra hinanden” i forhold til den skæbne, de hver især medbringer. Der er altså IKKE tale om kaos og tilfældigheder, men om lovbundne karmabølger. Og vi genkender forløbet i Martinus’ ord: “Denne udskilning har i stor udstrækning fundet sted ved udvandring og finder endnu i nogen grad sted igennem raceforfølgning. Men den fundamentale finudskillelse finder hovedsagelig sted gennem reinkarnationen. Mennesker, der ikke passer i nationens liv og mentalitet, fødes ikke i denne nation i det næste liv, men vil, på basis af tiltræknings- og frastødningsloven, blive født i den nation eller det folk, hvor livet passer for dets skæbne. Ethvert menneske kommer derfor til at være der, hvor det retmæssigt, i henhold til dets tidligere væremåde, hører hjemme.”

Nu forstår vi, at dét, der for os tilsyneladende ser ud som kaos og tilfældige menneskeskæbner, i virkeligheden er udtryk for den mest fuldkomne orden. Hvis man mangler den grove karma, – dét, Martinus kalder for “guddommelige erfaringsoplevelser”, for at kunne udvikle sig frem til “mennesket i Guds billede”, så fødes man i de lande, hvor man kan få disse erfaringer. Det samme princip gør sig gældende, når der er tale om væsener, hvis væremåde har udløst “lyse skæbneårsager”. Hvis disse væsener befinder sig i lande, hvor den lyse skæbne ikke vil kunne manifesteres, bliver de ganske enkelt født eller “overført” til lande, hvor de kan få deres “lyse” livsoplevelser.

Den vældige “folkevandring” i form af flygtninge og migranter, der for os ser ud som kaos og tilfældigheder, er med andre ord udtryk for den mest perfekte orden og retfærdighed. Eller som Martinus bramfrit udtrykker det: “Hvilken sortering, man er kommet til at tilhøre, har man altså med sin væremåde selv bestemt.”

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Pin It on Pinterest

Share This