SPØRGSMÅL: En læser, som selv kalder sig 3. generations indvandrer, finder det påfaldende, at Martinus altid kun citerer fra Bibelen, aldrig fra andre gamle, såkaldte ”hellige bøger”. Man får let den opfattelse, at han kun henvender sig til kristne mennesker. Hvad så med alle de, der kommer fra andre kulturer?
SVAR: I disse globaliseringstider, hvor folkeslagene blandes som aldrig før, er det et yderst relevant spørgsmål. Og mange vil sikkert indvende, at hverken Østens religioner eller den såkaldte kristendom, der praktiseres i Vesten, lever op til nogen særlig høj moral. Der er sket – og sker stadig – ufattelige grusomheder i religionernes navn.
I den lille bog nr. 2, ”Påske”, går Martinus helt tilbage til århundreder før vores tidsregning for at forklare forskellen mellem Østens og Vestens indstilling. Han skriver i kapitel 2, at ”Østens lande kunne modtage visdommen i en mere fyldig teoretisk form. De kunne acceptere læren om reinkarnation, udødelighed, give afkald på grove fysiske begær, kunne give sig hen til meditation og andagt.” De blev derfor senere modtagelige for ”vejledere” som Muhammed og Buddha.
På det tidspunkt i udviklingen var Vestens mennesker opfyldt af et helt anderledes barbarisk tankeklima. Deres ”vejleder” måtte derfor være et menneske, der ”med sin ånds overlegenhed ikke kendte til nogen frygt for tortur og død”, som Martinus udtrykker det. Begrebet ”Kristus” blev således udtryk for en helt ny moralopfattelse, en model for ”alle jordens slægter”, – en moral: ”Du skal elske din næste som dig selv”, der, efterhånden som udviklingen skrider frem, vil blive lige så verdensomspændende accepteret som det matematiske begreb ”to plus to er fire”.
I den lille bog nr. 15, ”Ud af mørket”, slår Martinus i kap. 11 fast, hvad denne nye moral ”kristendommen” i virkeligheden er: ”Sand kristendom kan hverken være tysk, fransk, engelsk eller russisk. Kristendommen er en sand leveregel for det udviklede menneske, ganske uafhængigt af, hvor på kloden eller i hvilket land det så end måtte være født, og hvilken race det tilhører. (…) Kristendommen og dens præsteskab burde være alle ulykkelige og besværedes fristed ganske uafhængig af nationalitet, politik og verdensanskuelse. Kristendommen er i sig selv højt hævet over primitive sympatier og antipatier. Den er i sin grundnatur fra verdensgenløserens mund og væremåde næstekærlighed i renkultur.”
Hermed gør Martinus det klart, at denne ”moralske grundnatur” er uafhængig af, hvordan man i sin udvikling er nået frem til den. Han beskriver det på en meget smuk måde i Livets Bog, bind 5, stk. 1893, hvor han fortæller, hvad det egentlig betyder at nå frem til denne høje moral, denne kosmiske bevidsthed. Her er mennesket nået ”op til det udviklingsstadium, hvor det har tilegnet sig den samme mentale frigjorthed, den samme evne til at se med kosmisk klarsyn og med den samme kærlighed eller lyst til uselvisk at elske, skabe fred og glæde for sine medvæsener og omgivelser som dén, Kristus manifesterede”. Og så fortsætter Martinus: ”Alle væsener er jo i de udviklingsstadier, hvor de levede på tro, blevet ført af væsener, der i udvikling var langt forud for den menneskegruppe, hvis åndelige liv de skulle forme og skabe. De sidste og mest udviklede af disse væsener havde i større eller mindre grad haft kosmisk bevidsthed, der jo i tilsvarende grad er det samme som kristusbevidsthed.”
Stadier på vejen
Men hvordan når den samlede menneskehed frem til den samme næstekærlighedens videnskab? Det sker i virkeligheden ad de samme tre principielle udviklingstrin: Først en lang, lang periode med tros-religioner, hvor man er glad og tilfreds med at tro ubetinget på en autoritær person og en hellig bog. Dernæst en periode med materialisme, hvor man, med Martinus ord, ”løber sig træt i materiel kundskab efter at have skabt vældige resultater eller oplevet vældige facitter på det materielle område.” (småbog 3, kap. 29)
Er den materielle overflod og gudløshed, der breder sig ud over jorden, så målet for menneskehedens udvikling. Nej, siger Martinus, ”denne tilstand af materialisme eller irreligiøsitet er kun et stadium på vejen, som absolut alle mere eller mindre må passere, idet den materielle viden indtil en vis grad er porten ind til den kosmiske viden, om end det kun er lidelseserfaringerne, der kan lukke den op.” (Logik, kap. 30)
Med dette citat sætter Martinus tingene på plads. For det er jo rigtigt, at hverken den religiøse fanatisme eller den materielle overflod og gudløshed i længden kan tilfredsstille menneskets længsel efter en absolut viden, som ikke blot omfatter materielle ting. Læg mærke til den sidste sætning i citatet om, at det kun er lidelseserfaringerne, der kan lukke op for denne kosmiske viden. Her er vi fremme ved det tredje trin i menneskehedens udvikling. Vi er nået ind til den inderste kerne i Martinus’ universelle analyser: De ufattelige lidelser, som det enkelte menneske gennemgår – både i Øst og i Vest – er ikke tilfældige, er ikke uden et formål. De omskaber hvert eneste menneske frem til den samme moral, den samme længsel efter næstekærlighed i renkultur, der er det samme som åndsvidenskab.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk
