MartinusForumDk

Spørgsmål: En læser fortæller, at hun studerer Martinus’ analyser alene, fordi der er langt til den nærmeste studiekreds. Det giver somme tider anledning til lidt “tankedril” og forståelsesproblemer, fordi hun ikke har nogen at drøfte problemerne med. Nu er hun “kørt fast” i Martinus’ omtale i Livets Bog, bind 4, stk. 1441 og fremefter, af alle skabte ting som “illusioner” og spørger, om det er muligt at finde et sted, hvor Martinus forklarer dette problem på en lidt mere letforståelig måde?

Svar: Det er rigtigt, at det kan være svært at forstå disse analyser af den fysiske verden som illusion. Men får vi først fat i pointen, er det ikke helt så svært. Og det er i hvert fald afgørende for vores forståelse af hele verdensbilledet, at vi forstår, hvad Martinus mener, når han taler om illusioner.

Martinus har berørt emnet i et mere letfatteligt sprog i “Artikelsamling 1”, hvor han skriver om “Udsigt over evigheden”. (stk. 21.2) Efter min mening er analysen her ganske let at forstå, navnlig hvis vi i første omgang betragter problemet ud fra os selv og andre levende væsener: Vi begår ganske enkelt den fejl, at vi stirrer os blinde på den fysiske organisme og tror, at den er “det egentlige” både ved os selv og ved vore medvæsener og alt, hvad der omgiver os. Vi glemmer, at det, vi ser, kun er “midlertidige redskaber”, mens der bag disse “redskaber” befinder sig dét levende jeg, der dirigerer organismen.

Man tror, at man kan slå sine fjender ihjel

Jamen, er det da så vigtigt at forstå denne “illusion”? Ja, Martinus kalder det ligefrem for “en af de største og vanskeligste skygger for jordmennesket at hæve sig op over”. For hvis man har den opfattelse, at ens liv står og falder med organismen, ja, så handler man jo også derefter, – og hele ens liv kommer til at basere sig på en illusion -! Man lever og handler ud fra den forestilling, at man er et “dødeligt” væsen, og at alle ens medvæsener også kan dø. Man hengiver sig til en illusion i stedet for at glæde sig over sit evige liv, – sin virkelige  udødelige eksistens.

Konsekvenserne af denne opfattelse ser vi i dag. Man tror, at man kan slå sine fjender ihjel. Man tror, at man må rage til sig af livets goder, – for “man har jo kun dette ene liv”. Man handler med andre ord ud fra en livsopfattelse, som er forkert, som er en illusion. Og ens tilværelse bliver en disharmoni mellem det virkelige liv og denne illusion. Martinus kalder det “vildfarelsernes og krigens domæne”.

At være en Hitlertype er en midlertidig egenskab

Lad os nu vende tilbage til Livets Bog , denne gang til begyndelsen af bind 4, hvor Martinus i stk. 1058 slår fast, at hvis vi påstår, at et medmenneske fx er et kærligt (eller et ukærligt) væsen, så er vi netop offer for en illusion. For her peger vi jo på en egenskab, som den pågældende kun har i et ganske lille bitte tidsrum i forhold til evigheden. At være kærlig eller ukærlig – at være en Mother Teresa-type eller en Hitler-type – er som sult og mættelse, – skiftende rytmer i den evige tilværelse.

Nu er vi kommet til et punkt i vores studium af emnet “illusioner”, hvor vi skal passe på ikke at miste jordforbindelsen. For står vi i det praktiske liv over for en “Hitler-type” eller en “Mother Teresa-type”, så ved vi jo godt, hvem der her og nu repræsenterer henholdsvis det dræbende princip og næstekærligheden.

Derfor anlægger Martinus altså to forskellige synsvinkler på begrebet “illusioner”. Han ser dem med andre ord fra to forskellige perspektivprincipper. Dels det kosmiske, som han kalder “den højeste fremtræden”, hvor de fremtræder som illusioner, og dels den virkelighed, vi oplever, som han kalder “inden for dette liv”. I stk. 1055 slår han fast “at tingene fra et vist synspunkt er illusion er ganske rigtigt, men dette synspunkt ligger ganske “uden for” livet og kan umuligt anvendes som logisk rettesnor i nogen som helst viljeføring.”   

Og så tilføjer Martinus dét, som nok er nøglen til at forstå problemet: At det ligger “uden for” livet betyder ikke, at det ikke eksisterer. Men alle de skabte ting kan umuligt eksistere eller blive til ”uden at pege tilbage på en for sanserne utilgængelig årsag.”

Det er altså baggrunden for, at Martinus i stk. 1077 kan konkludere: “Men lige så illusorisk som den “timelige” analyse er over for “evigheden”, lige så absolut urokkelig eller realistisk virkelighed er den inden for oplevelsesøjeblikket eller “nuet”.”

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk