SPØRGSMÅL: En spørger er for nylig blevet interesseret i Martinus Åndsvidenskab, har været på et kursus i MartinusCentret i Klint, og nu stiller han korte, klare og kontante spørgsmål: Hvad er meningen med livet her på jorden? Og hvordan finder man den rette vej ifølge Martinus? Kan du give mig et kort og klart overblik?
SVAR: Du spørger først, hvad meningen med livet her på jorden er ifl. Martinus. Det samme spørgsmål fik Martinus engang efter et foredrag, og han sagde, at hvis han skulle svare ganske kort, ville han sige, at ”meningen med livet er livets oplevelse.”
Men det skal ses i lyset af, at livet er EVIGT. Deraf følger, at det nødvendigvis må være meget afvekslende. Man kunne godt leve i vedvarende solskin og tørke et år eller to, men så ville man længes efter regn. Og skulle man spise sin livret hver dag, ville man til sidst afsky den. Skulle man male et maleri på hvidt lærred med hvid farve, ville der ikke blive nogen oplevelse ud af det. Med andre ord: En vedvarende livsoplevelse kan kun ske på basis af kontraster.
Derfor, forklarer Martinus, sker vores evige livsoplevelse i spiralkredsløb, hvor hvert kredsløb indeholder en kulmination af “mørke” og en kulmination af “lys”. Dette princip kender vi fra de mindre kredsløb i vores hverdag: dag og nat, vinter og sommer, ungdom og alderdom osv. Og i det kæmpestore kredsløb befinder menneskeheden sig nu i kulminationen af mørket. Men dog med mange tegn på, at et “forår” er på vej. For ganske vist er der masser af mennesker, der er hadefulde og hævngerrige, egoistiske og aggressive. Men der er sandelig også mange, mange mennesker, der er mætte af krig, trætte af had og hævn. Når de sidstnævnte er blevet i flertal, vil der efterhånden opstå dét her på jorden, som Martinus kalder “det rigtige menneskerige”.
Vores humane evne, kærlighedsevnen, udvikler sig
Vi ved jo, at menneskeheden har udviklet sig fra primitive, abelignende stadier til det stadium, vi befinder os på i dag. Men hvorfor skulle udviklingen dog stoppe her? De voldsomme lidelser, som vores had og hævn og krige har bragt over os, har haft en virkning, som vi normalt ikke tænker så meget over: Vi bliver mætte af dette mørke, trætte af drab og ufred. Ganske langsomt bliver vi mindre og mindre dyr og mere og mere mennesker. Vi får større og større human evne, mere og mere medfølelse med andre levende væsener. Og det er just meningen med vort liv her på jorden.
Dernæst spørger du, hvordan man finder den rette vej her i livet. Det har vi ifl. Martinus fået et strålende eksempel på i den måde, hvorpå Jesus reagerede. Midt i sine mest ubeskrivelige lidelser kunne han udbryde: “Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Nu bliver du og jeg jo ikke korsfæstet. Men i det daglige liv kommer vi ud for mange tilsyneladende uretfærdigheder. Hvis vi da kan tilgive i stedet for at blive arrige og vrede, så er vi på rette vej. Martinus udtrykker det på den måde, at mens de fleste i dag lever efter princippet “Enhver er sig selv nærmest”, så vil verden forandre sig, når vi alle vil ændre dette til “Enhver er sin næste nærmest”.
Men hvordan skal dette udtryk forstås, – hvem er denne “næste”, som vi skal tage vare på? Her udvider Martinus vore begreber, for han medregner ikke blot vore medmennesker og dyrene, men også de utallige levende mikrovæsener, som vores fysiske organisme består af. Heraf følger, at de fleste mennesker, som studerer Martinus’ analyser, før eller siden bliver vegetarer. For de vil ganske enkelt ikke være medskyldige i dyrenes lidelser ved at spise liget af dem. Og man søger at leve så sundt som overhovedet muligt for at tage hensyn til de levende mikroindivider, som vores krop består af. Efterhånden, som man påvirkes af Martinus’ tankegang, søger de fleste også at blive mere og mere fredsommelige og tilgivende over for deres medmennesker. Man ”suger” til sig af denne visdommens kilde, som Martinus har givet os.
Og så er man på den rette vej, som du efterlyser med dit spørgsmål.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:0053
