SPØRGSMÅL: Flere kosmologistuderende har stillet det næsten klassiske spørgsmål: Hvem er i virkeligheden min ”næste”, som jeg skal elske, som jeg elsker mig selv? Er det min familie, mine naboer, mine venner? Der må da være en grænse et sted, som en spørger formulerer det. En anden læser stiller lignende spørgsmål om næstekærlighed, og hun bemærker, at hun har vanskelig ved at forstå Martinus’ ”lange og indviklede sætninger”.

SVAR: Martinus slår fast, at hvis vi vil være i kontakt med fremtidskulturen, så må vi lære, at alt, hvad der er levende, i virkeligheden er vor ”næste”. Det fortæller han i Bisættelse, kap. 180. Men det kan vi alle se, at det netop hører fremtiden til, og at vi absolut ikke kan leve op til det på vort nuværende udviklingstrin. Martinus kæder det da også sammen med den vældige omskabelse af menneskeheden, der finder sted. I kapitel 4 i samme bog skriver han: ”Men menneskenes evne til at identificere denne ”næste” kunne naturligvis kun udvikles gradvis. Udviklingen foregår ikke i spring. Menneskene har derfor hidtil hovedsageligt kun været indstillet på at se deres ”næste” i deres medmennesker, derimod ikke i dyrene eller de øvrige former for liv, således som det nu gennem den ny kosmiske verdensimpuls efterhånden vil blive tilfældet.”

I Livets Bog, bind 3, stk. 703, definerer Martinus begrebet i sætninger, der hverken er lange eller indviklede, men krystalklare: ”Næsten” er vore egne mikrovæsener, ”næsten” er det væsen, i hvis organisme vi selv oplever dagens lys, ”næsten” er det væsen, der forfølger og hader os, såvel som det er det væsen, der elsker og beundrer os. ”Næsten” er et hvilket som helst væsen, der måtte komme inden for vort sanseområdes rækkevidde.”

”Nøglen til kosmisk sansebegavelse”

Tænk, hvilket kæmpemæssigt perspektiv, Martinus her ruller op for vore øjne. Her giver han den logiske forklaring på de ældgamle ord, der for mange mennesker lyder helt uforståelige: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Det er på en måde ganske enkelt: Alle de ”manifestationer”, du møder, er impulser fra Guddommen, og alt levende, du møder, er en del af Guddommen. Sikke mange tanker og overvejelser, der nu dukker op. Lad os kæde det sammen med endnu et citat fra Livets Bog, bind 1, stk. 64: ”…en oplysningsform, der kan gøre det store bud ”elsker hverandre” til videnskab og derigennem efterhånden bevise og garantere, at det samme store buds omskabelse til naturlige evner og anlæg er jordmenneskets eneste fornødne, er nøglen til kosmisk sansebegavelse.”

Intelligensen skal regulere vores medfølelse

Men hvor finder vi nu denne ”nøgle til kosmisk sansebegavelse”? Er der kun tale om at udvikle vores følelsesevne, en evne til at have medfølelse med alt og alle? Nej, siger Martinus i den lille bog nr. 10, artiklen ”Mental suverænitet”, kap. 2:  ”Den udviklede følelse åbenbarer sig som medlidenhedsevne og sætter væsenet i stand til at føle lyst til at hjælpe andre levende væsener, der er i nød, mens intelligensevnen sætter væsenet i stand til at regulere denne medlidenhedstrang, så den bliver logisk. En sådan harmonisk reguleret medfølelse med andre levende væsener er det samme som det, vi udtrykker som “kærlighed”. Og udviklingen af denne “kærlighed” til alle levende væsener vil altså være det foreløbige resultat af det daglige jordliv.” Her fik vi en virkelig nyttig analyse af, hvad denne næstekærlighed er. Den skal være i overensstemmelse med vores intelligens, den skal være logisk.

Nu er vi blevet klar over, at selve målet med alt, hvad vi oplever, netop er at give os disse ”naturlige evner og anlæg” for næstekærlighed. Men hvor langt er vi da kommet i denne ”næstekærligheds-proces”? Er det ikke fuldkommen umuligt for os at leve op til disse idealer? Nej, bestemt ikke, for det er en lang, fremadskridende proces over mange liv. Vel kræver det en indsats, hvis vi vil leve op til Martinus’ logiske forklaringer. Men vi skal ikke forlange mere af os selv, end vi kan klare.

Giv mikrovæsenerne i din organisme et ”solskinsklima”

Vi er kommet så langt i udviklingen, at vi ikke mere behøver at dræbe og spise liget af dyrene, men kan leve langt bedre som vegetarer. Vi kan bestræbe os på at lade de mikrovæsener, som vores organisme består af, leve i et mentalt og fysisk ”solskinsklima”. Vi kan – takket være Martinus’ analyser – prøve på at forstå, at hvis vi møder had og ubehageligheder fra vore medmennesker, så er de kun ”budbringere” for noget, vi selv er den egentlige årsag til. Så disse ”budbringere” kan vi også så småt begynde at betragte som vores næste. Vi er med andre ord blevet klar over, at alle levende væsener i vore omgivelser er vores næste.

I Livets Bog, bind 4, stk. 1132, uddyber Martinus dette nærhedsprincip. Han skriver direkte, at vores næste er ”det væsen eller de væsener, der i bogstavelig forstand befinder sig ”nærmest” hos os i selve det fysiske rum, ligegyldigt hvor vi så end måtte befinde os. Af to væsener, hvoraf det ene befinder sig i vor umiddelbare nærhed, og det andet i hundrede kilometers afstand, er førstnævnte altså vor ”næste” og har ret til vor ”kærlighed”.”

Martinus bruger i denne forbindelse udtrykket, at vedkommende befinder sig inden for vores ”manifestationsområde”. Og efterhånden, som hele menneskeheden – takket være den tekniske udvikling – befinder sig inden for ”den globale landsby”, er der ingen tvivl om, at også næstekærlighedsbegrebet vil udvides tilsvarende. For vi ser hver dag i tv, hvordan karmabølgerne vælter ind over menneskeheden. Hvordan kan vi dog hjælpe de stakkels mennesker? Her må hver især finde sin individuelle vej.

– men glem aldrig ”alt levende indenfor dit nærområde”.                                        

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Pin It on Pinterest

Share This