Spørgsmål: Flere har stillet spørgsmål vedrørende forbindelsen mellem bevidstheden og vores hjerne:
Udvikler den fysiske hjerne sig i samme takt som bevidstheden, – eller udvikler hjernen sig overhovedet ikke? Sker “livets oplevelse” i hjernen eller hvor? Martinus beskriver hjernen som en slags “radiosender- og modtager”. Er det rigtigt forstået?
Svar: Spørgsmålene er i virkeligheden ganske interessante, – og vidtrækkende. Allerede i Livets Bog, bind 1, stk. 51, minder Martinus os om, at vores evne til at bruge hjernen afhænger af, hvor langt vi er nået i moralsk udvikling. Han skriver, at “de levende væseners hjerner kun er modtagelige for tankebilleder af en særlig bestemt styrke. Tankebilleder, der er af en natur, der ligger over denne styrke, flyder ud og bliver fantastiske eller helt utilgængelige for individet, ligesom tankebilleder, der ligger under nævnte styrke, også flyder ud, bliver primitive og opløser sig i naivitet.”. Eller som Martinus udtrykker det: Man er kun i stand til at opfatte “tankebilleder af en sådan tilpasset styrke eller “bølgelængde” som den, de pågældende væseners hjerneorganer i henhold til deres udvikling og erfaringer er indstillet på.”
Hermed antyder Martinus altså, at vores evne til at bruge hjernen er underlagt en form for udvikling. Det uddyber han i en yderst interessant artikel “Fortolkning af Fortalen til Livets Bog”, i Artikelsamling 1, stk. 7.12-13. Han forklarer, at dyrene og de allermest primitive mennesker kun kan reflektere på eller manifestere sig gennem de “lange” bølger inden for disse “tankebølger”. Men efterhånden bliver de jordiske mennesker gennem livets oplevelse ført frem fra de “lange” til mere og mere “korte” bølgelængder. Med Martinus’ ord: “Denne forvandling kan kun ske ved visse forvandlinger i deres “modtagerapparat”, hjernen, der, selv om den er organisk i sin fremtræden, så dog er teknisk i sin konstruktion. Denne forvandling består i åbningen af ligesom en ny og hidtil latent eller ubenyttet afdeling af hjernen.”
Den moralske udvikling åbner nye hjernecentre
Nu bliver det virkelig interessant, for hvordan bliver en sådan afdeling af hjernen moden til, at vi kan benytte den? Jo, svarer Martinus, det sker ved vores moralske udvikling -! Det vil altså sige, at vi har ubenyttede hjerneceller, der bliver åbnet og taget i brug, efterhånden som vores moralske udvikling skrider frem. Selve udløsningen, der altså først sker, når vi er modne til det, kan fx ske ved, at vi hører et foredrag eller bliver udsat for en gennemgribende moralsk undervisning eller lignende. Og dermed har Martinus svaret os på det første spørgsmål: Vores evne til at bruge hjernen udvikler sig, inkarnation efter inkarnation, efterhånden som ubenyttede hjernecentre åbnes.
Dernæst bliver der spurgt, om vores oplevelse af livet sker i selve hjernen. Det emne behandler Martinus på en klar og letfattelig måde i den lille bog nr. 1”Menneskehedens skæbne”, kap. 19. Her vender vi endnu engang tilbage til de seks “åndelige legemer”, som udgør et kernepunkt i Martinus’ analyser, og som alle levende væsener er i besiddelse af, – de fleste uden direkte at vide det. Vi ved alle, at der findes centre i hjernen for de forskellige åndsevner. Men disse centre er ifølge Martinus ikke “det endelige sæde” for disse evner, men er der imod en slags mikroorganer. De er i stand til at omdanne fysisk energi til åndsenergi, altså elektrisk energi. Når vi oplever noget ved hjælp af vore sanser, går disse reaktioner via “elektriske ledninger” – vore nervebaner – videre til det pågældende hjernecenter. Herfra transformeres de videre til vore åndelige, – det vil sige elektriske – legemer, der tilsammen udgør vores mentalitet, vores psykiske struktur. Først på det tidspunkt bliver de pågældende reaktioner til livets oplevelse for os.
Porten ind til den åndelige verden
Nu har Martinus således svaret på vore to første spørgsmål. Og på en måde har han også dermed berørt det tredje: Er hjernen kun en form for “radiosender og -modtager”? Det allerbedste svar på dette finder vi i Livets Bog, bind 1, stk. 224. Her kalder han vores hjerne og nervesystem for intet mindre end vores “port ind til den åndelige verden”. De fleste mennesker tror jo, at de forskellige hjernecentre er selve årsagen til funktionerne. Nej, siger Martinus, disse centre er i virkeligheden en slags “indstillingsorganer for fysisk afsendelse og modtagelse af de tilsvarende særlige åndelige energibølger eller vibrationer.” Og så bruger han det billede, at ligesom antennen ikke er årsagen til dét, vi hører i et radioapparat eller ser i fjernsynet, – på samme måde er hjerne- og nervesystemet også “kun” en slags afsender- og modtagersystem for reaktionerne mellem vores fysiske sanser og grundenergierne i form af elektriske bølger.
Og endelig slutter Martinus med en advarsel: “Ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele af dets tilbehør, således bliver reaktionsforplantningerne gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de særlige centrer eller komplekser i nævnte system.”
Det betaler sig med andre ord at holde hjernen klar og den psykiske struktur i orden. Det foregår ved hjælp af dét, Martinus kalder “kosmisk kemi”, og som han bruger en stor del af Livets Bog til at forklare os.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
