Spørgsmål: En studiekreds er kommet i tvivl: ”Martinus bruger mange steder udtrykket “den højeste ild”, men hvad mener han egentlig med det? Nogle i gruppen mener, at det hentyder til vores seksualisme, mens andre opfatter det som mere omfattende. Men hvad er rigtigt? Og et spørgsmål mere: Nogle planter bærer både han- og hunblomster. Betyder det, at disse “plantevæsener” stadig er dobbeltpolede – måske fra det seneste spiralkredsløb? – eller hvad er forklaringen på dette fænomen.”
Svar: Det første spørgsmål er meget omfattende. Begrebet “den højeste ild” har ganske vist sit sæde i vore to seksuelle poler, den feminine og den maskuline pol, som vi alle er i besiddelse af. Men hør så blot, hvordan Martinus definerer begrebet i Livets Bog, bind 5, stk. 1634: “Nævnte ild er det samme som sult- og mættelsesprincippet, hvis udløsnings kulmination er “seksualisme”. “Seksualisme” er igen det samme som enhver form for behagsfølelse eller vellyst, der igen er det samme som enhver form for mættelsesfølelse, enhver form for velvære”.
Og så tilføjer Martinus: “At menneskene i det daglige liv kun opfatter samlejet eller selve befrugtningsakten som seksualisme, afslører blot deres endnu sovende eller kosmisk døde tilstand eller store uvidenhed med hensyn til selve deres jeg og dets kosmiske psyke”.
”Den højeste ild” er jegets kosmiske åndedræt
Efter denne svada må vi have en nærmere forklaring. For dét, Martinus fortæller os, er jo i virkeligheden, at alt, ubetinget ALT, hvad vi oplever på den lange, lange rejse fra dyr til “rigtigt menneske”, – ja, alt hvad hele spiralkredsløbet giver os af livsoplevelser i de fysiske og åndelige “riger”, i virkeligheden er en form for seksualisme eller “den højeste ild” -!
Lad os få Martinus’ egen forklaring (stk. 1675): “Det bliver mere og mere tydeligt at se, hvor overordentlig omfattende “den højeste ild” er i væsenets struktur. Den er selve det evige liv direkte rodfæstet i jeg’et, med hvilket den i sin højeste instans er identisk. Den er i sin egenskab af bevidsthed jegets evige stråleglorie, dets varme og lys. Dens lysende flamme kan aldrig slukkes, selv om dens fremtræden er en evig tiltagen og aftagen, en evig rytme eller bevægelse mellem to yderpoler fra en mindste- til en størsteudfoldelse og tilbage igen. “Den højeste ild” er jegets kosmiske åndedræt.”
Men hvordan forklarer Martinus nu, at han i den grad gør vores livsoplevelse til seksualisme? Det fortæller han nærmere om i Livets Bog, bind 3, stk. 824 og fremefter. Han forklarer, at hver eneste gang vi modtager en fornemmelse, oplever et indtryk, en tanke, en ide eller en forestilling, så er det at sammenligne med en “undfangelse”. Det efterfølgende “svangerskab” afhænger af de erfaringer, den bevidsthed, som udviklingen har givet os på det pågældende tidspunkt. Og når vi reagerer, er det at sammenligne med en “fødsel”. Og med denne vores reaktion “befrugter” vi vores omgivelser.
Forstået på denne måde er det naturligt, at Martinus kalder hele vores livsoplevelse, alt hvad vi gennemgår gennem hele det umådelige spiralkredsløb, for “en seksuel udløsning” eller “den højeste ild”. Når vi studser over dette, skyldes det altså kun, at vi befinder os på et udviklingstrin, som Martinus kalder “en langsom opvågnen fra dyreriget” -! Det er jo en fantastisk interessant forklaring, og hvis vi tænker over den, kan den gøre vores daglige liv mere indholdsrig.
Flere sjæle i samme organisme
Det andet spørgsmål er jo helt konkret, og Martinus svarer ganske klart på det i Livets Bog, bind 4, stk. 1222. Her beskriver han, hvordan de to køn i planteriget endnu ikke er skilt ud fra hinanden i total selvstændighed som specialvæsen i han- og hunprincippet: “Vi kan derfor også den dag i dag se denne, det første kønspars ufærdige tilstand i de plantearter, i hvilke der forekommer “han” og “hunblomster” på samme plante eller på samme organisme. En sådan organisme er ikke udtryk for hverken et selvstændigt “hanvæsen” eller et selvstændigt “hunvæsen”, ligesom den heller ikke udtrykker et “dobbeltpolet” væsen. Den udtrykker derimod en organisme, inden for hvilken der findes både “hanvæsener” og “hunvæsener”, hvilket altså vil sige: flere sjæle, flere jeg’er i samme organisme eller i det samme fysiske legeme.”
Det vil altså sige, at først i dyreriget genfinder vi disse “Adam- og Eva-væsener” som specielle han- eller hun-væsener. Foran dem ligger en lang, lang rejse, hvor de først som dyr, senere som “jordmennesker” endelig udvikler sig frem til at blive “rigtige mennesker” med balance mellem den feminine og maskuline pol.
Og dermed har Martinus besvaret vores spørgsmål. Men vi fik ikke bare svar, – vi fik også en mulighed for at gøre vores liv mere indholdsrigt, hver gang vi møder ”den højeste ild”, denne lysende flamme af livsoplevelser.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
