SPØRGSMÅL: En læser føler, at hun ikke møder forståelse og næstekærlighed hos sine medmennesker. Selv inden for de kredse, der interesserer sig for åndelige emner, og som taler meget om kærlighed, møder hun ikke den imødekommenhed, hun forventer. Så nu er livet for hende blevet en kamp for at kunne tænke positivt om andre, som har skuffet hende.
SVAR: Man kommer nok først til at tænke positivt om ALLE medmennesker, i det øjeblik det går op for én, at man ikke kan – og heller ikke skal – ændre noget som helst hos andre mennesker. De er ikke fuldkomne, og det er man heller ikke selv. Men alle, man møder, er Guddommens redskaber, og hvis man opfatter dem sådan, forandrer éns livsopfattelse sig totalt.
For hensigten med disse Guds “redskaber” er jo, at de skal vise dig, hvor du har dine ufærdige sider. Det betyder ikke, at du nødvendigvis skal synes om dét, de gør mod dig. Men at rette din skuffelse mod dem kan sammenlignes med at være skuffet over, at en tidsel ikke er en rose, for du synes bedre om roser end om tidsler. Martinus’ analyser viser os netop, at der er en HENSIGT med de skuffelser og den modgang, vi møder.
I artiklen Livsmodet (Kosmos nr. 1 – 2008) fortæller Martinus om menneskers manglende selvværd, og så tilføjer han, at “så må man også lære at være glad for, at Guddommen arbejder med én og viser én den vej, man kan følge. Gud underviser hvert eneste menneske gennem dét, der sker i vedkommendes daglige liv”. Og Martinus konkluderer: “Det vil få overordentlig stor betydning for den enkelte, hvis han eller hun – bag om alle de mennesker, man har med at gøre – kan se dem som Guds redskaber. De er alle at ligne ved Guds fingre, der er ved at modellere os. Og det er kun godt, at Guddommen ligesom billedhuggeren fjerner noget der, hvor vi ikke er fuldkomne.”
Kærlighedsvidenskab er nøglen
Det er nok først, når dette forhold ikke blot er en teoretisk tanke, men efterhånden er blevet en hjerte-følt kendsgerning for én, at man får ro i sindet og balance i tilværelsen. Men denne ro og balance kommer ikke ved at bebrejde andre, at de ikke opfører sig, som man synes, de burde. Opskriften er jo ganske enkel: Hvis vi selv opfylder de betingelser, der kræves for skabelsen af et fuldkomment liv, vil dette fuldkomne liv efterhånden opstå – ganske uafhængigt af alle andre væsener. Det er simpel “kosmisk kemi”. Eller med Martinus’ ord: “Det er tåbeligt at tro, at alle andre også skal opfylde loven for tilværelse, for at vi selv kan blive lykkelige.”
Den nøgle, Martinus giver os, hedder “Kærlighedsvidenskab”. For hvordan skulle vi kunne opfatte vore medmennesker som Guds redskaber, hvis vi ikke forstår, at vi mennesker står på vidt forskellige udviklingstrin. Hvis vi møder mennesker, som vi føler er højere udviklet end vi selv, så er vi tilbøjelige til at beundre dem, se op til dem. Det er der sådan set ikke nogen grund til, for vi når selv op på samme trin på et tidspunkt. Men omvendt, hvis vi møder mennesker, som vi opfatter som mere primitive, mindre udviklede end vi selv, så ser vi ned på dem og føler skuffelse og vrede. Det er der heller ikke nogen grund til, for de er blot kommet nogle få inkarnationer senere ind i dette spiralkredsløb, end vi selv.
Nu kan du arbejde med dine ufærdige sider
Og det er værd at bemærke, at uanset hvilket udviklingstrin, de pågældende befinder sig på, så har vi selv været der -.! Vi har selv udsendt nogle ukærlige energier mod vore medvæsener, og det er ganske naturligt, at vi nu modtager dem tilbage. Og hensigten med dette kærlige system er netop at gøre os opmærksom på vore ufærdige sider, så vi kan arbejde med dem.
Ja, men så er ringen jo sluttet. Så er det ikke så vanskeligt at tænke positivt om alle, vi møder på vores vej. For de er altså kun “redskaber” – mens vi selv er ÅRSAGEN. Hvis vi arbejder med os selv ud fra denne “kærlighedsvidenskab”, så får vi selv ro og fred og balance i vort sind. Og de andre vil elske os for det. For nu udstråler vi tolerance – og ikke bedreviden og skuffelse.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
