SPØRGSMÅL: En læser stiller et interessant spørgsmål. Han skriver: ”Jeg beder en bøn to gange om, dagen – morgen og aften. En gang imellem spørger jeg mig selv, om det overhovedet nytter noget at bede? Jeg har læst den lille bog “Bønnens mysterium” og er opmærksom på at bede om, at det er Guds vilje, der sker, og ikke min. Men jeg beder om hjælp og vejledning til at få styrket min evne til at vise omsorg, tolerance, ydmyghed, næstekærlighed og tilgivelse over for andre mennesker. Men så dukker tanken om karmaloven op – bevidsthedsudvidelse sker i kraft af lidelser – og så er mit spørgsmål: Nytter det overhovedet at bede om ovennævnte, når vi kender indholdet af karmaloven?”

SVAR: Spørgsmålet er jo ganske tankevækkende, men indeholder nok også lidt af dét, Martinus kalder “tankedril”. For man kunne naturligvis godt få den tanke, at det er nytteløst at bede om hjælp hos Guddommen, når det alligevel er Guddommens karmalov, der ordner det hele -!

På en måde svarer du selv på spørgsmålet. Du beder om at “få styrket din evne til at vise omsorg, tolerance og tilgivelse”, – og så svarer du selv: “Karmaloven giver denne bevidsthedsudvidelse i kraft af lidelse”. Ja, men så er problemet jo ændret til, at du netop beder om kraft og styrke til at kunne klare denne bevidsthedsudvidelse, som lidelserne giver dig. Og det er netop, hvad Martinus lægger vægt på i “Bønnens mysterium” og andre steder. Det er jo ganske klart og logisk: Karmalovens smerter og lidelser skal give os følelse og forståelse for andres lidelser. Jamen så nytter det jo ikke at bede om at undgå denne ”bevidsthedsudvidelse”, men derimod at bede om kraft og styrke til at klare den.

Der er dyb harmoni

I bogen “Artikelsamling 1”, stk. 45.10 (“Livets mentale vintersolhverv”), får vi denne vejledning: “Menneskene kan bede om at få hjælp til at overvinde og frigøre sig fra at manifestere onde handlinger, det kan bede om hjælp og støtte til at kunne modtage sin lidelseskarma, uden at almenbefindendet synker ned til melankoli, frygt, sorg og livslede.” I samme bog, stk. 24.17, lægger Martinus vægt på, at hjælpen, vi beder om, ikke altid kommer i den form, vi forventer, – “men dette forhindrer ikke, at den absolut altid uden undtagelse til sidst vil være en hjælp for den bedende gudesøn. Kan denne i den givne situation ikke blive fri for sin lidelse, vil han dog altid i kraft af sin bøn få den energi og styrke, der skal til for at kunne stå lidelsen igennem.”

Der er med andre ord en dyb harmoni mellem karmaloven og bønnen. Med den rigtige forståelse ved man, at karmalovens modgang og lidelse netop giver os den nødvendige “bevidsthedsudvidelse”, som spørgeren taler om, som sætter os i stand til at vise omsorg, tolerance og tilgivelse over for vore medvæsener. Men uden hjælp fra Guddommen er det svært at klare den nødvendige “belæring”. Et gammelt ord siger, at hvis en flyvemaskine får motorstop i 10 km højde og styrter mod jorden, så findes der ingen ateister ombord.

Martinus sammenfatter forholdet mellem karmaloven og bønnen på en meget smuk måde, idet han skriver, at det at bede “ikke kan fritage væsenerne fra deres mørke karma, den er nødvendig for humanitetens eller kærlighedens udvikling. Men det kan fylde det betrængte væsen med så megen åndelig kraft og lys, at dets almenbefindende eller humør kan opretholdes næsten uberørt under mørke karmakriser.” (stk. 40.5)

Jeg kan varmt anbefale, at man læser “Bønnens mysterium” (bog nr. 11) og de anførte stykker i Artikelsamling 1. Det får man kraft og styrke af…..

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Pin It on Pinterest

Share This