SPØRGSMÅL: En studiekredsdeltager fortæller, at man har haft nogle diskussioner om, hvordan man bør lade sig begrave, når man dør. Nogle er tilhænger af ligbrænding som det mest miljøvenlige, andre taler om balsamering og atter andre om almindelig begravelse. Hvad anbefaler Martinus?
SVAR: Den enkleste måde at besvare dette spørgsmål på er: Læs bogen Bisættelse. Det er efter min opfattelse en af de “vIgtigste” bøger, der findes. Hvis man er ung og slet ikke tænker på død og begravelse, kan dens titel måske virke lidt afskrækkende. Den kunne for så vidt have haft undertitlen: “Lær dit mikrokosmos at kende, – og få en bedre tilværelse”.
Først og fremmest peger Martinus på, at alt liv består af “liv indeni liv”. Med andre ord: Alle levende væsener er så ufatteligt afhængige af hinanden. I denne forbindelse ser vi det tydeligst, når vi betragter vores organisme, som består af milliarder og atter milliarder af små levende væsener: organer, celler, molekyler, elektroner osv. Tænk, hvilket samliv vi har med dem. Nogle er hos os i få minutter ad gangen, andre i længere tid, – og vore organer beholder vi normalt gennem hele vores inkarnation.
Når vort “jeg” forlader denne organisme, – det, vi kalder døden – kan man behandle det efterladte “livsredskab” på forskellig måde. Er man ikke bevidst om, at mikrovæsener lever videre i den efterladte krop, ja så tænker man ikke nærmere over det, – og lader kroppen blive brændt med hele sit indhold af levende, bevidste mikrovæsener. Man véd ikke bedre, man kan ikke handle anderledes.
Respekt for den ”forladte” organisme
Men efterhånden når vi frem til en større følsomhed over for disse mikrovæsener, sådan at vi under ingen omstændigheder kan nænne at “takke” dem ved at lade dem brænde. Man lader i stedet sin “brugte” organisme begrave, og lader naturen gå sin gang. Eller man går skridtet videre og giver liget en ekstra beskyttelse i form af nedlæggelse i en særlig tætsluttende og langtidsholdbar kiste og eventuel balsamering. Det er de muligheder, vi har i dag for at vise respekt for de levende væsener, vores “forladte” organisme består af. I den forbindelse kan jeg henvise til det særnummer af Kosmos, som Martinus Instituttet udgav i 1972, og som blandt andet indeholder tre artikler af Aage Hvolby: “Begravelsesmuligheder i Danmark”, “Den fysiske død” og “Næstekærlig behandling af lig”.
I Bisættelse lægger Martinus ikke skjul på, at han betragter ligbrænding som en voldsom overtrædelse af livslovene, der jo netop omfatter kærlighed til alle levende væsener. I kapitel 91 giver han en hjertegribende skildring af, hvordan det ville være for os, hvis vores makrovæsen, jordkloden, kom i brand, og alt liv på kloden brændte ihjel. I de efterfølgende kapitler fortæller han, at disse rædsler og pinsler i princip vil være de samme som dem, der bliver mikrovæsenerne til del ved ligbrænding. “Da store grupper af mikroindividerne i vor organisme har fysisk dagsbevidsthed, vil dette betyde, at de samme sjælelige kvaler, den samme rædsel og dødsangst, den samme panik, som er til stede blandt dyrene og menneskene ved jordklodens unaturlige undergang, også er til stede hos de førnævnte mikroindivider, når vor organisme prisgives en unaturlig undergang ved ild.”
Men er det da ikke noget andet, når det er et lig, der er tale om? Nej, siger Martinus: “Hvis man tror, at et organisk legeme ved døden straks er blottet for organisk, fysisk bevidste mikroindivider, da er man offer for en meget stor fejltagelse. Så længe der endnu er fugtighed i liget, er der også organisk, fysisk bevidste mikroindivider, der, selv om de naturligvis er meget lavtstående i deres udvikling, så dog har følelse og kan opleve fysisk smerte og pine, kan føle angst og rædsel og således kan reagere overfor enhver unaturlig opløsningsproces af liget.”
En naturlig dødsproces
For at gøre det langt mere forståeligt for os bruger Martinus derefter en sammenligning, som er ganske lærerig. Han skitserer, hvad der vil ske med os, når Jorden engang på naturlig måde skal dø, det vil sige, når dens “jeg” skal slippe sin forbindelse med den fysiske jordklode. Denne proces vil ikke skabe nogen særlig forvirring i klodens mikroverden, som mennesket jo tilhører. “Da jordens fysiske levetid i forhold til menneskets levetid er af en sådan udstrækning, at hvad der er århundrede for mennesket, faktisk kun er “minutter” for jordvæsenet, vil samme væsens dødsproces selv i heldigste tilfælde, hvor det i dets eget tidspanorama kun varer nogle få “minutter”, for dets mikroindivider og dermed for menneskene vare lige så mange århundreder.”
Klodens naturlige dødsproces, som ligger langt, langt ude i fremtiden, vil altså ikke give dens mikrovæsener nogen form for panik. De får alle hver især rigelig tid til at leve deres fysiske liv naturligt til ende. Den væsentligste konsekvens vil derfor være, at “de nævnte væsener ikke mere kan genfødes på jorden. Med dødens indtræden ophæves livsbetingelserne for de mikroindivider, der er af en så fremskreden udviklingstilstand, at de kun kan eksistere i en “levende” organisme – ikke i et lig.” De tiltrækkes med andre ord til andre verdener, hvor der er genfødelsesbetingelser, der passer til netop dem.
Men hvad sker der så videre med jordklodens lig i dette tænkte eksempel? Jo, siger Martinus, her bliver livet “synkende”. Han udtrykker det på følgende måde: “Livsbetingelserne bliver mere og mere grove og barske og åbner kun mulighed for inkarnation af tilsvarende lavere og lavere, primitive og robuste levende væsener. Bevidsthedsniveauet synker ned til barbariske og primitive dyriske former. Men til sidst ophører også betingelserne for de dyriske væsener og alt organisk liv. Tilbage vil så kun være mineralregionernes, på det fysiske plan bevidstløse masse, verdens “skelet”. Jordorganismen er blevet til en – måne”.”
Når jeg har fremhævet ovennævnte som særlig lærerigt for os, er det, fordi vi derigennem bedre forstår, hvad der sker i vores egen organisme, når vi forlader den, – når vi dør. I de efterfølgende kapitler forklarer Martinus om begreberne “forrådnelse” og “månetilværelse”. Vores egen naturlige død med tilhørende naturlige opløsning af vor efterladte fysiske organisme eller lig vil ikke forårsage nogen som helst abnorm tilværelse for de af mikrovæsenerne, der ikke er død en naturlig “død” sammen med organismen. “Disse væsener vil leve deres liv uantastet heraf. Kun vil der altså ske dette, at de ved deres død ikke inkarnerer mere i den organisme, der er forladt af makrojeget. De mikroindivider, som beboede den levende organisme, uddør således efterhånden fra denne for at inkarnere i en anden levende organisme og giver derved plads for inkarnering af lavere og lavere livsformer i den døde organisme, hvis betingelser for organiske livsformer hurtigt degenererer og opløses. Det er denne del af opløsningen, vi er vante til at kalde “forrådnelse”.”
Harmoni mellem makro- og mikrokosmos
Til sidst er der således kun de mineralske livsenheder tilbage i liget. De har kun vågen dagsbevidsthed på det åndelige plan. Om dem skriver Martinus: “Disse tilbageblevne mineralske rester af et lig er af indbyrdes forskellig natur, idet de stammer fra den forhenværende levende organismes mange forskelligartede materier, der alle uden undtagelse har indeholdt en vis form for mineralmaterie. Af disse forskellige mineralmaterier er skelettets og hudens de mest uopløselige og kan eksistere længe efter, at de øvrige materier i liget er opløst. Disse indtørrede og indskrumpne rester af et lig svarer i princip til jordlegemets “månetilværelse”.”
På dette stadium er liget således blevet til dét, vi kender som en mumie, og Martinus kalder mumie-stadiet for “i realiteten det eneste absolut ægte og dermed naturligt lysende gravmæle over et levende væsens forhenværende jordiske tilværelse, dets nedstigning i fysisk materie og tilbagevenden til et overjordisk tilværelsesplan.” Der er intet bevidst mikroliv tilbage, og man kan nu enten lade resterne gå over i det naturlige kredsløb, – eller man kan frede det, som man har gjort med Martinus’ lig på Frederiksberg Kirkegård.
Der er sikkert nogle, der vil opfatte disse tanker om at tage hensyn til sine mikrovæsener, som ren fanatisme. Men har man først forstået Martinus’ analyser af disse forhold, så er man ikke i tvivl, og så forstår man også, hvorfor Martinus lagde så stor vægt på at forklare det grundigt i Bisættelse. Med hans egne ord: “Det er således blevet synligt for os, at den retmæssige overholdelse af det store kærlighedsbud og det deraf følgende bevidste, virkeligt realistiske møde med Gud, oplevelsen af det højeste klarsyn, den fuldkomne lykke, umuligt kan opleves uden gennem skabelsen af den fuldkomne harmoni i samarbejdet mellem makrokosmos og mikrokosmos, mellem individets egen tilværelse og mikroindividernes tilværelse i dets egen organisme.”
Vælg det mindste af to onder
Vi er nu klar over, at dette at brænde et lig, med hele dets indhold af levende, bevidste mikrovæsener, absolut ikke kan anbefales. Nu skriver Martinus, at “det store spørgsmål bliver så for det udviklede menneske, hvorledes det skal forholde sig for at kunne gavne det naturlige, levende liv i dets tilkommende afsjælede legeme.” Og det er just dét, de stillede spørgsmål drejer sig om. Martinus svarer: “Med hensyn til den almindelige begravelsesform vil den, selv om den i sin nuværende traditionelle form ikke kan siges helt at være hundrede procent i kontakt med den højeste moral og absolut naturlige handlemåde, være langt at foretrække frem for ligbrænding. Og af to uundgåelige onder må man vælge det mindste.” Vi må på nuværende tidspunkt opfatte det sådan, at en forrådnelsesproces er en ganske naturlig ting, som naturen (Guddommen) ikke ville have skabt, hvis processen var imod naturens orden eller Guddommens plan.
Men Martinus fremhæver også, at der sker en stadig forfinelse af vores organisme i takt med, at vi udvikler os væk fra dyrerigets livsform. Denne udvikling gør det naturligt at søge frem til mere forfinede metoder til beskyttelse af mikrolivet. Vi kan således sørge for at forsinke forrådnelsesprocessen mest muligt, – og derved sikre mikroorganismerne den nødvendige tid til at leve deres inkarnation ud. Det er op til hver enkelt af os at vurdere, hvor langt vi ønsker at gå med denne beskyttelse på nuværende tidspunkt, men blandt de foreliggende muligheder er begravelse i en særlig tætsluttende og langtidsholdbar kiste og eventuel balsamering.
Martinus konkluderer nu, at “foreløbig vil kun den almindelige begravelsesform stå de fleste udviklede mennesker åben. Det vil derfor ikke være uden betydning, hvis man reviderer den lidt.” Og så skitserer han i kapitel 174, hvordan “mennesker med en forfinet samvittighed” kan lade begravelsen foregå. I stedet for blomster kan kisten dækkes af “Sagens” flag, der jo udtrykker individets udødelighed, verdensaltets uforgængelighed og Guddommens eksistens. Dette flag behøver man naturligvis ikke at købe, – det kan lejes ganske billigt ved henvendelse til Martinus Instituttet.
En begravelse bør være en lysets fest
Rent praktisk anbefaler Martinus, at man IKKE henviser deltagerne til at tage afsked med afdøde, stående i al slags vejr ved den åbne grav. Med hans egne ord: “Betydelig sundere, skønnere og derfor mere tiltalende ville det derimod være, hvis højtideligheden kunne afsluttes i kapellet, og den ellers så smukke og kærlige sammenkomst dermed blev fritaget for at blive skæmmet af den førnævnte udendørs tradition ved graven.” Denne begravelsesform kan man læse mere om i kap. 176. Og lad os ikke glemme, at Martinus i høj grad anbefaler, at en begravelse “i virkeligheden ene og alene burde være en lysets fest, en fest til ihukommelse af tilværelsens store kærlighedslove, individualitetens uophørlighed og livets evige væren.”
Med hensyn til balsamering må man nok erkende, at denne form for “mumificering” af et lig er temmelig ufuldkommen på nuværende tidspunkt, hvor den mest almindelige metode er indsprøjtning af en formalinholdig væske i blodårene. Men Instituttet vil naturligvis holde sig orienteret om de fremskridt, der sker på dette område. Martinus lægger ikke skjul på, at den fuldkomne, naturlige begravelsesform hører fremtiden til. I Livets Bog, bind 1, kapitel fire, har han skildret det kommende verdensrige, der ligger nogle tusinde år ude i fremtiden, og han nævner i Bisættelse, at til den tid vil der ikke være nogen som helst lovmæssig hjemmel for ligbrænding, – og ikke engang balsamering vil være tilladt. Til den tid vil samfundet have et nøje kendskab til mikroindividerne i liget, og man vil sørge for, at de får al den naturlige hjælp og støtte, der kan gives dem her fra det materielle plan, samtidig med, at man også vil vide at være i stand til at beskytte alt det levende udenfor liget for forrådnelsesprocessens påvirkning. Med Martinus’ ord: “Man vil igennem hermetisk tillukkede kister fuldstændig isolere ligene fra al ydre omgivelse. Og ligesom man nu har urnehaller, således vil man i verdensriget på særlige dertil egnede bestemte pladser have mægtige kistehaller eller “fællesmausoleer”, hvor kisterne, forsynede med navn og data, føres hen, indsættes og opbevares til behagelig skue for de efterlevende, pårørende og besøgende.”
Hermed har Martinus besvaret vore spørgsmål om ligbrænding, begravelse, – og om, hvordan vi overholder kærlighedslovene i forbindelse med vores efterladte organisme. Lad os slutte med et smukt citat fra det allersidste kapitel i Bisættelse:
“Og dette legeme er så ikke mere. Et univers, en stjernetåge, en hærskare af sole med beboede verdener i form af mellem- og mikrokosmos har fuldendt sit kredsløb, er gået over i en højere verdens strålende atmosfære, hjulpet og bivånet af sit eget makroindivid.”
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Har du lyst til at studere emnet nærmere: I Kosmos nr. 3-2011 har Ole Therkelsen en fantastisk uddybende artikel med titlen ”Begravelse, bisættelse og balsamering”. Dette nummer samt de 3 artikler af Aage Hvolby og ikke mindst bogen Bisættelse kan rekvireres fra shop.martinus.dk
id:0048
