At være ”tossegod” og finde sig i alt

SPØRGSMÅL: Nye studerende studser ofte over, at Martinus fortæller os, at vi skal lære at finde os i alt. Men han siger også, at vi ikke skal være tossegode. Spørgsmålet lyder: ”Hvordan skelner man mellem disse to begreber?”

SVAR: Tilsyneladende ser det ud som en selvmodsigelse. Men hvis vi analyserer begreberne, finder vi ud af, hvad Martinus mener.

I Livets Bog 7, stk. 2543-44, bruger Martinus ganske rigtigt ordet “tossegodhed”, som han kalder overdimensioneret eller ulogisk sympatiudløsning. Han kæder det sammen med den vældige udvikling, der har forvandlet dyret til “et blandingsvæsen af dyr og menneske”. Med andre ord: Vi er endnu ikke “rigtige mennesker”, og derfor kniber det somme tider for os at skelne mellem virkelig kærlighed og “tossegodhed”. Martinus udtrykker det på den måde, at “kærlighed er ikke en ulogisk sympati. Den er ikke dette, at sige ja til sin næstes eventuelle tåbelige eller ulogiske ønsker”.

I Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 32.12, nævner Martinus nogle ganske jordnære eksempler på begrebet ”tossegod”. Han skriver: ”Som ulogisk sympati kan nævnes den, der bevirker, at visse forældre ikke kan nænne at opdrage eller irettesætte deres børn, men lader dem uhæmmet manifestere alskens unoder og gener omkring sig til skade for dem selv og andre mennesker. Det er også en ulogisk sympati, der gør sig gældende som snobberi, hvilket vil sige: foregøglet venlighed over for personer, der er højere på strå end én selv, for at indynde sig hos disse for at være med i disses eventuelle glans eller berømmelse.”

Når man kommer i de mere vanskelige situationer, hvor man måske føler sig “tossegod”, uanset hvad man gør, anbefaler Martinus, at man søger “at finde ud af, hvilken hjælp der vil være det mindste onde, thi denne hjælp vil da være den kærligste. Men således vil det ikke blive ved med at være. Efterhånden bliver mennesket så fri af mørk skæbne, at det kan hjælpes i kraft af den totale kærlighed, uden at denne hjælp bliver et større eller mindre onde”.

”Vende den anden kind til” skal ikke tages bogstaveligt

Men hvordan forholder det sig så med begrebet “at finde sig i alting” og ”vende den anden kind til”. I Samarbejdsstrukturen”, stk. 2.6, er der et citat fra et rådsmøde i 1979, hvor Martinus har sagt, at “der er meget i mine ting, der virker kolossalt mærkeligt på folk, fx at i den nye kultur skal man lære at finde sig i alting. Men det er jo det, man skal. Det er kristusbevidstheden, der kommer til at danne den nye kultur. Men det må jo gå langsomt, og det kommer helt af sig selv.”

Med andre ord kæder Martinus også dette begreb sammen med den udvikling, der ligger foran os. I Bibelen er det samme princip udtrykt som at “vende den højre kind til, når du bliver slået på den venstre”. Dét lyder jo også temmelig naivt eller vanvittigt for os, der lever i denne ragnarok-periode. Men hør blot hvad Martinus i et foredrag d. 1. Juli 1941 (Kosmos 1976, side 150, stenografisk gengivelse) har sagt om dette begreb: “Jeg vil gerne tale til Dem om det emne, der udtrykkes i den bibelske sætning ”Vend højre kind til, når du bliver slået på den venstre”. Ethvert menneske er udsat for at komme i berøring med denne sætnings princip hver eneste dag. (….) At tage sætningen aldeles bogstaveligt og praktisere den som sådan 100% ville indbyde andre til at gøre én fortræd. I vor tid ville det fx betyde, at et sådant tænkt væsen ville blive underkuet og rippet for alt, hvad det ejede. Men Forsynet har skabt en zone, hvor dét, vi kalder retsvæsen, politi og myndigheder, sørger for beskyttelse af væsenerne i de felter, hvor det ellers ville være selvudslettende at “vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre”. Først når vi når frem til den beskyttende zone, hvor omtalte kærlighedsprincip begynder at gøre sig gældende, kommer det nye princip til syne: “Vend højre kind til…”, hvilket betyder, at man skal vende klogskaben, visdommen eller forstanden til.”

Det går langsomt og kommer helt af sig selv

Allerede på vort nuværende udviklingstrin kan vi efter bedste evne bruge dette kloge råd fra Martinus. I artiklen Gethsemane Have (bog nr. 15) skriver han: “Hvad skal det moderne menneske da gøre, når det befinder sig midt i sit eget livs mørkeste stund, midt i sin egen “korsfæstelse”, sit eget sammenbrud? Det skal mobilisere hele sin intellektuelle kraft, for derigennem at finde vej til Guds vilje, Guds mening med den oplevede smerte. Gør mennesket dette, vil det ligesom Jesus vinde sejr over mørket.” Med andre ord: Vi skal undgå at føle os som martyr, – vi skal ikke blive forurettede eller fornærmede over vores skæbne, men tværtimod spørge os selv: ”Hvad kan jeg lære af det, der sker mig”. Og frem for alt ikke skyde skylden på andre.

Nu kan vi altså konkludere: At være “tossegod” er en udadrettet foreteelse, – nemlig de vanskeligheder vi har med at finde den rette balance i den måde, hvorpå vi reagerer over for vore medvæsener. At “finde sig i alting” eller “vende den anden kind til” er mere et indadrettet problem: Hvordan klarer den enkelte at møde selv den hårdeste skæbne med visdom og tilgivelse, – uden bitterhed og vrede.

Og begge dele er nøje forbundet med det udviklingstrin, vi er nået frem til -!

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of