SPØRGSMÅL: En læser stiller et spørgsmål, som han formulerer lidt ”skarpt”, men på en positiv og velformuleret måde: ”Martinus siger om X1, at det er den totale tomhed og stilhed, det er blot et “noget som er” og om hvilket intet kan siges, og som ikke kan tillægges nogen egenskaber eller noget prædikat, fordi det selv er årsag til alt andet. Så vidt så godt.
Men så kan det jo være svært at forestille sig det videre forløb, hvordan noget er blevet til. Det er åbenbart også svært for Martinus, for han laver nu, hvad man lidt ondskabsfuldt kunne kalde et teknisk fix, han ‘opfinder’ nemlig begrebet urbegæret og udstyrer X1 med dette – og så kan tingene komme i gang.
Jamen så har X1 jo en egenskab og er altså ikke total tomhed og stilhed – eller hvad?
Urbegæret har for mig altid været en af de største hurdler hos Martinus, og jeg har aldrig fundet nogen helt tilfredsstillende forklaring på, hvorfra det pludselig dukker op. På mig virker det lidt for belejligt, at det pludselig er der for at få tingene sat i gang. Men der findes sikkert en god forklaring?”
SVAR: Man skal vide lidt om disse begreber for at forstå spørgsmålet. Derfor vil jeg anbefale, at man sætter sig grundigt ind i Martinus’ forklaring på selve princippet “et levende væsen”. Det gør man måske bedst ved at studere det geniale symbol nr. 6 i Det Evige Verdensbillede, bog 1. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg personligt betragter dette symbol som den mest fantastiske “indgangsport” til Martinus Åndsvidenskab.
Her får vi forklaringen på, hvad det egentlig er, vi alle hver især fornemmer som netop vores eget ”jeg”. Dette begreb, X1, har en central placering overalt i Martinus’ analyser. Han kalder vores jeg for selve det levende, selve det guddommelige i et levende væsen. Dette jeg har en evne til at skabe og opleve livet, X2, og endelig resultatet af denne skabeevne, nemlig den evige livsoplevelse via de seks grundenergilegemer, X3. I forbindelse med vort jeg møder vi “den allerførste begyndende udløsning af princippet energi”, som Martinus benævner “moderenergien”. Og vi møder også “en evig strøm I form af et begær. Dette begær udgør den inderste kilde til alle andre eksisterende begær i det levende væsen. Vi har derfor kaldt dette begær for “urbegæret”. Igennem moderenergien forbindes dette begær med grundenergierne.” (Det Evige Verdensbillede, bog 1, stk. 6.8)
Nu fik vi en masse principper at arbejde med. Men hvilke egenskaber tillægger Martinus nu disse begreber, som spørgeren ikke kan få til at harmonere? Jo, når Martinus siger, at jeg’et, X1, er stilhed, er “den årsagsløse årsag” og at dette begreb ikke har nogen analyse udover at det er “Noget som er”, – hvordan kan der da opstå en energi fra dette?
Vort jeg er absolut ikke noget “intet”
I Livets Bog, bind 6, stk. 2094, forklarer Martinus: “Dette vort evige og virkelige selv eller jeg må derfor overalt i sin egen natur forekomme umanifesteret. Denne umanifestation vil aldrig i noget som helst tilfælde kunne fremtræde under anden form end netop som et “intet”. Men dette “intet” er således ikke i noget som helst tilfælde et virkeligt “intet”. Det udgør et umanifesteret noget. Men som et umanifesteret noget må det i forhold til det manifesterede blive at betegne som et “intet”. Og som sådan bliver det altså i virkeligheden kun det samme som “en tænkt modsætning” til det manifesterede. Noget absolut “intet” eksisterer således ikke og kan aldrig nogen sinde komme til at eksistere”.
Nu blev vi klar over, at vi tager fejl, hvis vi opfatter jeget, X1, som noget intet. Men hvad er så forklaringen på, at det omtalte urbegær kan opstå af noget tilsyneladende intet eller i hvert fald noget ”umanifesteret”? Det læser vi videre om i Livets Bog, bind 2, stk. 318: ” Som vi her har set, udgør jeget i sin egennatur kun et navnløst “noget”, om hvilket vi kun kan sige, at “det er”. Men da det aldrig nogen sinde har begyndt, men udgør en evig realitet, og det ligeså evigt har været knyttet til de to andre realiteter eller principper, ved hvilke det kommer til syne som udgørende “et levende væsen”, vil de tre betegnelser “X1”, “X2” og “X3” i virkeligheden ikke udgøre en analyse af tre ting, men må derimod opfattes som tre analyser af én og samme ting. Denne ting er altså udgørende “det levende væsen”.”
X1 er aldrig alene, men uløseligt knyttet til sin skabeevne og ”det skabte”
Nu blader vi frem til stykke 529, hvor Martinus om urbegæret skriver, at det er selve ”lysten til manifestation, der igen er det samme som lysten til livet. (…) Det har sine rødder i selve ”det guddommelige Noget”. Ja, det kommer endog til syne som delvis identisk med denne navnløse realitet. Det begynder i denne”. Og i stk. 530 stiller Martinus så selv spørgsmålet: ”Kan denne realitet da være identisk med energi?” Og hans svar er i virkeligheden ganske logisk: ”- Ja, vi ved jo allerede, at de tre “X’er” ikke er tre adskilte realiteter, men tre analyser af én ting. Denne ene ting er “det guddommelige noget”. Nævnte “noget” kan, som allerede tidligere nævnt, ikke eksistere som en fra de to andre “X’er” adskilt enhed, ligesom disse heller ikke kan eksistere hver for sig som en adskilt enhed. Alt stof udgør “det treenige princip”, og ethvert jeg er dermed identisk med “stof”, og alt “stof” er i sin dybeste analyse udgørende “det guddommelige noget”. Derfor kan stof kun eksistere som identisk med liv, er under alle forhold og i enhver situation identisk med en kombination af levende væsener (mikrovæsener). Verdensaltets helhedsanalyse er således det samme som et stofocean, hvis grundpartikler er “treenige principper”, der igen er det samme som “levende væsener”. Ethvert af de tre “X’er” eksisterer således kun som bestående af eller som identisk med de to andre “X’er”. “Urbegæret” kan derfor kun eksistere som identisk med jeget”. (min fremhævelse).
Jeg’et er tilstede overalt
Det er jo i virkeligheden ganske logisk. Når der eksisterer et (ur)begær, må der også være noget, der begærer. Det formulerer Martinus på følgende måde: ”Disse to realiteter er således fremtrædende harmonisk sammensmeltet til kun at udgøre én ting med to analyser, en enhed bestående af to principper. Denne enhed udgør jegets sande analyse. Igennem “urbegæret” er jeget rodfæstet i materien og dette i jeget. Der vil derfor ikke eksistere noget jeg, der ikke befinder sig i eller er sammensmeltet med materie og ikke nogen materie, i hvilken “dette guddommelige noget” ikke forekommer” (stk. 530)
Spørgeren – og mange med ham – tager altså fejl, når man taler om vort ”jeg”, som om det eksisterer alene. Med vores ”mekanistiske” tankegang er det ganske naturligt, at vi har vanskeligt ved at forstå, at disse kosmiske principper i teorien godt kan adskilles og forklares, men at de i virkeligheden udgør en fuldstændig uadskillelig enhed, der aldrig kan adskilles eller eksistere hver for sig. At jeg’et, – selve det levende, selve det guddommelige – er umanifesteret i sin kosmiske grundanalyse, forhindrer jo ikke, at det er en del af en uadskillelig helhed – et levende væsen – med et evigt (ur)begær efter at opleve livet via sin skabeevne og sine grundenergilegemer.
Vi forestiller os, at der er en grænse mellem jeg’et og dets forskellige manifestationer. Men ”det guddommelige Noget” gennemstrømmer alt og gør alt levende. Og urbegæret er ikke ”noget, der pludselig dukker op”, som spørgeren skriver. Det er lige så evigt som jeg’et og alle de øvrige principper, der tilsammen udgør begrebet ”et levende væsen”.
Har du fået lyst til at fordybe dig mere i dette fantastiske emne, så læs i Livets Bog, bind 2, stk. 527 – 550.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
