MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: En studiekreds skriver, at man er blevet lidt forvirret, fordi Martinus tilsyneladende benytter betegnelsen Adam og Eva i flere forskellige betydninger. I nogle tilfælde mener han åbenbart manden og kvinden, i andre tilfælde de allerførste mennesker, – og endelig taler han andre steder, som om det er væsener, der er anbragt helt forskellige steder i udviklingen. Hvad mener han egentlig med disse betegnelser?

SVAR: Det er rigtigt, at man godt kan blive lidt forvirret over betydningen af disse to begreber. Alle børn i den kristne del af verden får fortalt den gamle beretning fra Bibelen om Adam og Eva som de allerførste mennesker på Jorden. Når Martinus så forklarer os, at hele denne gamle beretning i virkeligheden er et genialt symbol på den vældige milliard årige udvikling fra de allerførste spæde begyndende livsformer og frem til den nuværende menneskehed, så kniber det somme tider for os at skille begreberne ad.

Martinus forklarer om dette forløb mange steder, bl. a. i Livets Bog, bind 4, hvor han kalder Bibelens beretning for et smukt eventyr fra det virkelige liv, som “også samtidig udgør den absolutte sandhed fortalt på en så genial måde, at den er brød og næring for den enfoldige samtidig med, at den er en guddommelig hilsen fra fortidens vise….”. Men den korteste og mest letfattelige forklaring findes nok i den lille bog nr. 28,“To slags kærlighed”, hvor han fortæller om det evige livs spiralkredsløb og tilværelsesplaner. På side 36 nævner han, at Bibelens “Adam” aldeles ikke er hverken dyr eller menneske, hverken hankøn eller hunkøn. “Adam er symbolet på det levende væsen, der har færdigudlevet et spiralkredsløb og nu skal begynde i et nyt spiralkredsløb. Det befinder sig foreløbig i salighedsriget, altså mellemstadiet mellem et afsluttet og et begyndende spiralkredsløb. Adam er et totalt åndeligt væsen (….) Dette væsen er nu hverken dyr eller menneske, hverken hankøn eller hunkøn, hverken ond eller god. Det har jo ingen ydre bevidsthed og heller ikke nogen organisme. Det har kun i sig evnen til at opleve erindringerne fra det spiralkredsløb, det nu har udlevet og derfor er i færd med at overgå til et nyt spiralkredsløb”.

”Adamvæsenet” længes efter at manifestere sig
På dette punkt i udviklingen kan de pågældende væsener altså ikke mere opleve noget som helst i dét, Martinus kalder “den ydre åndelige verden”. Alt foregår i erindringen, “en slags guddommelig hviletilstand i en lysende salighedsatmosfære”, – en slags “guldkopier”. Med andre ord en isoleret tilstand, hvor disse adamvæsener ikke har nogen som helst samkvem med noget som helst andet levende væsen. Derefter lader Martinus os følge dette adamvæsen, mens det vågner op og genskaber sin bevidsthed og sin begyndende manifestation i den fysiske verden, som det længes imod.

Og så når vi til det næste punkt i den ældgamle beretning, som lader Gud sige, at det ikke var godt for det pågældende væsen at være ene, “jeg vil gøre ham en medhjælp, som skal være hos ham”. Med andre ord, det kunne i længden absolut ikke være nok for væsenet kun at opleve i erindringerne, der opstod et kolossalt begær efter at komme til at opleve den virkelige livsoplevelse i kød og blod, – i nøje overensstemmelse med den kosmiske lov om sult- og mættelsesprincippet. Med Martinus’ ord: “Dette salighedsvæsenets lysende begær efter den ydre verden bliver her sammen med millioner af andre salighedsvæseners hunger til en kollektiv skabende kraft, der automatisk overgår til den ydre åndelige og fysiske materie. Salighedsrigets reaktion i denne den ydre verdens åndelige og fysiske materie er identisk med den guddommelige skabelsesproces, vi kender som krystallisering, al dannelse af faste stoffer, stendannelser lige fra de ædleste, glasklare og farvede sten, vi anvender som smykker, og til de meste grove klippedannelser og forøvrigt også al anden mineraldannelse, platin, guld og sølv m.m.”

Opdeling i to køn, – ”Evavæsener” opstår
Men skabelsesberetningen går videre, og adamvæsenerne må have yderligere fodfæste i den fysiske verden. Det sker ved skabelsen af “evavæsener”, der igen er et symbolsk udtryk for, at de “sovende” adamvæsener nu ganske automatisk har udviklet sig frem til plantetilstanden. At “Gud tog et ribben ud af Adam og dannede Eva” er altså kun et symbols udtryk for, at der skete en indvendig proces, en indre automatisk organisk ændring i adamvæsenernes psyke. De blev omdannet fra dobbeltpolede til enpolede væsener, med andre ord, – de blev opdelt i to køn, i “hanner” og “hunner” og langt senere i mænd og kvinder. Og det videre forløb ser vi resultatet af i dag i form af plante- og dyreverdenen – og den højst ufærdige menneskehed, der dog er på vej til at udvikle sig videre til det færdige “menneske i Guds billede”, som Bibelen taler om.

Vi har nu fået et ganske kort overblik over Martinus’ forklaring på den vældige omskabelsesproces, som Bibelens beretning om Adam og Eva er et symbol på. Vil man have en “huskeregel”, er det nemt at huske, at Adam symboliserer dobbeltpolede væsener, som har deres bevidsthed i den åndelige verden. I den fysiske verden er væsenerne opdelt i to køn, hvilket symbolsk er udtrykt som Eva. Og hos planter og de allermest primitive dyr forekommer der forskellige overgangsformer.

Foruden den omtalte bog nr. 28 har Martinus også behandlet emnet i en ret lang artikel, som han kalder “Ægteskabet og alkærligheden” i Kosmos nr. 7-1987. Her følger han ligeledes op på udviklingen over vore dages “De ulykkelige ægteskabers zone” og frem til “Det færdige menneske i Guds billede”.

Det pågældende nummer af bladet og de nævnte bøger kan købes på shop.martinus.dk.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0047