Har Martinus givet et bud på, hvad bedste etik er, når det gælder brug af livsforlængende medicin? Personligt ser jeg livet som en removed link Har vi mennesker da pligt til at forlænge det vha medicin, hvis det er muligt, eller skal vi afstå fra det, hvis det removed link nedbryder vore mikroorganismer unødigt? Måske kan jeg også formulere det på følgende måde: Vil det, at afstå fra at gå i behandler når det gælder livstruende sygdomme, i et åndsvidenskabeligt lys blive set på som aktiv dødshjælp?
Mvh
Lotte
Det er et godt spørgsmål, som man siger og med flere elementer. Jeg ved han har udtalt sig om f.eks. koma, hvor der ikke er muligheder for at komme tilbage til bevidstheden. Der mener han ikke det er meningsfuldt at holde liv i sådan en krop.
Derudover skriver Martinus om at medicin er mere symptom behandling end årsagsbehandling af vores sygdomme. Den dybereliggende årsag er vores natur og vores måde at handle på. Det er ikke det samme som at han mener at vi ikke skal tage medicin. Jeg opfatter det som en hjælp fra Martinus side til at forstå den rette sammenhæng.
Det svarer ikke rigtigt på dit spørgsmål, men kan måske inspirere lidt. Jeg tror generelt jeg er nødt til at svare at "det afhænger af". I min forståelse primært af om det liv der kan forlænges er værd at leve. Martinus skriver jo at vi få et nyt legeme igen. Det er derfor ikke nødvendigt at holde fast i den fysiske tilværelse for enhver pris.
Håber at det hjælper lidt.