Det er en tanke som har gått gennom mitt hoved en del ganger den seneste tiden. Det har at gøre med våres udvikling av følelsesenergien genom lidelser.
Martinus forklarer sammenhengen på en god måde her:
Denne energi er næstekærligheden, hvilket vil sige "følelsesenergien" iblandet så megen automatisk virkende intelligensenergi, at den altid skaber væsenets sympati for andre levende væsener med en sådan human kraft, at væsenet udelukkende hellere selv vil lide end at skabe lidelse for disse andre væsener. Denne kultiverede eller fuldkommengjorte følelsesenergi eller mentale tilstand er det samme som kærlighed. (LB 5, 1924)
Det handler om hvordan vi udvikler kærlighet genom at følelsesenergien sammen med intelligensenergien i oss skaper sympati for andre.
Normalt har jeg tenkt slik at det er gennom at opleve egne lidelser, at vi udvikler følelsesenergien. Og det er jo korrekt.
I vår tid ser vi så megen lidelse rundt oss, måske ikke alltid direkte, men spesielt genom t.v.
Hva tænker dere om denne tanke: kan vi udvikle følelsesenergi genom at se lidelse formidlet genom t.v.-programmer og nyheder? At vi på en slik måde kan utvikle sympati med andre personers lidelser og derigenom utvikle vår egen følelsesenergi?
Det er jo noen gange hjærteskærende saker som vises frem i form av reportasjer, dokumentarer og nyheter. At få presentert lidelser genom dette medium er en ny sak som har kommet i vår tid, som ikke var tilgængelig før. Kan det bidra til en relativ større økning i vår udvikling av følelsesenergi?
Hej Oscar.
Interessant tanke, men det tror jeg faktisk ikke! Jeg tror udelukkende man kan udvikle medlidenhedsevne gennem egne erfaringer. Vi kan kun have medlidenhed med andre mennesker på områder, som vi selv har erfaringer med - ellers kunne vi jo ikke vide, at de oplevede noget ubehageligt?
Jeg mener ikke vi kan skyde genvej, ved at lade andre spise af kundskabens træ. 
Hej Oscar.
Som Svend har jeg også den opfattelse, at selve medfølelsen/medlidenheden skal man selv have udviklet via egne erfaringer, men der kan dog godt være en form for "mættelse" i dagligt at se (f,eks på TV) andres lidelser. 
Det kan godt virke lidt "kynisk" på mig, når Martinus, mens han ser "krigsbilleder" udtaler : "Sådan skaber Gud rigtige mennesker"., selv får jeg helt andre følelser indeni, når jeg mindes om vor "ufuldkommenhed" på disse områder. :'(
Den følelse man mærker, når man lider med andre, skal jo være i en i forvejen, udviklet af egne oplevelser, men det at føle disse følelser, eller nærmere ikke at kunne lade være med at føle disse medfølelser, kan godt opleves meget "deprimerende", og via gentagelser blive medvirkende årsag til at man "mættes", og bliver "træt" af at se al den lidelse omkring sig.
Sikkert kun et positivt tegn, men dog alligevel noget man helst ville være foruden, og måske også det der er årsagen til at mange vælger at se den anden vej (undgår at se TV-aviser eller at tale om de negative sider af livet), magtesløsheden er for tydelig og da er det mindre ødelæggende for ens egen "livskvalitet" hvis man helt undgår at fokusere på disse negative forhold.
På den anden side er "oplysning" jo vejen til forståelse og forandring, så det er jo derfor også nødvendigt at vi mindes om alt det vi stadigvæk mangler at få rettet op på, så alt i alt er tingene nok ikke anderledes end de skal være. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Normalt har jeg tenkt slik at det er gennom at opleve egne lidelser, at vi udvikler følelsesenergien. Og det er jo korrekt.
I vår tid ser vi så megen lidelse rundt oss, måske ikke alltid direkte, men spesielt genom t.v.
Hva tænker dere om denne tanke: kan vi udvikle følelsesenergi genom at se lidelse formidlet genom t.v.-programmer og nyheder? At vi på en slik måde kan utvikle sympati med andre personers lidelser og derigenom utvikle vår egen følelsesenergi?
Det er jo noen gange hjærteskærende saker som vises frem i form av reportasjer, dokumentarer og nyheter. At få presentert lidelser genom dette medium er en ny sak som har kommet i vår tid, som ikke var tilgængelig før. Kan det bidra til en relativ større økning i vår udvikling av følelsesenergi?
Hej Oscar!
Nej desværre tror jeg ikke, at man blot ved at være vidne til andres lidelser f. eks. gennem TV, kan udvikle større empati. ??? Det er vist ellers den almindelige mening, at man kan det, men i følge Martinus må man selv på sin egen krop mærke forskellige former for lidelse: alle de rædsler, man kan opleve i krig, pinefulde sygdomme, tab af elskede familiemedlemmer, tab af materielle ting, udstødelse af samfundsgrupper - you name it - for helt at kunne få medfølelse med andre i lignende situationer. Hvis man kun har en hjernemæssig tilgang til andres lidelser, kan man måske godt se, at de lider, men det lader en kold, man gør intet for at hjælpe dem - i hvert fald kun, hvis det er i ens egen interesse. Den person, der derimod selv enten i dette liv eller i foregående liv har oplevet f.eks. at være på flugt fra krigshandlinger, vil have den største medfølelse med flygtninge, og gøre meget for at hjælpe dem.
Kærlig hilsen
Christina B. 
Hej Oscar
Som sådan mener jeg heller ikke, at man kan udvikle følelsesevne ved at se tv. Og dog... For selvfølgelig vil der være tale om en vis følelsesmæssig påvirkning, og tv-kiggere er jo jordmennesker, der allerede har udviklet en hel del følelser.
Hvis man tidligere har oplevet lignende lidelser, vil oplevelsen af erindringen om disse være med til at sætte lidelserne i et nyt perspektiv. Gennem tv får man mulighed for at få "genopfrisket" en del af sine lidelseoplevelser på forholdsvis kort tid. Derved kan man sætte disse oplevelser sammen på en ny måde vha. sin intelligens (altså "regruppere" sine følelseserfaringer), så man herefter oplever dem i et nyt forklarelsens lys.
Men man risikerer selvfølgelig også at fylde sig med en masse mentalt og følelsesmæssigt skidt, der ikke (i første omgang) afstedkommer en positiv udvikling.
Venlig hilsen
Petersh
Takk for insiktsfulle svar!
Skit, jeg tenkte å bli ferdig utviklet genom at kikke på t.v.
Det er mange eksempler på indirekte kontakt med lidelser. T.v. er en av dem. Jeg ser et sterkt behov for å utvikle følelsesdelen i meg, så jeg får vel forberede meg på egne lidelser At indirekte kontakt med lidelser kan minne om tidligere egne lidelser er en klok observasjon.
En viktig sak du nevner Christina, at empati skal følges av handling. Ellers er det måske blott en følelse uten innhold.
Jeg er enig i at TV nok ikke er vejen frem for udvikling af følelser selvom TV naturligvis ligesom alt andet også kan have denne effekt.
Jeg tror nu TV i de fleste tilfælde gør det modsatte til dels fordi man kan blive immun overfor de forfærdeligheder man ser og dels fordi det er en passiv "handling".
TV virker på mig lidt bedøvende og samtidig kan jeg mærke en tiltrækning, lidt lige som andre afhængigheder (skal lige have mit TV fix og vide hvad der foregår eller blot sidde foran kassen og se en dum fodboldkamp). Der er lidt escape og/eller beruselse over det.
TV holder mig også fast i tankemønstre som jeg ellers er på vej ud af. Det er vanskeligt at tænke "out side the box" når man er inde i "the box".
Jeg tror den følelsesmæssige udvikling kommer helt af sig selv i det omfang vi er parat til det. Nogle oplever mange lidelser i deres liv og andre få og nogle ser det som andre ser som lidelser som de største gaver.
Med kærlighed
Lars
Martinus forklarer sammenhengen på en god måde her:
Denne energi er næstekærligheden, hvilket vil sige "følelsesenergien" iblandet så megen automatisk virkende intelligensenergi, at den altid skaber væsenets sympati for andre levende væsener med en sådan human kraft, at væsenet udelukkende hellere selv vil lide end at skabe lidelse for disse andre væsener. Denne kultiverede eller fuldkommengjorte følelsesenergi eller mentale tilstand er det samme som kærlighed. (LB 5, 1924)
Det handler om hvordan vi udvikler kærlighet genom at følelsesenergien sammen med intelligensenergien i oss skaper sympati for andre.
Normalt har jeg tenkt slik at det er gennom at opleve egne lidelser, at vi udvikler følelsesenergien. Og det er jo korrekt.
I vår tid ser vi så megen lidelse rundt oss, måske ikke alltid direkte, men spesielt genom t.v.
Hva tænker dere om denne tanke: kan vi udvikle følelsesenergi genom at se lidelse formidlet genom t.v.-programmer og nyheder? At vi på en slik måde kan utvikle sympati med andre personers lidelser og derigenom utvikle vår egen følelsesenergi?
Det er jo noen gange hjærteskærende saker som vises frem i form av reportasjer, dokumentarer og nyheter. At få presentert lidelser genom dette medium er en ny sak som har kommet i vår tid, som ikke var tilgængelig før. Kan det bidra til en relativ større økning i vår udvikling av følelsesenergi?
Kan man udvikle medfølelse på et område af livet hvis man ikke selv gennemgået detsamme if rom af egne praktisk-konkrete lidelser? Føler vi med andre på tv-screenen så har vi vel også oplevt detsamme tidligere. Grunden er egne direkte lidelser. Men medfølelsen kan vel slibes til ved konsumtion indenfor kulturens rammer.
Skriv et svar