Ja her falder M helt uden for.. Heldigvis  

VH
ASC

Hej Sebastien,

Jeg er enig med asc i at kosmologien og DTT ikke høre under den juridiske betegnelse for et trossamfund.

At kosmologien og DTT ikke er et trossamfund, gør det imidlertid ikke automatisk til viden eller videnskab. Der er så meget som hverken er viden eller et trossamfund (f.eks. at jorden skulle være rund ).

Men det var rart at få juridisk afkraftet at kosmologien skulle være en religion, sekt eller noget i den retning

kh
Lasse

Kære Lasse

"At kosmologien og DTT ikke er et trossamfund, gør det imidlertid ikke automatisk til viden eller videnskab".

Naturligvis ikke! Men der er alligevel stor forskel på, hvorledes en åndsvidenskabs-person "ikke-ved" og hvordan en troende "ikke-ved". Når man genkender sine egne behov i de ovenfor anførte sammenhænge (ritualer, vielse og medlemskab), så er man troende i traditionel forstand. Når man er åndsvidenskabeligt indstillet, så ved man jo godt, at man ikke VED, men det gør ikke en til troende i samme forstand, som førnævnt. Typisk besidder troende ikke en nysgerrighed for at trænge rationelt i dybden i de åndelige sammenhænge, men stiller sig derimod tilfredse med den følelsesmæssige suggestion, som gudstjenesten giver. Kriteriet for, at MK er videnskab er således ikke, at man som studerende er i besiddelse af kosmisk viden. Det videnskabelige opstår snarere som et resultat af, hvordan man forholder sig til selve erkendelses-processen. At man nysgerrigt fortløbende udfordrer sine formodninger/hypoteser, igennem experimenter i livet. At man hele tiden forsøger at gøre sine overbevisninger tilgængelige for logiks tænkning. At man tillader tvivlen at virke i ens bevidsthed og at man er villig til at hente inspiration fra andre kilder, end sin favorit-kilde, (etc.) (jeg erkender, at det ikke nødvendigvis bliver til videnskab, hvis man efterstræber sådanne kriterier, men muligheden derfor foreligger)
Hvis kosmologien er ”rigtig”, så kommer der imidlertid et tidspunkt, hvor denne (muligvis) videnskabelige (at skabe viden) holdning bliver til VIDEN, med den store fødsel. Men når man opererer med dette udviklings-perspektiv, afviger man imidlertid også fra den traditionelle tros domæne. I tros-sammenhæng betegner viden nemlig ikke en sandere erkendelsesform, end tro – men blot en helt anden. Tro og viden er her ikke erkendelsestrin på den samme udviklings-skala, men betegner derimod måder at forholde sig til vidt forskellige spørgsmål på – nemlig de åndelige og de materielle. For den troendes vedk. må man således vende sig bort fra den skabte verden, for at nærme sig Gud – for den åndsvidenskabeligt indstillede person er verden selve det område, hvori man skal lære at genkende Guds vilje – nemlig i ALT hvad der overhovedet forekommer. (Således overvindes nemlig dualismen). Derfor er der ingen kirke – for verden er en kirke, livet er en gudstjeneste – og universet et laboratorium, til livets fornemmeste experiment…
knus sébastien

Hej Sebastien

Tak for svaret

Du skriver at

Hvad tænker du om kosmiske glimt? Der får man vel også en form for viden eller indsigt, selvom det ikke nødvendigvis er det store overblik, som man får med kosmisk bevidsthed.

kh
Lasse

tjaeh - nu kan jeg jo ikke tale af erfaring, men Martinus skriver om, at:

De kosmiske glimt f.eks. giver en ”…oplevelse af udødelighed, fuldkommenhed i verdensaltets struktur og kærligheden som universets grundtone…” Denne oplevelse har karakter af ”ufejlbarlig øjeblikkelig viden”, men kan ikke gengives i logisk sammenhængende tankerækker, som videnskab, fordi der ikke er tale om en ”...permanent sammenhængende viden (…) [men kun] viden i brudstykker”.
Tværtimod kan oplevelsen, der opstår ubevidst og udenfor viljens kontrol, iklædes lavere intelligensmaterie (det synes jeg er et ret syret udtryk!), med ”forurening af lyset” til følge. Det er graden af ”renhed af hjertet” der er bestemmende for i hvilket omfang indsigten forbliver intakt. (199-208), (2139-40).

-så en form for viden kan man vel godt kalde det...
Men det er jo interessant at tænke på, at dem, der måtte have haft et kosmisk glimt inden åndsvidenskabens tilstedeværelse her på jorden, i og for sig har haft ringere adgang til udregningerne, end en almindelige nutidig åndsforsker, der tilgengæld ikke har oplevet noget som helst åndeligt...

knus seb :

Ja, der har måske været kosmiske glimt bag meget af den uforklarlige og metafysiske viden den vestlige videnskab har modarbejdet de sidste par hundrede år. Med dit citat bliver det nemmere at forstå at videnskaben har flyttet sig væk fra påstande baseret på kosmiske glimt, da dem som har oplevet glimtene ikke har kunnet forklare deres viden og det forventer videnskaben jo at man kan (til en vis grænse). Ja, kosmologien varsler virkelig nye tider også på det område

Måske har den viden, som er opnået via kosmiske glimt, været mere virkelig/praktisk i forhold til kosmologiens teoretiske, men samtidig mere uforklarlig. Det virker lidt paradoksalt at nogle står med en viden de ikke kan forklare og andre har en teoretisk viden de dybest set ikke ved om er rigtig.

kh
Lasse

Vist så, Sebastien, det er ganske tankevækkende, som du opstiller problemet her. Men vi er jo nok allesammen godt og grundigt fikseret på Martinus og kan næsten ikke forstå, hvordan verden har kunnet klare sig uden ham. Sådan har jeg det i hvert fald selv, og jeg skal virkelig gøre mig umage for at se uden om Martinus og kaste et mere nøgternt og distancerende blik på verden. Set i det lys kan jeg blot konstatere, at religionerne også for folk med kosmiske glimt har været helt tilstrækkelige. Det har vi mange eksempler på.

Hvad der gør Martinus nødvendig for menneskeheden er måske ikke så meget at få en forklaring på deres mysktiske oplevelser, deres kosmiske glimt osv.

Hvad er det så? Jeg tror det er materialismen, der her er det vigtigste. Det er det store paradoks, vi møder som materialister, når vi ikke kan nænne at gøre dit og dat, mens vi ser, at andre udmærket kan nænne både det ene og det andet.

Vi mangler et verdensbillede for tøsedrenge, et verdensbillede, der fortæller os, at vi ikke er komplet åndsvage, når vi siger nej tak til at berige os på næstens bekostning, når vi kan gøre det ganske uden risiko.

Her nytter det ikke at slå op i Bibelen eller læse et Jesus ord, når man er lige ved at brække sig over den slags.

Og at være i den situation - kan jeg forstå på Martinus - er noget ganske nyt. Der har overhovedet ikke været brug for Martinus før her på kloden. Og de få, der var kommet ind på det spor, kunne jo bare reinkarnere på andre kloder.

Nej, jeg TROR faktisk, at man skal være temmelig nøgtern og videnskabeligt tænkende - samtidig med at man følelsesmæssigt er kommet ud på glatis - for at være modtagelig for Martinus og hans åndsvidenskab.

Det er ikke svært at være taknemmelig synes jeg. Det sværeste består i at forstå, at verden ikke er befolket med mennesker, der bare går og venter på, at en eller anden skal komme og fortælle dem om Martinus.

Sådan har jeg det i hvert faldt selv. Og Ok, hvad var det nu vi snakkede om...? Nu kom jeg vist helt bort fra emnet som sædvanlig og spandt en lang ende over noget andet.

Men OK, tak for ordet....

kh Søren

Jeg tror der er mange - måske primært blandt kvinder, der kender til at vide noget uden bevis og uden at kunne forklare hvorfor :.

Vi ved det bare Måske via kvindelig intuition - ikke at forveksle med det kosmiske talent, intuition...

KH....Anette

<<< Det virker lidt paradoksalt at nogle står med en viden de ikke kan forklare og andre har en teoretisk viden de dybest set ikke ved om er rigtig. <<<<<<<<

Det ved man fordi det ikke kan være anderledes og fordi der gennem tiden både nu og i fortiden er så meget, selv film, der lige kommer den vej forbi.. de kan ikke undgå det..

VH
ASC

Det er netop situationen, vel beskrevet. Som når jeg læser gamle mystikere og tænker: "dér har han fat i det, meeen dér har han vist ikke fået det hele med..." Hvem tror jeg egentlig jeg er? (måske én der har fået færten af et teoretisk verdensbillede, som jeg i den grad tror/føler/opfatter/har tillid til/ kan begribe hele livsmysteriets løsning... )

Udviklingsvejene er åbenbart mangfoldige. Dette berører problemet vedr. om man skulle være mere udviklet end andre, fordi man "har forstået" det kosmiske verdensbillede? Nogle får jo åbenbart det teoretiske overblik på et tidligt tidspunkt i deres udvikling, mens andre får det på et senere tidspunkt. (altså senere, end deres egne åndelige sanser i øvrigt er begyndt at røre på sig - eller senere, end deres kærlighedsevne er blevet mere fremragende).

Selv føler jeg mig forvirret over at være stødt på en så plausibel virkelighedsforklaring, i en verden, der er så åbenlyst optaget af så meget andet. Det er da mærkeligt at have en overbevisning om, at man sidder inde med de HELT STORE SVAR (om end teoretisk) i en verden, hvor der hersker almen konsensus omkring, at disse spørgsmål er mere eller mindre umulige (meningsløse) overhovedet at stille. Eller hvad??? Det er vel en kunst ikke at komme til at føle sig distanceret fra sine omgivelser, pga dette? Men distance var jo netop ikke det, der var meningen. vel? På sin vis bidrager verdensbilledet således til en følelse, som det i øvrigt motiverer mig til at bekæmpe. Men - så passer pengene jo alligevel...

Hej Sebastien!

Sådan tror jeg, vi har det allesammen her på forum. Og selvfølgelig begår vi en fejl. Vi glemmer alt det, vi må sige ja til, for at blive lukket ind i Martinus' tankegang. Vi må gå med til udødelighed og reinkarnation, vi må gå med til, at der i det hele taget er en mening med verden, - og at den tilmed er god!

Alt det tager vi som en selvfølge, og når vi først gør det, så tager vi også som en selvfølge, at alle andre da må tænke som os.

Men de gør det ikke!

Og glemmer vi det, kan vi kun undre os over verden, indtil vi finder ud af, at der ikke er noget i vejen med den. Det er os, der tænker skævt, det er os, der i virkeligheden lægger kimen til en lille smule intolerance og bessewissen i vores forhold til verden.

Derfor anbefaler jeg alle kosmologistuderende, så vidt det kan lade sig gøre, at boltre sig godt og grundigt ude i den verden, der intet kender til Martinus og også er fløjtende ligelad med ham.

Der er faktisk mange flinke folk, derude. Og mange af dem kan have langt mere savoir-vivre og menneskekundskab end man selv. Jeg har oplevet det så mange gange, så min respekt for verden, som den virkelig er, har ikke lidt skibbrud. Den har heller ikke gjort mig melankolsk, men den har fået mig til at tænke lidt over mig selv og mine egne mærkelige forudsætninger.

Ok, endnu engang kom jeg på afveje... Men tak for din inspiration til at samle mine tanker.

kh Søren

Hej Sebastien...

Mon ikke forvirringen skyldes den overvældende mæthed af mørket, som de fleste, der drages af Martinus føler ?

Når man er rigtig godt mæt og så finder ud af, at der er en vej "ud", så kan det altså bare ikke gå hurtig nok - i starten i alt fald. Man anstrenger sig gevaldigt på at blive et bedre menneske, og synes vel i en periode, at det kunne "sidemanden" ski også nok tage at gøre !

Sådan har jeg i alt fald haft det - først lidt efter lidt blev det for mig ganske ubetydeligt, hvor udviklet jeg egentlig var - i starten var jeg vældig optaget af det Nu har jeg det sådan, at hvis jeg bare hver dag kan se mig selv i øjnene når jeg går til køjs, så er det jo vældigt ! - så må de andre ski passe sig selv ! En egoistisk tankegang måske - men langt den mest næstekærlige, for det giver jo "sidemanden" ret til at foretage sin egen udvikling i sit eget tempo.

Men når det er sagt / skrevet, så giver jeg dig ret. Det kan være frustrerende at være oplyst om at tingen "nemt" kan være anderledes....

kh
Tina :0)

Jeg forstår ikke hvad du mener ???

Mon ik det er fordi kvinder (og mænd) genkender situationer de har set før, men ikke længere kan huske. Man kan se mønstreret i situationen. Det er ikke en analyseret og kosmisk viden, men dog en ret væsentlig viden

kh
Lasse

Tina Pedersen wrote:

- først lidt efter lidt blev det for mig ganske ubetydeligt, hvor udviklet jeg egentlig var - i starten var jeg vældig optaget af det Nu har jeg det sådan, at hvis jeg bare hver dag kan se mig selv i øjnene når jeg går til køjs, så er det jo vældigt ! - så må de andre ski passe sig selv ! En egoistisk tankegang måske - men langt den mest næstekærlige, for det giver jo "sidemanden" ret til at foretage sin egen udvikling i sit eget tempo.

Ha, ha! - Friskt og godt formuleret, Tina! Er ganske enig!

kh Søren

Hej Seb,

Martinus ville nok sige; "Næ, nej - ens udviklingstrin er ene og alene afhængig af, hvad man kan nænne at gøre mod andre levende væsener" - uanset om man kender til det kosmiske verdensbillede eller ej

Ja, Martinus skriver faktisk et sted at det kræver mod og også kan være ensomt, at stå udenfor flertallet med sine tanker og viden om det nye verdensbillede. Jeg selv har det sådan, at jeg ikke svarer på spørgsmål, som folk ikke har stillet (= prædiker ikke kosmologi for ikke-interesserede). Men når de begynder at kende en, så begynder nogle også at spørge - fx. "hvorfor spiser du ikke kød", "hvad er det du lærer om i din sommerferie på det der sted" (ok, det sidste kan være svært at give et kort svar på )

Ha...ha, ja det man lærer peger ind på en selv. Genialt - noget tyder på at verdensbilledet er et sammenhængende koncept Det er jo forholdsvis nemt at være sød, tolerant og forstående, når man er sammen med andre kosmologer, da stemningen oftest er lys og harmonisk. Og mange anstrenger sig nok også for ikke at afsløre for mange dyriske talenter (da alle de andre jo ved hvad det betyder). Den rigtige prøve skal "bestås" ude i det virkelige liv, hvor man møder "tågehornene" : Jeg mener at huske, at Martinus et sted i Samarbejdsstrukturen anbefaler medarbejderne at have et alm. job ved siden af. Måske netop for ikke at blive for indspist og for at undgå "indavl"

Kærlig hilsen
Anette

Kære Alle,

-så er det sagt ...

-jeg har tilladt mig at lave et lille medley:

-sikke mange gode tanker og erfaringer, tak! :-*

knus seb

Anette S. wrote:

Jeg tror der er mange - måske primært blandt kvinder, der kender til at vide noget uden bevis og uden at kunne forklare hvorfor :.

Vi ved det bare Måske via kvindelig intuition - ikke at forveksle med det kosmiske talent, intuition...

Ja, Anette - jeg må give dig ret i, at det ofte kan se sådan ud, men jeg tror, det hænger sammen med, at kvinder ofte er mere impulsive end mænd. Kvinder taler mere end mænd og er ikke så bange for at udtrykke, hvad de føler.

For det er netop følelse, det drejer sig om. Ganske vist kalder vi det viden, men det er nok her, mænd og kvinder ikke er helt ens. Mænd føler lige så meget som kvinder - TROR jeg - men de er mere forsigtige med at kalde det viden. Og så længe det ikke er viden, klapper de i.

Hvad er da viden? Jeg vil foreslå, at viden er det samme som forståelse. Og for at forstå noget, må man fortolke det, man føler. Det kan kun ske gennem sproget, og skal jeg nu føre denne tråd tilbage til Martinus, så vil jeg pege på, at det netop er det, Martinus gør. Han iklæder vores følelser et sprog, der gør det muligt for os at forstå, hvad det er, vi føler, - eller rettere sagt, hvorfor vi føler det. Eller endnu mere præcist: At vi har lov til at føle, som vi gør!

Martinus legitimiserer kort sagt vores "humane evne", der i mangt og meget får os til at vi reagerer anderledes end vores medmennesker. Og vi forstår det ikke!

Først med Martinus er der mulighed for at forstå det, - i hvert fald som en hypotetisk forklaring, som vi naturligvis tager imod med kyshånd.

Den viden, du taler om, Anette, og som jeg her har kaldt for følelse, kunne også kaldes for "tavs viden", - man ved, men man ved ikke hvorfor, fordi sproget ikke slår til.

Filosoffen Hans-Georg Gardemer (f. 1900) beskæftigede sig meget med disse ting. Han kaldte det "for-forståelse". Og mon ikke mænd og kvinder har lige stor "for-forståelse"? Og dog stoler kvinder måske mere på sig selv, end mænd gør. Kvinder buser lettere ud med, hvad de føler. Sådan har jeg i hvert fald selv oplevet det. Og jeg indrømmer, at det er et meget spinkelt grundlag at generalisere på, men jeg vover det immervæk.

Men fælles for kvinder og mænd er så, at de ikke helmer, før de har fundet et sprog, dvs. et verdensbillede, der kan forklare dem, hvorfor de føler, som de gør. Martinus gør den tavse viden talende.

kh Søren

Hej Søren,

Jeg kunne godt lide ordet "tavs viden" - det gav en slags genklang inden i mig.

Kunne man ikke her tale om forståelse på flere niveuaer? Måske skal vi skelne mellem forskellige slags viden, fx. følelsesmæssig viden, intellektuel viden og intuitiv viden. For hvad er den viden, man bare får "som et lyn fra en klar himmel", men som man ikke forstår eller kan forklare - og som ikke er fremkommet som resultat af en analytisk bearbejdning af data eller sanseindtryk? Den er vel stadig viden? Okey, vi er her måske over i okkulte evner.

Jeg synes ikke at kvinder er mere impulsive end mænd (har de ikke netop ofte en trang til at planlægge, organisere og er mere forsigtige inden de handler/beslutter?), men giver dig ret i, at mænd måske har et større behov for at kunne analysere, forklare og fortolke følelser inden de kalder det viden. Mange stoler ikke lige så meget på følelserne som kvinderne gør. Sådan har jeg i hvert fald fået det forklaret af mænd, jeg har diskuteret dette emne med. Er det fordi kvinder har mere erfaring med følelserne? Lad os antage at mænd og kvinder føler lige meget - hvorfor er kvinder så mere følsomme (fx. let til tårer) og hvorfor er vi bedre til at forstå egne og andres følelser? Og hvorfor klarer kvinder sig bedre i EQ-test (følelsesmæssig intelligens) og mænd sig bedre i IQ-test (hvis det altså passer)?. Har det måske noget at gøre med polerne og mandens og kvindens rolle/ansvarsområde tilbage fra tidernes morgen og hvilke talenter der var påkrævet - og hvilke evner/talenter vi hver især derfor har flest inkarnationers erfaring med? Hvorfor er der stadig (selvom det begynder at ændre sig) flere kvinder i omsorgsrelaterede jobs (følelser) og mænd i naturvidenskabelige jobs (intelligens)?

Blandt kvinder er der ofte lige så stor respekt for den der siger "jeg føler det er sådan", som der er respekt for den som kan fremføre logiske argumenter. Men sådan er det ikke hos så mange mænd. Det at kvinden siger "jeg føler det er sådan" godtages sjældent som noget "bevis", hvis hun ikke kan fremføre en logisk redegørelse for "sin viden".

Og sidst men ikke mindst; Hvorfor illustreres den feminine pol gul som følelsesevnen og den maskuline pol grøn som intelligensevnen... i Martinus' verdensbillede?. Er det tilfældigt.....Måske :

Måske skulle vi ligefrem tale om maskulin og feminin viden, som begge indeholder de samme grundenergier, men i forskellige blandingsforhold

- Mange spørgsmål, men få svar
Anette