Kære Niels,

Aller først tak, fordi du under de givne triste omstændigheder alligevel fik lyst til at skrive på forummet og dele dine tanker med os.

Når vore nærmeste bliver syge og vi dertil er begavet med en højtudviklet medlidenheds- og indfølingsevne, så rammer det os ekstra hårdt. Vi sørger over den hårde skæbne som rammer dem og ofte føler vi os også hjælpeløse, fordi vi ikke kan tage sygdommen fra dem vi elsker.

Erik Gerner Larsson skriver i artikkelserien "Melankoli" (klik her for at læse hele artikkelserien), at vi i kraft af vort kendskab til de åndelige loves virkemåde, i os selv ejer den medicin, der til enhver tid evner at opløse et begyndende melankolis negative tankebilleder.

Hvorfor virker medicinen så ikke altid, hvorfor taber vi nogen gange lyset ud af sigte? Det er der sikkert mange individuelle årsager til. Vi har stadig lidelser og sorger til gode, vi skal igennem hver vort "getsemena og korsfæstelse" før vi endelig kan træde ind i en permanent tilstand af lys. Undervejs kan det ikke undgås, at der kommer skygger for solen som formørker vores tilværelse. - Og det er nu en gang lettere at blive overbevist om solens eksistens, når man direkte kan se og mærke den, end når man sidder i mørket og kun prøver at forestille sig den.

Måske har vi bare glemt at tage medicinen? Når tingene ser lidt triste ud hos mig, så "forfalder" jeg ofte til en af småbøgerne eller Martinus' artikler omkring juletid, da de er så livsbekræftende og smukke, at man ikke kan undgå at blive bare en smule genopladet med lys igen. Denne energi kan man så bruge til at støtte sine nære i deres sygdom og være der for dem.

Og bønnen, den må vi ikke glemme. Be' om at få styrke til at gennemleve situationen og om, at du må være til så stor hjælp og glæde for den syge som muligt. Måske træder der så en engle ind i din aura og hjælper dig.

Kærlig hilsen
Anette

Tak Anette...

varmeste hilsner,
Niels

<<<<<<<
Mit højeste ønske er, at opnå et art "indre bevis" for kosmologien, men jeg regner det efterhånden for mere sandsynligt, at jeg skal forlade dette liv med en panisk angst for, at der alligevel ikke er nogen eller noget på den anden side. Men...det når man jo så selvfølgelig heller ikke at kunne konstatere,- hvis det er tilfældet.
<<<<<

Sådan er det nu , at du må vente med at se om det er sandt.
Når du kommer ingen næste gang har du måske kosmisk syn og kan se om det er sandt.

VH
Pelle

Hej Niels

Først velkommen i forummet.

Mørk skæbne som i dit tilfælde er jo aldrig sjovt at opleve,men ser vi nøgternt på vores liv kommer de fleste af os til en dag at skal sige farvel til vores forældre.Eller en anden som vi holder af.
Vi skal lære at " miste".

Mit umiddelbare forslag til dig er at du skal være der hos personen og få sagt de ting der ligger dig på hjerte til vedkommende,så der ikke er for mange løse ender ,hvis du skal sige farvel til den pågældende.

Hvad angår din faldende tro på et evigt liv ,vil jeg påpege ,som Martinus ofte beder os om ,at kigge på naturen.Vi ser jo i naturen at alle tingene foregår i kredsløb (dag/nat,årstider,vandets kredsløb,kvælstoffets kredsløb,o.s.v.).For mit vedkommende har jeg svært ved at tro, at menneskelivet skulle være en eengangsforeteelse.Det er også et kredsløb.

Min far døde for ca..3 år siden og jeg har kort tid efter haft en kommunikation med ham 2 gange (gennem et clairvoyant medie.) De ting han nævnte ,var nogle ting som vi i familien kendte til og ingen andre. Temmeligt overbevisende for mig ,at der virkelig er noget efter den såkaldte død.

Kærlige hilsener
Cai

Kære Niels,

Du er det evigt usynlige centrum, der kalder sig Jeg,
det er derfra alt udefra kommende ender, og derfra alt udgår,
det er et evigt faktum som ABSOLUT INGEN, kan ændre ved, tror Du virkelig at Du kan ?
og så er der din evige tænkning(bevidsthed), prøv om Du kan standse din tænkning,
det er lige så umuligt som at se det evigt usynlige centrum,
men man kan styre sine tanker,
så op med humøret, fortæl en vittighed,

Kærlig hilsen
Holger

Først og fremmest mange tak til jer alle...oprigtigt talt.

Men så vil jeg altså også vældigt gerne spørge: Kan I (eller hvem, der nu måtte have lyst til at svare)...være sikre på, at I på dødslejet (eget eller nært menneskes) vil befinde jer i perfekt ro og balance,- hvilende i overbevisningen om kosmologien?

Kærligste hilsner,
Niels

Kære Niels,

Jeg har længe vidst og kunnet se, at Jeg er evig, og meget andet, kort sagt,
også før Jeg kendte til Martinus,
tilbage er så måden at 'dø' på,
og her vil Jeg naturligvis ønske for Alle incl. mig selv,
at det bliver en rolig måde, uden for meget voldsomhed, dramatik, og smerter,
en glad 'død', er at foretrække,

Kærlig hilsen
Holger

Kære Niels,

Nej, det er selvfølgelig svært at vide, hvordan man selv reagerer på dødslejet. Men underligt nok så falder der en fred over de fleste døende, troende eller ikke troende på noget højere. Martinus nævner selv et sted, at både dem som dør mæt af dage og dem, som dør efter længere tids sygdom, om natten (under søvnen) igennem længere tid stille og roligt bliver forberedt på overgangen og livet på den anden side. Nå man så også ved fra dem, som er vendt tilbage (nærdødsoplevelse), at de op til dødsøjeblikket i værelset så nogle af deres kære venner el. familie, som allerede er gået over, så forstår man måske den ro og tryghed der sænker sig over de fleste.

En ting er dog sikkert; noget kan ikke blive til ingenting, ligesom der ikke kan komme noget ud af ingenting. Det er et videnskabeligt faktum. Så et eller andet "forvandler" vi os til, når vi forlader det fysiske legeme.

Jeg og en anden i min familie har i drømme haft glæden og fornøjelsen af flere gang at træffe afdøde familiemedlemmer. Der har både været sjove, smukke og rørende gensyn. Vi har været i kontakt med familiemedlemmer i dødsøjeblikket (altså hvor vi bagefter fik at vide, at det var netop på det tidspunkt de døde). En blev vækket af sin far der kaldte på hende netop i dødsøjeblikket. Hendes søster har besøgt hende i en drøm og fortalt at hun havde ret (mht. at der er et liv efter døden, som min moster ikke troede på inden). Jeg så i en drøm en nat, hvordan min onkel går sin far (som var død) i møde med udstrakte arme og blev modtaget og omfavnet. Næste morgen blev min onkel fundet død på plejehjemmet med udstrakte arme som om han griber ud efter noget (sådan fortæller sygeplejesken det) 😮

Jo, der er helt sikkert noget

Kærlig hilsen
Anette

PS: Jeg kan anbefale bogen "Syv trin til evigheden" af Stephen Turoff, hvis man har lyst til at læse mere om hvordan ankomsten til og livet på den anden side muligvis vil opleves.

Ja, ligesom den ældre dame, som i sommers i Klint til et foredrag lige så stille og roligt sov ind og drog over på den anden side.

KH...Anette

Kære Anette,

Dengang det første gang stod lysende klart for mig at Vi Alle er udødelige væsener,
kom Jeg i tanke om to historier Jeg havde hørt,
den ene var; en 'fornæret' tjener, der spænede efter sporvognen og nåede den i sidste øjeblik, da han havde betalt, og taget billetten, satte han sig ned, og var 'død',

den anden historie var anderledes dramatisk,

men det var da en fin måde at tage afsted på,
som den ældre dame oplevede,

Kærlig hilsen
Holger

Nej, jeg tror ikke at man kan være sikker på at rolig og i balance på dødslejet pga. kosmologien. I hvert fald ikke, hvis 'dødslejet' kommer hurtigt og uventet.

Jeg tror dog godt man kan forberede sig på døden ved at lære at håndtere sit liv generelt. Her kan man lære meget af kosmologien. Jeg tror specielt det at forstå at livet ikke vil en noget ondt og selvfølgelig teorierne om vores udødelighed, kan hjælpe os meget. Men for at være på helt sikker grund er teori ikke nok. Det skal opleves. Den praktiske oplevelse af udødelighed, etc. kommer med udviklingen af intuition og der har vi jordboer stadig et stykke at gå endnu. Vi har områder vi kun kan forstå teoretisk. Det kan f.eks. være vores egen udødelighed og i de tilspidsede situationer er det måske ikke nok.

kh
Lasse

Tusind tak...jeg vender tilbage, når skrivelysten er lidt bedre. Igen: Mange tak...

kh,
Niels

Kære Niels.

Nej, det kan jeg ikke, og det har da også været kilde til en del bekymringer for mig. Også selvom jeg har sat mig ind i en hel del af Martinus analyser. Jeg har stadig en grundlæggende usikkerhed, som ind imellem har udviklet sig til en regulær eksistentiel angst. Det er meget ubehageligt.

Jeg har dog benytte mig meget af bøn, på trods af at jeg mange gange har været i tvivl om der var nogen der lyttede. Selvom det så bare skulle være selvsuggetion, så kan bønnen åbenbart det, at give en indre ro. Jeg føler i hvert fald den hjælper mig til at "frisere" mine tanker. Det er vel også grund nok til at bruge den?!

Jeg prøver at holde denne meget pragmatiske holding til tingene, mens jeg så stadig studerer Kosmologien (og andet filosofi iøvrigt) ved siden af. Som Pelle leder jeg også efter et indre bevis på analysernes sandhed. Skal man tro M, så kommer det dog ikke foreløbig. Han beskriver jo jordmennesket som "en såret flygtning mellem to riger". Altså ikke et fuldt lykkeligt væsen i nuværende tilstand. Måske det hjælper at huske på det, sådan, at man ihvert fald ikke tror, at man burde være lykkelig. Det kan jo give ekstra kvaler oven i dem, man har i forvejen.

Nå, det var ikke for at være sortseer her. Jeg ville bare lige fortælle dig, at tvivlen også er noget, jeg bakser med. Og igen: hvis man skal tro M, så er tvivlen jo en forudsætning for at komme videre, idet den netop er et udtryk for et degenerende instinkt. Men hvem siger, at han så har ret i det...? Ja, det løber lidt i ring her, som du nok kan høre. Men under alle omstændigheder håber jeg, du finder en måde at takle dine bekymringer på. Det må jo kunne lade sig gøre...

Kærlige hilsener

Flemming.

Som "supplement" til den lejlighedsvise tvivl faldt jeg over denne rammende artikkel "Stilfærdige Tanker om et og andet" af Erik Gerner Larsson. Et udsnit:

Og saaledes ogsaa med Guds Ansigt. I givne Stunder kan vort Sind, vor Bevidsthed, svinge sig op til Højder, hvor Tyngden viger, og hele Sjælen jubler i Glæde over den Verden, man ser udbredt for sine Øjne. Blomster, Fuglesang, Solen – ja, alt hvad der kan sanses, fortætter sig i et Nu til Billedet af den Gud, man i sit Hjerte tilbeder, og fra det dybeste i en selv lyder det: Hvor er Livet skønt, hvor er Gud dog god! – Men ak, endnu er vi ikke skabte til hin Ørneflugt, der stadigt lader os være Ansigt til Ansigt med Guds straalende Aasyn. Skygger glider hastigt for. De smukke Blomster bliver Ukrudt, Fuglene Ravne, og Solen en Ildkugle, der svider alt med sin Brand. Fra sin egen graa Mentalverden ser Mennesket ud over Jorden og drømmer om Kloder langt skønnere end denne graa og triste Verden, det snart kan udenad. En dyrisk primitiv Forestillingskres lægger sin klamme Haand henover Sindet, Gud er atter borte, hans Aasyn smiler ikke mere, det "vidende" Menneske haster videre og kaster barnligt naivt sit Guldæble fra sig. (...)

Virkelig aandelig Viden, d. v. s. den, der i Sindet udløser den Bæreevne, der atter og atter kan faa Mennesket til i en Nødstilstand at hviske: Herre, ske ikke min, men din Vilje, – vokser uhyre langsomt.

[align=center][/align]

Kærlig hilsen
Anette

Kære Niels.

Da jeg var barn var jeg somme tider med min moder til møder i Pinsekirken i Roskilde. Og jeg kan huske, at jeg gennem mange år var meget bange for at komme i et evigt helvede, når jeg engang var død. Men efter at jeg var kommet til at kende Martinus åndsvidenskab, forstod jeg, at der er ikke noget evigt helvede. Og angsten forsvandt.

Jeg tror, men kan alligevel ikke helt vide det, at jeg vil kunne forlade dette liv med en stor forventning om alt det vidunderlige, der er at opleve i de åndelige verdener.

Jeg vil sige ligesom Annette, at du skal bede til Gud om at han må hjælpe dig og den syge, og jeg er overbevist om, at Gud vil hjælpe jer begge.

Med kærlig hilsen,
Kjeld.

Hej Niels,

Jeg tænker på, om ikke hele Martinus' værk i sig selv er et - om ikke bevis - så et kæmpemæssigt indicium på, at virkeligheden er, som han beskriver den.

Hvis vi antager, at Martinus IKKE har ret, at det er fri fantasi, så er det altså en noget usædvanlig fantasi.

Hvis vi kigger på andre science-fiction forfattere, så er det næsten altid nogle meget dystre scenarier, de opfinder. Det er som om, at hele dyrerigets dystre livsprincip fylder en pæn del af menneskers ubevidste og dermed fantasi.

Og de, der skriver om godhed, får ofte lavet nogle glansbilledeagtige, klichéagtige beskrivelser.

Men udtænke en logisk, konsistent beskrivelse, der argumenterer for at alt er såre godt, og som dermed forklarer meningen med lidelserne, og hvordan alt princimæssigt hænger sammen; det er en præstation i særklasse. At disse analyser endvidere i mange mennesker vækker genklag, så man oplever, at Martinus sætter ord på de ting, man selv kun har anet; er også ganske enstående.

Ja, selv om man vil mene, at hele Martinus' værk er en stor røverhistorie, så er det af en natur, der er så ganske særegent, at jeg synes, det virker ulogisk, at det skulle kunne være det pure opspind. Ikke mindst fordi det harmonerer med det, de store vise har sagt og skrevet. Det harmonerer med det alle mennesker længes efter, men som mange står famlende overfor og er bange for at forsøge at realisere.

At værket yderligere kærligt argumenter for Jesus' væremåde og udsagn er også noget, der for mig at se, kræver mere end en veludviklet fantasi.

Jeg håber, at en overvejelse over disse ting, måske kan være med til at styrke følelsen af rigtigheden i analyserne.

kærlig hilsen
Jan