Hej Algotezza

En teori/hypotese om sandhed og logik er at der er en absolut sandhed eller fuldkommen logik. For at vi kan opfatte den (i følge kontrastprincippet) findes der også disses modsætninger, dvs. usandheder og ufuldkommen logik. Usandhed og ulogik har også der 'fuldkommenhed', dvs. en fuldkommen eller kulminerende modsætning til sandhed og logik.

Imellem den fuldkomne logik og ulogik, findes der et utal af grader af logisk fuldkommenhed, dvs. blandinger mellem fuldkommen logik og ulogik. De sandheder der optræder her har derfor en gran af sandheden, men også et gran af usandheden. De er ikke fuldstændig rigtige, men heller ikke fuldstændig forkerte.

Udfra denne betragtning findes der altså mange forskellige "logikker" og "sandheder", som fremtræder i forskellige grader af overensstemmelse med den fuldkomne logik og absolutte sandhed.

Ovenstående betragtning er egentlig bare et udtryk for det martinus kalder perspektivprincippet, hvor man kan være mere eller mindre tæt på sandheden og dermed se den mere eller mindre skarpt/uskarpt. De "forskellige logikker" dækker over forskellige afstande til sandheden, en og kun en sandhed som opræder med forskellig styrke og udtryk i de forskellige logikker.

kh
Lasse

Hej Lasse!

Rigtig godt forklaret

Jeg forstod ihvertilfælde hvert et ord,
og det er på samme måde jeg ser det.

Kærlig hilsen Lotte

Hej

Jeg tænker at der kun findes en logik. Et facit er kun logisk, når det går op i livets hovedfacit, nemlig at "alt er såre godt", eller når det viser at "alt er kærlighed". Det er dette facit som hele DTT hviler på, og jeg mener, at Martinus engang har udtalt, at hvis man ikke kommer fremt til dette facit i sine udregninger, "ja, så har man kludret i det" 

Se også symbolet over de 12 grundfacitter. Der er nemlig den finte med logik, at et hvert logisk slutfacit samtidig er en startbetingelse for et nyt slutfacit.

kh.
Kenneth

  Hej .

Min verdensopfattelse indeholder begrebet logik, som værende sandheden.

  For at kunne tænke /forstå absolut logiskt, skal man altså, efter min opfattelse, kende den fulde sandhed, og det mener jeg så at ingen gør, før i "salighedsriget", måske endda heller ikke der, da det ville indebærer at man selv skulle VÆRE Guddommen, og ikke kun en del af denne.

  At "påstå" at man kender denne sandhed til fuldstændighed, her i vor 3 dimensionelle sfære, fordi man har fået alviden (adgang til sandheden), er for mig at mangle logik.

  Der er 2 ting vi kan gøre, "rigtigt" og "forkert", men disse "begreber" er relative, da de er afhængige af hvilke forudsætninger/erfaringsdannelser vi har at handle ud fra.

  Det logiske er altså også relativt, og må altid være det der er "rigtigt" at gøre udfra det individuelle erfaringsgrundlag vi har.

Jeg vil citere fra biblen, fra et sted hvor der tales om "loven", som jeg så udlægger som værende sandheden, da denne lov jo kommer fra Guddommen selv.

  Romerne Kap 7 vers 7: Hvad skal vi da sige ? Er loven synd? Måtte det aldrig blive sådan!
  Dog ville jeg aldrig have lært synden at kende, hvis ikke det havde været for loven, jeg ville for eksempel aldrig have kendt begæret, hvis loven ikke havde sagt: "Du må ikke begære".
  8:Men idet synden fik en anledning gennem budet, udvirkede den begær af enhver art i mig, for uden lov var synden død.
  9: Ja, jeg var engang levende uden lov, men da budet kom, kom synden til live, og jeg døde.
10:Og budet som var til liv, dette fandt jeg var til død.
11:For idet synden fik en anledning gennem budet, forførte den mig og dræbte mig gennem det.
12:Altså er loven på sin side hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt.

  Her beskrives det, at ingen kan synde uden at være bekendt med at man overtræder et bud /en lov, altså gør noget der er imod sandheden.
  Får man kendskab til et bud, kan dette overtrædes, altså er man levende og frimodig så længe man ikke kender til dette bud /denne lov, og bliver ikke karmamæssigt tilføjet noget negativt, fordi man ikke bevidst ved at det man gør er forkert.

  Men når først man har fået at vide/kendskab til at en ting er forkert at gøre/ fået budet/loven ind i sig, så dør denne frimodighed i en, og man må være påpasselig med ikke at overtræde loven, da man efterfølgende så vil få karmamæssige konsekvenser af sine handlinger.

  Man kan derfor ikke sige at karmaloven er konsekvent, (som jeg opfatter at Martinus gør), da enhver handling man foretager skal vurderes karmalovsmæssigt, ud fra om man selv ved om det man gør er forkert eller ej, altså om man har fået kendskab til loven, via budet.(og altså også vurderes udfra hvilke intentionerne man har bag sine handlinger)

  Først når man har dette kendskab, bliver det "ulogiskt" for en at overtræde loven, mens det uden et sådant kendskab til loven, kan være ganske logiskt at "synde", for her styrer begæret jo fortrinsvist, og synden eksisterer ikke som noget negativt.

  Jo mere kendskab man opnår omkring "Guddommens" love/sandheder, jo mere dør man selv (ens eget ego), og man bliver nødt til at opbygge et nyt liv baseret på samhørighed med denne Guddom, og dennes love/sandheder.

  Gør man ikke det, handler man ulogiskt, (imod sandheden), men logikken er altså relativ, i forhold til ens forudgående kendskab til denne Guddoms love, og kan derfor ikke betegnes som en fast begrebsstørrelse, set "nedefra".

  Kun den der har det "øverste" overblik, altså Guddommen selv, kan påberåbe sig den fuldkomne logik, alle vi andre væsener, er blot mere eller mindre ulogiske, (incl Martinus og mig selv).

  Håber jeg fik formuleret dette nogenlunde logiskt.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg kunne godt tænke mig at høre din argumentation, der beviser, at alt det der står i biblen er sandheden, og alt andet er udtryk for menneskelig opfindelser. Hvor ved du fra at biblen er dikteret af guddommen selv, og eksempelvis DTT er noget som Martinus har opfundet? I din argumentation kan du ikke henvise til biblen, da det vil være et indlejret argument, altså noget i stil med "biblen er sand, fordi det står i biblen".

En lille udfordring herfra

kh.
Kenneth

  Hej Kenneth.

  Biblen er sand for mig, fordi jeg dels forstår den logiskt og intuiativt, (føler jeg selv) dels fordi jeg via englebesøg fik at vide at den var Guds mest sande ord, til dato.

Men dette er jo netop blot det erfaringsgrundlag lige jeg har, at arbejde udfra, og derfor det jeg bygger min logik på, mens andre jo ikke altid ser samme logik, da de har et andet erfaringsgrundlag at gå ud fra.

  Dog siger Martinus jo selv at biblen er sand, (med korrektioner fra hans egen side), og han bygger jo selv videre på netop denne bog, med sit tredie testamente.

  Samme "udfordring" og henvisning til "indlejrede" argumenter, kan jeg jo så stille dig, omkring hvorfor du selv tillægger Martinus hele sandheden, men svaret her må vel også blot være, at lige du (selvom du dog ikke endnu har englebesøg som bekræftigelse) finder Martinus forståelig og logisk, med det erfaringsdannelsesgrundlag du selv har som baggrund.

  Vi bevæger os hele tiden på troen grundlag, og langtfra på absolut analytisk bevisførelse, selvom en del vist ønsker at fremlægge ALLE tingene som sådanne videnskabelige urokkelige sandheder.

  Jeg kan altså lige så lidt "bevise" at det der står i biblen er sandheden, overfor dig, som du kan "bevise" at det Martinus skriver er sandheden, overfor mig, da alt afhænger af øjnene der ser (den "ufærdige" logik vi hver især lever med).

          Kærlige Hilsner fra Avatar.

Det er også sådan jeg har tænkt om det (uden at tænkt det helt til bunds )

I følge Martinus opnår man den indsigt når man bliver kosmisk bevidst, altså ved overgangen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige.

I følge Martinus bliver man ikke guddommen, men får lov at opleve livet fra samme sted og med samme forståelse som han gør, dvs. man har den fulde logiske indsigt i livet. I et af de sidste bind af Livets Bog (kan ikke huske om det er LB6 eller LB7) beskriver Martinus denne udsigt over livet.

I salighedsriget skulle man primært opleve ens egen indre verden og blive en slags gud i sin indre verden. Men vi skulle altså aldrig blive lig med gud. Der er kun en gud og på den måde er gud et eneståene væsen.

Enig.

Så operere du med en subjektiv logik, dvs. at der ikke er en absolut logisk eller sandhed. Jeg mener at oplevelsen af logikken er subjektiv, men ikke at selve logikken relativ eller subjektiv for så kan man ikke sige noget som helst om noget - heller ikke at logikken er relativ

kh
Lasse

  Hej Lasse.

Vil da give dig ret, logik som "begreb" er lig sandheden, og kan derfor kun være en objektiv fast ting/størrelse.

  Subjektiv logik, er der altså ikke noget der kan hedde/være, men da vi jo som individer taler om logikken set fra personlige udgangspunkter, så er den "logik" vi fremlægger som værende logisk for os selv, altså blot mangelfuld logik, eller "halve" sandheder.

  Så du har nu ret i at den ægte logik ikke kan være noget der er relativt.

            Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg var selvfølgelig klar over at du ville stille det samme spørgsmål  Så her er argumentationen

Det gælder om at indse evighedens eksistens !

Og evigheden kan udledes fra følgende logiske slutninger :

Når vi i dagligdagen ser et hus eller en bil ved vi, at det er skabt til bestemte formål, og at der står et levende væsen bag. Eller sagt på anden måde, vi ved, at i og med der er et formål med frembringelsen, har der stået en skaber bag (her dog flere skabere nemlig ingeniører, arkitekter, teknikere).

Det samme kan siges om naturens frembringelser, herunder mennesket. Alt har et formål i naturen, (hvilket er det naturvidenskaben prøver at gennemskue). Derfor må der stå en skaber bag frembringelserne i naturen (dette har naturvidenskaben dog ikke erkendt, endnu).

Med hensyn til menneskets frembringelse kan vi erkende, at alt i vores krop har et formål og derfor må være skabt. Alt hører sammen i et fantastisk sammenspil. Men hvad er det egentlig, der har skabt vores kroppe, og hvad er det der skaber vores tanker og følelser? Ja, vi skal helt ind til den oprindelige skaber, og denne skaber kan ikke være skabt, fordi der så logisk set måtte være en skaber der stod bare skaberen. Og det giver ikke mening. Men når denne skaber ikke kan være skabt, må den altid have eksisteret og vil altid eksistere. Derfor må der være en indre kerne i os der er evig, og som er lig den oprindelige skaber af alt det vi kan erkende som vores kroppe, følelser og tanker. Kort sagt, alt hvad der høre til det vi kalder for mennesket. Og her er vi inde i det Martinus kalder for X1 (som Martinus også beskriver som vort jeg)

Ovenstående er en argumentationskæde (på kort form). På denne måde kan man verificere, at kosmologiens analyser hviler på logik og må tale sandt. Jeg har her ikke brugt Martinus begreber, men udelukkende hvad jeg selv (i princippet) kan ræsonnere mig frem til. At det jeg så udleder er identisk med X1 er anden sag. Men det er udledt ved hjælp af logik og ikke tro.

Når man først har udledt X1, kan man så erkende, at der også må være et X2 og X3, men det er også en anden sag. Kan dog kort fortælle, at X1 ikke kan eksistere, hvis ikke den havde en skaberevne (X2) hvor den kan skabe i X3.

Meget, meget kort argumentation for holdbarheden i kosmologien

kh.
Kenneth

  Hej Kenneth.

  Jeg kan jo kun være enig med dig i at energien (x1) altid er evig, men for mig er x2 og x3 det der betegner vort jeg (personlighed) og ikke x1, som er Guddommens "personlighed".

  Så at hævde at personligheden er evig, fordi energien er, det vinder jeg ikke videnskabeligt belæg for, sorry.

  Vi har alle denne "kerne" x1 i os, som grundlæggende for skabelsen af vore individuelle personligheder, men denne "kerne" er ens for os alle, og var den vor personlighed, så ville vi alle være "ens" i personlighed.
  Da vi ikke er det, så må den personlighed vi består af være fremkommet via x2 og x3, altså den påvirkning skaberevnen har på os (helligånden) og det vi så selv via denne skaberevne har skabt (x3), og er dette ikke tilfredsstillende for x1, så kan disse til "tilbagekaldes" af x1, så x2 helligånden trækkes tilbage fra os, og vor skaberevne og det vi skaber forsvinder, altså forsvinder også vor evne til at opleve os selv som et jeg/en personlighed, med særskilte kendetegn.

  X1 vil dog stadigvæk eksistere, men blot skabe en ny "personlighed" via x2 og x3.

  Evigheden er vi altså helt enige omkring, men personlighedens evige forbliven, må vi vist være forskellige i opfattelse omkring, lidt endnu.

  Der er ganske rigtigt en "skaber" bag alting, men det er ikke ensbetydende med at skaber denne et levende væsen, så er dette levende væsen pr "automatik" evigt som en selvstændig x1 x2 og x3 enhed.

  jeg (x1) kan også godt skabe en maskine, der styret via en computer (x2) selv kan udføre /skabe et produkt (x3), men jeg kan altså også skille denne maskine ad igen, og sætte den sammen i en ny kombination, hvis det produkt den frembringer ikke tilfredstiller mine krav.

          Kærlige Hilsner fra Avatar.

Vi er ude i noget af det mere langhåret her, men også det mest spændende i kosmologien 

Både X1 (jeget), X2 (skabeevnen eller energien) og X3 (skabelserne) er evige principper i det samme X. De er komplementære principper der ikke kan adskilles. Det er kun for forståelsens skyld, at Martinus deler det ene X op i tre egenskaber.

Jeg kan godt forstå din argumentation med at X1 kun er Guddommens. Det er også rigtigt på en måde, forstået således, at Gud er alt. Men for at Guddommen kan opleve sig selv og være bevidst om sig selv, er alle tre principper X1, X2 og X3 nødvendige og for at oplevelsen kan fuldbyrdes er Guddommens X1 splittet op så det består af alle væsners X1'er ( for at sige det lidt poppet). På samme måde er Guddommens X2 og X3 splittet op i alle væsners hhv X2'er og X3'er . Det er det Martinus benævner Livsenhedsprincippet (et af skabeprincipperne). Så på den måde er det det opslittede X1 i dig der via din skabeevne (X2) skaber dine tanker og følelser, kort sagt din peronlighed (X3). Derved er det personlige skabelser der foregår hos alle væsner, men samlet set er summen af alle væsners skabelser lig Guddommens skabelser.

Igen, meget kort

kh.
Kenneth
 

Hej med jer,

Jeg vil lige indskyde en kort bemærkning vedrørende X1.

Ifølge Martinus beskrivelse er X1 også forskellig fra personligheden. X1 eller Jeg'et (i Martinus' definition) er den evigt eksisterende grundkerne i det levende væsen, der oplever livet. Personligheden er noget skabt og derfor midlertidigt, der eksisterer i X3 og er forskellig fra Jeg'et.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem X1 (Jeg'et) og personligheden (i X3). Personligheden er noget skabt og det kan fx betyde, at man lige nu kan lide rockmusik, men måske ikke om 100 år eller i næste spiralkredsløb

kh,
Torben

  Hej Kenneth og Torben.

Jamen sat op på den måde, så er jeg helt med, og vi kan være enige, på dette område.

              Kærlige Hilsner fra Avatar.

Jeg kan konstatere der har blivet en diskusjon også på denne tråd. Mange takk derfor!

Nogle almindelige tanker kring erfaring, logik og sprog

Det findes helt naturlig en evig sandhed og en evig logik der er en levande, dynamisk enhed, det evige liv selv, men når vi benytter ydre ordformer til at beskrive vor tilvärelse må vi huske at disse ordformer i grunden er relative och har vokset frem i menneskelige sammenheng for at udtrykke konkrete relative erfaringer på et relativt sprog. Ett videnskableigt og filosofisk sprog har vokset frem med tiden, men de er sgu også relative om end mere präsise.

Er det muligt at benytte i grunden relative ordformer at kläde absolutte erfaringer i? Ja, måske hvis det handler om ens egne konkrete absolutte erfaringer f.eks. gennem kosmisk bevisdthed. Men kan vi vide at den slags erfaringer er absolutte?

Den grandiose åndlige dril er at tro at vi kan uddtrykke absolutte sandheder på et relativt sprog! Martinus troede det selv - han troede på sine ords rene magi! Det relative ligger ikke hos orden i sig selve men hos ordenes fortolker! Vi språgbenyttere! Og vi tolker efter vore erfaringer og disse skifter fra indidivd til individ, ergo gives der kun subjektive fortolkninger af et relativt sprog! Hvad som skal tages for absolut er et sprörsmål om relativitet!

Hvornår bli'r vi telepatiske?

/ Algotezza hilser kosmisk

Kære Algo, (og andre MF'ere)

Nej Martinus troede det ikke selv,
men har gentagne gange grundigt gjort læseren bekendt med sprogets begrænsning/relativitet,
og også om symbolerne, har han gjort opmærksom på, at det er en fysisk udgave af 'land/verdens-kort', over en usynlig over- og ikke-fysisk verden/realitet
ja, han har været særdeles grundig,
og så længe læseren ikke kan se det, må det for læseren være et spørgsmål om tro,

Ja, Vi vil helt konkret opleve og erfare absolutte urokkelige kendsgerninger inden Vi opnår fuld kosmisk bevidsthed, det har Jeg selv erfaret,-
Inden Jeg kendte til Martinus analyser og de tilknyttede begreber, havde Jeg selv set 3/4 af Livsmysteriets tolv Grundfacitter, i sin grundform, og dannede selv mine egne begreber,
der gik lang tid inden Jeg for alvor indså, og måtte give Martinus ret i, at det slet ikke var/er så let at videregive 'den enkle logik', (og også at det var et kosmisk glimt som Jeg oplevede, - der var ren logik uden mystik)
(nyligt skiltes en gammel vens og mine veje, ''Jeg ved noget som man ikke kan vide'')

for at give lidt perspektiv, har Harry Rasmussen (der har skrevet bøger om Martinus og kosmologi,) og PBJ (der udover at have berettet om sit eget kosmiske glimt, har systematiseret M.s kosmologi på et helt særligt niveau, i en lang række bøger,) i en dialog, hvor PBJ afslutningsvis udtrykker, Vi kan kun håbe at Martinus har ret, i at der ikke er noget der er tilfældigt, - (ægte ydmyghed)

og videre om Walter Russel der hvert år livet igennem fra sit syvende år, havde kosmiske glimt, hans liv var en kæde af kosmiske glimt,
han befant sig i den store fødsel, og man må antage at han i mange inkarnationer forud for denne har haft stigende grader af kosmiske glimt, samt at det er meget sansynligt at han er født igen, og er her som en lille dreng eller ungt menneske, der ved sin kommende 30-års fødselsdag, allerede er fuld kosmisk bevidst,
Russel skrev ca ti bøger, og en samling videnskabelige tegninger,
det er tydeligt at grundenergierne er tilstede, farvernes indbyrdes forhold, men det tyder ikke på at han har fokuseret på grundenergiernes indbyrdes forhold,
noget som Martinus, virkelig måtte koncentrere sig om,

Jeg er overbevist om at Russel vil 'finde' Martinus Kosmologi, men også finde en særlig inspiration og interesse, og særligt i Grundenergiernes indbyrdes kombination,

Vi ser her Martinus 1'ste-lærling PBJ 'der håber', og Russel 'en nyfødt', og Martinus 'et voksent kosmisk bevidst menneske',
og her er Vi, nogle af Os med enkelte 'forløbere' svage eller stærkere glimt, og nogle uægte glimt der forvirrer og forvrænger udsynet,
og dog har vi adgang til 'Det Hele', frit tilgængeligt for den der har lyst og evne til at lære det hele bedre at kende,
det må Vi i allerhøjeste grad værdsætte, og være taknemmelige for, kosmiske lærlinge som Vi er, (det er et alt for kostbart redskab, til at bruge som legetøj)

noget Jeg har tænkt over et stykke tid,

(det kan tilføjes at Martinus udtalte at der endnu ikke var nogen kosmisk indviede på Jorden, - man må antage at han har været bekendt med Russel, men dels befandt W.R. sig i fødslen, og da Martinus af gode grunde måtte beskytte sig selv, kunne han jo af lige så gode grunde ikke afsløre Walter Russel, der jo levede en meget isoleret tilværelse blandt uforstående)

Kærlig hilsen
Holger

Kan den kosmiske bevisdthed ta' sig mange udtrykk eller er det kun vejen dit der er pluralistisk... og en gang der, er vi alle et og detsamme... Forsvinder vores individualitet  når vi föler vi bleved et  med Gud? Vi er jo altid et med Ham, men föler det ikke altid.

Realiseres den store födsel altid på en og samme måde?

Sker kosmiske glimt altid på en og samme måde?
Jeg har ikke haft nogle kosmiske glimte i form af spektakuläre lys-sensationer, uden det drejer ser mere om indsigtsoplevelser eller "logiske erfaringer", ligeså fölelser av dyb salighed når Guds ånd gennemströmmet min bevisdthed. Det er i hvert fald så jeg fortolket denne salighedsfölelse, der har skedt i naturen, i skoven eller ved söen, i en kirke, på en idylsk kirkegård en sommerdag. Det er inge store sensationer, jag en gang åtrådte, men mere naturlige och spontane fölelser der passer ind i min hverdagstilvärelse...

Med kosmisk hilsen fra Algotezza

Kære Algotezza,

Først,, glæder dit indlæg mig meget,

'mange udtrykk', Ja, uendelig mange,

det Jeg ser, er at Vi ser, at Vi er 'det samme evige udelelige 'individ' noget',
(igen det med sproget)

her i MF er 3 emner med titlen kosmiske glimt,
Jeg nævner bl.a Nikola Tesla, Mozart og C.G.Jung,s glimt der er højst forskellige,
og på samme måde som nyligt nævnt med H.C.Andersen og Kierkegaard, kan udtrykkene være mere eller mindre følelses- eller intelligens-prægede,
de 'for tidlige glimt' er følelsesprægede, og afføder fanatisme/messias-komplekser,

om min egen oplevelse har Jeg udtrykt 'et køligt matematisk glimt', uden 'stjernekaster-effekt', (lyssensation)
(tornebusken/grantræet/karreten osv. der 'brændte')

ja, den umærkelige naturligt stigende intuition, medfører ikke 'åndelig forbrænding',
men salighed, inspiration og glæde,
(og ydmyghed kunne man måske tilføje)

kort fortalt, (og uden at nævne min egen 'åndelige forfængelighed')

kærlig hilsen
Holger

Og jeg mener at det alt levende  har fälles er noget mer end kun den elementäre eksistens, det är nemlig "det gudomlige gnist" (den såre gode eksistens) som vi kan se i naturen og i öjnenen på dem vi elsker, en glimt af paradiset og gudommen selv hvert liv, hvert ting kan openbare for os! Lysed i mörket, stillheden i bevegelsen...

Med kosmisk hilsen fra Algotezza

Med tryk, på ord-knap'pen, helt enig,
Livs- og Stof-siden's samlede Ind- og Ud-tryk,
(det evige levende noget)
'her forklædt som Holger'
(det usigelige noget, der siger noget)