Kære Asc og Andre

Små skridt, der begynder virkelig at ske noget, og du
kan virkelig se det over en 20 års tid - det er for længe
siger du måske, men når verdensbilledet som Martinus
beskriver det, begynder op gå op for en, så er det
ihvertfald for mig, umuligt ikke at "gå frem i de fodspor,
han har sat".

k.h. michael

Hej asc,

Ja, det er jo en dejlig uforpligtende og ansvarsfraskrivende trossætning, at Jesus led for alle vore synder - både fortidige og fremtidige. Men.... virker det ikke umådelig satanisk af Gud, hvis han på den måde skulle straffe så fint et menneske, et uskyldigt menneske, som elskede alt og alle, kunne tilgive alle sine fjender og ikke kunne nænne at gøre noget levende væsen fortræd  :

Jeg giver dig ret i, at det kan være hårdt selv at påtage sig ansvaret for alle sine sorger og smerter. Det er for mange en stor kamel at sluge ifm. kosmologien. Tænk ikke mere at kunne give alle andre skylden (samfundet, kolleger, ex-ægtefælle etc.) for alle ens sorger og bekymringer  

Men, hvis vi nu tænker lidt nærmere over det, er det så ikke det eneste retfærdige - at man høster som man selv har sået?  Er det ikke også den eneste mulighed for at vi kan blive bedre mennesker - og dermed kærligt, at vi via karmaloven får mulighed for at lære af vore fejl, at forbedre os og blive bedre mennesker - til glæde for os selv og vore omgivelser?

I det øjeblik man selv påtager sig det fulde ansvar for hele sit liv - og også for alle sine sorger og problemer, så sker der noget men en. De bliver simpelthen lettere at bære - en hjælpende engel træder til.

Er det nu også rigtigt at vi ikke har en jordisk chance for at rette vore fejltrin? Vi kan alle jo her og nu tænke over vor smerte og lidelse, tænke over, hvorfor den opstår, tænke over om vi selv i vores adfærd overfor andre er skyld i tilsvarende lidelse hos andre. Jo vi kan skam lære hvert eneste minut af vort liv. Måske lærer vi det ikke første gang, måske skal vi brænde fingrene flere gange inden vi lærer ikke at "røre ved et varmt komfur"... men lære det kan og gør vi hele tiden. Og vi behøver ikke at vente 1000 år.

Dertil er vi i den umådelige heldige situation, at vi har åndsvidenskaben at støtte os til. Martinus kalder det også en videnskab for væremåde. Her giver han os alle retningslinier for næstekærlige tanker og handlinger - og han begrunder med sine logiske analyser også hvorfor noget skaber lykke og glæde   og hvorfor andet skaber sorg og lidelser.  :-[

Han fortæller os om, hvilken adfærd der er den mest næstekærlige og hvad belønningen er, når vi lever i overensstemmelse med livets love. Han fortæller os også, hvad prisen er for at gå imod livets love. Og vi har vores frie vilje til selv at vælge. Han kritiserer os ikke, han løfter ingen pegefinger. Alle er på toppen af, hvad de overhoved kan være. Han viser i hele hans værk, at vi hos ham har den største forståelse for, hvorfor det ikke altid er så let at praktisere den ideelle måde i virkeligheden. Men at begynde at øve det i teorien (studere kosmologien) - er allerede en utrolig god start (A-viden). På et tidspunkt, siger han, begynder vi nemlig helt automatisk også at praktisere det (B-viden).  

Jeg lover dig, at efterhånden som du kommer igennem flere bind af Livets Bog, så vil du mærke denne støtte og denne kærlighed mere og mere. Der sker en stor personlig udvikling med en, når man studerer i Livets Bog - især hvis man giver sig selv tid til at tænke over ordene og mærke efter i sit hjerte, hvordan ordene føles - og specielt hvis man afprøver nogle af tingene i praksis. Det er en kæmpe læreproces, du har startet, da du valgte at begynde at læse i Livets Bog. Og det er det hele værd  

Kærlig hilsen
Anette

De kosmiske analyser har til hensigt at hjælpe en fri af flere "tæsk", så der er andre midler end "tæsk". "Tæsk" er kun den sidste udvej livet bruger, der hvor man er totalt immun over for teoretisk vejledning.

En af de ting, analyserne viser, er, at der findes evige love som regulerer alting. De er bl.a. årsag til uvidenhed. Og det er uvidenhed, der er årsag til, at vi skaber lidelser for os selv og vores omgivelser.

Analyserne giver viden. Viden er igen det eneste, der kan afskaffe lidelserne.

Uvidenhed gør bla. at vi tror at lidelserne er en fejltagelse.  Man tror, der er nogen, der er skyldige. Dem leder man efter, fordi man vil straffe de skyldige. På den måde tror man, man skaber retfærdighed. Men det eneste, man har skabt, er flere lidelser, fordi ens tro var overtro.

Ved derimod at forstå, at det er de evige love, som er årsag til uvidenhed, som igen er årsag til lidelser, så kan vi se, at alle er uskyldige.

Men når alle er uskyldige, så er der heller ingen grundlag for straf. Straf er derfor et sikkert symptom på uvidenhed. Kendskab til de evige loves funktioner viser, hvorfor det er udtryk for visdom at tilgive. Det er logisk at tilgive, fordi alle er uskyldige. Det er straf, der er udtryk for naivitet - og det er det, der er med til at fastholder lidelserne. Det eneste fornuftige der derfor er at gøre er, at beskytte sig mod uvidenhed - ikke med straf og hævn, men med forståelse og dermed humane foranstaltninger.

Analyserne viser også, at der kun er et absolut minimum af lidelser i verdensaltet, som er den "pris" man skal betale for at leve det meste af det evige liv i velvære og salighed. Og alle betaler den samme pris, der er ingen der slipper nemmere eller sværere end andre. Vi er en stor kosmisk familie, der alle skal principielt det samme igennem.

De kosmiske analyser er  en vældig håndsrækning til at afskaffe uvidenheden og dermed lidelserne, og det er igen det samme som at lære at elske sin næste som sig selv.

VH
Jan

Skal man være masochist  for at blive medlem ?

VH
ASC

Quote:

Skal man være masochist  for at blive medlem ?

Nej, selv hvis du er masochist kan du ikke blive medlem

Lasse

Der er jo en grund til at vi får 'tæsk' eller støder ind i ubehageligheder: Vi skal opleve og leve. Uden lys og mørke, ingen kontraster og intet liv. De fleste her på kanalen kender nok historien (ellers må I starte et nyt emne ).

Jeg mener at teorien om kontrasternes nødvendighed er til at forstå, når man først har fået skilt sig af med nogle gamle dogmer om det gode og det onde og tænkt lidt over tingene (det er måske lidt af en påstand...). Der hvor problemerne, i mine øjne, for alvor popper op, er når vi skal til at leve teorien, hvilket vil sige at man rammer en balance mellem tossegodhed og gengældelse/kynisme (kunne ikke finde et bedre ord).

Kosmologien siger ikke at vi skal finde os i alt, men at vi skal tolerere alt. Vi må gerne beskytte os selv og andre samtidig med at vi skal arbejde på ikke at gøre gengæld og blive indignerede.

Ja, det er lettere sagt end gjort

Lasse

Ja det kunne være spænnende : Hvor er grænsen mellem god og tossegod ?
Ofter tænker jeg : Er det nu ikke bare? mennesker der går ind for karma som ikke selv har oplevet den store smerte i deres liv.
VH
ASC

Quote:

Der er jo en grund til at vi får 'tæsk' eller støder ind i ubehageligheder: Vi skal opleve og leve. Uden lys og mørke, ingen kontraster og intet liv. De fleste her på kanalen kender nok historien (ellers må I starte et nyt emne ).

Jeg mener at teorien om kontrasternes nødvendighed er til at forstå, når man først har fået skilt sig af med nogle gamle dogmer om det gode og det onde og tænkt lidt over tingene (det er måske lidt af en påstand...). Der hvor problemerne, i mine øjne, for alvor popper op, er når vi skal til at leve teorien, hvilket vil sige at man rammer en balance mellem tossegodhed og gengældelse/kynisme (kunne ikke finde et bedre ord).

Kosmologien siger ikke at vi skal finde os i alt, men at vi skal tolerere alt. Vi må gerne beskytte os selv og andre samtidig med at vi skal arbejde på ikke at gøre gengæld og blive indignerede.

Ja, det er lettere sagt end gjort

Lasse

Det er min erfaring, at det ikke er analyserne, der er problemet, men de "farvede briller" igennem hvilke man studerer analyserne. Disse "farvede briller" er det Martinus kalder de "ufærdige sider". Det er for mig at se ens ubearbejdede traumer og ufordøjede forestillinger, som man har "slugt råt" uden at vide det. Man er altså ofte uvidende om, at meget af de uhensigtsmæssige vaner, man bærer med sig, er uhensigtsmæssige. Man tror måske nogen gange, det er kærlig væremåde.

Man læser fx, at det færdige menneske aldrig bliver vred. Og det kan så blive fejlfortolket som, vrede er forbudt. Man kan så igen få samvittighedsnag, fordi man føler, man har gjort noget forbudt. Og hvis man kigger tilbage i sit liv, så kan man højst sandsynligt finde dette mønster på et tidspunkt i ens opvækst, hvor det blev etableret.

Det var måske mor og far eller andre autoritetspersoner, som man var afhængig af, og som selv havde fået indlært, at en sådan adfærd var forbudt. Og nu lærte de den igen videre til en selv, uvidende om at det var uvidenhed, de lærte videre. Man lærte måske at tænke og føle, at der var noget galt med at være den, man er. Man lærte, at der var noget galt med en selv og også, at der var noget galt med andre, kort sagt, at alt ikke er såre godt. Og sådan går den sociale arv videre fra led til led, indtil man har lidt nok og længselsenergierne bliver store nok til, at man kan bryde fri af lidelserne.

Nu skal man så til at bryde ud af, det, man lærte, var et gode, men som nu viser sig som et mentalt fængsel.

Symbolsk set kan man sige, at det er "uddrivelsen af paradiset", hvor "paradiset" er den forældede opfattelse af hvad, der var godt.

Og det er det, der ofte er smertefuldt.

Den erkendelse, at man har levet på en opfattelse, der ikke var i harmoni med virkeligheden, men som man troede var, gør ofte ondt, fordi smerten, man ikke vidste man havde, nu dukker op igen. Man var altså ikke sluppet af med den, men havde bare "bedøvet" den, så at sige, og det er altså "genopvågningsprocessen", der kan gøre ondt.

Og pludselig er man blevet famlende, fordi de gamle vanemønstre, som man troede duede, de dur ikke længere. Og man har ikke fået etableret nogle nye endnu.

Man har måske lært at gemme følelserne væk. Det, at gøre sig mindre følsom, var måske det, man lærte, var det bedste. Og senere læste man måske kosmiske analyser, og læste dem som om, at vrede er forbudt.

Og da man ikke selv længere kunne mærke sin vrede så tydeligt, tænkte man måske, at det nok betød, man var højt udviklet. Og på den måde fik man forstærket sit mønster med at fordømme følelser. Man følte, man havde kontrollen ved ingenting at mærke, eller rettere at mærke mindst muligt. For man havde jo dårlig erfaring med at mærke. Det gjorde jo ondt! Og så måtte man hellere begrænse det mest muligt. Man var jo ikke masochist...

Og så forskrækkelsen når man begynder at tillade sig selv at mærke, det man lærte var forbudt. Følelsen af at være kriminel; at føle det som om man gør noget forket ledsaget af følelser, der begynder at dukke op, som man ikke troede man havde, og som nogen gange ovenikøbet er smertefulde og besværlige!  Og Martinus! Havde han ikke netop sagt, det var forkert at føle sådan? Nej, det havde han ganske vidst ikke. Men det var måske sådan, man havde fortolket det. Og man mødte måske også andre Martinus-interesserede, som havde forstået det på den måde. Og det gjorde sit til, at man følte sig mere sikker på, at den måde man opfattede det på, var den rigtige...

Og så hele processen som synes at gentage sig igen og igen i det uendelige! Man tænker måske: "Gid man dog aldrig var begyndt på den proces! Gid man stadig var næsten følelsesløs, så ville det hele være meget lettere."
Igen et gammelt tankemønster, som man må kigge på, for at kunne slippe.

Det tager ganske vidst sin tid at blive et færdigt menneske. Det tager liv. Men smerten er der jo ikke hele tiden. Der er jo indlagt behagelige hvilepauser og livsbekræftende oplevelser ind imellem.  Alligevel kan man måske tænke: "Er det ikke masochisme?" Og det er for så vidt lidt af et paradoks. For det er jo ikke de kosmiske analyser, der er årsag til smerterne. Men de hjælper til, at man kan slippe dem. Men for at man kan slippe dem, må man kunne mærke dem. For det var jo det, at flygte fra smerten, der udløste en masse lidelser. Det var det, at gøre sig mindre følsom, som medførte alle de usunde adfærdsmekanismer. Medens dette, ikke at frygte smerten er den vej, der giver smerten mindst magt. Det er frygten for smerte, der får os til at etablere alle mulige destruktive afhængigheder, som får smerten til at vokse. Vores vurdering af smerten bliver urealistisk, så længe vi frygter den.

Men ved at få kendskab til smertens kosmiske analyse; ved at finde frem til at smerten alene er der som en kærlig undervisning fra Guddommen, og at den aldrig fylder mere end nødvendigt; kombineret med længslen efter at blive smerten kvit, derigennem kan man finde det nødvendige mod til at bruge sin tyngdeenergi konstruktivt og med sin vilje beslutte: Jeg er ikke bange for smerten eller frygten. Det er muligt, jeg lige nu føler frygt og uro, men jeg er ikke bange for at føle denne frygt og uro. Jeg tør godt være bange, og jeg tør godt mærke, også når det gør ondt. Jeg vil ikke lade smerten bestemme over mig! Jeg har Guddommens fulde støtte og opbakning, og ved at turde mærke smerten og de destruktive følelser, kan jeg slippe dem, så de ikke har magten over mig. Og jeg kan gennem bønnen få styrke, kraft og inspiration til at overvinde al frygt og gennemleve, hvad jeg end må mangle af erfaringer, for at blive fuldkommengjort.

Og når man så står midt i smerten, så kan det måske hjælpe at tænke: Gud må virkelig have tillid til mig, når han giver mig så mange besværligheder. Han må virkelig mene jeg er stærk, ellers ville jeg jo ikke kunne bære alt dette, så ville jeg kun få de mindre besværligheder. Ligesom folk der træner med fysiske håndvægte også får større vægte jo stærkere, de er.

Og ligeledes hver gang man føler en smerte mere, så kan man tænke sådan, at så får jeg da det overstået! Et "afdrag" mere er betalt. Og hver gang vokser min visdom og dermed evnen til at elske min næste som mig selv og til at sanse lykke og salighed.

Ja, det kan føles som en lang proces, når man er midt i det. Men kosmisk set er det ikke så lang tid. Alt er, som det skal være, og ens eventuelle følelse af, at man ikke gør det ordentligt eller at det går for langsomt, bygger på en illusion. Og denne illusion kan man lige nu arbejde på at bryde! Og projektet har Guddommens og forsynets fulde opbakning! Og ude i fremtiden venter oceaner af lys og velvære, som tiden iler imod at gøre til virkelighed lige nu. Et lys og velvære så omfattende i natur at mørket og lidelserne i forhold hertil af Martinus betegnes som et "florfint forhæng"!

Og så vil jeg slutte af med at citere Egon Olsen fra Olsen-banden:
"Skal vi så komme igang!"  

KH
Jan

Hej asc,

Jeg mener faktisk at det nærmere er modsat. Hvis det hele bare går godt, alt lykkes, det hele er fryd og glæde - hvad skal man så bruge karmaloven til?. Hvad skulle motivationen bagved være? Man har ikke brug for en dybere forståelse eller brug for hjælp til at få sit liv ændret. Det hele kører bare som smurt i olie  :

Er det ikke nærmere sådan, at dem som har oplevet en del sorger og lidelser i deres liv, er mætte og led og ked af mørket - og er udover hævnstadiet, de begynder at lede efter en forklaring herpå. De søger i kirken og får ingen forklaring der, de søger hos videnskaben og får intet svar der.   I deres hunger efter at finde et svar og dermed få en forståelse møder de måske begrebet karma.

Karma er kendt under mange forskellige navne; loven om årsag og virkning, loven for al bevægelse, skæbneloven, som du sår således skal du høste m.fl.. Karma er et andet navn for den naturlov, hvor det gælder, at al energi går i kredsløb og dermed før eller siden altid vil vende tilbage til sit ophav eller udgangspunkt. Her får de en logisk, kærlig og for alle parter retfærdig forklaring på lidelser og sorger og den tilsyneladende uretfærdighed i verden. De får endda en vejledning i, hvordan de kan vende deres liv fra mørke til lys. For lige som vi selv skaber vores mørke skæbne, således skaber vi også selv vores lyse skæbne. Uanset om man kan lide den eller ej eller er moden til at forstå/acceptere den, så er karma-lovens berettigelse lidt svær at bortforklare, synes jeg.  

Når man tænker nærmere over det, er det jo det eneste mulige logiske alternativ til livsopfattelsen "alt er tilfældigt, det hele beror på held, enhver er sig selv nærmest". Og troen på tilfældighed er dertil fuldstændig i modstrid med alt andet man ser ude i naturen, hvor alt er under udvikling mod større perfektion og alt går i kredsløb.

Der er kun de to mulige forklaringer på lidelse eller tæskene; enten er alt kaos og tilfældighed (og dermed uretfærdigt) eller så er alt logisk og planmæssigt (retfærdigt og kærligt).  

KH...Anette

Hej Jan,

Tak for indlægget.

Jeg vil egentlig bare tilføje at man kan skelne mellem de evige og endelige analyser. De evige analyser er der hvor alting går op i en højere enhed og bliver såre godt. De endelige og timelige analyser kan godt vise at noget bør forandres. Det er det som kommer til syne når vi ønsker os i en anden situation, f.eks. ud af ubehageligheder. For mig at se kan man hente tolerancen i de evige analyser og viljen til at komme videre i de timelige/endelige analyser,

Jeg synes at du fint illustrere hvordan det kan gøres i dit indlæg. Tak for det

Lasse

Kære Jan

Jeg syntes at indlægget passede sammen et andet, der
kører lige nu...

Så, nu har jeg glemt det, selv om jeg lige har læst det... :'( :-[

Har efterhånden vænnet mig til de tæsk, måske derfor
jeg synes, at jeg ikke møder dem mere, jeg har lært
ikke at frygte dem...

Uden Martinus så havde det for mig, set meget ander-
ledes ud, jeg var igang med at få tæsk i min daværende
månedlange periode, sluttede med FaderVor, og den
8. marts 1981 var jeg helt afklaret, dengang kendte
jeg ikke Martinus, kom først et par år efter... :

Nå, min te bliver kold.

k.h. michael

Sandt nok Michale, jeg har nok svært ved at se Guds Kærlighed ? i hele denne "Tæske Seance"

VH
ASC