Hej Steen

Hvad synes du selv ?.  ??? ???

Hilsen Cai

Hej Steen!

Det afhænger af hvem man er, og hvor man står i sin udvikling for at kunne se det. Er det ikke en kendsgerning, at vi oplever to sider af livet, nemlig et kontrastprincip. Vi oplever lys og mørke, varme og kulde, dag og nat, venskab og uvenskab; vi oplever steder, hvor krigen hersker og andre steder hvor freden hersker, og der kunne nævnes mange flere eksempler. Er det ikke en undervisning i, at der findes to sider af livet, som er absolut lige nødvendige, for at vi kan få en oplevelse. Den ene side vil vi helst ikke opleve, men så vil den anden side ikke give nogen mening. Vi kan kun opleve gennem kontraster og ligesom krigsmentalitet en dag vil blive afløst af fredsmentalitet hos mennesket, vil vi alle før eller siden kunne forstå, at alt er såre godt. Er det største ord ikke i Biblen, der hvor Gud siger: ”Lad os skabe mennesker i vort billede” (1. Mosebog 1:26-27). Intet kan skabes på ingen tid, derfor må der hele tiden skabes og moduleres, og en dag er mennesket blevet til et væsen i Guds billede efter hans lignelse. På menneskes sidste del af dets udvikling har det brug for en logisk åndsvidenskab, så det kan se og forstå, hvad det mangler for at komme den sidste del af vejen frem til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.   

Du spørger om Martinus kosmologi i virkeligheden bare en tænkt utopi? – Ja, det kommer jo an på, hvor man står i sit eget udviklingstrin. Martinus har jo skrevet for sandhedssøgende mennesker, der ikke længere kan tro på dogmer og som har mistet meget af sit religiøse instinkt. Nogle menneske vil sikkert have en periode, hvor de kan komme til at tvivle på  Martinus kosmologi, men her må man huske på, at vi stadigvæk befinder os i et ufærdig stadium og jo mere åndelig lys, der kommer ind i vores bevidsthed, vil vores ufærdige sider let træde frem, bedst som vi tror, vi er så frelste. Det er på samme måde med den globale krise; lyset har forlængst trængt ind over især de nordiske lande og nu oplever vi en krise mellem den gamle verdensimpuls og den nye verdensimpuls. På symbol nr. 3 i LB1, ser vi alle de skabeimpulser, der strømer ind over kloden. De gamle verdensimpulser må derfor vige efterhånden, som den nye verdensimpuls slår igennem og det er det vi oplever som store omvæltning netop i denne tid, fordi den religiøse verdensimpuls ikke forstår den nye verdenskultur mening, som jo er baseret  på intellektualiseret Kristendom. Men vi kan tænke Martinus tanker efter og se, om han ikke har ret alligevel. 

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

En meget interessant diskussion!

Tak for en fin forklaring, set "indefra", Svend Erik.

Set "udefra" kunne man måske sige, at kosmologien forklarer sig med sig selv (på samme måde som de fleste religiøst troende sikkert ville svare, hvis samme spørgsmål blev stillet om deres religion - altså argumentere ved henvisning til religionens egne forklaringsmodeller).

Er det muligt at opstille nogle eksterne ( /objektive i forhold til kosmologien selv) forhold, som kan belyse problemstillingen?

F.eks.:

- en ganske utrolig grad af logisk indre konsistens og forklaringsevne i forhold til (næsten) alle aspekter af vores verden, herunder ingen modsætninger i forhold til videnskabelige landvindinger (f.eks. M.'s energi-koncept i forhold til relativitetsteori og kvantefysik).

- forklaringsevne i forhold til områder, som videnskaben ikke kan forklare (nær-død-oplevelser, overnaturlige forhold, bevidsthed/fysisk verden, filosofiske problemstillinger (f.eks. fri vilje / determinisme, ondskabens begrundelse, etiske forhold osv. ), religioner, mv. )

-  mht. religioner: igen en imponerende forklaringsevne, i overensstemmelse med hvad man kunne tolke som alle de store religioners grundlæggende ide (kærligheds-budskabet; religiøs pluralisme, jf. f.eks. mysiker-oplevelser. Se f.eks. den glimrende (men ikke helt objekltive) bog af den engelske religionsfilosof John Hick: Den femte dimension, 1999/2001), og samtidig passer den fint med den historiske/religiøst kritiske diskussion omkring religioners opståen osv. (jf. f.eks. Kristendommens/Bibelens tilblivelse).

Kort sagt: efter min mening er styrken ved M.'s kosmologi, at den er i stand til at forklare (hele) verden, samtidig med, at den er i overensstemmelse med videnskaben.
Dette er selvfølgelig ikke noget bevis, men en god indikator (og det bedste bud på en altomfattende forklaring, som jeg hidtil har set).

En væsentlig styrkelse af argumenterne for M.'s kosmologi ville være hvis (når?) videnskaben opdager nogle hidtil ukendte/ikke-verificerede forhold, som stemmer overens med M.'s forudsigelser (f.eks. det legeme, der frigøres ved døden).

Et egentligt bevis kommer vel dog først (på det individuelle plan) når man oplever de forjættende glimt, og dermed opnår vished.

Mvh
Nikolaj

Hele ideen om at er du flinke ved andre er de flinke mod dig og hvis alle følger det
så vil alle være flinke og vi vil få en bedre verden ?
Er det ikke en utopi ?

Hedder det ikke (i bibelen  not )  Smil til verden og den sparker til dig ?

Jo, og det er jo et (meget) vægtigt argument imod (vel nok det vægtigste, sammen med ideen om, at man ikke bare skal være flink imod andre, men at man rent faktisk skal tilsidesætte en del af ens egne egoistiske ønsker)  (traditionelt kaldet realisme vs. idealisme).

Hicks pointe er netop, at alle religioner helt grundlæggende drejer sig om at formidle 'flinketanken' (Martinus har jo samme pointe), og at der netop lægges så megen vægt på den, fordi den virker (er?) irrationel.

I praksis tror jeg dog ikke at det altid er så umuligt, som det umiddelbart ser ud til (på helt lokalt plan er det egen erfaring, og på politisk plan jf. f.eks. Gandhi og ikke-volds-politikken i forbindelse med Indiens uafhængighed fra Storbritannien i slutn. af 1940'erne; eller forskellen på fredsbetingelserne overfor Tyskland efter 1. og efter 2. verdenskrig (belært af erfaringerne mht. konsekvenserne af de meget hårde krav fra 1918, prøvede man i stedet efter 1945 at genopbygge) ). Men det er selvfølgelig ikke altid tilfældet.

Et andet interessant forhold, som kan ses som værende grænsende op til det videnskabelige felt, er nær-død-oplevelserne, hvor det gode/kærlighedstanken generelt betones som værende helt central for den enkeltes eksistens (set i et større perspektiv).

Mvh.
Nikolaj