Har Martinus skrevet noget om mennesker og nedfrysning? Altså om det er muligt fra et kosmisk perspektiv, at fryse sig selv ned måske fordi du har en sygdom, og så når kuren er fundet varmer de dig op igen.
Det er bl.a. forklaret om nedfrosset sæd og kunstig befrugtning.
Og også fx at frysning er kunstig mineralisering, og organisk materie der er blevet kunstigt mineraliseret, får ikke sit organiske liv tilbage.
Så det er en vildfarelse at tro at man kan fryse sit fysiske legeme ned, og vende tilbage til det efter en optøning.
Har du ikke nogle citater? 
Her står der, at det er muligt videnskabeligt http://en.wikipedia.org/wiki/Cryopreservation
Der står at nedfrosset sæd, kan med 100% success bruges efter en nedfrysning
Og her http://en.wikipedia.org/wiki/Cryonics står der at man sagtens kan fryse folk ned, men man kan ikke optø dem igen, og håber på at man kan i fremtiden
Litt kort innpå, Martinus skriver her om nedfrysning:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=55&stk=1701
"Hvad der sker, når vegetabilske og animalske materier fryses"
Kjærlig hilsen
Oscar
Ud fra hvad Martinus skriver i Oscars link, er det dumt at satse på noget sådant.
Martinus skriver, at al ånd forlader det nedfrosne kød og inkarnerer i andet kød. Når optøning finder sted, er dette legmes ånd formentlig inkarneret i et nyt legme. Med denne viden er nedfrysning en lidt tåbelig tanke, og kan kun skyldes uvidenhed om reinkarnation og angst for døden og at ophøre med at eksisterer. Fra Martinus ved vi, at døden ikke er noget at frygte, at vi ikke kan ophøre med at eksisterer og at livet er sådan indrettet, at vi reinkarnerer i materien så længe vi har brug for og ønsker det.
Når videnskaben alligevel forsøger sig med nedfrysning skyldes det uvidenhed om den "ikke-fysiske" del af livet.
Det er et udtryk for en total identifikation med kroppen, når et menneske har et ønske om at blive frosset ned i det håb, at det senere kan optøes og fortsætte livet i dette legme, tænker jeg.
Kh. Ejby
Kære Mibro,
Som Jeg ser det, behøver man ikke være åndsforsker for at forstå at fx hvis en finger har været dybfrossen, så bliver den ikke til finger igen.
Det er vist 10 års straffearbejde, for at stjæle en hue i Mongoliet,
det lyder jo barsk, men det er også barsk at være uden hue i 40 graders frost.
Som Jeg ser det, behøver man ikke være åndsforsker for at forstå at fx hvis en finger har været dybfrossen, så bliver den ikke til finger igen.
Det er vist 10 års straffearbejde, for at stjæle en hue i Mongoliet,
det lyder jo barsk, men det er også barsk at være uden hue i 40 graders frost.
Men du kan jo stadig nedkøle et hjerte, og transplantere det succesfuldt bagefter
Hej.
Jeg er bestemt ikke ekspert, men hvis man mister for eksempel en finger, er det ikke bare med at få den kølet ned, så kan man måske redde fingeren?
Men med hensyn til at noget er frosset ned, for eksempel et hjerte, og så man bagefter transplanterer det, så vil det jo, hvis Martinus har ret, betyde, at der inkarnerer noget andet liv i hjertet, end der tidligere var inkarneret. Jeg kan ikke vurdere, om dette er rigtigt eller forkert. Men under alle omstændigheder, så vil man jo som modtager at et transplanteret organ få noget fremmed i sig. Gad vidst, hvad der sker, hvis man selv afgiver et organ, fryser det ned, og derefter transplanterer det til sig selv igen. I så fald skulle det jo være et noget andet organ man får ind, end det man afstod.
Der er stor forskel på en nedkøling og en nedfrysning.
Ved nedkøling bliver de biologiske processer ikke stoppet,men processerne bliver langsommere.Og ånden forlader ikke organet.
I det hjertet fjernes fra en donor og man nedkøler det,er det for at stoppe nedbrydningen af hjertet.Så modtageren får et så friskt hjerte som muligt.
Ved nedfrysning "forstener" legemet ,da det meste af vores krop jo netop består af vand.Og ånden diskarnerer.Så hvis forsøget "lykkes" vil det være en anden (levende væsen) ,der har mulighed for at inkarnere.Men det vil være mere "primitive" væsner.Dette bruger Martinus meget spalteplads på,bl.a. i bogen Bisættelse.Han fortæller der, hvorfor man ikke skal brænde sit lig,eller begrave i jord ,men derimod få sit lig balsameret.Det handler om at forsinke nedbrydningsprocessen,så mikroindividerne i legemet kan dø en naturlig død, når ånden gradvis trækker sig tilbage.Der vil så inkarnere nogle mere robuste og mere primitive væsener.
Her er vi så ved en anden tråd fornylig,med månen.Månen har været en levende klode,men ånden har forladt "organismen".Der er så gradvist forsvundet dyrerigets væsner,så planterigets væsner og nu fremstår Månen som mineralrigets væsner.Månens tyngdekraft er kun en sjettedel af Jordens tyngdekraft,så Månens tyngdekraft må jo være mineralrigetsvæsner "vilje"... 😮 :
Kan anbefales at læse Bisættelse,selv om den handler om død og kærlig afslutning på organismen.Den handler samtidigt om mikrokosmos i vor egen krop.
Så nedfrysning og månens mysterie hænger sammen -i Martinus verdensbillede.. 
Hej Cai
Jeg er helt enig med dig i, at der er stor forskel på nedkøling og nedfrysning.
Kh. Ejby
Godt observeret Cai, den lille, men afgørende forskel, havde jeg ikke lige fået med. Er der nogen der ved, om man har genanvendt organer eller lemmer, der har været helt nedfrosne? Eller det kan måske slet ikke lade sig gøre?
Jeg har hørt, at når folk for eksempel falder igennem isen, og hvis man så får reddet dem op igen, og deres kropstemperatur måske er faldet til lad os sige 32 grader, så gjorde man tidligere det, at man varmede dem op igen til normal kropstemperatur hurtigst muligt. Det har man nu fundet ud af, at det faktisk ikke er så smart. I stedet stopper man opvarmningen ved så vidt jeg husker 34 eller 35 grader. Det er vist noget med, at patienten så har bedre chancer for at komme sig helt, og i øvrigt også kommer sig hurtigere.
Der er stor forskel på en nedkøling og en nedfrysning.
Ved nedkøling bliver de biologiske processer ikke stoppet,men processerne bliver langsommere.Og ånden forlader ikke organet.
I det hjertet fjernes fra en donor og man nedkøler det,er det for at stoppe nedbrydningen af hjertet.Så modtageren får et så friskt hjerte som muligt.
Ved nedfrysning "forstener" legemet ,da det meste af vores krop jo netop består af vand.Og ånden diskarnerer.Så hvis forsøget "lykkes" vil det være en anden (levende væsen) ,der har mulighed for at inkarnere.Men det vil være mere "primitive" væsner.Dette bruger Martinus meget spalteplads på,bl.a. i bogen Bisættelse.Han fortæller der, hvorfor man ikke skal brænde sit lig,eller begrave i jord ,men derimod få sit lig balsameret.Det handler om at forsinke nedbrydningsprocessen,så mikroindividerne i legemet kan dø en naturlig død, når ånden gradvis trækker sig tilbage.Der vil så inkarnere nogle mere robuste og mere primitive væsener.
Her er vi så ved en anden tråd fornylig,med månen.Månen har været en levende klode,men ånden har forladt "organismen".Der er så gradvist forsvundet dyrerigets væsner,så planterigets væsner og nu fremstår Månen som mineralrigets væsner.Månens tyngdekraft er kun en sjettedel af Jordens tyngdekraft,så Månens tyngdekraft må jo være mineralrigetsvæsner "vilje"... 😮 :
Kan anbefales at læse Bisættelse,selv om den handler om død og kærlig afslutning på organismen.Den handler samtidigt om mikrokosmos i vor egen krop.
Så nedfrysning og månens mysterie hænger sammen -i Martinus verdensbillede..
Så hvis du nedfryser et menneske, og lykkedes at optø ham igen, så vil hans personlighed være skiftet?
Dette vil faktisk sige at hans hjerne er som den var før, men der er en ny personlighed og bevidsthed i legemet?
Dette er mærkeligt, fordi hvis du ødelægger forskellige dele i hjernen, ødelægger du visse egenskaber.
F.eks. Min morfars hjerne er helt kaput, han har haft flere blodpropper, og har derfor glemt alt, pånær egenskaber
som at spise, og synke. Så hvordan kan denne personlighed være anderledes, når hjernens struktur er den samme?
Hej Mibro.
Egentlig er alt liv i organismen vel så "udskiftet". I alle organerne vil der også være inkarneret andet liv, det vil sige i hjernen vil der også inkarnere nyt liv. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at fryse et menneske ned, og så tø det op igen?
Egentlig er alt liv i organismen vel så "udskiftet". I alle organerne vil der også være inkarneret andet liv, det vil sige i hjernen vil der også inkarnere nyt liv. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at fryse et menneske ned, og så tø det op igen?
Videnskaben vil i hvert fald prøve på det, og hvis de lykkedes, så tog Martinus vel fejl på dette område
Hej Mibro.
Det må man sige "ja" til, men lad os nu lige se, om det kan lade sig gøre først.
Interessante vinklinger!
Jeg finder bare om nedfrysning af stamceller, navlestrængblod, sædceller, små vevsbiter. Ikke hele organer.
Området for nedfrysning heder tydeligvis Kryobiologi. Jeg fant en god link som beskriver en del om emnet:
http://www.tidsskriftet.no/?seks_id=1084213
Viabilitet er 90%. Viabilitet betyr levedygtighet. Det er jo godt nok for celler men ved mennesker skal det jo være 100% levedygtighed.
1984: Første fødsler etter implantasjon av humant embryo, oppbevart ved hjelp av kryoteknikk.
Men det fremgår ikke hvor dypt man fryser ned. Det er jo afhengig af hvilken holdbarhed man vil opnå.
Så sier man noget interessant:
Ved nedfrysning af en menneskekropp til –196°C sker det altså en mumifisering, som Martinus kaller en mineralisering (som flere av jer referer til ovenfor). Det betyder at alt liv desinkarnerer. Alle levende væsener bag kroppen, bag organene, bag cellerne etc desinkarnerer. Personets jeg går over til den åndelige verden, og efter en hvilkeperiode kan personens jeg inkarnere på nytt. I mellomtiden tines den nedfryste kroppen op. Da trenges det et â€jeg†til at inkarnere i kroppen. Det er i så fald et jeg som er på samme vibrationsnivå som den optinede kroppen. Ikke et baby-jeg, sandsynligvis. Mer trolig (min spekulation) er at det blir en ånd, som er i skærsild-området, som finder det formålstjenelig at inkarnere i den kroppen. Uansett hvem, så er det i hvert fald ikke â€jeget†som i mellomtiden måske har fået seg en anden kropp.
Nedfrysning og optining som mulighed til at komme tilbage til livet når man har fundet en kur for en sygdom man har, f.eks., er således ikke mulig. Den som eventuelt kommer tilbake til kroppen ær nogen anden.
Spektikern finder yddeligere stof i avsnittet †Skade under fryse-/tineprosessen†i artikkelen (krystallisering, uttørking, sammenklumping, etc).
Jeg kan godt tænke mig at man med videnskabelig fremgang kan finde en løsning i fremtiden på nedfrysning og optining. Det betyder for mig ikke nødvendigvis at Martinus har fejl. Det er ikke samme jeg som inkarnerer i den optinede kroppen, og det bør enkelt la sig verifisere. Det vil vise at kroppens personlighed er totalt forandret, f.eks. Og på samme måde som med kloning, vil man sandsynligvis se at den optinede kroppen har uforklarlige skader og nedsatt immunforsvar.
Med den hastighed som â€troen†på reinkarnation brer om sig i verden, tror jeg mennesker vil indse tåpeligheden med nedfrysning som metode for at komme tilbage til livet senere. Specielt når reinkarnation ikke bare blir en tro men videnskab, med tiden.
Kjærlig hilsen
Oscar
Jeg finder bare om nedfrysning af stamceller, navlestrængblod, sædceller, små vevsbiter. Ikke hele organer.
Området for nedfrysning heder tydeligvis Kryobiologi. Jeg fant en god link som beskriver en del om emnet:
http://www.tidsskriftet.no/?seks_id=1084213
Viabilitet er 90%. Viabilitet betyr levedygtighet. Det er jo godt nok for celler men ved mennesker skal det jo være 100% levedygtighed.
1984: Første fødsler etter implantasjon av humant embryo, oppbevart ved hjelp av kryoteknikk.
Men det fremgår ikke hvor dypt man fryser ned. Det er jo afhengig af hvilken holdbarhed man vil opnå.
Så sier man noget interessant:
Ved nedfrysning af en menneskekropp til –196°C sker det altså en mumifisering, som Martinus kaller en mineralisering (som flere av jer referer til ovenfor). Det betyder at alt liv desinkarnerer. Alle levende væsener bag kroppen, bag organene, bag cellerne etc desinkarnerer. Personets jeg går over til den åndelige verden, og efter en hvilkeperiode kan personens jeg inkarnere på nytt. I mellomtiden tines den nedfryste kroppen op. Da trenges det et â€jeg†til at inkarnere i kroppen. Det er i så fald et jeg som er på samme vibrationsnivå som den optinede kroppen. Ikke et baby-jeg, sandsynligvis. Mer trolig (min spekulation) er at det blir en ånd, som er i skærsild-området, som finder det formålstjenelig at inkarnere i den kroppen. Uansett hvem, så er det i hvert fald ikke â€jeget†som i mellomtiden måske har fået seg en anden kropp.
Nedfrysning og optining som mulighed til at komme tilbage til livet når man har fundet en kur for en sygdom man har, f.eks., er således ikke mulig. Den som eventuelt kommer tilbake til kroppen ær nogen anden.
Spektikern finder yddeligere stof i avsnittet †Skade under fryse-/tineprosessen†i artikkelen (krystallisering, uttørking, sammenklumping, etc).
Jeg kan godt tænke mig at man med videnskabelig fremgang kan finde en løsning i fremtiden på nedfrysning og optining. Det betyder for mig ikke nødvendigvis at Martinus har fejl. Det er ikke samme jeg som inkarnerer i den optinede kroppen, og det bør enkelt la sig verifisere. Det vil vise at kroppens personlighed er totalt forandret, f.eks. Og på samme måde som med kloning, vil man sandsynligvis se at den optinede kroppen har uforklarlige skader og nedsatt immunforsvar.
Med den hastighed som â€troen†på reinkarnation brer om sig i verden, tror jeg mennesker vil indse tåpeligheden med nedfrysning som metode for at komme tilbage til livet senere. Specielt når reinkarnation ikke bare blir en tro men videnskab, med tiden.
Kjærlig hilsen
Oscar
Troen på reinkarnation er bare ikke nok for nogle mennesker
De jeg'er der inkarnerer i et optøet legeme efter at det har været frosset, vil være på mikro-niveau, og helt andre væsensarter, og forrådnelsesbakterier vil hurtigt dominere.
Kærlig hilsen, Holger
Hej Alle
Man skal også her huske på at det er ens "Jeg"(X1) som er den styrende faktor (over Jeg), når man fx. får transplanteret et hjerte og at dette med dens inkarnerede væsner ikke har den totale vilje og derfor må indordne sig eller samarbejde med væsnets over jeg...
Er det over jeget som diskarnere først af alle jeg´er? og derfor ikke kan have indflydelse når legemet optøes...?
mvh Jesper
Interessant tanke Jesper! "Jeget" er ikke tilstede i den første fase af optiningen i hvert fald, indtil optiningen har kommet så langt at det er muligheder for liv. Så du har måske en god pointe der!
Kjærlig hilsen
Oscar
Skriv et svar