Det kan jo også være litt villedende med: "Alle skal gjennom det samme for å bli det samme."
Da er det jo det samme hva man gjør, for man skal gjennom det uansett, som alle andre.
Jostein

Hej Jostein,

Sådan som jeg har forstået det, så er "gå ud og lav en masse fejl" et svar på hvordan man hurtigst kan blive kosmisk bevidst eller udvikle sig. Det er ikke en opfordring til at lave en masse fejl, men mere at hvis man skal/vil udvikles hurtigt så skal man lave mange fejltagelser. Jeg ved så ikke hvordan man gør det for det handler næppe om at lave fejl på områder man allerede har lært.

kh
Lasse

Hej.

Jeg vil mene, at hvad der er fejlagtigt at gøre er forskelligt fra person til person. Det der er rigtigt for en er forkert for en anden. Bevidst at gøre noget som man ved er forkert det kan vel næppe udvikle noget hos en selv - man ved det jo allerede. Dog ved man det måske ikke helt nok, men så vil fejlene bringe en på rette spor. Men hvis man 100% er klar over, at noget er forkert, og man alligevel gør det, så må man enten være mentalt syg, eller også så må man være styret af instinktet i det øjeblik man gør det, dvs. instinktivt reagerer man jo så som man har lært gennem millioner af år.

Hej Svend,

Jeg tror godt at man kan være i en situation hvor man ved noget er forkert men man gør det alligevel. Omstændighederne kan presse folk ud i ting eller at man håber på at "den går" (tag f.eks. Plummer sagen for denne uge).

Men ellers er jeg enig med dig i at vi er forskellige hvad angår fejl. Hvad der er fuldstændig ok for den ene kan være totalt naivt for den anden. Det er mangel på erfaring og viden og er det som giver os alle vores problemer :

Hej Jostien og folkens

Ja. Det er der måske noget om. Men sådan går det med alle udtryk, vi kan tolke dem som vi vil.

Hvis et menneske tolker udsagnet til at nu vil "jeg" bevidst gå ud og gøre fejl for fejlenes skyld, ja så er der jo ikke meget at gøre i det hele taget.

Men vi kan vide at fejl gør os skarpe. Og små fejl kommer oftest de store i forkøbet, derfor er små fejl jo guld værd i forhold til vores skæbnedannelse.  

Læresætninger, citater, eller lignelser, er altid åbne for fortolkninger og hvis fortolkningen er i kontakt med en overordnet verdensplan, så kan den ene være ligeså rigtig som den anden.

At begå en masse fejl er som Lasse var inde på et humoristisk udtryk for opskriften på den hurtige vej til kosmisk bevidsthed.

Lidelse og humor er en ubrydelig jernring smedet med stor kraft og kan aldrig skilles ad og der hvor lidelsen begynder ophøre humoren og det hvor humoren begynder ophøre lidelse, det er jo den største kanal for transformation.
Et udtryk som: "gå ud og begå en masse fejl" rummer jo alvorlige skæbner i sig der kan være forbundet med stor lidelse, men udtrykket forløser lidelsen med humoren, fordi at det er udtalt af et menneske der har gået vejen selv.
Lidelserne og det mørke det stammer fra ophøre jo som sådan aldrig helt, men de bliver omformet til viden, lys og hellige tanker.

Når vi kommer ind på hvorvidt at et menneske kan begå fejl det allerede har lært af, så er der en klar måde at se det på.
Det gælder A, B og C viden. Men det er klart at fundamentet for moralen skal være fastsat, for hvis fundamentet er egenkærlighed, så vil en næstekærligheds handling være at betragte som en fejl. Det kan jo være ganske frygteligt for nogle at skulle tilgive. Men nu er vores udgangspunkt altså kærlighed.

A. Teoretisk viden
B. Praktik og øvelse
C. Automatik og visdom

Er viden ikke overgået til C stadiet, så ligger fejlene indenfor rækkevidde.
En klog mand kan meget vel være nået meget langt på B stadiet, være en utrolig mester i færden i ikke at begå fejl og han undgår dem i meget stor grad, men han er ikke fritaget for fejl.
B stadiet har et område hvor at det begynder at blive "ubevidst" og det er på den måde at B stadiet begynder at kulminere for at blive til C viden. Men for at B stadiet kan komme til kulminations fasen er små fejl påkrævet, de er ligesom denne videns sidste støttehjul.

Der hvor fejl er et stort gode og hvor det er godt at være ven med fejl er når de oplyser om vores færd og vi alene med vores forstand kan omsætte det til praktisk handling.
En lille fejl med et let ubehag kan meget vel bringe et individ på rette spor så at den ved hjælp af sin intelligens indenfor et kort tidsrum kan gøre en utrolig forskel med sin mentalitetsudfoldelse. Når fejlen er meget stor, så kan det være fordi at individet mangler human intelligens og ubehaget er altså af en lidt større volumen.

Men en lille fejl kan være en slags status beregning, så at individet kan se hvor arbejdet ligger og hvor at det skal udføres. Altså små fejl kan være en slags rader og indeholde store navigations informationer.
Det aktive B stadie vrimler med småfejl og med tilhørende korrektur. Hvis B stadiet ikke var aktivt så ville fejlene altså være i voksealderen og ikke i alderdommen.

Fejlenes efterår kommer altså med glæde og lykke til den enkelte.

Vi skal alle sammen igennem de samme lidelser, men ikke i den samme form. Det er det der giver os forskellige farver og karakter, hvordan skulle verden ellers ha været et festfyrværkeri af mirakuløse proportioner. Det er ikke alle der behøver at kulminere i mentale afsporinger og abnorme udskejelserne i seksualitet, ernæringsmidler og narkotiske stoffer, ikke alle behøver at gå distancen, men alle skal i gennem den grove karmatunnel for de direkte lidelser vi har påført vores næste og dette er så det som giver fundamentalhumanismens B næstekærligheds praksis og som føre til C næstekærlighedens automat virksomhed i det levende væsens hjerte.

Fejl er simpelthen det bedste der findes og de smager også godt.

Når man er i B praktik, så køre man altid med et øje på instrumenterne og et øje på vejen, det jo derfor at vi godt kan blive lidt bælgøjet og unaturligt trætte engang i mellem, når vi arbejder med os selv.
Det kræver jo en hel del mere at både skulle kigge på os selv og på vejen på samme tid og det er da også derfor at næstekærligheds B praktikanter oftest er at finde i inderste spor eller helt i nød sporet, ganske sneglende sig af sted, ja det kan være helt nødvendigt at være en snegl  
De befinder sig i nødsporet fordi de er ved at gøre sig klar til at stige ud af bilen og gå den sidste vej.

Men nogle gange sker det at begge øjne falder tilbage på vejen og så sker der jo det at speederen automatisk bliver trygget i bund og instinktet tager over.
Når vi ikke er opmærksomme på hvilke tanker og følelser der fare igennem os kan vi nemt tabe kontakten til og fornemmelsen for hvem vi er i forhold til vores udvikling.
Vi kan danne ideer om at vi er næstekærlige, at vi er gode, at vi sjældent blive vrede, at sådan og sådan er vores person, at vi har styr på vores ernæring, osv. osv.
Men så sker det at vi kommer i en situation hvor vi bliver konfronteret med lavere bevidstheds tendenser og her stemmer selvbilledet ikke overens med aktualiteten og der sker en kortslutning i os og vi bringes tilbage i rækkerne, for at danne overblik.
Det er jo netop vigtigt at blive opmærksom på disse ting og vi finder ud af at der ligger mere næstekærlighed i at have et øje på instrumenterne og vejen, end at køre med begge øjne på vejen og forsøge at gøre gode gerninger.

Den gode gerning er øjet på selvet.

Med øjet indad kan vi slippe vores vrede eller irritation og give den rum før at vi smiler til verden.

De små fejl gør os altså opmærksomme på øjet der så absolut må pege imod os selv, for at vi kan være som vi gerne vil være uden at vi en dag kommer til at springe sikringerne. Og hvis sikringerne springer, så er det ligeså godt for så bliver vi opmærksomme på os selv.

Man kan måske hurtigt sige at man ikke skal gå for meget op i sig selv og det hele tiden at kigge indad er egoistisk eller selvisk, men det er noget man må finde ud af med sig selv, så snakker man om andre ting.
Men det er selvfølgelig klart at hvis begge øjne er rettet i mod sig selv så bliver man tilsvarende blind som hvis begge øjne er rettet imod vejen.

God weekend, nu skal jeg til bageren og købe en stor dejlig kanelfejl.

Kærlig hilsen
JR

Til bageren efter "kanelfejl", dem kender jeg godt - det er en af de "gode" fejl

Måske er det forkert at tale om fejl. Som udgangspunkt gør vi vel tingene så godt vi kan. Man kan måske tale om fejl der hvor vi godt ved at vi er ved at "fejle", men af den ene eller anden grund ikke undgår dem. Martinus taler i Bønnens Mysterium om mental dovenskab. Men det skal man vel også lære at undgå? :

, det var godt at høre så vil jeg købe lidt flere næste gang.

Ja. Det tænker jeg at du har ret i Lasse. Alle er jo på toppen af deres udvikling.
Dovenskab må være en af de mange ting der skal arbejdes med. Det er en tendens i blandt alle de forskellige tendenser som væsenet må overvinde for at komme igennem. Og "fejl", så er det i forhold til at tænke som "Gud" men det er jo en livsbetingelse ikke at kunne tænke hans tanker efter i nogle dele af sprialkredsløbet.

Det er nok godt at lære dovenskabens form i forhold til andre tendenser.  

Dovenskab må være den tilstand hvor alle sjælelige og fysiske remedier er tilstede i mennesket til arbejdet med at forbedre sig selv, men hvor at mennesket vælger at afstå pga. ugidelighed. Det er også det emne der sætter mest skræk i os, fordi at vi i nogen grad helt automatisk ønsker at forsvare os imod at være dovne. Emner om dovenskab kan lyde anklagende i levende væsener.
Det kan heller ikke undgå at fylde en del hvis at man skal prøve at skrive om det her

Jeg tænker at Martinus sætter fokus på dovenskab, fordi at det kan være forløsende at komme det til livs, at dovenskab faktisk ikke er af nogen særlig ringe størrelse hos os, men vi må afvæbne os selv hvis vi skal være istand til at tage hans budskab til os.
Det er jo selve væsenets styringscenter der er i centrum når dovenskab må afdækkes, da dovenskab jo nødvendigvis vedhægter sig et individs viljestyring. Derfor er dovenskab jo en alvorlig sag, selvom den jo på en måde virker uskyldig.

Mentale dyriske bevægelser er noget der meget hurtigt opstår i os, det er jo C viden i det jordiske menneske. Det kræver ikke den store viljeanspændelse at blive irriteret på sine medvæsener. Her har vi jo været genier i millioner af år.

Dovenskab på trods af sin mørke struktur, har det jo med vores ønsker at gøre, ikke om vi ønsker godt eller vi ønsker ondt, men om vi er i stand til at overhovedet at sætte os i gennem og virkeligt ønske og dermed gide noget for os selv og andre.

Dovenskab i sit væsen er jo overordentligt gråtonet af natur.

Dyret ”gider” jo helt af sig selv fordi det skal. Det skal hele tiden ”gide” for at klare sig og eksistere i den fysiske verden. Det rigtige menneske ”gider” også godt, for det elsker jo verden og ønsker af hele sit hjerte at tjene den.

Men dovenskab må jo nødvendigvis være noget der sætter sig på individets viljestyring når at det går fra dyre riget til menneskeriget, ligesom at manglen på det naturlige instinkt føre et hav af mennesker ud i et hav fristelser som er baseret på et unaturligt begær og at man i perioder må benytte intelligens for at finde den korrekte føde istedet for instinket og det deraf naturlige afødte begær, så bliver dovenskab også den rejsendes problem.

Dovenskab er så at sige ikke et menneske problem og det er heller ikke et dyre problem, men det er i højeste grad et bastard problem, det er et problem der er opstået i halvlinge i de jordiske verdner.
Det må opstå i forbindelse med at kampen for overlevelse ophøre før menneskerigets tilsynekomst bliver fundamental i det levende væsen.

Naturligvis kan der være sygdomme fysiske som psykiske der gør at folk giver op og ikke orker mere og så er problemet jo af en anden karakter, men her har vi stadig at gøre med bastard vanskeligheder.

Men hvis det er et spørgsmål om at ”gide”  er det jo et problem der har sat sig på væsenets bevægelses evne. Det hæmmer jo og gør muligheder der er tilgængelige for væsenet ”umulige”.
Men samtidigt må man huske at dovenskab jo vikler sig sammen med alle andre problemer, da den sidder på viljestyringen, den forværre jo alle sygdomme og alle de kampe der høre med dem.

Men den står også i vejen for det ”raske” jordiske menneske og her kan man  tale om dovenskab i sin reneste form. Men der er jo i virkeligheden ikke nogen jordiske mennesker der er raske.  
Det er jo svært at anskueliggøre dovenskab hvis den er overskygget af angst, frygt, depression eller fysiske hæmsko, men den forbinder sig jo let med disse og gør dem meget vanskeligere at arbejde med.
Derfor vil det jo også være et godt sted at tage fat og arbejde og derfor en meget vigtig del af ens selvforbedringspraksis.
Kommer man sin dovenskab til livs, kommer det jo i stor grad til at virke ind på det fysiske og mentale helbred.
Hvis man øver sig i at ”gøre” selvom at man ikke gider, kan man jo komme meget sygdom til livs.

I stedet for at tager fat på problemerne, så tag fat på dovenskaben.

I stedet for depressionen, så tager man fat på dovenskaben.

Dovenskab er ikke noget der springer frem som følelsen af vrede, irretation, skinssyge eller forelskelse. Det er en følelse af hverken at ”gide” det ene eller det andet, træthed forstærker den og såkaldte "kedelige" opgaver udvikler den. Den matcher det levende væsens gråzone, den er et spejl af den materialistiske ligegyldighed og bliver et midlertidigt ikon for den forlorne søn.

Når vi arbejder med selvforbedring og næstekærligheds praksis, er der 4 vigtige faktorer der spiller ind for at vores praksis skal lykkedes os, vilje styrke, overgivelse, bøn og opmærksomhed på os selv.

Viljestyrken og viljekraft: er det vigtigste fordi det er selve den kraft der gør os i stand til at foretage en hvilken som helst handling.

Overgivelse: Så at vi ikke yder vores ”fjender” eller karma dyrisk modstand men imødekommer dem med vores iboende menneskelighed.

Bøn: er jo den tankekraft vi benytter os af for at få vores vilje i kontakt med Guds, Faderens eller verdensaltets vilje. Det er med bønnen vi koncentrere os på at efterabe Jesus Kristus.

Opmærksomhed: på os selv er jo øjet der vender indad og som skal iagttage vores tanker og følelser, så vi kommer til kendskab med vores tilbøjeligheder og skyggesider og får overblik herover så at det blive muligt af få dem afviklet.
Vi kan jo ganske simpelt ikke afvikle noget vi ikke har overblik over.
Samtidigt giver det os mulighed for at overgive os til vores mere uheldige sider og herved give dem rum, i stedet for at reagere og handle på disse.
Vi behøver heller ikke her at lade frygt, angst, kamp eller flygte tendenser overtage os i konflikt situationer. Vi lære hvor tyven bryder ind ved at være opmærksomme på vores indre liv og det er vigtigt.  

Det er som Kristus siger, "i skal våge og bede for ikke at falde i fristelse."

For ikke at falde i søvn og blive dovne.
Dette bud kommer jo ganske tæt på kristi korsfæstelse når vi læser det i Biblen. Og det betyder også at budet er nær når at hans efterfølgere skal korsfæstes, vi skal i det hele taget være vågne og klare for at kunne gå op og tage en korsfæstelse. Og det er jo det vi alle sammen i større eller mindre grad er ved at gå imod og igennem.  

Dovenskab er mørk, men den virker jo ikke i sig selv særlig mørk eller ond. Men den iblander sig selve det levende væsens styring og kommer til at have en betydelig indvirkning på de 4 punkter.

Viljekraft
Overgivelse
Bøn
Opmærksomhed  

Dovenskaben gør jo at de fire overordnede punkter bliver sværere at arbejde med og dovenskabens fader er jo pudsigt nok dyrets møde med en lysere verden. Dovenskab er ugidelighed og ugidelighed er afståelse af viljestyring og vilje til livet.  

Det at træne sig selv i at stå op i god tid om morgenen hver dag. Gå i seng til tiden hver aften. Spise sundt og bede bevidst hver dag, selvom at man ikke har den store lyst, har jo en kæmpe betydning i forhold til ens kunnen og selvkontrol.

Eller i det hele taget alt hvad der kan gøre en fast. Det kræver en gentagelse hver dag for at hærdes.  

Det kræver jo fasthed at være fleksible og det kræver fastholdelse at give slip,  bøn for at ville, og viljekraft for at overgive sig.
At bede bevidst virker jo ikke blot karmisk over andre og en selv, men det træner også opmærksomhed og får dermed bevidstheden til at udvide sig.
Alle mennesker beder, det gør de hele tiden, de har hele tiden et ønske og en bøn, det er oftest bare ubevidst.
Hvis alle mennesker ikke gik og bedte og ønskede hele tiden, så ville vi slet ikke se alle de virkninger og reaktioner som springer ud over det hele. Disse er jo en opfyldelse, afvisning, glæde eller skuffelse ved bøn.
 
Ved at komme dovenskab til livs kan man altså komme de værste psykiske og fysiske sygdomme til livs og overkomme dem i et meget rask men moderat tempo.

Man ser dog ikke så tit at det er dovenskaben der har en så stor en finger med i spillet hvad angår lidelser, men den kan oftest være et af de største problemer og årsager.
Mange psykiske problemer komme man til livs ved at arbejde med dovenskab, fordi det giver den fasthed, kraft og overblik som psykiske problemer oftest mangler.

Det gælder jo også fysiske lidelser, de kan jo være meget svære at orke, at man ubevidst kan blive doven i mange andre sammenhæng.

Vi skal gide livet før at vi for alvor kan komme i kontakt med det.
Men man skal altså slippe sit forsvar for at komme i gang med det.  

Dovenskab er altså en ”fjende” som udviklede sig i en gråzone under væsnernes vandring fra mørke til lys, det er ikke en arketypiske dyrisk tendens, det er ikke en dyrisk tradition, men en tendens dyret udvikler i sin magelighed, men også sorg. Derfor er den anderledes, mere neutral, mere snu, mere skjult og måske den farligste af alle. Den sætter sig ikke i værktøjerne, brillerne, viljekraften eller ideerne, men i forholdet til at benytte sig af dem.

Ja. Man kunne nok blive ved med at skrive om dovenskab, jeg kunne i hvertfald, for så slipper jeg for at gå ud og tage opvasken lige nu og så bliver det for sent og så kan jeg ligge mig på sofaen i stedet og tænde tossekassen.

Kærlig hilsen
JR

Fejltagelsen, er udviklingens moder', - kinesisk ordsprog.

Hej Jacob,

Det var dejligt at læse dit indlæg. Jeg synes dine indlæg er tankefulde og inspirerende. Og det har inspireret mig til at skrive dette.

Jeg søgte på ordet "doven" først i små-bogen "Bønnens mysterium", hvor jeg kun fandt et søgeresultet,
og det var i forbindelse med at leve i kolosale materielle rigdomme, på bekostning af andres arbejdskraft.

Dernæst søgte jeg på "doven" i hele værket, og der fandt jeg samlet kun 12 søgeresultater.

Jeg fandt ikke bebrebet "mental dovenskab" nogen steder, som Lasse refererer.

Så vidt jeg har kunnet finde frem til, går Martinus ikke ind i en analyse af begrebet "dovenskab".

Som jeg ser det, er ordet "dovenskab" et belastet ord. Det bruges ofte som skældsord, altså som en bebrejdelse som kan være rettet mod både mod en selv eller andre.

I denne betydning - som bebrejdelse - bliver "dovenskab" noget, man tager afstand fra, som ikke har lov at være der. Og når man synes, noget ikke må være der, men er der alligevel, så vil man ofte forsøge at "tage sig sammen" for at "overvinde det", i forventning om, at det vel så nok forsvinder. Når det så alligevel ikke forsvinder, men trætheden tværitmod bare vokser, så tænker man måske, at man må "tage sig endnu mere sammen". Og sandsynligvis føler man sig viljesvag, fordi det ikke lykkedes at "tage sig nok sammen" til at overvinde trætheden eller dovenskaben, som man helst ikke vil tillade.

Det er med "dovenskab" som med vrede. Der ligger noget bag. Og for at frigøre sig fra "dovenskaben" eller "vreden" må man finde ud af, hvad det er, der ligger bag.

Dette kan der ofte være stor modvilje mod. Hvorfor det? Fordi det, der ligger bag, altid vil være et eller andet savn, et ubehag af et eller andet omfang. Og dette ubehag kan tit være meget voldsomt, være en meget stor smerte. Det kan være svære katatrofer, som har forårsaget dyb smerte, chok og rædsel, sorg, vrede, skyld, skam, frustration, forvirring, håbløshed og forladthedsfølelse.

Og at bearbejde sådanne traumer lader sig ikke gøre, før man er parat til det. Det vil sige før længslen efter at overvinde traumerne bliver større end længslen efter, at de aldrig var sket.

Det er vores traumer, der i sidste ende bliver til visdom, bliver til det Martinus kalder "guldkopier", bliver til dyrekøbte erfaringer, vi ikke ønsker at have været foruden, fordi de forvandles til medfølelse, næstekærlighedsevne, visdom, taknemmelighed og lyksalighed. De er selve grundlaget for opbygningen af den kosmiske bevidsthed.

Men før traumernene er nået til "guldkopi"-stadiet, så ligger de ubearbejdet i bevidstheden og gør ondt og invaliderer vores skabeevne, så vi ikke kan udfolde de potentialer og talenter vi har, men kun en begrænset del af disse.

Hvis vi ukyndigt bevæger os ind i et ubearbejdet traume, så kan vi i uheldigste tilfælde udløse en re-traumatisering.

Vores forsvars-mekanismer har netop til formål at hindre os i en sådan retraumatisering, men samtidig hindrer de også, at vi får bearbejdet det traumatiske.

Før eller senere vil forsvarsmekanismerne blive så stor en belastning for os, at vi får så stor en længsel efter at blive fri, at vi begynder at søge efter måder, hvorpå vi kan få hjælp til at bearbejde de traumer, der i større eller mindre grad invaliderer vores liv. Men indtil traumerne er forløst da vil forsvarsmekanismerne, som er en del af det Martinus kalder "tærskelens vogtere", gøre sig gældende.

Det kan fx. være, at en del af os selv dømmer os selv som værende "dovne", som "ikke gode nok", "forkerte",  som nogen, der ikke har ret til at være her.

Men da alle er evige væsenere, og alle altid gør det så godt, de kan, så har alle også lov at eksistere, og alle er gode nok, som de er.

"Dovenskaben" er en overskrift på en smertefuld rejse. Og det - at komme hinsides denne "dovenskab" - er, at finde ud af, hvad det er for smertefulde erfaringer, der ligger bag trætheden eller ugideligheden. Og dernæst finde ud af, hvordan disse smertefulde erfaringer skal bearbejdes, så de forvandles fra ufordøjede oplevelser, der ophobes i bevidstheden som  energimæssige blokeringer, til at være fordøjede erfaringer, der er blevet forstået følelsesmæssigt og mentalt, er blevet til indsigt, visdom, livslyst, glæde og taknemmelighed.

Personligt oplever jeg Martinus verdensbillede som en meget værdifuld ballast til dette arbejde. Dernæst oplever jeg også Bert Hellingers systemiske pyskoterapeutiske metode: "Familieopstillinger" , som et meget smukt, nænsomt og kraftfuldt redskab til at skabe orden i bevidsthedens kaos, og som for mig at se, er i fin overensstemmelse med de kosmiske analyser.

Bert Hellinger kalder også sin metode for "Kærlighedens orden", fordi det er terapiens formål at få skabt en kærlig orden. Som jeg ser det, svarer det til den proces, Martinus kalder, at få følelse og intelligens til at arbejde sammen.  Jeg har endnu kun mødt en person, der efter de har prøvet metoden, ikke er blevet meget positivt overrasket. Den proces, der foregår er nærmest umulig at gengive og forstå, hvis man ikke selv har oplevet det.  Det er en metode, jeg kan anbefale til alle, der ønsker på en kærlig, vis og nænsom måde at arbejde med at løsne op for det tunge og vanskelige og dermed styrke kærligheden.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jacob

Meget inspirerende læsning.

Kh.
En bæl-øjet snegl i nødsporet.

Hej Jan,

Du har ret. Martinus skriver ikke om dovenskab. Han kalder det mental ugidelighed (Bønnens Mysterium, kap. 15). Ugidelighed er et mindre belastet ord, men betyder stort set det samme. Måske ligger der i dovenskab at man har større viljemæssig indflydelse på situationen end hvis man er ugidelig.

Interessante betragtninger om hvordan vi dømmer os selv. Martinus er meget inde på hvordan vi kan komme til at dømme andre, men det er også problematisk at dømme sig selv. Det hedder jo at man skal elske sin næste som sig selv, altså, man skal elske både sin næste og sig selv.

Jeg mener ikke at der er noget egoistisk eller ukærligt i at "elske sig selv". Tværtimod er det en forudsætning for at ens krop og mikrokosmos får en god tilværelse

kh
Lasse

h    eeee jjjj
jjeeggg syneeeess det er noooogggen ggooddeee indlæg og jeg vvviiilllleee gerne skrive
ennnnn hel masse men jjeeeggg eerrr fffooorrrr doven .
detsuden  skal jeg iiiii skole imorgen og der skal jeg lave en masse fejl he hhhhheeee
knus kram herfra
zzzzzzzz

Hei
I stedet for uttrykket å være doven, stemmer det nok bedre med paralysert for min del.
Jeg har en følelse av at jeg har lidd et stort selvforskyldt tap/fall(ved bruk av sort magi??) i slutten av forrige liv.
Jeg har følelsen av et fall og jeg tror det er derfor at jeg aldri  har gått skikkelig inn for terapi i
dette liv, fordi langt inne i meg visste jeg at det var umulig å få igjen det tapte. Jeg har vært til terapeuter men jeg har vel aldri hatt tillit til dem.
I stedet har jeg tatt skjeen i egen hånd og som 37-åring var katastrofen et faktum, en ild som ikke slukker, som jeg har skrevet mye om.
Dermed har jeg i dette liv et enda større fall hvor jeg må bare observere at jeg mister det ene
etter det andre. Jeg er ikke musiker, jeg er ikke et kjønnsvesen, jeg er ikke naturelsker osv.
Jeg er uhelbredelig paralysert , ikke doven.
vh Jostein

....jo , sikkert doven også...

Tak kære Ejby 

Og tak kære Jan. Tak for dit indlæg. Det var god og interessant læsning.

Jeg tænker at det naturligvis er godt at få sine tanker og følelser ud i luften og fra tid til anden overgive sig til at lade andre hjælpe med at få noget system og struktur i bevidstheden. Den terapi du anbefaler er sikkert ret god og til fordel for mange mennesker. Det er nok også meget forskelligt hvad den enkelte behøver i forhold til traumet.

Bønnen kan være et fremragende sidestykke til alle udviklings metoder. Den kan naturligvis også være selve udviklings metoden. 

Kærlig hilsen
JR

Jostein:

Gode gamle Martinus.

Fejl udvikler en utrolig hurtigt. Problemet i vores Verden er bare at vi tvinger hinanden til at tage ansvar for fejl i stedet for at lære af dem* "efter hvad jeg kan forstå".

Lasse:

Fejl ender ofte i lidelser, derfor mærker man konsekvenser og dermed udvikler sig.

At lave mad kan også tage lang tid, selvom man laver den samme ret.

Svend:

Ja, for før eller siden lære man af dem.

Maden begynder i hvert fald at smage bedre.

Jr:

Det har jeg også prøvet. Fejl kan gøre ondt, men man lære også utrolig meget af dem. Vi mangler bare at få ændre vores Verden lidt så fejl ikke udvikler sig til lidelser, negative konsekvenser mm.* For sikke mange politikere der er blevet fyret for fejl, i stedet for at have udviklet sig.

Nogle tanker jeg faldt over i det emne her og fik lyst til at skrive lidt kommentere til.

(* - Prøver at kode min skrift lidt og skaber flere tekster i en. Måske, ved normalt ikke helt hvad jeg laver )