Hej N!

Personlig har jeg haft stor glæde af terapi ved angstproblemer.

Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle have overvundet mine personlige vanskeligheder uden brug af en dygtig terapeut. Det er i hvert fald noget, der har virket for mig.

Men hvad og hvem skal man vælge? Det er vidst meget individuelt og svært at sige noget generelt om.

Dels skal man vælge en terapeut man har tillid til og føler sig på bølgelængde med. Jeg tror også, jeg vil foretrække en terapeut som bruger bøn i sin hverdag og som kan rumme Martinus' verdensbillede.

Og dels skal man bruge en terapiform, man kan lide.

Jeg har personligt stor forkærlighed for gestaltterapi, men jeg har også hørt rygter om, at nogen skulle have gjort selvmord efter gestaltterapi...

Problemet er vel, at der stort set ikke findes noget i tilværelsen, der ikke - brugt forkert - indeholder faremomenter.

En kniv kan dræbe, men derfor vil de færreste afholde sig fra at arbejde i et køkken af den grund.

Jeg tror, man må fornemme sig frem til, hvad der føles rigtigt, ligesom Martinus anbefaler i stk 17 - og så i øvrigt tage bønnen til hjælp. Så tror jeg livet leder en frem til de ting, man har brug for til at overvinde sine vanskeligheder.

Mange hilsener
Jan

Hej Jan!

Og tak for dit svar..

Jeg har været i terapi flere gange.. hos min mor.. hun er terapeut...

Var engang til en uformel samtale med min mor og hendes chef, da min mor meget gerne ville have klarlagt hvad der foregik oven i hovedet på mig med alt det Søren Kierkegaard og Martinus.. det skal siges, at hverken min mor eller hendes chef, læser SK eller M.. Men han syntes, det var enormt spændende, og det endte med at han takkede for min tid, og erklærede med respektfuld selverkendelse, at der nok ikke var meget hjælp at hente hos en "blåøjet" som ham..
Du har nok ret i at man skal have fat i en terapeut med en ekstra dimension..

Men lige hovedpointen:

Er det ikke først organisk muligt, at være lykkelig, når man har opnået mental surverænitet - kosmisk bevidsthed ?..

Nicolai

ps. jeg har taget 6 kilo på efter jeg er stoppet med at spise kød..

Kære N,

Jeg mener ikke man bare skal lære at leve med sin angst og fortvivlelse, hvis dermed forstås ikke gøre noget ved det, ej hellere ligefrem at elske sin angst og fortvivlelse. Jeg husker ikke lige i hvilken, men i en af småbøgerne nævner Martinus noget om depression og at det skal tages alvorligt og at man skal finde hjælp til at komme ud af sådanne mørke tankeklimaer. Husk at alle dine tanker går som store impulser igennem hele dit mikrokosmos og dermed påvirker milliarder af små levende væseners dagligdag inde i dig.

Nu kan man dog ikke bare trylle sin angst og fortvivlelse væk med et fingerknips. Jeg vil også anbefale terapi, dog ikke hos et familiemedlem - uanset hvor dygtig og elsket denne end er (indenfor min terapiuddannelse anses det for etisk ukorrekt at give nære familie-/venne relationer terapi for større problemer, så det er min holdning herom selvfølgelig præget af).

Men dine følelser har altid et budskab til dig, prøver at fortælle dig noget, eller gøre dig opmærksom på noget. Fokusér din opmærksomhed på dem, giv dem lov til at være der og prøv at mærke efter, uden at intellektualisere dem for meget. Hvis dine følelser kunne tale, hvad kunne du så forestille dig, at de prøver at fortælle dig?  :

Selvom jeg ikke mener man ligefrem skal elske sin angst og fortvivlelse, så prøver disse følelser inderst inde at gøre noget godt for dig - måske beskytte dig mod noget bestemt og det bør man som det første starte med at værdsætte. Følelserne har en positiv hensigt selvom de kan være ubehagelige at opleve, og kommer måske ikke altid til udtryk på den mest hensigtsmæssige måde, idet jeg formoder at disse følelser kan have en hæmmende virkning på din adfærd i nogle sammenhænge.

Jeg synes at der mange steder i artikler foruden LB og småbøger skrives om bla. fortvivlelse, bristede forhåbninger, sorg mv. Prøv fx. at søge på ordet "fortvivl" her: http://kosmos.martinus.dk/da/ . Denne kosmos-artikkel her (klik) handler bla. om menneskets indre kraftkilde. 

Jeg finder selv "trøst" i åndsvidenskaben fordi jeg herigennem får en bedre forståelse for så mange ting i livet, herunder også de sorger og lidelser jeg skal igennem. Jeg holder personligt meget af småbog nr. 15, kapitlet "De bristede forhåbninger forvandles i "Getsemane" til de nye muligheders vej”. Her skriver Martinus:

"Hvad skal det moderne menneske da gøre, når det befinder sig midt i sit livs mørkeste stund, midt i sin egen "korsfæstelse", sit eget sammenbrud? Det skal mobilisere hele sin intellektuelle kraft, for derigennem at finde vej til Guds vilje, Guds mening med den oplevede smerte. Gør mennesket dette, vil det ligesom Jesus vinde sejr over mørket.

Livsglæden begynder på ny at arbejde i blod og nerver, thi i lyset af Guds vilje forvandler selv den dybeste smerte, den dybeste ydmygelse sig hurtigt til den varmende og livgivende velsignelse, der er hvert eneste fuldbyrdet åndeligt kredsløbs guddommelige frugt."

Bønnen er et meget kraftigt redskab, hvis man forstår at bede om det rigtige. Hvordan ved man så, at man beder om det rigtige? Hvis det ikke virker eller man ikke får opfyldt det man beder om, så bed om noget andet. I stedet for at bede om at slippe for nogle sorger eller lidelser (fysiske eller mentale), kan man bede om hjælp til og mere styrke til at gennemleve dem. Vær herefter opmærksom, hjælpen kan blive sendt på mange forskellige måder. 

Kærlig hilsen
Anette

N wrote:

Hej Jan!

Og tak for dit svar..

Jeg har været i terapi flere gange.. hos min mor.. hun er terapeut...

Var engang til en uformel samtale med min mor og hendes chef, da min mor meget gerne ville have klarlagt hvad der foregik oven i hovedet på mig med alt det Søren Kierkegaard og Martinus.. det skal siges, at hverken min mor eller hendes chef, læser SK eller M.. Men han syntes, det var enormt spændende, og det endte med at han takkede for min tid, og erklærede med respektfuld selverkendelse, at der nok ikke var meget hjælp at hente hos en "blåøjet" som ham..
Du har nok ret i at man skal have fat i en terapeut med en ekstra dimension..

Men lige hovedpointen:

Er det ikke først organisk muligt, at være lykkelig, når man har opnået mental surverænitet - kosmisk bevidsthed ?..

Nicolai

ps. jeg har taget 6 kilo på efter jeg er stoppet med at spise kød..

Hej Nicolai!

Som jeg har forstået Martinus, er det muligt at være lykkelig på ethvert udviklingstrin.
Man kan ikke forvente at blive 100% fri for lidelser før kosmisk bevidsthed, men man kan være i harmoni med sit udviklingstrin. Det drejer sig for mig at se om, at føle sig god nok som man er, selv om man ikke er kosmisk bevidst, hvilket man jo umuligt kan være, før man er moden til det. Og dette er styret af evige love, som man ingen viljemæssig indflydelse har på.

Man kan altså ikke gøre ved, at man er, som man er. Men alt er såre godt. Og det vil også sige, at alle er gode nok, som de er. Men det er en udbredt opfattelse at tro, at noget er forkert - enten andre eller sig selv, og det er kimen til megen lidelse.

Hvis man fra lille har lært, at der var følelser eller tanker hos en, som ikke måtte være der, så kan man have været nødsaget til at lukke af for disse ting for at overleve. Det var altså den klogeste beslutning dengang. Men nu, når man er blevet voksen er det ikke sikkert, det længere er nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Man kan pga. en sådan overlevelsesstrategi have fået et urealistisk billede af sine følelser og tanker og dermed af sig selv. Man kan blive bange for sine følelser og tanker, fordi man har erfaret, at man blev mødt med fjendtlighed, når man gav udtryk for dem. På den måde kan man blive bange for at udtrykke disse ting, fordi man opfatter dem som farlige og forkerte. Ja man kan blive bange for hele verden - fordi man føler, man grundlæggende er forkert og ikke har lov til at være til.

Ved at være i selskab med et menneske, der godt kan rumme ens følelser og tanker, og som evner at se på en med forståelse og kærlighed, kan man på en betryggende måde opleve alle sider af sig selv, og på den måde få et realistisk forhold til sig selv, ved at iagttage disse sider, og se dem som de er. Til sin egen overraskelse kan man finde ud af, at de måske slet ikke var så farlige, men det 'bare' var noget, man troede på baggrund af de skræmmende og smertefulde erfaringer, man havde. På den måde kan man komme af med megen angst. Nemlig al den angst, der bygger på en unøjagtig eller forkert konklusion på smertefulde erfaringer. Man troede man var forkert, fordi man blev mødt med fjentlighed. Men grunden til fjentligheden var at de fjendtlige personer ikke vidste hvad de gjorde - selv havde det svært - og ikke i situationen evnede at gøre det anderledes eller bedre. Derved kan man begynde at kigge på sig selv - og sin omverden - mere realistisk, uden frygt, skyld og skam, men med forståelse og medfølelse. Men det kan være en lang og vanskelig proces. Men det betyder ikke så meget, når man selv kan mærke, at man er på rette vej, og den før så invaliderende angst er begyndt at aftage. At opleve en sådan angst svinde ind er grundlaget for stor livsglæde.

Jeg vil ligesom Anette sige, at det IKKE er en god idé at gå i terapi hos sin mor eller en nærtstående ven eller familiemedlem. Det må være en person, man ikke er knyttet til i dagligdagen, ellers bliver det meget vanskeligt for både klient og terapeut.

mange hilsener
Jan

Hej annette!

Tak for dit fyldestgørende indlæg..

At jeg har været i terapi hos min mor, skal ikke tages bogstaveligt, men hun har sommetider ville have et par alvorsord, hvor jeg måske har manglet alvoren..

Ja, måske er der en masse at gøre ved, men når man stadig er i repetitionsfasen er man måske lidt låst..

Depression kan somme tider være forholdsvis nem at holde på afstand, du nævner selv bønnen.. men det er måske mere spørgsmålet, hvad det vil sige 'at være sig selv', og hvad det vil sige 'at kende sig selv', der kan skabe anledning til angst og fortvivlelse.. for det er da meget sjældent at man kender svaret...

Da jeg engang stod ved en håndvask og vaskede hænder, slentrede en dranker forbi og fik øje på sit eget spejlbillede.. han fik nærmest et chok og kiggede på mig med store øjne og fortalte mig, at man aldrig måtte kigge sig selv i spejlet.. det fik mig til at tænke på da jeg gik i 7. og havde fået nedtur på af hash for første gang.. jeg befandt mig ude på toillettet og fik pludselig øje på mig selv i spejlbilledet.. jeg blev godt bange, for det gik pludselig op for mig, at jeg slet ikke kendte personen i spejlbilledet..
Episoden med drankeren, fik mig til at indse, at man netop skulle kigge sig i spejlet, fordi man kommer ikke bare uden om sig selv.. det fik mig til at lave nogen eksperimenter med psyken, hvor jeg nappede flere forskellige psykedeliske stoffer, kiggede mig selv længe i spejlet og stillede fx spørgsmål som, "Hvem er du?" og "Kender du overhovedet ham der står i spejlet" osv osv.. Det er ikke længere noget som kan udløse direkte angst.. men det er noget, som ligger ude i periferien, for jeg ved godt inderst inde at jeg ikke kender svaret på, hvem der er i spejlbilledet.. men angsten kan man ikke eviggyldigt have overvundet, hvis man bygger sin identitet på erkendelsen af, at man ikke ved hvem man er..

Man ved først hvem man selv er, når man kender sin egen højeste identitet som gudesøn.. men den kender jeg kun teoretisk, så indtil da vil jeg gå rundt og være angst og fortvivlet - og ELSKE at være!! For jeg er ikke fortvivlet over fortvivlelsen, men elsker at leve med den... kan godt se hvad der sker, når angsten og fortvivlelsen bliver vendt til deres kontraster! Det bliver fedt..

Anette har redan nämnt Martinus artikel Getsemane", som jag syns er glimmrande och som jag har haft stor praktisk hjälp av.
Angående Kierkegaard så syns jag meget om hans definition av angst som: "frihedens svimmelhed". Han mener att angst er noget som vi oplever når vi står i begrepp att överskrida våra gränser, det vill säga att förändras och gå in i något okänt eller vara tvungen att acceptera något som är svårt att möta. Det är ju detta som Martinus bland annat talar om i den nämnda artikeln.
Hej

Jeg tror jeg lukker den her..

Jeg vil her bare henvise til en god gammel evergreen, "Sygdommen til Døden", for dem som vil forstå min pointe lidt bedre..

Jeg forstår åbenbart ikke helt at udtrykke mig på den rigtige måde, da det ingenlunde var mit motiv, at få folk til at føle medlidenhed.. derimod var det for at finde ud af, om kosmologi-studerende, er de første i verdenshistorien, som kan kalde sig lykkelige.. det var ikke for at finde hjælp til at komme ud af mit eget mørke, som jeg med smilende udadvendt ironisk åndskraft, betragter som en velsignelse..

Tilsidst vil jeg gerne lige takke dem, som har bedt for mig.. det er aldrig til at tage fejl af, når der bliver bedt for en på afstand.. tak for det..

Hej N.

Jeg tillader mig kort at åbne tråden igen, da jeg synes emnet er yderst relevant i forbindelse med kosmologien. Du skal dog ikke føle dig forpligtet til at svare af den grund. Jeg ville bare lige knytte en kommetar til emnet.

Jeg har selv spekuleret en del over den problemstilling du her fremfører. Efterhånden hælder jeg mest til den teori, at det ikke er muligt at lære sig selv at kende ved intellektets kraft alene. Intellektet fungerer nemlig efter et reduktionistisk princip. Det frasorterer og forenkler for til sidst at ende op med en model der kan rumme nogle af virkelighedens karateritika, men aldrig hele virkeligheden. Det ’at være sig selv’ eller ’være bevidst om sig selv’ må derfor inddrage andre erkendelsesformer. I undervisningssammenhæng taler man om æstetiske lærerprocesser, altså lærerprocesser baseret på sansning i stedet for  rationalisering. Egentlig er det den klassiske deling mellem fornuft og følelse der her er på spil.

Interessant er det dog her, at Martinus ikke vægter det ene højere end det andet, men beskriver den ideelle tilstand som en balance mellem de to. Jeg sysler derfor lidt med teorien om, at angsten fremkommer ved en overvægtning af de intellektuelle processer på bekostning af det følelsesmæssige. Det kan f.eks. forklare hvorfor alverdens filosoffer ikke bliver lykkeligere (læs: finder sig selv mere) ved at læse og skrive flere bøger. Sproglig informationsbehandling er nemlig udpræget en intellektuel proces.  På denne vis kan man – ironisk nok -  blive mere angst, af at læse bøger om hvordan man fjerner angsten (f.eks. Kierkegaard eller Martinus), hvis problemet netop er overintellektualisering.

Min egen erfaring med angst siger mig, at midlet i stedet er at fokusere på det sanselige: motion, at spise ordentligt, få sovet, gå ture, få dagslys osv. Det hjælper faktisk, selvom intellektet ikke kan finde ud af hvorfor og hele tiden forsøger at obstruere processen. Tilsvarende har jeg også gode erfaringer med at beskæftige mig med kunst i forbindelse med angst. Tegnelæreren Betty Edwards har skrevet en bog der hedder ”At Tegne er at se”, hvor hun netop beskæftiger sig med dette skift i erkendelsesmetode som et middel til kreativ tænkning. Jeg ser her mange paralleller i hendes beskrivelser til eksistensproblemet ’at være sig selv/ ikke sig selv’. Jeg er ikke selv så Kierkegaard kyndig, men det kunne i den forbindelse være interessant at vide i hvor høj grad han beskæftigede sig med det æstetiske. Jeg ved i hvert fald, at han beundrede ’den jævne mand’, som netop ikke var gennemreflekteret af universitetsmiljøet som han selv. Måske på grund af en følelsesmæssige umiddelbarhed som han selv havde mistet?! Efterhånden står det i hvert fald klart for mig, at intellektet må være overvurderet som erkendelsesmiddel i vores del af verden, hvilket måske netop kan være årsag til vores mange depressioner og angsttilfælde. Noget kunne jo tyde på det.

Mvh. Flemming.

Hej Flemming!

Det er et kanon indlæg du kommer med, imponerende..

Jeg kan dårlig finde noget at tilføje, men til det her:

.. siger han selv: "Det Æsthetiske er overhovedet mit Element".. temmelig interessant i den forbindelse..

Og jo, det du nævner med følelsen, det kan jeg nikke genkendende til.. for det er ikke ligefrem fordi, jeg ligefrem er kendt som Mr. Sensitive, mit følelseslegeme nok nede omkring frysepunktet.. det kunne være at det trængte til at blive tøet lidt op?..

N wrote:

Og jo, det du nævner med følelsen, det kan jeg nikke genkendende til.. for det er ikke ligefrem fordi, jeg ligefrem er kendt som Mr. Sensitive, mit følelseslegeme nok nede omkring frysepunktet.. det kunne være at det trængte til at blive tøet lidt op?..

Jeg er helt enig med Flemming i, at man med intellektet alene ikke kan erkende/opleve sig selv. Vore følelser er livlinen til selverkendelse og det er følelserne som på et dybt plan forbinder os med os selv og med andre, naturen og universet.

Især her i vesten har vi en tendens til at tænke over/om vore følelser og sætte smarte ord og fortolkninger på - i stedet for at opleve vore følelser. Vi intellektualiserer vore følelser og bevæger os fra følelse til tænkning så hurtigt at vi slet ikke er bevidst om det - og her ruger vi over det, rationaliserer og gennemgår situationer igen og igen.... i hovedet. Resultatet er desværre at den oprindelige følelse bliver ændret (fx. fra indre sårethed til uhensigtmæssig vrede) og dermed også det oprindelige budskab fra følelsen. 

Vi er et produkt af vort samfund, hvor følelser nærmest er blevet nedgjort; følelsescentreret terapi blev erstattet af kognitiv terapi (meget centreret om tankevirksomhed), medicinsk behandling tilsigter at dulme fysisk smerte og psykologisk behandling sigter mod at dulme følelsesmæssig aktivitet. Følelserne har i meget lang tid haft ringe vilkår, men det er faktisk følelserne der fortæller os, hvad der er vigtigt for os og er dermed motiverende for vore valg og aktiviteter. Intelligens hjælper os med at få øje på en række handlemuligheder, men den får os ikke til at handle, det gør følelserne.

Og jo større kontakt man har til sit eget følelsesliv desto større er ens evne til at mærke andres følelser og leve sig ind i andre menneskers situationer og tilstande (empati, medfølelse, indlevelse...).  :-*

Psykologen Jeanne Seagal (Træn din følelsesmæssige intelligens) er - efter studier og forskning igennem 30 år, af den overbevisning, at når vi giver os selv lov til at mærke vores følelser fuldt og fysisk, som vi er indrettet til, opnår vi adgang til dele af hjernen, som hidtil har slumret. Martinus siger at når der er balance mellem følelse og intelligens får vi adgang til nye områder af hjernen som bærer intuitionsenergien. Psykologen påstår at uden følelsesmæssigt intelligens (FK) vil man være hæmmet/begrænset i sine valgmuligheder i livet og bliver aldrig den "skarpeste kniv i skuffen" eller den "hurtigste knallert på havnen". Martinus fortæller at man ved "Højintellektuelle" forstår mennesker, der har et overordentligt stort materiale af følelseserfaringer med tilsvarende sans for logik.  :

Kan man ændre sin følelsesmæssige intelligens - og optræne sig til igen at få kontakt til de rene dybe følelser, blive bevidste om dem, acceptere dem og bruge den information de giver til egen og andres fordel? Ifølge psykologer, JA... Modsat ens IK som er givet fra fødslen og hvor det kun handler om, hvorvidt man formår at realisere potentialet (matematiske, sproglige eller andre målelige intellektuelle færdigheder) vokser og udvikler den følelsesmæssige intelligens sig igennem livet, det er kun et spørgsmål om motivation og der er i dag udviklet mange træningsmetoder til denne disciplin.

Kærlig hilsen
Anette

(Kilde: Martinus artiklen "Omkring fortolkning af Livets store analyser" og bogen "Træn din følelsesmæssige intelligens" af Jeanne Segal.)

PS: Jeg ønsker på ingen måde at nedgøre smertestillende medicin - uanset om det er for fysiske eller psykiske lidelser. Der kan fx. opstå skader i hjernen, som hæmmer hjernen i at producere nogle vigtige lykke-/glædesfrembringende stoffer (fx. serotonin). Og for at kunne fungere nogenlunde normalt med fx job og familie i stedet for at drukne i et mørkt hul, kan det være det mest kærlige at tilføre disse stoffer ad kunstig vej.

Anette S. wrote:

Modsat ens IK som er givet fra fødslen og hvor det kun handler om, hvorvidt man formår at realisere potentialet (matematiske, sproglige eller andre målelige intellektuelle færdigheder) vokser og udvikler den følelsesmæssige intelligens sig igennem livet, det er kun et spørgsmål om motivation og der er i dag udviklet mange træningsmetoder til denne disciplin.

Hej Anette....

Tak for et inspirerende indlæg !

Du skriver, at FK - modsat IK - udvikler sig gennem livet, men det gør IK jo også ? - hvordan skulle vores intelligens ellers udvikle sig ? Det er jo ikke sådan, at vi i det ene liv er enfoldige og i det næste fødes som genier Martinus forklarer jo, at vores intelligens trænes fra liv til liv - og derfor kan en som Wolfgang Amadeus Mozart fødes med en musisk intelligens, så han komponere musik allerede som 5-årig.

kh
Tina :0)

Hej Tina,

Det er helt korrekt at alt udvikler sig, men så vidt jeg har forstået det, mener man ikke indenfor psykologien, at man via træning i fx. et par måneder kan øge sin IK (lidt som man ikke kan øge sin højde, men kun kan realisere det potentiale som ligger i generne og som igen er forankret i ens talentkerner). Hvis vi leger at det er sandt, så må den intellektuelle udvikling altså ske langsommere, fra liv til liv - modsat FK, som man indenfor psykologien påstår kan udvikles hele tiden? Eller er der en anden forklaring måske? Måske opsamles IK-forbedringen i de åndelige talentkerner, men kan først realiseres og dermed bruges, næste gang man fødes? For der er ingen tvivl om, at alt er underlagt udvikling fra et latent stadie til et kulminerende geni-stadie.

Man har faktisk kunnet registrere, hvorledes der bygges nye nervebaner (husker ikke det korrekte neurologiske udtryk), når man træner med ændring af følelser, reaktionsmønstre og adfærd (det er sådan man bryder uhensigtmæssige mønstre). Mig bekendt kan man ikke gøre noget for at hæve en lav IK til en høj indenfor et og samme liv?  Men ellers vil jeg da gerne vide det 

Kærlig hilsen
Anette

Jeg finder masser af eksembler på angst og fortvielse i det gamle og ny testemente - i det gamle finder vi moses og
de udfordringer han stod overfor - han bad enda gud om at tage ham ud af livetsbog - hvis det skulle være så hårdt
men sådan skulle det jo ikke gå - med udholdenhed kom han igennem - og han førte jøderne ud af Egypten det var
ikke Moses plan,  men Guds på samme måde fortæller Martinus jo også at vi må være en del af planen for at vi får med
gang i livet - Gudsplan og ikke vores egne planer - det er faktisk at være i bøn konstant -  og være klar til at vende den
anden kind til ikke kun 7 men faktisk hele tiden som verdensgenløseren har lært os - samtidig kan vi kun være en smule
flove for dem vi er oppe imod er os selv fra tidligere handlinger - livets spejl som martinus kalder det -

En anden faktor som martinus kommer ind på er kød spisningen som giver vibrationer, hvoraf virkningerne er angst det
kommer an på om vi er parate til at tage den karma som vi er udsat for eller vi vælger at pege finger med retfærdig
arrogance som kappe. l