Ukunnighed og ubevisdhet ligger bag nysgjerrighet og sult/ hunger efter at nå holdbare kunskaber og blive mer bevisdt. Dette skaber en bevägelse, en mening og en udvikling i ens liv. Og livet bliver interessant og spändende.

Hvad med hvis Morden i Midsomer/ Barnaby (The Midsomer Murders) fra begyndelsen for ens logiske evner var solklare cases og helt udviklede sig precis som man fra begyndelsen var bevisdt om? Ville vi finde det mindste interesse ved dem då? Ville vi over hoved se på dem då?

Og hvis livsmysteriet for en er löst, man ved alt og alt er solklart, hvordan går man videre, hvad skaber då interesse ens liv? Og hjälpe andre til at opnå detsamme? Og hvornår alle opnået det, hvad gör man så?

Ukunnighed og ubevisdthet er derfor for mig gode ting der medvirker til at skabe mening i mit liv, når de får mig at sultne/ hungre efter deres modsätning - og den bevägelse detta indebär skaber mening i mitt liv.

Hvad skaber mening og interesse i Guds altomfattende liv hvis han overalt og altid, ved alt, har al magt og altid og overalt er alkärlighedsfuld? Hvad skaber bevägelse i hans liv? Bevägelse er livets fremste kendetegn! Er ikke Guds liv, som summen af alle kontratser, kun stilhed? Hvad får vi hvis vi summerer alle plusser og alle minusser hvis ikke null? Men et null der er uden hele de uendelige talesystem (= livets kontraster som vi har summeret)! For at kunde fornimme vil der til kontraster til en selv og det man fornimmet tidligere. Men til Gud findes ikke nogle virkelige kontraster. Hvordan kan han over hoved opleve noglet?  Benytter han en anden princip for at kunde opleve end kontrasteprincippet? Den inadgående kontrastprincip - kontarsten mellem sig selv og sine gudasönner? Men gudasönnernes summe er jo identisk med Gud selv!

Gud kan ikke teoretisk begribes. Kun opleves gennem fölelser og inuition. Ved og möde ham i medmennesket, i naturen, i kulturen...

Hvis man tror man har begribet Gud - så har man det ikke!