Hej Anette...

Sådan som jeg ser det, så betyder det at "overgive" sin vilje til Gud, at lære at acceptere livets tale. Dvs tage livets tilskikkelser som de nu kommer. Jeg tror ikke du kan komme "hurtiger i mål", for jeg mener ikke vi kan "overgive" vores viljer til Gud, før vi har oplevet så meget og har så megen erfaring, at vi er nået et vist punkt i den kosmiske udvikling. Når vi kommer til dette punkt, vil vi ikke "overgive" os, men snare adoptere Guds vilje som værende lig vores. Der er samklang.

Du gør det jo lidt når du kører bil. Du beder en stille bøn om, at du ikke er til gene for nogen eller noget. Du "overgiver" dermed ikke din vilje, men ønsker at lade Guds vilje om næstekærlighed slå igennem. Dette ville du ikke have gjort, hvis ikke næstekærligheden allerede betyder ret meget for dig. Du ville ikke have skænket det en eneste tanke, om du evt ville kunne blive til gene for nogen eller noget.

Derfor - i mine øjne, er du allerede igang med at overlade din vilje til Gud, men det sker umærkeligt, fordi du har dine tidligere erfaringer at trække på. Du har allerede så mange erfaring i at bruge din frie vilje - både hvor det er gået godt, men også hvor det er gået galt - og på basis af dette er du begyndt at indse, at Guds vilje er vejen til fred og et lykkeligt liv - fordi den er 100% næstekærlig. Det gør det jo også lettere at acceptere de "trælse" ting, fordi "alt er såre godt"

Du vil selvfølgelig kunne komme i den situation, at du bliver nødt til at sætte din vilje igennem over for næsten, fordi du ellers ville gå imod din moral, men gør du det fordi din moral baserer sig på næstekærlighed, er din vilje i sådanne tilfælde jo i overensstemmelse med Guds vilje.

Det er da ikke så skræmmende vel - at Gud og vi bruger vores vilje til det bedste

Nå - ævler jeg eller er det til at forstå - giver det mening ?

kærlige tanker
Tina :0)

Det vil sige at man lader Guds alvidenhed, alkærlighed og magt tage over. At man stoler på forsynet selvom det hele ikke går efter ens næse p.t. Det er vel en slags alliance mellem fader og søn. Men det at forsynet tager over, betyder selvfølgelig ikke at man bare skal sætte sig ned og være passiv og vente på kosmisk bevidsthed Det er ikke det der menes - men at eleven er færdig med at snakke i krogene og fjante rundt og lave ballade. Jeg tror ligesom Tine at det er et udviklingsspørgsmål og at alle når dertil inden de får KB og at det vil give en ro og tillid fordi der ikke længere er nogle gnidninger mellem sønnen og faderens vilje. Det har der selvfølgelig aldrig været fra sidstnævntes side.

Men så længe man har sine egne små egotrip går det ikke, han venter bare på man er indstillet på ham

Får mig til at tænke på en dansk skole hvor eleverne selv må bestemme hvad de vil, om de vil lege eller lære. 100 procent frihed altid. Nogle leger de første år, andre er ivrige efter at lære og kommer foran. Resultaterne er ligeså gode som ved de konventionelle skoler(ideen stammer fra USA hvor der er flere af den type skoler). Genialt

Mvh Esben

Kære Esben og Tina

Hvis man overlader sin vilje til Gud, eller man lader Guds vilje blive ens egen vilje, vil det så sige, at man så kun behøver bede "Ske ikke min men din vilje" ??? Bliver enhver anden bøn i så fald overflødig ???

Hej Povl

Nej men man vil være sikker på at være helt i kontakt med livsloven, for livsloven er guds vilje manifisteret. Jeg ved ikke om det er et uundværeligt bevidsthedstadium inden man når KB, det er det vel ikke nødvendigvis? Han ved hvad der er bedst for en og hvis man i fuld tillid ved dette, og derfor beder denne bøn, kan man regne med at man helt er i kontakt med hvad man bør og ikke bør - præcis som Martinus var det på sin vigtige mission

Så længe man helt naturligt efterlever livsloven, sker automatisk guds vilje. Det gjorde Martinus og på hans mission spurgte han altid Gud til råds hvis han var i tvivl eller ønskede hjælp. Hjælpen er vejledning og det vil sige at han trak på forsynets større viden som han altid fulgte

Hvis det er for meget kan man bare spørge dig hvor man skal bo

Mvh Esben

Hej Povl...

Jeg mener at i princippet kunne denne ene bøn være dækkende, men det kræver jo nok, at vi kan gennemskue livet noget bedre, end vi er i stand til nu. Så længe vi ikke kan det, er de mere målrettede bønner nok at foretrække - vi får rettet bevidstheden ind på, hvad det er vi egentlig ønsker der skal ske. Feks hvis du beder om styrke til at gennemgå noget, som du har en foremmelse af måske kan give problemer. Jeg tror, at det nogle gange udløser nogle ressourcer i os, som vi allerede har. Beder du "din vilje ske, ikke min" sættes der vel bredere ind - dvs på flere planer ?

Martinus henviser jo til "Fader Vor" som en dækkende bøn.

kh
Tina :0)

Kære Tina, Esben og Povl m.fl.

Tina, nej det var ingen ævlen, det gav mig yderligere stof til eftertanke. Tak for det Du mener således også, at der mere er tale om en sammensmeltning af Guds og min vilje end en egentlig overdragelse. Det er også den "vinkel" jeg umiddelbart finder mest tiltrækkende

Tak Tina, fordi du mindede mig om dette eksempel. For det jeg sådan set gør er at afslutte min lille bøn med ordene "ske ikke min, men din vilje". Og med denne afslutning overdrager jeg faktisk mentalt "ansvaret for slutresultatet" til Gud - forstået på den måde, at jeg selv gør alt, hvad der står i min magt (prøver for at køre ordentligt, overholde færdselsreglerne m.v.) og overlader herefter resten at være op til Gud! For min vilje kan jo fx. ikke overstyre en eventuel karmabue, som fx. resulterer i et uheld eller jeg rammer et dyr

Esben, du nævner netop pointen med, at man ikke bare skal sætte sig ned og være passiv. Som du skriver "så længe man helt naturligt efterlever livsloven, sker automatisk guds vilje." Det betyder at vi selv stadig har ansvaret og ikke bare kan sige, at det er Guds skyld eller alle de andre skyld. Det er stadig en selv, som sidder bag rattet.

Du løfter også en anden meget vigtigt ting... det med at have tillid til Gud, at turde stole på at det hele nok skal gå (alt er såre godt). Det kan også være en stor "kamel" at sluge synes jeg. Vi lever ikke ligefrem i en verden for tiden, hvor ubetinget tillid er let at udvise

Povl, Martinus anbefaler at ens bøn altid afsluttes med denne sætning, som en slags "anerkendelse" af, at Gud ved hvad der er bedst for mig (og det er jo ikke sikkert vi er helt enige altid ). Men, han siger dog også, at man klart og præcist skal formulerer sine budskaber i sin bøn. Dette af to grunde så vidt jeg husker; dels for at Guds lytteorganer (skytsengle) kan forstå/opfange/tyde ens henvendelse - og dels fordi, at skytsenglene ikke "bare" må gribe ind, da det vil være et brud mod vores frie vilje. De skal "inviteres"

KH...Anette
... som ikke har overdraget sin vilje endnu

Martinus taler faktisk om at give afkald på sin vilje i småbog nr. 15 i kapitlet "De bristede forhåbninger forvandles i "Getsemane" til de nye muligheders vej” 😮

Her forklarer han lidt nærmere, at det at give afkald på sin vilje åbenbart betyder at give afkald på det, som frembringer sorg og smerte. Betyder det så, at det kun er i de situationer, hvor ens vilje ikke er til ens eget bedste, at man skal give afkald på den ???

Hvad nu hvis man har en stædig vilje - hvordan kan man så få kontrol over denne. : Og overhoved at gennemskue, hvad der er bedst for en og hvad der ikke er... det kræver dels en stor selvindsigt og dels et godt kendskab til livslovene.

... Og lige et spørgsmål mere: Hvor sidder viljen henne - hvad er det for en størrelse?

KH...Anette

SUK... hvor smukt !

Hej Anette...

Forestil dig at du er uhjælpelig forelsket i en der er "afsat"... hvis du forsat dyrker denne person uagtet du ved, at vedkommende er uopnåelig, så holder du fast i din vilje - dit ønske om at "erobre" vedkommende - og det kan jo kun skabe ulykke for dig. Det kan da godt være, at denne gut ville være alletiders for dig, men jo ikke sikkert, at du ville være den rette for ham - og så vil det formentlig ikke gå i længden - og så er spørgsmålet om det så også virkelig var det rette for dig. Men det afhænger jo helt og holdent af, hvad vi har tilgode at lære. Jeg tolker Martinus sådan, at hvis vi stopper op og indser, at tingene kan hænge sådan sammen, ja så giver du "afkald" og når du gør det og lægger det op til Gud hvad der skal ske, vil der åbne sig nye veje. Du slipper ud af dit fængsel og sætter den anden fri også, for vi skal jo huske på, at når vi er meget fokuseret på andre mennesker, så holder vi dem fast mentalt set. Så ja - egentlig kan man vel godt sige, at der, hvor alt i sin yderste konsekvens er det bedste for os, der behøver vi ikke give afkald på vores frie vilje, for der er der samklang med Guds vilje.

Quote:

Hvad nu hvis man har en stædig vilje - hvordan kan man så få kontrol over denne. : Og overhoved at gennemskue, hvad der er bedst for en og hvad der ikke er... det kræver dels en stor selvindsigt og dels et godt kendskab til livslovene.

Det er et sjov udtryk: "at have en stædig vilje", som om viljen har sit eget liv og er stædig Faktum er jo, at det er os selv, der er stædige... og i periode nægter eller glemmer at vores vilje ikke altid er til lykke. Mange gange tror vi, at hvis bare verdene var sådan eller sådan, SÅ var vi lykkelige, men vi har jo ikke altid alle fakta og kan ikke altid gennemskue alle konsekvenser. Mange gange ved vi inderst inde godt, hvad der er det rigtige for os. Hvis vi stille lytter indad kommer svarene ofte. Men det er jo ikke altid, at vi umiddelbart orker at rette os efter det. Det kan betyde et stort personlig arbejde eller ansvar. Det er netop i sådanne tilfælde at bønne kan komme os til hjælp. Vi kan jo bede om klarhed, styrke og mod til at gå den rette vej.

I storetåen... ... nej aner det ikke. Du kunne lige så godt have spurgt om hvor stædigheden sidder men mon ikke det er en del af vores peronlighed... et af vores talentkerner ?

Prøv at læne dig tilbage og være stille... prøv at smile... prøv at tænke "Hvor er jeg egentlig heldig... hvor er jeg egentlig lykkelig... mit liv er kærligt og derfor ejer jeg kærligheden og lykken - den er i mig... ikke udenfor mig " og mærk så hvor let om hjertet du bliver...

Det er en øvelse jeg gør, når jeg synes at der er ting i mit liv, der "burde" være anderledes... den får mig til at hvile mere i mig selv og så kan den godt få lidt bugt med en stædig vilje... for sådan een ejer jeg nemlig

kh
Tina :0)

Anette S. wrote:

Du løfter også en anden meget vigtigt ting... det med at have tillid til Gud, at turde stole på at det hele nok skal gå (alt er såre godt). Det kan også være en stor "kamel" at sluge synes jeg. Vi lever ikke ligefrem i en verden for tiden, hvor ubetinget tillid er let at udvise

Hej Anette...

Hvor har du ret, men Martinus skriver et sted om at være forsigtig - ikke at gå hvor end ikke engle tør træde. Dette tolker jeg som, at vi hele tiden skal bruge vores sunde fornuft. Vi behøver altså ikke tilsidesætte al fornuft og tænke at så ordner Gud resten. Vi er jo gudesønnerne, der får tingene til at ske... og dermed har vi også et ansvar.

kh
Tina :0)

Jeg kommer til at tænke på en oplevelse jeg havde som barn.

Jeg var på lejrskole og vi var på skattejagt. Da vi endelig nåede skatten, var der små lyserøde pakker til pigerne og lyseblå til drengene.

Jeg skulle jo have taget en lyserød, men jeg havde fået øje på en pakke til en af drengene, der så ud som om det var en lille bog og en gummibold. Jeg gad ikke alle de små pusse-nusse-ting som pigerne som regel fik, så derfor insisterede jeg kraftigt på at få den pakke jeg havde set. Min lærer forsøgte virkelig hårdt for at få mig til at vælge en af de lyserøde, men nej... Tina var stålsat... hun ville have sin vilje !

Da jeg åbnede pakken indeholdt den King Kong ! Noiii hvor blev jeg dog skuffet, det skulle jo være en lille bog og en gummibold - hvad i alverden skulle jeg med såden en s.... abe ! øv. Jeg begyndte at vræle af bar skuffelse og rendte min vej, så jeg nåede aldrig at finde ud af, hvor skuffet den dreng blev, der blev nødt til at tage min pakke - stakkels ham :

Så min insisteren på at få min vilje blev til skuffelse for både ham og mig... men det har der jo helt sikkert været en mening med

kh
Tina den stædige :0)

Viljebegrebet er behandlet i Per Bruus Jensens 'X bind nr.2 - en komplet indføring i Martinus Kosmologi'

Tine

Jeg mener den er vigtig i livene før KB for der kan man stadig begå moralske fejltagelser. Ligeledes vigtig hvis man som kosmisk bevidst skal udføre vigtige opgaver så som verdensgenløsning

Mvh Esben

Kære Tina, Anette og Esben

Der ligger måske også det i det, at bønnen er nødvendig for at lære at "tale" med Gud og blive bevidst om Gud.

Ja, den er en slags "universalbøn" Det er en dejlig bøn, som giver ro i sindet. Hvis jeg beder "Fader Vor" når jeg er gået til ro, så når jeg sjældent til "Amen", så sover jeg.

Anette:

Nu har jeg ikke Per Bruus-Jensens X-bind liggende, men sidder viljen ikke i X1. For viljen til at manifestere har vel sit udspring i X1 ???

Esben:

Vi er jo alle Guds redskaber

Tak i øvrigt for jeres velformulerede indlæg, som jeg læser med interesse. Jeg er meget imponeret over den indsigt, I lægger for dagen. Jeg hygger mig også over den humor, I krydrer jeres indlæg med.

Hej povl og tak for de venlige ord - har heller ikke bindene liggende

Viljen er et redskab og er forvandling underkastet og er derfor skabt og hører derfor til X3

Centralbehovet og urbegæret er de dybestliggende årsager til vor eksistens :

Mvh Esben

Anette S. wrote:

Som sikkert fremgår af ovenstående har jeg endnu ikke helt overgivet mig til Gud - og tanken herom virker også lidt skræmmende på mig. Er der nogle som har vovet dette skridt og kan forklare mig, hvad der psykologisk og følelsesmæssigt sker. Umiddelbart får jeg tanker herom såsom at miste selvstændighed og kontrol over sit liv, bare overlade hele gøje-møjet til Gud (og kan man være det bekendt, har Gud ikke nok at se til ),

KH...Anette :

Osse et pip herfra :

Jeg hørte engang på Klint et bånd-(cd)foredrag, hvor Martinus sagde, at ens frie vilje svarede til at man kunne trække vejret lidt hurtigere eller langsommere

Med hensyn til bønnen "Ske din vilje" vil jeg osse mene at resultatet af denne er at man bringer sig på bølgelængde med de begivenheder, der uafvendeligt må ske. (Martinus siger et andet sted: "Hvad kan en myre stille op mod stormen" (Frit citeret)

"Ske din vilje" er hvad jeg ber om hver dag (når jeg husker det), og jeg synes det gør mit liv bedre, da jeg lige som en flue på et maleri ikke kan overskue helheden, og derfor ikke ved hvad der er bedst for mig i det lange løb. Vorherre har det store overblik (og magten), så jeg overgir mig til min skæbne og prøver at se hvad det er er jeg skal lære af de begivenheder jeg kommer igennem.

Dermed være ikke sagt at alt er behageligt - men vi ved jo - osse fra Martinus - at det eneste der fremmer humaniteten er lidelser.

I forbindelse med dette sidste mindes jeg Ole Therkelsen, der i et foredrag sammenlignede summen af lidelser med en sum penge der skulle betales tilbage: hver gang Ole havde været ude for en lidelse, følte han, at han havde betalt af på sin "gæld", der derfor blev mindre og mindre - for til sidst at forsvinde

Martinus er bl.a. inde på begrebet vilje i LB6 hvor han omtaler det i forbindelse med urbegæret og sult- og mættelsesprincippet.

Viljen er et resultat af urbegæret og den tilhørerne sult efter det man i øjeblikket begæret, denne sult medfører viljen til at tiltrække de materier, som kan stille ens sult, så der derved på et tidspunkt optræder en mættelse, og derved en frastødning, hvilket samtidig vil sige en tiltrækning eller ny sult mod de materier der er af modsatrettet karakter.

Som jeg opfatter dette med "ske ikke din men min vilje" så forudsætter denne indstilling, hvis den skal være helhjertet, at man har erkendt Guddommens almagt, alkærlighed og alviden. Det er altså blevet virkelighed for een at Guddommen altid vil en det bedste.

Så længe dette ikke er blevet virkelighed, er man lidt utryg ved Guddommen. Man har så at sige behov for at gøre guddommen til syndebuk, at give ham skylden for ens lidelser, man vil ikke rigtig være ved at man selv er årsag. Det kan igen hænge sammen med at man endnu ikke rigtig kan tilgive de forfærdelige ting, man har været udsat for og gjort mod andre. Når man ikke kan tilgive, bliver det svært at tage ansvar, for så bliver ansvaret lig med skyld- og skam-følelse, fordi disse følelser netop er et resultat af ikke-tilgivelse eller fordømmelse af det såkaldte "onde", som i virkeligheden blot er fejltagelser eller erfaringsdannelse, og dermed fundamentet for visdom. Det er altså fundamentet for visdom man tager afstand fra, når man ikke kan tilgive en forfærdelig handling.

Der hvor man kan man tilgive, der forsvinder skyldfølelsen. Tilgivelsen er det samme som forståelsen af, at de forfærdelige ting man selv og andre har gjort, dem var man nødt til at gøre, fordi man ikke vidste bedre. Og de forfærdelige ting, som man har været udsat for, var ens medvæsener også nødt til at gøre af samme grund. Det var ikke hævn, men en demonstration af livets evige principper: det du gør mod din næste, gør du mod dig selv. Det er godt, at det er sådan, for ellers kunne alkærligheden ikke være en realitet. Dette princip er en garanti for, at alkærligheden er en evig realitet.

Først med erkendelsen af, at forudsætningen for at være et Kristusvæsen, er at man først er et djævlevæsen, først med denne forståelse kan man se på sig selv som man er, uden at se sig selv som en uskyldigt forfulgt, og uden at fordømme eller fornægte at man tidligere har gjort dæmoniske ting. Det er disse vores fortidige dæmoniske gerninger, vi som karma bliver genstand for, netop for at lære at forstå og tilgive, og dermed slippe dem og sætte sig selv og andre fri. Vi skal lære at beskytte os mod det såkaldte "onde", uden at fordømme det. Det gør vi ved, at erkende at vi selv har været sådan, og det er tilgiveligt. Med denne indlevelsesevne i den uvidenhed som vi selv har manifesteret, kommer forståelsen af hvordan man bedst beskytter sig.

kh
Jan

Hej Annette…

Ved at afslutte en bøn ved at sige ”Ske ikke min vilje, men din vilje” sikre man sig, at man ikke beder om noget ”forkert”, men overlader det til guddommen at opfylde bønnen på sådan en måde, at man får den hjælp, der gavner en bedst muligt.

Ligesom et lille barn beder sin forældre om et eller andet, er det jo ikke sikkert at forældrene vil opfylde dets ønske, fordi det pågældende ønske, kan være til skade for barnet. Det kan være at barnet beder om at lege med en lommekniv; men derved kan det jo let komme til at skære sig på kniven. I stedet for kan forældrene give det noget at lege med, der ikke gør skade på barnet.

Angående dit spørgsmål om man slipper for smerten ved at overgive sig til Gud, mener jeg nej, men man slipper for unødvendige forsinkelser, og igennem bønnen får man styrke og kraft til at klare enhver modgang og lidelse, man udsættes for.

Jesus kunne jo sige nej til sin korsfæstelse, men valgte at gøre det, da ellers hele hans mission var mislykket. Han måtte da vælge mellem to onder, enten at lade sig korsfæste eller flygte fra stedet. Var han flygtet, ville det betyde at menneskehed først om 25.000 år eller mere vil nå frem til den udvikling, vi har i dag, derfor valgte han det mindste onde, nemlig at tage den tunge vej til Golgata.

Her ser vi tydeligt, hvor vigtigt det er, at bede rigtigt; netop ved at sige ”Ske din vilje, ikke min”.

Der har i øvrigt været mange gode indlæg til dit spørgsmål og med forskellige synsvinkler.

MKH… Svend Erik

Hej Svend Erik Velkommen til

i øvrigt
Det at have en stædig vilje kan være det samme som at acceptere det gode der sker og ikke det mindre gode. Hvor man handler i en ånd af utilfredshed og trods. Graden af disse følelser kan naturligvis svinge

Mvh Esben

Hej Esben og tak for din velkomst!

Vil man kun elske det gode, er det ikke næstekærlighed, men manglende forståelse over for livets kontrasprincipper, altså et udviklingsspørgsmål. Mange mennesker mener, at hvis det såkaldte onde fjernes, vil alting være godt.

I virkeligheden er vi jo alle egoister; når vi fx siger ”ske din vilje, ikke min” så ønsker vi, at det bedste må ske for os. Egoismen har i virkeligheden to sider, den ene side er selviskhed og den anden er uselviskhed; for når alt kommer til stykket, bunder det i, at vi begærer de behagelige oplevelser, uafhængig af, hvad udviklingstrin vi står på.

Lad mig slutte med i denne omgang at citere, hvad Martinus engang har sagt, (efter egen hukommelse)

”Den der ikke kan elske det ufuldkommen, har heller ikke ret til at elske det fuldkommen”

Mvh Svend Erik