Det er uvant for mange, at mennesker kan blive enige i åndelige spørgsmål via logisk analyse. Den nye åndsvidenskabs pionerer kan trygt regne med også at møde denne mistro udtrykt gennem ord som â€sekt†mm.
Man ser til tider den samme â€dom†over den voksende konsensus i navnespørgsmålet. Men kraften i et ægte organisk samarbejde er netop at alle deltagere motiveres af deres egen erkendelse og samvittighed. En sådan â€struktur†kan ikke væltes, for den er bundet sammen af naturen selv. Hvad Gud har sammenføjet skal menneskene ikke adskille.
Ikke dermed sagt, at der ikke altid vil være pionerer, mennesker der når frem til de nye indsigter før de andre, og virker som inspiratorer for disse. Ligesom sådanne pionerer nødvendigvis må være gjort af specielt hærdet stål, der kan tåle opgaven at â€pløje den første fureâ€. Martinus beskriver jo, at alle pionerer næsten med sikkerhed kan påregnes at blive udsat for hån og forfølgelse, og han viser at denne forfølgelse netop er â€det sikre kendetegn på, at han virkelig er i færd med at løfte flokken. Det markerer, at han har tag i den.â€
I mine gemmer fandt jeg i et gammelt kontaktbrev følgende EVIGT AKTUELLE betragtninger skrevet af Martinus første egentlige elev og praktiske hjælper; Erik Gerner Larsson i 1944:
[align=center]Ikke nogen forening – men hvad er det så?[/align]
Som jeg selv utallige gange har oplevet det, tænker jeg også, at de har været stillet overfor spørgsmålet om, hvad det er for en sekt, der har â€fanget†dem. Praktisk taget alle mennesker har den opfattelse, at når man interesserer sig for åndelige problemer, er man blevet â€fanget†af en eller anden form for religiøse fanatisme.
At forsøg på at leve et i både direkte og overført forstand smukkere liv får omgivelserne til at ryste på hovedet, er der egentligt ikke noget at sige til, men derfor er det alligevel ejendommeligt, at troen på, at disse forandringer kun kan finde sted ved hjælp af en religiøs sekts tvang og ikke ved ens egen fri vilje, er så stærk, at man gang på gang, i stedet for et â€åh, det er jo sandt, Det spiser ikke kødâ€, skal høre et â€åh, det er jo sandt, De må ikke få kødâ€. Dette, â€at man ikke må få!†smager så ubehageligt af den barnlige tvang, der er så almindelig indenfor det religiøse følelsesliv, at man ikke kan lade være med at reagere.
Hvis man forsøger på det venligste at forklare, at man virkelig har foretaget denne forandring efter absolut eget ønske, bliver det næste spørgsmål så at sige uundgåeligt: â€Jamen, er det da ikke en forening, du er blevet medlem af?†Også her stilles man overfor dette, at det syns fast utroligt fro ens omgivelser, at man virkeligt kan foretage en ændring af sine egne daglige livsvaner helt på egen hånd. Man må nødvendigvis være blevet medlem af et eller andet, hvis love nu påbyder en at gøre sådan og sådan. Har man så endelig fået givet udtryk for dette, vil man sluttelig ofte blive stillet overfor det inkvisitoriske: Jamen, hvad lever den mand så af?†Ved mand forstår jeg naturligvis Martinus, hvis navn nødvendigvis i en sådan samtale er blevet nævnt adskillige gange. At jeg selv meget ofte i denne forbindelse har følt et uudtalt â€svindelâ€, nævner jeg kun for fuldstændighedens skyld, idet vi også her oplever det på sin vis tragiske, at den opfattelse, at et menneske ofrer sig for andres skyld, har så ringe sandsynlighed for sig, at der nødvendigvis må stikke et eller andet under.
At denne mistænkeliggørelse muligvis afføder en reaktion, som omtrent kan udtrykkes som følger: â€Jeg har mødt denne mands arbejde på min vej, og jeg har med stor interesse læst hans værker, der har belært mig om, at jeg på adskillige områder har levet på tåbelige og for mig sevl yderst farlige overbevisninger, hvorfor jeg af absolut egen fri vilje har lavet min tilværelse så meget om, som jeg tror at kunne magte. Med hensyn til ham selv kan jeg kun sige Dem, at han ingen forening har lavet, at man således ikke kan blive medlem af noget hos ham, og at jeg hverken under den ene eller den anden form støtter ham ved andet end at købe de af hans ting, der har min interesseâ€!, vil ikke være særligt forbavsende, thi disse korte sætninger udtrykker virkelig i en nøddeskal sandheden om den enkeltes tilknytning til denne mands arbejde.
Thi om end det er sandt, at en række af ædle mennesker har været Martinus behjælpelig fra den dag, livet brød hans anonymitet og tvang ham til at lade udenforstående få del i hans tankeverden, så er det dog lige så sandt, at hver og en af disse mennesker, har gjort dette af egen tilskyndelse.
Det kan måske synes unødvendigt dristigt at sige det, men består denne mands arbejdes dybeste værdi ikke deri, at det ikke under nogen som helst form berører den enkelte interesseredes frihed?
Den periferiske deltagers adgang til Martinus analyser er lige så dybtgående som den såkaldte â€inderkredsâ€. Der foregår i denne sags centrum absolut intet, som ikke enhver udenforstående må blive oplyst om. At denne Martinus indstilling paradoksalt nok har givet anledning til dannelsen af den stærkeste â€foreningâ€, som tænkes kan, er en sag for sig, thi intet medlemskort, ingen love eller deslige, danner her â€bindemidletâ€. Kun kærligheden til den sandhed, LIVETS BOG indeholder, knytter os sammen. Uden ydre rammer og uden kontingent, udgør vi, hver på sin plads, de dele af hvilke denne både synlig og usynlige sammenslutning består. Ikke ved love og ikke ved tvang, men derimod udelukkende ved vore forsøg på at være kærlige og tolerante, danner vi samlet det forsvar om de sandheder, denne mand bragte os, der gør, at disse sandheder vil vokse og leve i den fremtid, af hvilken vi evigt er en del. At disse betingelser ikke virker indbydende på den mennesketype, for hvem en forening kun er en art trappestige til egen selvforherligelser, er en sag for sig. For den sande demokrat er de simpelthen den luft, uden hvilken han ikke kan leve. For første gang i verdenshistorien står vi her overfor en mand, der i intellektualiseret form giver udtryk for, at et menneskes virkelige værdi udelukkende står og falder med summen af den kærlighed, det uden noget skjult egoistisk motiv formår at udløse i forholdet til sine omgivelser. Personligt ved jeg, at han aldrig har tolereret noget menneskes indgreb i sit eget liv, såvel som jeg lige så personligt ved, at han aldrig har grebet ind i noget andet menneskes liv ved andet end kærlig og dybt forstående vejledning.
At vi, der har den lykke at stå ham nær, efter bedste evne forsøger at gøre det samme, udgør i sig selv, kun beviset på, at kærligheden og tolerancen i sin natur er lige så smitsom, som hadet er det i sin.
â€Lav en forening over sandheden, og den første, der vil melde sig ud af den, vil være sandheden selvâ€, mon ikke disse ord dækker den indstilling, den virkelige sandhedssøger skal være besjælet af? Jeg tror det! Og derudover ved jeg, at havde denne mand over sit arbejde skabt en forening med love o.s.v. – var jeg aldrig beleet medlem af den!
Hej Søren
Bare et forslag, det vil egentlig være rart, hvis du kun skriver dine emner med småt. Så "råber" de ikke så meget 
kh.
Kenneth
En sekt blir inte till en sekt för att den har den ena eller andra formen, eller ingen form alls -
den blir till en sekt för att omvärlden utanför uppfattar den som en sekt.
/cogito
Ja, det forstår jeg godt - er egentligt ikke den højtråbende type, men det var som om at disse emner alligevel skulle skrives på denne måde og også skulle markeres. Det er ikke noget jeg skriver for min egen skyld, men for sagens, det skal jo frem. Så må tiden vise om jeg har skrevet med for store bogstaver...
Kærligst, Søren
Hej Søren
Jeg tænker, at der ikke er nogen emner der er mere vigtige end andre, så ingen af dem behøves at blive fremhævet.
Jeg tror dem som har interesse i de enkelte emner nok alligevel skal finde frem til dem
kh.
Kenneth
En sekt blir inte till en sekt för att den har den ena eller andra formen, eller ingen form alls -
den blir till en sekt för att omvärlden utanför uppfattar den som en sekt.
Ett sådant tecken som omvärlden använder sig av att bedöma huruvida det rör sig om en sekt är t ex "renlärighets"-strävanden, där man framhäver att man representerar "Sakens sanna natur" istället för att ge uttryck för den egna åsikten.
Citat: "er egentligt ikke den højtråbende type, men det var som om at disse emner alligevel skulle skrives på denne måde og også skulle markeres. Det er ikke noget jeg skriver for min egen skyld, men for sagens, det skal jo frem."
Det är iallafall min subjektiva åsikt,
/cogito
Kære Cogito
Med mine slut ord ville jeg bare ærligt beskrive motivet bag mine ord, at jeg ikke skriver dette for min egen skyld men i opfattelsen af at det er til sagens bedste. Det er jo de analyser og informationer som vi her diskuterer der skal vise hvad der er sagens bedste.
Forskellen på sekt og sand udvikling er jo også den, at man indenfor en sekt:
slår menneskene i hovedet med diverse dogmer - oftest med henvisning til guddommelige autoriteter
at der er hemmelighedskræmmeri - man undgår åbne debatter
at der er nogen der er "nogen der er udenfor og nogen der er indenfor"
at der er nogen "indenfor" der er over og under de andre
Ja, at der i det hele taget er nogen som helst andre styrende faktorer end sandhed, dvs. åbenhed, analyse og ærlighed
Og det må jo vise sig via analyse,
- Også af mine ord, sæføli
Kærligst Søren
Hej Sören,
jag har redan tagit avsked från forumet här, men eftersom du svarar mig skriver jag ett sista inlägg.
Jag har inga barn ihop med varken kosmologi- eller Tredje-Testamentet-vänner. Min bakgrund är att jag har varit aktiv antroposof i 21 år, vilket jag inte längre är.
När jag läser genom sommarprogrammet för Klint presenteras där ett antal fördrag om diverse enskildheter i Martinus verk. Ett av föredragen har titeln "Det Tredje Testamentet" och detta riktar sig mot tyska intresserade.
Vid genomläsande av ett antal av Martinus böcker och artiklar kan jag som läsare inte finna annat att Martinus gör gällande att initiera en förnyelse av Kristus-impulsen i form av en "allkärlekhetens vetenskap". Denna åndsvetenskap greppar över diverse enkildheter som tas upp i de annonserade föredragen. Att enskildheterna hör hemma under paraplyet "den förnyade Kristus-impulsen" finns ingen uppgift om i hela informationsmaterialet, utgiven av Martinus eget institut.
Detta finner jag vara den mest besynnerliga egendomligheten ifråga om att informera om Martinus mission!
Är det något man skäms för från institutets sida?
När man läser alla dessa "förnuftiga" inlägg här om att följa upphovsrätten kan man tro att strategin är att hålla nytillkomna intresserade i blindo för vad Martinus mission enligt hans eget verk går ut på - med förhoppning på att Institutets tillståndsgivande av copyrighten kan försena att läsaren blir bekant med vad Martinus verk vill representera. Eller vad döljer sig bakom dessa "förnuftiga" inläggen? Ni behöver inte svara - jag vill faktiskt inte ens veta...
Men det verkar inte bättre beställt med argumentationen från din och Rolfs sida. Faktiskt.
Det enda som kan göras är att framlägga förhandlingsturerna med Institutet så att en bedömare själv kan avgöra om det förelåg en förfrågan om att få använda symbolerna till ett informationsmaterial och värför en uppgörelse inte kunnat nås.
För egen del är jag dock inte intresserat i redogörelsen-
21 år med "betong-antroposoferna" i sitt huvudkvarter räcker som erfarenhet - det obehagligt goda 
Ta nu en kopp örtté allihopa och sätt på det danska smilet
/cogito
/cogito
Jo, det kan der være noget om. Måske skulle jeg offentligøre denne kommunikation som jeg vist har liggende. Men jeg forsøger mig altid med de selvfølgelige argumenter først.
Jeg skal tænke over det...
Sov så godt,
Kærlig hilsen Søren
[align=center]Dogmatik eller fri åndsforskning?[/align]
I mange tusinder af år har vi alle været inspireret af den â€gamle verdensimpuls†religiøse retninger. Vores åndelige ligevægt balancerede på â€trosbekendelser†med tilhørende kulturbestemte traditioner og ritualer - uden intellektuel begrundelse. Ved at overholde visse regler fik vi adgang til flokkens/sektens beskyttelse og fornemmelsen af at tilhøre de frelste og retfærdige.
Det dogmatiske menneske har dog ikke evnen til selv at analysere livet. Det er derfor helt afhængig af de ydre regler som præster og andre autoriteter formidler for dem – men det har heller ikke behov for analyser, da det er â€salig i sin troâ€.
Hvis det møder spørgsmålet: â€Hvorfor†eller på anden måde konfronteres med den manglende logik bag sin tro, har det ikke andre midler end at henvise fredsforstyrreren til alskens ulykker – eller at blive tavs. Tavsheden er den ægte troendes bedste forsvar.
[align=center]Den intellektuelle kristendom[/align]
Helt modsat forholder det sig med det sandhedskærlige menneske. Dets interesse er udelukkende sandheden, kosmiske analyser af alle forhold i livet. Et sådan menneske møder alle spørgsmål (når det ellers har tid) med interesseret undren og er kun glad for alle spørgsmål der opstår, ligesom det gerne selv inviterer til dialog.
Den ny verdensimpuls er kendetegnet ved intellektuelle begrundelse for alle detaljer. Under indflydelse af den ny verdensimpuls, skal det enkelte menneske nå frem til at forstå livet på egen hånd på samme måde som det kan læse og forstå en bog. Det skal nå frem til kosmiske analyser af livets forskellige forhold og derved frigøre sig fra al dogmatik, åndeligt præsteskab og anden sekterisme - alle illusioner skal â€afsløresâ€. Martinus værk består af kosmiske analyser – ikke af kosmiske dogmer og trossatser.
I hverdagen vil det vise sig om vi begynder at eje de kosmiske analyser – eller om der er tale om det modsatte …
-
Det er højst alarmerende hvis mennesker der kalder sig åndsforskere er underlagt den gamle verdensimpuls dogmatik. Det er alarmerende fordi denne dogmatik, der er selve bindemidlet i den gamle verdensimpuls, kun kan virke som en modstand mod al nødvendige udvikling – ja, som den rene åndelige gift – i skabelsen af alkærlighedens kultur af frihed, lighed, åbenhed og videnskab - den intellektualiserede kristendom.
Kærlig hilsen, Søren
Som et lille tillæg fremkom idag denne analoyse som en mulig vej fra dogmatik til videnskab. Jeg synes den skal tilføjes her:
http://a16a01d61cf76d136390698ebdf6cb5583052303.web17.temporaryurl.org/phpbb/viewtopic.php?p=16357#p1635 7" class="bbcode_url"> https://www.martinusforum.dk/forum/http://a16a01d61cf76d136390698ebdf6cb5583052303.web17.temporaryurl.org/phpbb/viewtopic.php?p=16357#p16357
Selvfølgelig er det en sekt og hvad som det nu hedder.
Mennesker kan endnu ikke lade være med at gøre det til en.
Og nej ingen af os har "sandheden vi kender først den fulde
og hele sandhed den dag vi selv kan se den.
Sådan må det være indtil videre.
Og ingen ved med sikkerhed om det nogen sinde bliver sådan
at vi alle får "kosmisk bevisthed".
Alle ?? de "fredshungrende mennesker" har jeg endnu ikke mødt ?
Alle de "som er trætte at krig" har jeg heller ikke mødt endnu.
Vi har ikke bedre muligheder lige nu... Måske får vi det ? hvem ved ?
Alle de "som er trætte at krig" har jeg heller ikke mødt endnu.
Det siges at den der søger skal finde
Eller også bliver man nød til at skabe dem selv. Vi får det ikke forærende. Der er nogen der skal skabe det nye og der er jo nok at tage fat på ..
Kram fra Søren
Eller også bliver man nød til at skabe dem selv. Vi får det ikke forærende. Der er nogen der skal skabe det nye og der er jo nok at tage fat på ..
**
Det tror jeg ikke på , jeg kan ingen engang få mennesker til at læse en bog..
Plat, pis og Penge er deres største interesse.
**
Det tror jeg ikke på , jeg kan ingen engang få mennesker til at læse en bog..
Plat, pis og Penge er deres største interesse.
Du har sikkert oplevet dit. Men hvordan tolker du det du har oplevet?
Hele dette cirkus du nævner (af materialisme og uærligheden som følger med) kan det forhindre dig i at skabe det du vil i dit liv og handle som du synes man skal handle? Hvem styrer dit liv, de andre eller dig?
Hvad er din mening?
Undrar Søren
Guds rige er noget der skabes i en selv, det kræver ikke nogen medlem.
Man kan ikke blive medlem af Guds rige, da vi alle er en guddommelig genpart. Vi er alle medlemmer i forvejen, sekt eller ej. Det med at være i en sekt eller medlem af det ene eller andet, er noget â€jordisk menneskeskabt†som kan være udmærket på et lokalt plan.
Martinus center på Klint er på nuværende udviklingstrin et sted, hvor vi kan øve os i at være menneske. Her skal man â€tage skoene af†for her betræder man hellig grund, dvs. her har vi en fysisk indgang til starten af det rigtige menneskerige. Her er der ingen grund til af tørre snavset af, det bør man gøre hjemme fra, ligesom når man vasker sig inden man tager på besøg.
Nu kan vi af forskellige årsager måske komme til at glemme at tage â€skoene†af og kommer til at medbringe nogle af de dyriske sider med sig; men her må man huske på, at vi er stadigvæk på øvelsesstadiet. Dem som har taget â€skoene†af, behøver ikke at bekymre sig. Hvad de andre gør, er i virkeligheden en sag mellem dem selv og Gud.
Martinus Forum, skal ikke være en diskussionsklub, men et sted hvor man kan stille spørgsmål og give svar til dem, som har brug for det. Svarene kan være forskellige og der kan også komme forkerte svar, men her har man Martins kosmologi at støtte sig til, når der opstår tvivl.
Det er heller ikke Martinus (Thomsen) vi skal dyrke. Det er at se livet med Guds egne øjne og handle derefter, og derfor vil det altid være et udviklingsspørgsmål, for ingen er os er færdigudviklet endnu. Vi behøver ikke altid at være enig i Martinus analyser, men vi kan øve os i at være venner og det kræver ikke kosmisk bevidsthed, men selvfølgelig en vis moral.
Hvis der nogen her i dette forum, der ønsker at sætte lus i skindpelsen, så må de ties eller tales ud af dette forum, se i øvrigt samarbejdsstrukturen om lignede tilfælde. Det må være sådan, at vi kan være os selv bekendt og give tillid til at andre får lyst til at være her.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Käre Svend-Erik
Du slutter dit indläg med disse ord;
â€Hvis der nogen her i dette forum, der ønsker at sætte lus i skindpelsen, så må de ties eller tales ud af dette forum, se i øvrigt samarbejdsstrukturen om lignede tilfælde. Det må være sådan, at vi kan være os selv bekendt og give tillid til at andre får lyst til at være her.â€
Og du begynder med disse;
â€Man kan ikke blive medlem af Guds rige, da vi alle er en guddommelig genpart. Vi er alle medlemmer i forvejen, sekt eller ej. Det med at være i en sekt eller medlem af det ene eller andet, er noget â€jordisk menneskeskabt†som kan være udmærket på et lokalt plan.
Rolf:
Nu ved jeg ikke vems lus det er du sigter til, men jeg går da ud fra du ikke har dine egne i tankerne. Så det må altså handles om â€de andresâ€. Tonen i din fremstilling har, i mine öjne, en auktoritär tone. Det har en stemning af at nu skal i höre hvordan det hele ligger til. Farmand taler, så lyt godt efter...
At jeg citerer begyndelsen og enden af dit indläg beror på at de på interessant vis taler imod sig selv. I det ene ende kunde man ligefrem få indtrykket af at alle er med Men denne fromme forhåbning slukkes dog hårdhänt når farmand tilsidst forklarer hvilke adskillesmetoder der må tages i brug med hensyn til â€de
andres†lus. Dem skal man tie ihjel eller tale dem ud! Jeg er da glad for at du nöjes med disse metoder. Men hvordan du lykkes forbinde disse metoder med alkärlighedsmoral, forstår jeg ikke.Tydligere kan en sekterisk idé da ikke ikke formuleres! Dem der ikke er med, er imod. Hvordan får du disse adskillesudtalelser at hänge sammen med alkärlighedsmoralen? Alkärlighedsmoralen har ju den vidunderlige egenskap at göre os et med Gud dvs den medförer at vi får evnen til at elske alle, onde såvel som som gode. Er det den modell du afslutter dit indläg med som ligger grund for den af jer selv så höjt prisede samarbejdsstrukturen? Du henviser i hvertfald til denne i forbindelse med udrensningen af â€de andres†lus. Var det ikke os selv vi skulde omvende?
Jeg forstår hvorfor Martinus önskede at selv skrive samarbejdstrukturen. Hvis du tvivler på dette så läs i den upublicerede delen af båndoptagelserne. Det krävs nemlig alkärlighedsmoral for at besidde den upatiskhed der ikke lukker nogen ude. Hvis man ikke har den er man altså partisk og dermed også sekterisk. Det tar sig udtryk i en skelnen mellem os, â€de frelsteâ€, os der ikke har nogle indvendninger mod jeres tolkninger af Martinus önske og vilje som altså på den måde bliver til de â€heligeâ€, og som derfor kommer til Klint med rene skor. Ved brugen af disse metoder er man ikke med om at forene verden, men splitte den.
Det er også interesant at läse dine direktiv om hvad der er meningen med dette forum. Er du mon selv leder af dette forum? Kontolant? Tidligere har jeg fået fortalt at man hver isär mindsanden er frie for styrning af Martinus Instituts midlertidlige råd. Men lusen ser da i mine öjne ud til at ha sin egen lystige gang.
Nej min ven, det er sundt at samtale om hvordan arbejdet omkring Det Tredie Testamentet kan bringes i kontakt med den alkärlighedsmoral som er dets budskap. Du gör dig selv en utjeneste om du pröver på at lägge loget på med hensyn til den diskussion. Den skal tvärtimod holdes i live. Hvad skal vi ellers med en skole på Klint? Hvilken moral er det der her läres ud? Den diskusion om hvordan vi på bedste vis skal få alt arbejde kring Det Tredje Testamente i harmoni med alkärlighedsbudskabet er hvad vi må regne med bliver vår hovedbeskäftigelse de kommende inkarnationerne. Med eller uden skor.
Tänker ihvertfald,
Rolf
Til Rolf!
Tak for dine synspunkter omkring mit indlæg, jo jeg gav hvis stof til eftertanke og måske satte jeg visse ting på spidsen.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Sv: SEKT ELLER SAMARBEJDE?
« Svar #17 på: 08. August 2007, 20:40:10 »
Svar med citat
Til Rolf! Smiley
Tak for dine synspunkter omkring mit indlæg, jo jeg gav hvis stof til eftertanke og måske satte jeg visse ting på spidsen.
Med kærlig hilsen
Svend Erik
Davs Svend-Erik!
Det ser da ud til at du er parat til at tänke efter selv også. Det ville jo väre trist hvis vi ophörer med den slags. Det er ikke nok at vi gentager mantrat at dette ikke er en sekt eller en forening. For at opnå målet at väre ikke sekterisk må vi tage alkärlighedsmoralen på alvor. Jeg mener faktiskt at den nuvärende samarbejdstrukturen misbruges indemellem.. Den er laved som et styrings- og adskillesesverktöj. Den er altså ikke bygged på den totale upartiskheds grund af dem der påtaget sig opgaven at göre det Martinus mente han skulde göre selv. Samarbejde er jo noget man åbner op for, hvis man har et kärligt sind, til enhver, ikke lukker af for, tier ihjel eller söger tale folk ud af.
Hvis nogen beder dig gå en mil med ham, så gå to - eller noget lignende... det er den ånd som som er målet vel?
Alt godt tilbage,
Rolf
Hej Rolf,
Hvordan er den et adskillelsesværktøj?
Ordet diskussion optræder et par gange her i tråden. Det er vigtigt at gøre sig klart hvad man mener. Diskussion som mental slåskamp eller angreb håber jeg vi kan blive enige om er noget vi skal forsøge at undgå. Derimod er 'diskussion' forstået som refleksion, konstruktiv kritik og stillen spørgsmål helt fint - også her på forummet
Personligt opfordre jeg normalt ikke til diskussion fordi diskussion kan have den første betydning. Jeg bruger debat e.lign. i stedet for.
kh
Lasse
Skriv et svar