Hei
Hvis f.eks en dranker ikke klarer å snu sitt liv, og stadig får det vanskeligere.
Gjennomlever han da stadig mer og mer av den samme mengde lidelse som alle andre.
Det kan jo lede til at man ikke av all kraft forsøker å snu.......?
Hilsen Gabriel
Hej Gabriel...
Har du et andet ord for "snu" - jeg forstår det ikke og kan ikke slå det op i svensk-dansk-ordbogen.
kh Tina
Hei
Jeg er norsk og snu betyr å gå i motsatt retning, altså for drankeren til det bedre.
Hilsen Gabriel
Hej Gabriel...
OK 
Vil du prøve at uddybe denne linie:
kh Tina
Hei
Vi går utfra at alle skal ha samme mengde lidelse over et svært stort tidsperspektiv(hvor stort?) En dranker vikler seg mer og mer inn i sitt helvete, men jo mer han lider og ikke klarer å snu men bare vikler seg enda mer inn i onde sirkler, jo større del gjennomlever han av den samlede mengde lidelse som han skal gjennom.?
Gabriel
Hej Gabriel...
Ok - jeg vender tilbage med et svar senere - er for træt nu.
Du kan evt prøve at søge på forummet på ord som skæbne, karma og lidelse, for der er mange indlæg om disse emner
kh Tina
Hej Gabriel...
Så har jeg forsøgt mig med et svar 
Så længe en dranker ikke formår at snu - ja - så vil oplevelsen af lidelserne forsætte. Han/hun må jo â€smage†virkningerne af det liv som vedkommende så â€stædigt†holder fast i. Først når vedkommende bliver så led ved at leve et liv i drukkenskab, at vedkommende er parat til at bede om den hjælp, der er nødvendig, vil han/hun kunne komme videre i sin udvikling.
For nogle er livslede ikke nok – tværtimod, de overhører den indre stemme der fortæller dem, at de er ude på et skråplan og drikker bare videre. Det vil medføre, at vedkommende til sidst (sandsynligvis gennem flere liv) ødelægger sine talentkerne for opbyggelse af en sund krop og psyke så meget, at vedkommende i senere liv vil blive dybt afhængig af andre mennesker (evt som åndssvag) og derved blive tvunget til en mere â€normal†livsførelse.
Vi skal alle igennem den samme mængde lidelse, men ikke nødvendigvis i samme spiral. Det afhænger af hvor langt vi hver i sær er kommet i vores udvikling. Nogle af karmabølgerne går fra spiral til spiral og bliver først udløst, når de rette omstændigheder er til stede.
Jeg har søgt lidt i LB og fandt følgende:
Men da ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret i verdensaltet, bliver der heller ingen af de nævnte mikrovæsener, der kommer til anden lidelse end netop den, de i deres eget liv har udløst. Denne regulering sker igennem deres reinkarnation. I en drankers eller i et på anden måde afsporet væsens organisme vil livsbetingelserne være ugunstige for inkarnation af de ordinære mikrovæsener, som hans organisme var beregnet til at være bolig for. De vil derfor ikke kunne inkarnere her. En sådan defekt organisme kan kun give betingelser for primitivt mikroliv, som altså til en vis grad kan trives i organismen under de afsporede forhold. Derfor synker det defekte væsens organisme eller legeme, som skulle være en sund bolig eller et univers for dens mikrovæsener, ned til at blive et vrag, til et for mikrovæsenerne fremtrædende univers af golde og døde ørkener med organ- og livsstagnation alle vegne. Det ordinære mikroliv har forlængst forladt dette univers, dette månelandskab, og er inkarneret i andre organismer, hvor de for dem nødvendige livsbetingelser kan opfyldes.
Da denne defekte tilstand ødelægger dens ophavs talentkerner for normal tilværelse i kommende liv, kan det samme ophav i værste tilfælde i disse liv komme til at fremtræde som åndssvagt, som et væsen, der ikke kan klare sig selv og derfor må passes og plejes af andre mennesker. Tænk hvilket dødens univers et sådant defekt væsens organisme må være for de mikrovæsener, hvis livsbetingelser den ellers skulle kunne opfylde. Det er ikke så mærkeligt, at der her kun kan inkarnere primitivt liv, der er alt for svagt til, at organismen ved dem kan opretholdes i sin normale og fuldkomne livstilstand.
Det er givet, at et jeg, der således er kommet ud i kulminationen af afsporing, ikke kan være disse mikrovæseners Guddom, selv om det er disse væseners makrovæsen. Vi ser da også her, at der er andre væsener, der må hjælpe den åndssvage, give ham føde, klæder og husly, hvis han ikke skal omkomme ved sin skæbnemæssige tilstand. Et væsen, der skal hjælpes, fordi det ikke kan klare sit normale liv, er ikke en Guddom, men en kastebold for ukontrollerede kræfter, som det har knyttet sig til eller ladet sig binde af. Og det er her, vi kan se, at et makrovæsen ikke er det samme som Guddommen. Guddommen bliver således absolut noget helt andet. Hvis Gud ikke eksisterede som noget, der var hævet over makrovæsenerne, hvem skulle mikrovæsenerne så bede til i en situation som den, vi lige har set i den defekte organisme? – At bede til en sådan defekt organismes ophav ville være ganske uden betydning, eftersom dette ophav næsten hundrede procent må hjælpes af sine mellemkosmiske medvæsener, hvilket altså vil sige: dets medmennesker.
mellemrum er indsat af mig for læsevenlighedens skyld
Jeg håber du kan bruge mit svar...
kh
Tina :0)
Hvis den samme mengde lidelse kan gå over flere spiralkretsløp, dvs millioner,milliarder,(billioner) av år????????, så er den setningen uten noen som helst betydning, i alle fall for meg.
Hilsen Gabriel
Hilsen Gabriel
Hej Gabriel, Tina og andre
Mig bekendt har Martinus ikke nævnt, at mængden af lidelse skulle kunne variere fra kredsløb til kredsløb.
Som jeg husker det, har Martinus udtalt at i et spiralkredsløb (dvs. de 6 riger: planterige, dyrerige, rigtig menneskerige, visdomsrige, guddommelig verden samt saligheds/mineral-riget), kommer alle grader af mørke og lys ligeligt til udfoldelse. Og man vil derfor få et principielt overblik over evigheden ved at kigge på et sådant afsnit.
Det tolker jeg sådan, at der er et vidst minimum af lidelseserfaring, der er nøvdendig, før den kosmiske bevidsthed indtræder. Men måden man opnår disse lidelser på kan variere: Man kan gå én vej, hvor man får meget koncentretet lidelse, eller en anden vej, hvor det er knap så koncentreret. Men sammenlagt bliver det det samme, fordi den koncentrerede lidelse til gengæld foregår i en meget kortere periode.
Jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed om min opfattelse er rigtig, men det væsentligste er, at hvert enkelt væsen kun får nøjagtig det minimum af lidelse, der er nødvendigt, for at genskabe den kosmiske bevidsthed. Det er indbygget i de evige kærlighedslove, at der altid vil være mest mulig velvære og mindst mulig lidelse.
kærlig hilsen
Jan
Hej Gabriel
Nu er mængden af lidelse jo noget, vi ikke umiddelbart kan omsætte til målbare og sammenlignelige størrelser. Men hvis vi tager fantasien lidt til hjælp, er det måske muligt at skabe en logisk forståelse af problemet.
Lad os forestille os, at man i et givent spiralkredsløb udsender 10 gange lidelseskarma. For at befordre udviklingen fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed i dette spiralkredsløb er det nødvendigt at modtage 8 gange lidelseskarma. Vi har altså 2 gange lidelseskarma til gode, som vi først har mulighed for at modtage i næste spiralkredsløb (10-8=2).
I dette næste spiralkredsløb befordres udviklingen fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed nu af - lad os sige - 9 gange lidelseskarma. I teorien kan vi nu nøjes med at udsende yderligere 7 gange lidelseskarma, som vi kan modtage sammen med de 2 gange lidelseskarma, som vi har til gode fra det foregående spiralkredsløb (7+2=9).
Som du måske kan se, er der intet ulogisk eller uretfærdigt i dette karmaregnskab, og mængden af lidelseskarma, du udsender, stemmer nøje overens med mængden af lidelseskarma du modtager, selvom du i et givent spiralkredsløb ikke vil modtage alt, hvad du har stående på karmakontoen. Du har med andre lov til at have lidelser, som du har udsendt, til gode. Som jeg ser det, er princippet 100 procent til det levende væsens fordel - og dermed: såre godt!
De venligste hilsner
Petersh
Som jeg husker det, har Martinus udtalt at i et spiralkredsløb (dvs. de 6 riger: planterige, dyrerige, rigtig menneskerige, visdomsrige, guddommelig verden samt saligheds/mineral-riget), kommer alle grader af mørke og lys ligeligt til udfoldelse. Og man vil derfor få et principielt overblik over evigheden ved at kigge på et sådant afsnit.
Hej Jan...
Det har du ret i, men jeg mener heller ikke han har beskrevet at den ikke kunne variere.? Men måske er det irrelevant at diskutere mængden af lidelse fra spiralkredsløb til spiralkredsløb, for livsoplevelsen på være markant anderledes - eller hvad?
Dette er jeg helt enig i...
Martinus skriver for øvrigt i LB 7 stk 2445:
... men når vi er i næste spiralkredsløb og er begyndt indviklingen i mørket igen, så vil vi også begynde igen at få virkningerne af tidligere handlinger, som ikke kunne udløses før, men hvor betingelserne for karmisk udløsning igen er tilstede. Mener Svend Erik i et tidligere indlæg har benævn denne form for karma som "græskarma"
kh Tina :0)
Som jeg husker det, har Martinus udtalt at i et spiralkredsløb (dvs. de 6 riger: planterige, dyrerige, rigtig menneskerige, visdomsrige, guddommelig verden samt saligheds/mineral-riget), kommer alle grader af mørke og lys ligeligt til udfoldelse. Og man vil derfor få et principielt overblik over evigheden ved at kigge på et sådant afsnit.
Hej Jan...
Det har du ret i, men jeg mener heller ikke han har beskrevet at den ikke kunne variere.?
Nej, det mener jeg heller ikke, at han har. Men jeg synes, det rent logisk må være sådan, eftersom man opnår den kosmiske bevidsthed, når man har opnået tilstrækkelig medlidenhedsevne, som opstår når et vist minimum af lidelseserfaringer er opnået.
Da det evigt er i det levende væsens interesse at opnå mest mulig behag, og mindst mulig ubehag/lidelse, kan jeg ikke se logikken i, at et væsen på noget tidspunkt skulle have mere lidelse end det absolutte minimum, der er nødvendigt for at genetablere kosmisk bevidsthed. Ligesom det jo heller ikke kan slippe med mindre lidelse end det minimum, der er nødvendigt.
Tja, det bliver i hvert fald lidt teoretisk, men hvis det hjælper til at se retfærdigheden i tilværelsen, har det jo et formål.
venlig hilsen
Jan
Skriv et svar