Kære forumdeltagere!
Gennem alle tider har mennesket skabt Gud i sit billede, og Gud har skabt mennesket i sit billede. Vi har hver for sig ikke andet at gå efter end os selv. Og på den måde bliver verdensaltet til for vore øjne som et samarbejde mellem Gud og gudesøn.
Er vi jævnbyrdige i det samarbejde? Ja, jeg mener ikke det kan være anderledes. "Så enkel og ligetil er selve væsenernes livsvandring, at de ganske simpelt går efter deres egne ønsker, begær og længsler. Andre bevægelsesfaktorer findes ikke i det kosmiske perspektiv," skriver Martinus i LB 3, stk. 711.
Bliver Gud og gudesøn så nogensinde færdige med at skabe hinanden i hinandens billeder? Næh, det mener jeg ikke. Ganske vist holder begge parter en lille pause, når de om måske 3000 år oplever hinanden som kosmisk bevidste væsener. Men når de sammen har vandret halvvejs ind i det rigtige menneskerige, så begynder de at skabe hinanden om igen. Et vældigt samarbejde kommer i stand, og nu gælder det om at skabe hinanden om til visdomsvæsener. Mennesket opfatter Guddommen som et visdomsvæsen, og Gud går i gang med at lave mennesket om til et sådant visdomsvæsen i sit eget billede. Nu er det ikke længere fuldkomment at være et rigtigt menneske. Gud og gudesøn vågner op i det rigtige menneskeriges paradis og driver hinanden ud af det. Den gensidige skabelse går atter i gang.
Og sådan bliver det ved, rige for rige. Gud og gudesøn bliver aldrig færdige med hinanden. For planten i sidste halvdel af planteriget er der ikke noget mere fuldkomment end et dyr, der kan myrde og dræbe. Dyret er Guds billede for planten, og Gud går straks i gang med at skabe planten om i dette sit billede.
Jeg ved ikke, om planten selv er klar over, hvad den er på vej ud i, men ellers kan den bare kigge på et symbol, som Martinus har gengivet tre steder i sit værk. Det findes i Logik og kaldes "Paradisets Have og udviklingsspiralen". Her matcher forklaringen bedst med de tanker, jeg har gengivet ovenfor. Men ellers findes symbolet også i Livets Bog 4, hvor det har fået nr. 12 og hedder "Livet og døden". I bind 4 af Det Evige Verdensbillede hedder symbolet "Det evige livs struktur" og har nr. 36.
kh Søren
Kære Stjernehimmel,
Nu har jeg læst dit indlæg flere gange og kan ikke helt få det hele til at passe med min opfattelse af Gud og gudesønnen. Lad mig prøve at hive de sætninger ud, som driller mig 
Jeg er ikke helt med på, hvad du ligger i ordet jævnbyrdig. At vi begge får noget ud af "samarbejdsaftalen", at vi begge har lige stor indflydelse på udviklingen, eller.... ???
Jeg er enig I, at der eksisterer dette samarbejde, men om vi er jævnbyrdige, synes jeg ikke helt at kunne se. Jeg vil mene at Gud til enhver tid er mig overlegen i kraft af at Gud evigt er alviden, almægtig og alkærlig og det eneste væsen af sin slags. Der findes kun to typer væsener; Gud og gudesønnen og dermed vil vi til evig tid være forskellig. Op i gennem rejsen i de forskellige riger skaber jeg falske og forkerte billeder (altså som ikke er i tråd med den absolutte sandhed) af Gud, men jeg regner ikke med at Gud laver samme fejl
Skabelsen eller udviklingen holder vel ingen pause overhoved 
Og bortset fra i dyreriget så har man kosmisk bevidsthed i alle de andre fem riger. Jeg mener jo ikke, at vi skaber Gud om til fx. visdomsvæsen halvejs inde i det rigtige menneskerige. For det at have kosmisk bevidsthed er (som jeg har forstået det) at opleve Gud både som et ultimativt visdoms- OG kærlighedsvæsen. Korrekt, at vi endnu ikke selv er visdomsvæsener og derfor stadig har noget at lære og dermed vandrer videre til næste rige.
Vi driver vel ikke Gud ud af det rigtige menneskerige? For vi ved, at Gud evigt er allestedsværende i alle riger. Gud bevæger sig ikke fremad fra rige til rige på samme måde som os, da Gud evigt er til stede og bevidst i alle riger på én gang. Gud er et evigt lysvæsen og mørkevæsen, modsat os, som skifter hele tiden.
Det er vel hellere ikke Gud, som driver os ud, men moderenergien, urbegæret som takket være sult og mættelsesprincippet sikrer vores videre vandring og evige livsoplevelse. Og dermed selvfølgelig også Guds evige livesoplevelse, da Gud kun sanser og oplever igennem sine gudesønner. Om end vi ikke er jævnbyrdige på alle områder, så dog afhængige af hinanden 
Fordi at planten længes efter at spise kød og dræbe er vel ikke ensbetydende med at den ser dyret som Gud? Fordi jeg længes efter at blive et rigtigt menneske, betragter jeg jo ikke forbillederne herpå (fx. Jesus og Martinus) som Gud. Og fordi jeg en gang i det rigtige menneskerige længes efter at blive lige så klog som intelligensvæsenerne eller visdomsvæsenerne, så betragter jeg stadig ikke dem som Gud ???
Eftertænksomme...Anette
Kære Anette, Søren og Andre
Jeg vover, den påstand at Gud ikke er allerstedsnær-
værende i alle riger, men at vi i alle riger kan opnå
kontakt - gennem angstskrig, lyset, bønnen...
Jeg forestiller, mig kun Gud placeret i den
Guddommelige Verden, og i den verden udgår
urkraften fra, som mærkes i de andre riger... :
Vi skal bort fra, at tænke Gud, som noget uransaeligt,
han er bare afsløret, "den gamle"...
Alvæsenet, hvad med det... ??? 😮
Findes måske ikke..., Gudesønnerne laver arbejdet.
Undskyld, min stille provokation, men måske er der
noget om det... 
Jeg ser Gud som værende et med alt der eksisterer. Jeg er dermed en del af Gud og Gud er en del af mig.
Med det udgangspunkt, er jeg enig i Sørens betragtninger. Måske lige bortset fra, at planten betragter dyret som Gud.. den kan jeg ikke lige greje
Gud vil det jeg vil (den frie vilje) og jeg vil, som følge af lidelseserfaringerne, efterhånden også det Gud vil (verdensplanen) - et evigt jævnbyrdigt samarbejde for at tilfredsstille urbegæret.
kh
Tina :0)
Kære Alle
Pastor Grosbøll, forstår I ham ???
Jeg har nu egentlig ikke rigtig forstået ham, men
gud(småt) ser ud til at være afskaffet, eller hvad... 
:(" title=">:(" class="bbcode_smiley" />
Jeg føler at han udtrykker nutidens menneskes for-
stivelse i en formålsløs verden, Det Tredie Testamente
nærmer sig sin større introduktion.
Ja, det kan jeg nok ikke komme uden om, som du
skriver Tina, jeg troede det lige, ham Gud er ikke til at få
smidt ud, undskyld Gud du er god nok.
Kære allesammen!
Min interesse for Paradishave symbolet i Martinus' bog LOGIK går tilbage til slutningen af 80'erne, hvor Rolf Elving rejste land og rige rundt og fortalte, at der ingen udvikling fandt sted i de åndelige verdener. For nylig er diskussionen atter blusset op i Sverige, og Rolf har ikke ændret mening. Argumentationen går på, at når noget er fuldkomment (altså kosmisk bevidsthed), så kan det ikke blive mere fuldkomment. Endvidere kan udvikling kun finde sted, når der er en modstand, som må overvindes, og det er der jo kun i den fysiske verden.
Har Rolf ret?
Det spændende ved Paradishave-symbolet er - sådan som jeg forstår det - at det åbner for en ny og bredere synsvinkel på de problemer, vi står i her ved slutningen af dyreriget. I princippet er det de samme problemer, vi møder i samtlige 6 riger. Vi udvikler os gennem alle riger, og der er tale om 6 variationer af begrebet "udvikling" og 6 variationer af begrebet "fuldkommenhed". På samme måde er der 6 variationer af begrebet "paradis", af "mørke", af "uddrivelse" og en hel række andre principper, som Martinus fx benævner med "Adams hæl" og "Evas sæd".
Men det grundlæggende bevægelsesmønster er længslen efter forandring og ny livsoplevelse - altså kontrastprincippet. Det er længslen efter "kostforandring", der driver både Gud og gudesøn gennem udviklingen. Og dér er vi ganske jænvbyrdige, vi er prisgivet hinanden. Gud er prisgivet sin egen natur, og vi hans.
kh Søren
Søren, du spørger om udvikling kan finde sted i de åndelige verdener.
Det kommer an på hvordan du definerer ordet 'udvikling'.
Der kan iflg. Martinus ikke  finde moralsk udvikling sted i den åndelige verden.
Altså enten overholder man livsloven (du skal elske din næste som dig selv) eller også overtræder man den i en eller anden grad. Men når først du overholder den 100% ja så kan du jo ikke overholde den yderligere. I den definition så finder der ikke mere kærlighedsudvikling sted, fordi man er 100% alkærlig.
Men der foregår jo højintellektuel skabelse i de åndelige verdener. Man udvikler forskellige kosmiske projekter. Og det er jo altså også udvikling, men i en anden betydning af ordet.
De bedste hilsener
Jan
Hej Anette, du skriver bla:
Jeg vil mene, at vi (Gudesønner og Guddom) er i en absolut retfærdig og ligeværdig situation kosmisk set.
Det er rigtigt, at Guddommen i forhold til ufærdige væsener befinder sig i en slags overskudssituation, idet hun i modsætning til disse er permanent alkærlig, alvis og almægtig. Men han er jo samtidig også evigt dræbende med den sekundære del af sit væsen, hvorimod gudesønnerne kun er periodevis dræbende, medens de i de åndelige verdener udelukkende er livgivende.
Guddommen overholder evigt livsloven, men overtræder den ligeså evigt med sin sekundære del. Medens vi andre på skift overtræder og overholder livsloven.
Det gør, at jeg vil mene, at medens Guddommen er i en slags overskudssitutation i forhold til det ufærdige væsen, så er det færdige væsen i en slags overskudssituation i forhold til Guddommen, idet det færdige væsen kun manifesterer kosmisk lys, medens Guddommen altså er nødsaget til evigt at manifeste både kosmisk lys og kosmisk mørke.
Da det at være Guddom er en ligeså evig realitet som det at være "gudesøn", er det altså ikke noget man kvalificerer til. Og da alt i livet viser sig at være 100% retfærdigt og dermed kærligt, så ville det være stridende mod denne retfærdighed, hvis Guddommen evigt skulle befinde sig i en bedre situation end Gudesønnen. Hvis Guddommen vitterligt evigt var i en bedre situation end Gudesønnen, så er det svært at se det kærlige heri. (Så kunne man selvfølgelig som Guddom hævde, at det kun var en Gudesøn, der kunne opfatte et sådant forhold som uretfærdigt Â
Da Guddommen er eet med Gudesønnerne, ville det også være matematisk ulogisk, at Guddommen skulle være bedre stillet, end dem han består af.
Og hvad med karmaloven? Hvis Guddommen vitterligt var i stand til at skabe ringere betingelser for sine Gudesønner end for sig selv, måtte Guddommen jo få denne karma til gode. Karmaloven udligner jo alle ulige forhold, det er jo denne som sikrer retfærdigheden. Dvs. karmaloven (som jo også gælder for Vorherre) sikrer, at Gud ikke kan have det bedre end sine Gudesønner, men heller ikke ringere. Og det må vel siges at være 100% ligeværdigt, retfærdigt, kærligt, logisk og fuldkomment.
KH
Jan
Det kommer an på hvordan du definerer ordet 'udvikling'.
Der kan iflg. Martinus ikke  finde moralsk udvikling sted i den åndelige verden.
Altså enten overholder man livsloven (du skal elske din næste som dig selv) eller også overtræder man den i en eller anden grad. Men når først du overholder den 100% ja så kan du jo ikke overholde den yderligere. I den definition så finder der ikke mere kærlighedsudvikling sted, fordi man er 100% alkærlig.
Men der foregår jo højintellektuel skabelse i de åndelige verdener. Man udvikler forskellige kosmiske projekter. Og det er jo altså også udvikling, men i en anden betydning af ordet.
De bedste hilsener
Jan
Ja, dette synspunkt fremhævede jeg også over for Rolf i 80' erne, og talrige andre har nævnt det på TT-forum, efteråret 2002. Men Rolf står fast: Der foregår ingen udvikling i de åndelige verdener af nogen som helst art. Dvs. ingen udvikling fra og med sidste halvdel af det rigtige menneskerige, hele visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget
Dine formuleringer omkring Gud og gudesøn i dit andet brev finde jeg både overbevisende og originale. Jeg har ikke før set det i denne sammenhæng. Det er en fornyelse og et gennembrud i forståelsen for mig. Tak for det!
kh Søren
Kære Jan,
Så du mener ikke, at stillingen som Gud bliver opslået i aviserne? Â Men mange tak for forklaringen. Jeg er enig i, at vi er jævnbyrdige set i lyset af, at vi er afhængige af hinanden - uden den ene ikke den anden. Min opfattelse af Guds "overlegenhed" belyses måske bedst med dette citat fra LB 6 stk. 2381:
Så hvor gudesønnens energilegemer over tid skiftevis kulminerer (tyngdeenergien i dyreriget, følelsesenergien i menneskeriget etc etc), så kan Gud opleve alle sine talenter på fuld skrue på én gang :o. Det var det jeg oplevede som overlegent i forhold til gudesønnen - Og det at Gud ikke har nogen over sig (ikke noget macrovæsen), er uden for tid og rum, ingen alder har, ikke kan flyttes og ingen medvæsener har (stk. 2355).... synes jeg også er lidt overlegent
Enig, når jeg betragter summen af Gudesønnerne, så er de absolut jævnbyrdige - simpelthen fordi de er ét. Men når jeg betragter verden ud fra lille mig, så vil Gud for mig at se på ethvert givet tidspunkt være overlegen, fordi Gud er evigt, permanent vågen dagsbevidst i al tilværelse og på alle planer og alle forhold. Det formoder jeg ikke, at jeg nogensinde komme til at opleve  ???
Jeg er også enig i, at Gud ikke kan have det bedre eller ringere end gudesønnerne, da Gud kun oplever og sanser netop i kraft af sine gudesønner. Så aftalen mellem Gud og gudesønnerne går vel på, at Gud skaber kontraster for os og vi skaber oplevelser for ham - og dermed har vi retfærdigheden og kærligheden
- Og sådan fortsætter det i al evighed. Genialt Â
kh...Anette
Kære Anette, du skriver:
Næ, det har du da ret i. Men til gengæld vil du med jævne mellemrum (hver gang i hvert spiralkredsløb du har kosmisk bevidsthed) manifestere 100% overholdelse af livsloven. Det er en præstation kun en gudesøn kan udføre. Guddommen er henvist til evigt at manifestere overtrædelse af livsloven i en del af sin bevidsthed nemlig den sekundære.
Vi (Guddommen og alle os andre) har altså hver vores fordele og ulemper og er overlegne i forhold til hinanden på hver vores måde. Â
KH
Jan
Hej Søren!
Jamen hvad mener han så man laver i de åndelige verdener? Vifter med palmeblade eller triller tommelfingre? Â Jeg forstår ikke rigtigt, hvad han mener. Â ???
Og så ellers mange tak for de meget flotte ord. Dem er jeg meget glad for!
KH
Jan
Kan der finde udvikling sted i den åndelige verden?
Tja, så må vi hellere gribe til et Martinus-citat igen - måske kan det sætte nogle nye tanker i gang (LB 6 stk. 2286)
Det, vi kalder udvikling, udtrykker således i virkeligheden i sin dybeste analyse, at væsenerne afvikler eller frigør sig af noget, i hvilket de er indviklet. Denne indvikling må altså have fundet sted før væsenernes udvikling. Hvis dette ikke var tilfældet, ville denne, væsenernes tilstand i form af udvikling, i dag være en total umulighed.
Hvad findes der så i den åndelige verden man frigør sig fra ??? På ernæringsområdet sker der en udvikling, som også rækker ind i den åndelige verden.
Ved udgangen af dyreriget afvikler eller frigør man sig fra dyrisk væremåde og kødspisning. Ved udgangen af menneskeriget frigør man sig fra frugtspisning og overgår til luftenæring og senere igen dropper man luften og ernærer sig udelukkende ved tanker. :
Kærligst...Anette
Tja, så må vi hellere gribe til et Martinus-citat igen - måske kan det sætte nogle nye tanker i gang  (LB 6 stk. 2286)
Hvad findes der så i den åndelige verden man frigør sig fra  ??? På ernæringsområdet sker der en udvikling, som også rækker ind i den åndelige verden.
Ved udgangen af dyreriget afvikler eller frigør man sig fra dyrisk væremåde og kødspisning. Ved udgangen af menneskeriget frigør man sig fra frugtspisning og overgår til luftenæring og senere igen dropper man luften og ernærer sig udelukkende ved tanker. Â :
Kærligst...Anette
Hej Tina!
Det skal forstås i sammenhæng med udgangspunktet for diskussionen på denne tråd. Det lød således:
Gudesønnen skaber Gud i sit billede, og Gud skaber gudesønnen i sit. Dette samarbejde foregår jævnbyrdigt og synkront.
For dig og mig er Jesus forbilledet, han er det billede, vi har skabt os af Gud. For planten (i sidste halvdel af planteriget) er rovdyret forbilledet for den rette væremåde.
Definitionen på Gud er "det fuldkomne væsen", dvs. det billede vi har af, hvordan et sådan væsen er. Gud er vores idealbillede, og svarende til hvert rige skaber vi sådant et idealbillede.
Og Gud følger naturligvis trop!
Nb! Du skal ikke regne med, at planten hellere vil være en Jesus og står på sin rod og ærgrer sig over, at den først skal være et dyr!
kh. Søren
Jeg vover skindet:
Efter min overbevisning,- går det helt galt, hvis man ser gud som et adskilt væsen...incl. M's egne analyser. Gud er altet,- og altet kan ikke være to, men kun et(!) noget. Uden os er gud et intet, og vi er ditto uden gud. Vi er det samme.
Da vi selv er gud, fremstår dette,- vores liv...som guds egen manifestation eller oplevelse af livet...i ligeså mange afskygninger, som der er væsener...deraf guds bevidsthed i lyset, så vel som i mørket.
Hvis jeg er et væsen (oplyst eller ej) udenfor gud,- må det betyde, at gud på et tidspunkt har skabt mig, hvorfor jeg ikke kan have et evigt liv :-[
Ole :
Hej Ole og velkommen på forum!
Jøps, du har ret, og derfor er det jo også gak at føre disse diskussioner og tro, at det er virkeligheden, man taler om. Men hvis man vil tale om den alligevel, fordi man ikke kan lade være, så er man nødt til at "analysere", dvs. adskille sig selv fra Gud. Det er jo også det, almindelige folk har gjort til alle tider, når de har henvendt sig i bøn til Gud.
Det, som gør det sjovt og i det hele taget muligt at udveksle tanker om disse ting, er jo, at man laver sin egen opfattelse af virkeligheden og deler den med andre. Som du ser, kan der opstå en masse uenighed på den konto, og det skyldes naturligvis, at det billede, vi hver for sig skaber (ofte med Martinus som bagstopper), udmunder en i masse indbyrdes modsigelser, som igen skyldes, at vi opfatter den såkaldte "virkelighed" på forskellige niveauer.
Når du fx vælger ikke at analysere, og tilmed protesterer mod at gøre det, så bliver alt, hvad vi andre siger, det rene vrøvl. Men hvis du gør vold på virkeligheden og deler den op med tanken, kan du bruge sproget på en spændende måde. Det er faktisk det, der gør Martinus til min yndligsforfatter. Han tør godt dele Gud op, og eftersom han efter min mening slipper godt fra det, så synes jeg også, jeg kan gøre det.
Ok, det var sådan lidt tanker i al hast. Det var en fin synsvinkel, du havde på dette med Gud og gudesønnerne. Den skulle absolut med, den var værd at holde sig for øje. Så tak for det!
Masser af forhåbningsfulde hilsener om flere gode mails
Søren
Hej Søren...
Tak for din respons,- og du har sat ord på den kedelige fornemmelse jeg havde med mit indlæg: At jeg måske kom til at "lukke" diskussionen,- hvilket egentlig ikke var meningen.
Måske ledte jeg bare lige efter en bekræftelse af, hvorvidt min forståelse af Martinus er på "sporet". Og hvor har du ret: Der skal ikke jongleres med ret mange begreber, før det omtalte "tankedril" opstår...
mange hilsner,
Ole, men fremover Michael,- da jeg lige skulle se, hvad i var for nogle Håber I vil tilgive mig. Måske man sku' registrere sig :
Ole, men fremover Michael,- da jeg lige skulle se, hvad i var for nogle
Håber I vil tilgive mig. Måske man sku' registrere sig :Hej Ole-Michael...
Vi er såmænd bare nogle helt almindelige skøre mennesker - ehm væsener *suk*
Velkommen til
kh
Tina :0)
Ved udgangen af menneskeriget frigør man sig fra frugtspisning og overgår til luftenæring og senere igen dropper man luften og ernærer sig udelukkende ved tanker. Â :
Uuups, min mun blev stängd :-X vid förra försöket. Jag lånade en dator, därav svårigheten (dålig karma måske).
Vad jag ville säga var omtrent att vi väl allaredan har kommit en bit på väg. Ett äpple om dan, håller doktorn på stan, brukar jag säga till min son. Så han och jag äter en hel del frukt - precis som andra.
Jag minns de färggranna fruktlådorna utanför Århus, när jag läste Nordisk litteratur där, så jag vet att ni ju också gillar frukt.
Många vet ju också att det är bra att tänka positivt; jag brukar försöka tänka på det som är bra med mig och med världen just nu. När man hör på nyheter kan man ju annars tro att allt är galt.
Somliga lever tydligen också allaredan på luft (och vatten antar jag), har jag sett på fjernsyn en gång. Men så långt har inte jag kommit. Måske måste man då bo någonstans där luften är renare än i Stockholm.
Ville alltså visa på tecken att vi är på rätt väg. Veganism börjar alltmer diskuteras i medierna hos oss.
Men allt är väl en process. Martinus lär ha sagt att om man blir vegetarian på en livstid, så har man kommit långt. Så man behöver nog inte ta Hurtigrutten eller Autobahn vad det gäller detta. Det räcker måske med att ta cykeln mot den gröna maten. Och cyklar gör man väl bäst i platta länder... (fast uppförsbackarna i Stockholm ger en starka ben)
Lev gott - Tomas
Skriv et svar