Hej alle.

I Kosmos, 1933 nr. 1 er følgende vidunderlige digt af Palle Ivert.

[align=center]Evig.

Evig!
Evig, er det stolte ord.
Evig, det er det rige håb,
der dybest i alle hjerter gror.
Evig er slægternes længselsråb.
Evig er menneskets guddomsdåb.
Evig er alt,
som ikke for menneskeværk blev kaldt.
Evig er Gud.

Du selv er en dråbe
i evighedshavet,
i dybet ligger din skæbne begravet,
der vugges endnu dine drømme
på uendelighedens strømme.
Og dønninger går i dit hjerteslag,
er livet dig ondt en smertedag,
så lyt, og du vil fornemme
i al ting Guds vældige stemme
I stormvejrets brusen,
i bølgernes slag,
i skovenes susen,
i tordenens brag,
i lynenes hvislen
og kildernes rislen,
i smil, der tændtes
og lyste imod dig,
så hadet forbrændtes,
og smerten forlod dig,
i alt er der evighedstanker og liv,
al ting er skabt ved det skabende: Bliv!

Og en dag skal også din søgende ånd
gribe og holde det fast i sin hånd,
alt det, der nu kun er drømme --
- anelser skyllet mod sjælen
fra uendelighedens strømme -.
Een dag bliver som tusinde år
og tusinde år som en dag,
du føler Gud i dit hjertes slag
og frydes ved savn og sår,
thi om dig og i dag lever din Gud,
hans livsgnist brænder derinde
i dig og i stjernernes tindren,
i sol og i susende vinde,
i uvejr, i aftenfred.
Anelser dukker fra dybet op,
sjælen rummer en evighed,
syner for blikket brænder.
Det er, som du kunne favne alt,
gribe det med dine hænder.
Alt det, som du før har længtes imod,
alt det, som du har savnet,
blir i det ene, salige Nu
af sjælen - den evige - favnet

---

---

af sjælen den evige ----
Ja evig, det er det stolte ord.
Evig, det er det rige håb,
som dybest i alle hjerter gror.
Evig er slægternes længselsråb.
Evig er menneskets guddomsdåb,
Evig er alt,
som ikke for menneskeværk blev kaldt.
Evig er Gud.[/align]

Kærlig hilsen,
Kjeld.

Hej Erling.

Du skriver, at Muhammed sagde, at Gud er skizofren, og der er ganske sikkert mange mennesker i vor tid, som vil sige det samme. Eller at Gud er død, eller at han overhovedet ikke findes. At alt er tilfældigheder, styret af "blinde" naturlove. Og kigger man ud over menneskenes verden, sådan som den ser ud i dag med krige her og der, død og elendighed over alt, katastrofer som den i Asien mellem jul og nytår, og alle de tidligere krige og katastrofer, mord og drab hver eneste dag næsten overalt, så kunne det se ud, som om de har ret. De, som siger, at Gud ikke findes, eller at Han ikke har styr på sit skaberværk. Men det er set ud fra vores perspektiv. Det kunne tænkes, at der findes et andet perspektiv. Og det gør der. At der er en mening med "galskaben". Set ud fra et "kosmisk" perspektiv, som det Martinus har givet os, så er vi, hver eneste levende væsen, på en meget lang rejse. Vi var i et foregående spiralkredsløbs Guddommelige Verden, hvor vi kun oplevede lys og kærlighed. Men vi blev "trætte" af al den lys og kærlighed og længtes mere og mere efter modsætningen hertil og blev ført ind i mørket, som kun kan opleves i Dyreriget. Og vi er stadig i Dyreriget. Men vi skimter det næste rige i horisonten, som er Det Rigtige Menneskerige, hvor alle former for krige, hævn, mord og drab ikke findes.

Men "mørket" er lige så vidunderligt som "lyset", og det kan det jo nok være svært at forstå. Det er en evig vandring mellem lys og mørke, lys og mørke, og det styres af kontrastprincippet og vor urbegær, som Martinus kalder det. Begær efter at opleve livet, enten det sker i mørket, eller det sker i lyset.

Med kærlig hilsen.
Kjeld.

Hej Anette.

Tak for dit seneste indlæg, hvad børn mener om Gud og religion. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Og jeg er sikker på, at Gud også har fået sig en god latter over alle disse herlige udtalelser af børn.

Dejligt med lidt humor mellem alt det "filosofiske".

Kærlig hilsen,
Kjeld.

:-*

Kjeld og Tina ...

Hvis Gud har lagt navn til både Nye Testamente og til Koranen, så er han ( han? ) helt klart skizofren, men jeg v e d, at det ikke er Guds ord, der står i Koranen, så Gud er hermed fritaget for frenierne.

Det hedder gamle testamente, fordi det e r gammelt, og fordi det er 'overhalet' af nye testamente.
Mosebøgerne må jøderne ta' på sig. - NT - er en ganske anden sag ..... det er kærlighed, så det fylder helt ud i sjælen ...........................................................

Apropos Tinas børnebetragtninger:

Farmand: Hvis det er Gud, der har skabt verden, hvem
har så skabt Gud?

Sanne, 8 år: Det har Guds far!

mvh. Erling

___________ ¤ __________

Hej Erling...

Jeg har altså ingen andel i disse indlæg... du forveksler mig vist med Anette.

kh
Tina :0)

Rare Tina ...... det må du meget undskylde, menneskeven. Jeg skriver med et ur stående ved siden af mig her på biblioteket .... det er urart.
Jo, jeg h a r råd til de 149 kr. / md., men jeg er bange for at bruge for meget tid på nettet. - Forstår du mig? -
Det tror jeg.

ph / Erling

ph = positiv hilsen

Hej Erling og alle andre.

Jeg vil lige komme med lidt mere omkring perspektivprincippet. Set ud fra vort perspektiv så er kun planter, dyr og mennesker levende væsener. Men set ud fra et "kosmisk" perspektiv, altså hvis man har kosmisk bevidsthed, så er alt levende, også det vi betegner som ikke-levende. Helt nede i mikrokosmos i atomernes og elementarpartiklernes verden, og endnu længere nede i mikrokosmos, som vi endnu ikke kender til. Og op i makrokosmos med planeter, solsystemer, galakser og endnu længere op i makrokosmos. For den kosmiske bevidsthed er hele universet eet levende væsen, som Martinus kalder Gud. Og alle levende væsener i mikro-, mellem- og makrokosmos er "gudesønner". Altså, ALT ER LIV. Uden undtagelse.

Martinus hævder også, at der er flere fysiske universer end det, vi lever i. I de andre universer findes andre naturkonstanter og "bølgelængder", så "vores" univers kan være krydset af de andre universer, men uden at de blander sig med hverandre. Dog vil det engang i fremtiden være muligt at besøge disse andre universer. (Læs eventuelt Per Bruus-Jensen: Mennesket og livsmysteriet, side 68).

Kærlig hilsen,
Kjeld.

Hej alle.

Inger Gaarde skrev i 1940`erne i Kosmos mange fine prosadigte. Dette her handler om hendes længsel efter Gud.

[align=center]DU![/align]

Leger vi skjul - vi to - i den svundne dags tusmørke mellem de lange, sorte skygger? Eller der det kun Dig, der leger, og mig, der søger?

Du - min elskede, der ved solskindages hvide lys fuldkommen blænder mig, så jeg beskæmmet må dække mit ansigt for dig, du Rene!

Dagen igennem har jeg jaget Dig; thi overalt, hvor jeg færdedes, så jeg Dine spor i blomsters farvestrålende glæde, i græssets hemmelighedsfulde grønne, på bølgens hvide smilen, overalt - elskede Du - har Du været; og overalt hvisker det til mig: "Den vej - skynd dig, den vej!"

Og jeg skynder mig efter Dig, - mens jeg plukker den gyldne solstråle ved vejkanten og sanker det rødmende æble op til Dig! Åh, jeg tåbelige, der tager, hvad Dit er, for at forære Dig det!

Jeg har jaget Dig, jaget Dig -- så jeg selv segner derved. Ufuldstændigt og besværligt er det legeme, der bærer min søgende ånd, men desto stærkere og mere flammende er tankerne, der famlende søger mod Dig, du Ubønhørlige! Og langt, langt borte mod den flammerøde horisont følger jeg Dig i mine tanker, - råber mod Dig og beder Dig favne mig, rense mig, lutre mig i eet brændende Nu i Din evige favn!

Men se, du Stolte! Jeg sidder her - ene, og hvisker et skuffet farvel til Dig, jeg så ubønhørligt jagede, og stille lister en lille, sagtmodig tanke om tilgivelse ind på mig, - tilgivelse for min rastløse utålmodighed, og jeg beder Dig: straf mig for min utidige nysgerrighed.

Ak, du Elskelige! Du sænker Dit dommersæde omkring mig, og lig en moders stille vemodståre falder duggens blide dråber rundt om mig, mens aftenbrisen varsomt stryger den hede kind, - og det er, som hvisker Du til mig gennem træernes tyste mumlen: "Jeg elsker dig, barn!"

Du Rene! Jeg ved, at endnu er jeg kun et barn, hvori alting brydes og gæres, men en dag - du Elskelige, vil Dine frugter modnes i mig, og da vil jeg plukke hjertets blodrøde blomster og holde dem frem mod Dig i mine foldede hænder og bede Dig modtage en ringe tjenerindes ydmyge gave!

Jeg ved, vi vil mødes engang - Du og jeg - i usigelig kærlighed; men indtil da vil jeg evindelig puste til den glød, der brænder for Dig i mit hjerte, elskede Du; thi så vil den vokse og vokse, mens jeg bestandig må bringe dele af mig selv som offer til bålets glød, indtil der intet mere er tilbage i mig end Dig; for min erkendelse må være den, at der er intet, intet uden - Dig!

Kærlig hilsen,
Kjeld.