Provokation er efter min personlige mening en lavere form for kommunikation og hvis den kan undgås kommer der som regel noget positivt ud af det.

Provokation kan efter min mening ikke samtidig være næstekærlig kommunikation.

Med kærlighed

Lars

Hej Ejby

Jeg vil give dig helt ret. En provokation er en åndshandling som indeholder en hel del tyngdeenergi. Derfor, når denne tyngdeenergi - som har splittende egenskaber - kommer til udtryk, vil det føre til en naturlig adskillelse mellem personen der udsender provokationen, og så den person som provokationen er rettet imod. Det er i hvertfald ikke på denne vis, vi mennesker kommer tættere på hinanden. Der ligger vel også en manglende ydmyghed, og noget storhedsvanvid gemt i enhver provokation ?

kh.
Kenneth

 Hej Ejby.

I visse forbindelser vil jeg da give dig helt ret, f.eks omkring "muhammedtegningerne" og lign.

I andre tilfælde kan det dog være et "redskab" til udvikling, som når jeg oplever ikke at kunne forklare mig forståeligt, men ved, at via en bestemt "provokerende" formulering, kan jeg få den reaktion fra andre, som netop gør at de selv med egne ord (i deres ophidselse) afslører det jeg gerne ville fortælle jeg selv så hos dem.

 Bevidst provokation er ikke en "entydig" størrelse, fordi dels er der jo i mange tilfælde slet ikke tale om "bevidste" provokationer", fra min side ihvertfald, men blot tale om at nogle lader sig provokere, når jeg giver udtryk for mine egne personlige opfattelser.
 Men når jeg så har oplevet at bestemte personer altid farer i "blækhuset" når jeg fremkommer med specifikke udtalelser eller måder at se tingene på, så bliver dette jo til noget bevidst for mig, så jeg fremover ved, at gør jeg det lige på denne måde, så vil det pr "automatik" virke "provokerende" på lige den eller den person, og da er det jo "bevidst provokation" hvis jeg vælger forsat at gøre sådan, i disse specifikke situationer.

 Og det er alene sådan jeg selv bruger "provokationerne" på en bevidst måde.

 Man kunne jo også vende det lidt på hovedet, og se på tingene sådan, at hvis jeg oplever andre blive "provokerede" af nogle af mine opfattelser, skulle jeg så holde min mund, og fralægge mig mine opfattelser, eller beholde dem for mig selv ?

 Ville det ikke betyde, at man ved at lade sig provokere, giver andre "mundkurv" på, og forventer at disse så holder op med at udtale sig ?

 En udtalelse kan jo være til opbygning for andre, men virke provokerende for nogle, og vi skal jo ikke altid kun tænke på "os selv" som værende personer der indbyrdes udveksler argumenter, men også huske at der sidder mange som ikke deltager i selve dialogerne, som kan have stor gavn af blot at læse hvad vi her "tør" smide i hovederne" af hinanden.

 Så det at "provokere" alene for provokationens skyld, finder jeg også er "krigsskabende" og negativt, men er der en næstekærlig intention, i form af at gerne ville tydeliggøre noget for andre, så ser jeg ikke personligt på "provokationer" som værende noget negativt, tværtimod.

 Som du selv var inde på tidligere, så er vi jo efterhånden så sammenspiste, at vi vist alle er klare over , at den dialog som vi har her, og som for udenforstående sagtens kan opleves som værende negativ eller ukærlig, ikke har den mindste indflydelse på den kærlighed vi har til hinanden, på det overordnede plan, jeg elsker jer alle som en, men det vigtige i et venskab er for mig netop dette, at vi tør sige det vi føler til og om hinanden, uden frygt for at miste hinandens kærlighed.

 Den bedste ven man kan have, er den der tør være hudløs ærlig overfor en, så man ikke føler sig "talt efter munden".

 Så jeg føler jeg har masser af gode venner i dette forum.

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Kenneth.

Det er jeg meget enig i.

Kærlig hilsen Ejby

Det er lige denne del som jeg mener er problematisk. At belære andre ved at skubbe til dem. Det er ikke særligt kærligt, at agere på denne inddirekte og udspekulerede måde. Jeg har efterhånden mødt en del mennesker, hvor det er den eneste måde de kan komme i kontakt med andre på. De er alle drevet af en eller anden form for ønske om at overføre deres ideer til andre, fordi de er af den overbevisning at de sidder inde med alle svarene (tit har de også et grundlæggende stort ønske om at skabe opmærksomhed om egen person).  Jeg har tit oplevet disse mennesker have en manglende forståelse for vigtigheden af at holde sig på egen "banehalvdel".

kh.
Kenneth

  Hej Kenneth.

Jo, måske har du ret, men har du ret, så tænk også lidt over hvilken betydning din sætning her (citat):De er alle drevet af en eller anden form for ønske om at overføre deres ideer til andre, fordi de er af den overbevisning at de sidder inde med alle svarene (tit har de også et grundlæggende stort ønske om at skabe opmærksomhed om egen person).(citat slut) har for et forum som dette, og for den måde man netop her fremlægger Martinusses verdensbillede på.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Prøv at sige tingene lige ud, Avatar, hvis du gerne vil i kontakt, så er det nemmere for os to at kommunikere. Jeg ved ikke hvad du hentyder til på denne indirekte måde ?

kh.
Kenneth

Jeg er enig med Avatar i at provokation kan bruges som et redskab til udvikling, men det skal benyttes med henblik på netop at få energi ind i en problemløsning - og man kunne jo oplyse, at nu kommer med en provokation med vilje, for at få nogle nye reaktioner og ikke for at være på tværs, genem eller andet. Jeg oplever i mit arbejde med IT, hvor vi skal være meget kreative og nytænkende, at netop et provokerende forslag kan løsne op - måske forkastes det provokerende forslag promte, men det får os til at tænke i nye og utraditionelle baner.

Måske lidt kluntet formuleret... men mon ikke I forstår hvad det er jeg mener

kh Tina :0)

  Hej Kenneth.

  Jeg satte bare i tankerne "Martinus" ind som person, i den første linie jeg citerede fra dig, og tænkte derfor selv, om ikke din tilføjelse i parantesen så også skulle med, hvis det var Martinus udtalelsen gjaldt, og hvis man skulle se "objektivt" på tingene.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Det mener jeg også at det kan være, specielt hvis man forsøger at fremprovokerer nogle reaktioner, som stiller andre i et dårligt lys.

Jeg er med på at man kan fremprovokere nogle sunde reaktioner, men jeg mener også at man skal være ekstrem påpasselig med det. Det kan hurtigt blive noget skjult ego i en selv der bliver pakket ind i en rar tanke om at "hjælpe andre". I det tilfælde er det ikke en hjælp, men en egoistisk handling, som f.eks. kan bruges til at stive ens eget ego af ved at vise hvor lidt udviklede de andre er. Det er ikke så charmerende.

Jeg synes man skal overlade denne form for provokation til professionelle terapueter o.lign., der ved hvad de gør og som fremprovokerer reaktioner hos folk, som selv har bedt om det.

kh
Lasse

Hej Lasse

Jeg vil give dig meget ret i det med terapi og provokation, at provokere noget bevidst vil altid være et angreb på nogle sider af et menneske som er sårbart og det er også i mine øjne negativt hvor derimod en udveksling af synspunkter, kan provokere nogen uden, at det er den bagvedliggende hensigt og så må grænsen for hvad der er provokation og hvad der ikke er, være et spørgsmål om hensigt, eller er der en anden grænse?

Selv i forbindelse med terapi kræver det en overordentlig fin-følelse af den ansvarlige, da grænserne kan være hårfine og de skader der kan blive resultatet kan være meget svære og krævende at rette op.

Generelt vil jeg mene som det første indlæg, at bevidst provokation generelt er skadelig da det under alle omstændigheder skaber meget uro i flere bevidsthedslegemer.

Kærlig hilsen Pondus

Hei Pondus
Fint å "se" deg på forummet igjen. Håper ikke det går så lang tid til neste gang. Vh Gabriel

Hej Gabriel

Tak for ordene Nej jeg tror ikke der går så lang tid, men ind imellem er de indre og ydre processer ret så omsiggribende

Jeg har lige et PS. At lade sig provokere vil sige, at tiltrække sig samme stof-gruppe og dermed også en ukærlig handling overfor sine forskellige legemer, måske dybest set en af de tanker der ligger bagved begrebet: At vende den anden kind til...

Kh.Pondus

Bare af nysgerrighed.

Hvad ville du mene, hvis Kurt Vestergaard istedet havde logget ind på en islamistisk hjemmeside,
og skrevet, at det Muhammed siger er "løgn" og at dem der ikke taler "imod" Muhammed er "hjernevaskede"
og ikke i stand til at tænke selv?

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Ejby.

  For mig er det afgørende hvilket formål man har med sin "provokation" hvis den er bevidst, som Tina nævner kan der skabes nytænkning og udvikling, via provokationer, men man skal selvfølgeligt have styr på sine egne "baggrunde" før en provokation kan blive til gavn for nogen.

  Pondus nævner at det også er negativt at "lade sig provokere", og det er jo nok det jeg har gjort i denne forbindelse, ladet mig provokere af Martinusses brug af ting som jeg personligt mener skulle bruges "anderledes", så det "hul" må jeg jo forsøge at undgå at falde i, fremover, så vidt jeg formår.

  Men jeg skal jo også lære, og på mange områder har jeg vist langt igen, ingen tvivl om det.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Vi har vist alle meget at lære og langt igen inden vi er færdige og klar til at "gå videre", rejse hjem eller rejse ud med vor erhvervede viden til gavn for andre, og tak for det, at være i bevægelse og under udvikling er nok det største vi kan opnå her og i en større sammenhænge, at læne sig tilbage og tro at "man" har hele "sandheden" er nok den største "fejl" vi kan begå...

Kh.Pondus

Pondus wrote:

at læne sig tilbage og tro at "man" har hele "sandheden" er nok den største "fejl" vi kan begå...

Just detta ser jag som många martinusianers stora tærskelvogtere!

Hej Avatar.

Kurt Vestergaard`s intentioner med sine tegninger, kunne godt være, at skabe nytænkning, udvikling og debat.
Men resultatet, oplevede jeg som splittelse og "krig".

Du har ret i, at vi alle skal lære...og det er lærerigt, at turde se sig selv i øjnene og indrømme sine egne fejl.

Kærlig hilsen Ejby - som selv er fuld af fejl.

  Hej Ejby.

Jo, jeg tror da også at Kurt Vestergårds intentioner var at skabe "debat" og nytænkning, men måske så også at han (som jeg selv) fik sin "lyst" til at "provokere" via selv forudgående at føle sig "provokeret" af fundamentalisters måde at gøre tingene på.

  Så det kan af og til være svært at skelne sig selv fra andre, når man ser sig selv I andre.

  Men "resultatet" er jo nok det afgørende bevis på om noget har været positivt eller negativt i sit "udspring".

  Kærlige Hilsner fra Avatar.