Det er vel ikke forkert at have ønsker om at blive anderkendt, for det behøver jo ikke nødvendighvis at være negativt. Man kan jo blive anderkendt som et intelligent menneske. At man er god og kærlig. Hvis man ikke er anderkendt er det jo ofte meget svært at blive taget seriøst. Også er det jo svært at opfylde sin pligt "som kræves af den enkelte for at realisere andres velfærd eller egen – senere – lykke."

(Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Pligt

God pointe

Ja, jeg tror også at målet helliger midlet... lidt ihvertfald.

Forpligtiget lyder dog som noget man gør under tvang og ikke af lyst og når jeg fortæller andre om Martinus, så er det for at få mine medmennesker på "rette spor" eller bare blive udvidet rent bevidsthedsmæssigt og jeg bliver glad hvis bare en enkelt finder Martinus som en interessant mental udviklingskilde. Og hvis ikke de gør, må jeg bare erkende at det ikke kan være anderledes og at "alt er såre godt".

Jeg er dog selv meget ny i Martinus universet, har læst Logik og er 1/5 igennem Livets Bog 1.

hej hybel
og velkommen
for mit eget vedkommen er jeg tit overrasket over at jeg er kommet igennem dette store værk,
jeg vel mene at vores medvæsner er mætte af regiol og ser det dtt som mer af samme skuffe.

vh lu

Som jeg forstår det, er vi blandede væsener med blandede motiver, og det tror jeg også gælder, hvis man støtter "sagen". Nok også hvis man gør det "af hjertet". Hvem gad at gøre det, hvis de absolut ikke fik nogen anerkendelse for deres indsats?

Men hvis man derimod KUN har egoistiske motiver til sin støtte, tror jeg ærlig talt ikke, at den er meget værd, men potentielt set kan være skadelig. Jeg tænker fx på, hvordan ønsker om magt og rigdom blandt præster har skadet den kristne kirke. Det samme kunne vel potentielt ske for sagen, hvis tilhængere blot var med for at fremme egne interesser.

Hej Lasse og alle andre

Jeg vil mene at pligt organisk er meget tæt forbundet med den rene næstekærlighed.
Når man gør noget af pligt, er det fordi man ikke kan gøre det anderledes. Pligtfølelse er det udviklede foster til den rene næste kærlige baby.. Hehe.

Det er måske ikke det sjoveste at samle en hundelort op. Og den forbi passerende har måske ikke nogen særlig lyst til at skovle den væk, men det føler i sit hjerte fordi at det har et talent i sig der gør at det ikke kan nænne at andre skal samle lorten op. Det har måske endda også et dovent forhold til at skulle samle afføringen op, det høre måske stemmen, jeg orker det ikke, eller der nok andre der gør det. Men dets pligtfølelse er så stærk og veludviklet at det slet ikke kan lade være med at skovle lorten væk.

Tit kan et individ(tror jeg, ved det ikke), hvis at dette individ er i kontakt med sig selv, mærke hvad der er dets pligt. Man har måske en fremragende pædagogisk evne og yderligere har man en stor forståelse og et næstekærlig forhold til analyserne. Man lever måske på et tidspunkt hvor der ikke er nogle til at videregive analyserne og så at sige forkynde dem, men samtidigt har man heller ikke lyst til at være i centrum, i fokus eller forrest, eller at skulle "be"lære andre om næstekærlige mentale strukturer man endnu ikke selv magter.
Man føler at man helt vil være anonym og ude af rampelyset, man føler sig uværdig og lille, men man forstår måske at der er et overordentligt stort behov for at analyserne i kontakt med forsynets plan bliver forkyndt og fortalt.
Her føler personen at han eller hun ejer og har de evner der skal til at udføre jobbet og da der ikke er andre til at gøre det, har dette menneske en overordentligt stor pligtfølelse i at skulle gøre dette arbejde.
Dette menneske ved at det kosmiske materiale bag ham vejer tungt og meget mere end han selv og at han absolut må træde til side og sætte sit behov for at være anonym på pause, og nu forsøge at være et medie for tilgængelighed af kosmisk viden for en given gruppe i samfundet.

Pligt har dybest set, når den er ren og et talent i væsenet intet med et valg at gøre, men at man i virkeligheden ikke kan nænne ikke at gøre det rigtige. Hvor at næstekærligheds følelsen er lidt hurtigere og hele tiden pr automatik handler fuldkomment.
Som jeg sagde før kan man måske ha lyst til at gøre alt muligt andet, og der findes måske et hav af egoistiske forslag i hovedet eller bevidstheden på individet, stammende fra forskellige former for selviskhed.
Men pligtfølelsen er så stor i hjertet at det overskygger og neutralisere alle selviske tankearter i forhold til problematikken eller et job som skal udføres i forsynets tjeneste, hvilket alle job jo er.

I virkeligheden er der tale om forskellig reaktions hastighed. Pligtfølelsen udfolder næstekærlighed, dog i et langsommere tempo grundet rester af selviske tendenser i bevidstheden. Men det er ved at være på automatisk eller automatiseret plan for det pågældende individ da det har alt for mange moralske kvaler, lidelser og smerter ved at afstå "jobbet" eller pligten.
Men ingen tvivl er der at et jordisk væsen besjælet af stor pligtfølelse, er nået vældig godt frem igennem grovere og mere primitive former for livsudfoldelser.
Det er bare ikke færdigt og føler måske at det ikke orker næstekærligheden, men alligevel kan det ikke nænne andet end at udføre den. Som en doven, men kærlig teenager.

Pligtfølelsen er et organisk fænomen, der forbinder det levende væsen med sin livs opgave. Høj pligtfølelse betyder altså høj forståelse for nuets aktualitet, bevægelserne i den indre og ydre verden eller blevet meget mere logiske og meningsfyldte, tilfældighedernes analyser er i stort tilbagetog.

Sådan tror jeg at pligt er. H mennesket er ofte besjælet af høj pligtfølelse i følge Martinus og det giver god mening, H mennesket beskrives jo som et aldeles fremskredet væsen.

Selvfølgelig er der nogle der mener eller tror de har en stor pligtfølelse, men i virkeligheden er det et dække over et stort egoistisk begær om at være noget vigtigt indefor sagen eller en spirituel orden. At være en stor lære eller forkynder, pligten bliver undskyldningen for at udføre en selvisk handling.

Selvfølgelig kan der i "gode" væsener være en lyst og tendens til at blive set og hørt af andre, men dette er slet ikke i overvægt og kun i ringe betydning. Det er måske noget væsenet er klar over, og ja så er brodden af det egoistisk jo taget af den sag. Væsenet må jo give rum og plads til sit ego, hvis at det nogen sinde skal ha en mulighed for at opløse sig eller udleve. Måske man stadigvæk ønsker opmærksomhed, men ens kærlighedsfølelse vejer meget mere. At blive bevidst i hvor egoistisk man tænker og være i sorg eller tvivl over det, er jo den første og største nøgle til næstekærligheden, det er jo selve den realitet der ydmyger det levende væsen for alvor.

Er motiverne dårlige og gerningerne "gode" eksempelvis forkyndelse af en given sag hvor at man træder frem i et større eller mindre rampelys og viser sig for mennesker, er måske umiddelbart ikke så slemt.
Men alligevel, forsynet så hellere at man undlod at gøre de gode gerninger i lyset af andre og gjorde det i lyset af sig selv. "Sæt ikke jeres lys under en skæppe", er jo en universel pligt, men sætningen tilkommer dem med ren pligtfølelse og ikke dem der mener at de skal redde mennesker eller verden, thi så har de slet ikke fattet at verden hverken kan eller vil reddes, men at den redder sig selv.

Kærlig hilsen
JR

Hej Hybel,

Velkommen til

Jeg tænkte på den forpligtigelse som opstår når nogle folk f.eks. føler sig forpligtide til at hjælpe andre som er i en eller anden form for nød eller problemer. Man "bør" hjælpe. Hvis det opstår spontant, så synes jeg egentlig at det er en positiv ting.

Hvis forpligtigelsen er mere påtaget eller påduttet, så er jeg enig i at det kan være et problem.

Mit spørgsmål går på hvordan man mærker forskel.

"thi så har de slet ikke fattet at verden hverken kan eller vil reddes, men at den redder sig selv"

Ville bare lige takke for det emne her.