Hej Peter,

Ja, det er en fin debat. Lad os se hvor langt, vi når. 

Jeg synes dit spørgsmål er lidt fjollet, for jeg taler jo ikke om, at en persons kærlighed kan måles i kilo(gram).

Men oplevelse er jo repræsenteret ved bevægelse, og derfor kan jeg ikke se, hvorfor den ikke skulle kunne efterforskes og kortlægges. Selvom vi ikke har vågen dagsbevidst intuition, har vi den teoretisk i form af de kosmiske analyser. Via disse mener jeg, at vi rent logisk kan sammenholde de forskellige analyser, og udlede nogle nye af disse, hvis blot vi vel og mærke forholder os strengt logisk og ikke ender i tankedril.

Ifølge Martinus er det i det såkaldte salighedsrige, hvor kulminationen af velbehag finder sted. Martinus udtrykker salighedsriget, som Guds gave til gudesønnen. Heri kunne også ligge en indikation af, at her er noget som Gudesønnen kan, som Gud ikke kan:

Gudesønnen oplever jo salighedsriget i renkultur og dermed også kulminationen af velbehag i renkultur, når han er nået dertil, fordi han kun bor i dette rige, og derfor kun har salighedsriget at opleve, så længe han bebor det. Han kan på dette tidspunkt ikke opleve andet end kulminerende salighed. Enhver oplevelse, der er mindre salig, er i dette rige utilgængelig for hans bevidsthed.

Sådan er det jo ikke med Guddommen. Hans legeme er ikke kun salighedsriget (og derfor udgør hans bevidsthed heller ikke kun salighedens kulmination, men også alt det mindre salige i verdensaltet), hans legeme består også af de 5 andre riger, hvor saligheden er mindre. Det må jo ikke kunne undgå at gøre indtryk på Guddommen, på en sådan måde at Guddommen ikke kan leve i velværens kulmination. Dette bekræfter Martinus jo også i det før citerede stk. 2378. Men derfor kan det jo godt være en yderst tilfredstillende oplevelse, som Guddommen evigt har.

Hvad mener du med "Resultatet af behaget"? Og hvordan vinder Gud?

Nej. Men det er jo netop meget forskelligt, hvad Gudesønnerne oplever. I visse perioder oplever Gudesønnen at blive udsat for den forfærdeligste tortur og uden viden om den åndelige side om livet. På andre tidspunkter oplever Gudesønnen kulminerende salighed og kosmisk bevidsthed.

For Gud må det jo blive en blanding af det hele. Han oplever livet i salighedsriget, men han oplever også torturen i krigszonens helvede.

Ja, det må være en stærk formildende omstændighed, at Gud med sin primære bevidsthed ved,  at alt er såre godt. Og Gud får gennem sin primære bevidsthed oplevelse af al verdensaltet velvære. Men det betyder jo ikke, at den tortur han bliver udsat for ophører med at gøre ondt i det område af bevidstheden, hvor Gud oplever dette. Hvis han ikke kunne realistisk opleve lidelse, kunne Gud jo aldrig få en realistisk oplevelse af, hvad lidelse er for noget.

At vide at noget er godt (i betydningen at det har en kærlig hensigt), er jo ikke enstbetydende med, at det ikke samtidig kan være pinefuldt. Det er jo netop den pointe Martinus formulerer med udtrykket: "det ubehagelige gode"

Når Martinus i efterskriften sammenligner lidelsen med et "florfint forhæng", går han jo igen ind og laver en sammenligning af hvor meget lidelse fylder i forhold til hvor meget velvære fylder i verdensaltet. Det må altså være muligt (med mindre han er en bedrager. Og det kan jeg ikke kan finde belæg for at antage).

De venligste hilsener fra
Jan

Hej igen, Jan

Jeg mener selvfølgelig ikke "kilo(gram)", men den - for mig ukendte" - måleenhed, som du vil måle Guds og gudesønnernes lidelse/velbehag med .

Selvom oplevelse er repræsenteret ved bevægelse, er det ikke ensbetydende med, at vi kan sætte talstørrelser på. Det ville kræve, at vi kunne måle afstand og hastighed, men disse størrelser er jo i virkeligheden relative.

I virkeligheden er der tale om en tilstandsændring, som vi kun kan beskrive som grader af fuldkommenhed - (men disse grader er vel at mærke ikke af fast defineret længde, som vi kender det fra vores jordiske fysik).

Hvordan skal gudesønnen kunne noget, som Gud ikke kan? Så ville Gud jo ikke være almægtig.

I saglighedsriget kræves vel også en vis kontrast for at markere salighedsfølelsen? Og er det, der fremkalder salighedsfølelsen ikke netop genoplevelsen af lidelserne set i lyset af forklarelsens kosmiske 100 watt-pære?

Men livsoplevelsen i de himmelske sfærer er jo en uundgåelig/uundværlig videreudvikling af livsoplevelsen i den dyriske sfære. De på hinanden følgende riger er jo en udvikling på baggrund af oplevelserne i det foregående, altså et evigt kulminerende udviklingsforløb, som Gud hele tiden er på toppen af.

Resultatet af Guds behag er vel livets evige fornyelse til glæde for os og ham. Gud vinder, fordi han er altings skaber.

Nej, for Gud bliver livsoplevelsen ikke bare "en blanding af det hele". Den forfærdeligste krigstortur er jo en forudsætning for den højeste lykke. Og sådan ses og opleves lidelserne med den guddommelige kosmiske indsigt i alting, som Gud evigt er dagsbevidst i, og det er jo netop denne frydefulde indsigt, der skaber saligheden.

Den gør vel ondt på en god måde...

Jo, men billedet bruger han i forhold til vores jordmenneskelige udsigtspunkt, hvor lidelsen skjuler livslykken - og fortæller hermed at lidelsen i hele det levende væsens spiralforløb kun udgør et forløb, der sidenhen vil overstråles af vores tilegnede kosmiske indsig i livets love og principper.

Og derudover er "Florfint" - mig bekendt - ikke en internationalt certificeret måleenhed til udmåling af lidelselsforløb...

De venligste hilsner og god fredag fra

Petersh

Hej Jan!

Det er jo unægtelig nemmere at beskrive sit eget udsigtspunkt end at beskrive det ud fra Guds eget udsigtspunkt og hvordan Gud personligt oplever det, men måske er det ikke helt umuligt.

Ifølge Martinus, er jeget et fælles element for alle levende væsener. Hvert ”jeg” vil så udgør i princippet et rastepunkt i det store samlet billede for Guddommen. Et sådan billede kan umulig være statisk, men må på grund af den enkelte fluktuation (bevægelse/ændrede tilstande) betyde, at dette billede er dynamisk (bevægeligt/foranderligt). 

Det er altså denne dynamiske tilstand (foranderlighed), der giver indtryk for Guddommen. Da den enkelte gudesøn i princippet udgør et rastepunk, vil dette rastepunkt have en specifik vibration eller egenskab. Da hvert væsen eller gudesøn igen består af en masse mikrojeger, vil dennes rastepunk igen kunne opløses i nye rastepunkter, som disse mikrojeger besidder hos makrojeget osv. og det var det jeg mente med, at Guddommen kunne bladre i sine oplevelser. Det er rigtigt, at overordnet set, vil summen af alle jeger danne et evigt foranderligt billede for Guddommen og dermed er det for Guddommen et dynamisk billede.

[align=center]Med venlig hilsen
Svend Erik [/align]

Hej Jan og Svend Erik

De enkelte "rastepunkters" vibrationer eller egenskaber har dog forskellig gennemtrængningskraft - voksende fra instinktenergien til intuitionsenergien (salighedsenergien har en lidt svagere gennemtrængningskraft end intuitionsenergien).

Nogle "rastepunkter" vil altså overstråle de andre i det samlede "billede": Guds oplevelse af sig selv gennem gudesønnerne.

Venlig hilsen

Petersh

Hej Jan...

Herlig debat I har i gang.

Jeg forstår ikke denne indikation - hvis der er noget Gud ikke kan - hvordan kan han så være almægtig? - det er ikke logisk for mig.

Gud oplever det samme som alle Gudesønnerne oplever, mens Gudesønnen kun oplever sin egen salighed, så det lille lokale salighedstrip vi hver især får i salighedsriget får Gud temmelig meget mere end os, fordi han oplever gennem ALLE væsener i salighedsriget.

Jeg mener stadig som jeg skrev tidligere, at vores oplevelser er uendeligt små sammenlignet med Guddommens - og kan formentlig derfor heller ikke sammenlignes?

Nå kan stadig ikke komme det nærmere, men vil følge jeres udredninger med stor interesse

kh
Tina :0)

Hej Petersh!

Billedet af rastepunkter består igen af forskellige lag og niveauer (styrke), vil jeg mene. Du er jo selv inde på gennemtræningskraften og vi skal heller ikke se det som et fladt billede, men billeder i billeder i billeder (multispejl). På den ene side eksisterer kun GUD, men som til gengæld indeholder ALT. Tricket består i, at splitte sig op i de mange gudekvanter, således at hver gudekvante, får sin private oplevelser og alligevel er det også Guds oplevelser, men altså igennem de enkelte gudesøner. Vi kommer altså hver især til at danne en samlet integreret størrelse og det er på denne måde, at Gud får sine livsoplevelser på og vel at mærke en dynamisk præget form, idet den jo ændrer karakter i takt med gudekvanternes forskelige livsoplevelser. I virkeligheden er det Gud, der underholder sig selv og hele tiden søger for at forny sine livsoplevelser. 

[align=center]Med venlig hilsen
Svend Erik Christensen[/align]

Til Tina!

Nu skal jeg ikke svarer for Jan, det klarer han nok selv 
 
Jeg er enig med dig i, at det med vores forskellige synspunkter og udlægninger er meget interessante og det er heller ikke sikkert, at vi når til enighed omkring spørgsmålet, hvordan Gud oplever det og slet ikke i alle detaljer. Nogle af svarene får vi i bogen Sol og Måne (se også PBJ X bind 4), idet Per Bruus Jensen har haft nogle dybe samtaler med Martinus især i årene 1957 til 1970.

Martinus har i et båndforedrag fortalt om, hvordan Gud oplever det, men som desværre er i så dårlig kvalitet, at man måtte opgive at afspille det med tilhører på. Jeg ved så ikke, om man har fået nedskrevet dette båndforedrag, så der kan laves en artikel ud af det, men det kunne være interessant at få det udgivet.   

Det ville også være interessant at få samlet alt op, hvad der ligger af dette stof fra Martinus og PBJ's side og så lave en samlet bog/artikel omkring dette emne.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik Christensen[/align]

Hej Venner!

Ja jeg kan kun bidrage med oplevelsen af saglighed/kærlighed da mit lille rastejeg
for et kort sekund gled ind i helheden...ifølge mit hjerte og ikke min hjerne så er
guds oplevelse af sig selv og altet ren kærlighed...ingen svig her...husk at vi skal
balancere mellem ying og yang eller på Martinusk...mellem føelses og intelligensenergi
og jeg tror ikke at det helt er muligt at "læse" føelser med hovedet ligesåvel som det
er vanskeligt at "føle"  intelligens med hjertet...begge skal i brug for at finde det
rigtige svar!

Kærlig hilsen
Pipia

Hej Pipia-2

Jeg tror, du her nævner et problem, som vi skal være opmærksomme på i vores udforskning af de kosmiske aspekter af livet, dets oplevelse og skabelse. Vel kan vi komme langt i vores forståelse ved hjælp af Martinus' logiske analyser og vores intelligens - men så længe vi ikke har intuitionen til rådighed, vil det være som at nyde et gourmetmåltid med klemme for næsen, bind for øjnene og begge hænder bundet på ryggen.

De venligste hilsner fra

Petersh

Hej Peter og andre,

Alle størrelser og hastigheder er relative. Det betyder ikke, at de ikke er målbare. Hvis det var tilfældet, var det ikke muligt at måle noget som helst.
Men sagen er jo, at jeg slet ikke mener, det er nødvendigt, at omsætte mit spørgsmål til noget, der kan defineres i talstørrelser, som man derefter måler og sammenligner.

Men det, jeg i mine indlæg har prøvet at udtrykke, er, at jeg mener, man kan tage stilling til spørgsmålet, på en langt enklere måde, nemlig gennem Martinus' analyser og den logik/kærlighed, disse repræsenterer.

Guddommen kan noget Gudesønnen ikke kan, nemlig være Guddom

Gudesønnen kan noget Guddommen ikke kan, nemlig være Gudesøn.

Gudesønnen kan/skal bebo de 6 riger, et ad gangen. Han kan ikke som Guddommen bebo dem alle samtidig.

Det er lige omvendt med Guddommen.
Guddommen kan/skal bebo de 6 riger samtidigt. Han kan ikke som Gudesønnen "nøjes med" at bebo eet rige ad gangen.

Gudesønnen og Guddommen kan aldrig bytte plads.

Hvis Gud skulle kunne holde op med at være Guddom og i stedet være Gudesøn i renkultur, skulle han kunne bryde de evige love. Gud kan ikke bryde de evige love. Det gør ikke, at han ikke er almægtig. Det betyder bare, at han ikke kan slå det evige liv ihjel. Men det er han heller ikke interesseret i.

Desuden mener jeg også Gudesønnen er almægtig. Det er bare ikke altid, han ved, at han er det. Hver gang de 6 riger er gennemlevet af Gudesønnen, har Gudesøn og Guddom i princippet gjort det samme, nemlig udfoldet alle grader af "lys" og "mørke", og må derfor også i princippet have oplevet den samme skæbne.

Guddom og Gudesøn er to sider af samme "sag", nemlig "det levende væsen".
De er også 100% afhængige af hinanden: Uden Gudesøn ingen Guddom. Og uden Guddom ingen Gudesøn. Og det er ikke sådan, at det er vigtigere eller mere moralsk at være det ene end det andet.

Samtidig er opsplitningen af "Den ene" til "de mange" et resultat af et evigt skabeprincip i X2. Det er altså til dels noget illusorisk - et oplevelsesmæssigt 'trick' - for dybest set er der kun eet levende væsen. Dette ene levende væsens skæbne, må derfor logisk være alle levende væseners skæbne.

Jeg kan derfor ikke se andet end Guddom og Gudesøn er 100% jævnbyrdige. De er dybest set identiske. De må derfor principielt få den samme skæbne. Den eneste forskel er, at de får skæbnen fordelt på forskellige måder/tidspunkter.

Hvis det evigt skulle være mere behageligt at være et type væsen end et andet type væsen, så var det jo netop udtryk for at livet favoriserede, det væsen, der fik mest behag.

Hvis man mener, at Guddommen har det bedst, så vil det jo sige, at Guddommen favoriserede sig selv frem for alle andre (Gudesønnerne),  idet han havde det mere behageligt end dem.

Alt skabt går i kredsløb. Gudesønnen må skiftevis kulminere i kosmisk lys og velvære, og kosmisk mørke og lidelse.

Når noget kulminerer, betyder det, at det ikke kan blive kraftigere - ellers var der ikke tale om en kulmination. Så jeg mener ikke, det er logisk at sige, at når et salighedsvæsen kulminerer i velvære, så må det betyde at Guddommen har langt mere velvære, fordi han består af uendeligt mange salighedsvæsener.

Man kan ikke sige: 1 salighedsvæsen = kulminerede væsen. Uendeligt antal salighedsvæserner = uendeligt gange kulminerende velvære.

Derfor mener jeg, det er logisk at antage, at Guddommen oplever kulminerende velvære igennem alle de væsener, der oplever dette, medens han også oplever mindre velvære igennem de øvrige væsener. Men han kan ikke opleve mere end kulminerende velvære, og det er også det, salighedsvæsenerne oplever.

Quote:

I saglighedsriget kræves vel også en vis kontrast for at markere salighedsfølelsen? Og er det, der fremkalder salighedsfølelsen ikke netop genoplevelsen af lidelserne set i lyset af forklarelsens kosmiske 100 watt-pære?

Kontrasten til saligheden, skabte Gudesønnen, da han første gang oplevede "det dræbende princip", som realistisk smerte og rædsel i dyreriget. I salighedsriget genoplever væsenet ikke lidelserne, men derimod en 100% lidelsesfri version af oplevelserne. Derfor begrebet Guldkopier, og ikke bare kopier. Hvis gudesønnen var nødsaget til at genopleve lidelserne i salighedsriget, ville der ikke kunne være nogen salighed i det.

Men det ændrer ikke på, at der i dyreriget er væsener, der oplever alskens forfærdelige smerter og rædsler. At de kosmisk set er et gode, betyder ikke at de ikke er smertefulde. Og denne smerte oplever Guddommen også. (Livets bog 6 stk. 2378)

Quote:

Resultatet af Guds behag er vel livets evige fornyelse til glæde for os og ham. Gud vinder, fordi han er altings skaber.

Men mit spørgsmål var ikke hvorfor, men hvordan vinder Gud?

Sådan ses lidelserner fra Guds primære bevidsthed - altså gennem alle de væsener, der har kosmisk bevidsthed. Men Guds bevidsthed består også af en sekundær del, som er kosmisk bevidstløse, og fra den del, må lidelsen opleves, sådan som den føles.
I modsat fald ville det være ukorrekt, når Martinus i stk 2378,  nævner at Gud skaber lidelser for sig selv.

Hvis Gud ikke kunne fornemme disse lidelser som lidelser, så ville Martinus' ord ikke give mening; Gud ville ikke realistisk vide, hvad lidelse var; Han var således ikke alvidende; Han havde heller ikke nogen kontrast til sit velvære; dvs. oplevelse ville være en umulighed.

Hvad mener du med det?

Jeg skrev:

Peter svarede:

Billedet viser at behag og ubehag er noget, der kan gøres til genstand for sammenligning. Det var det, der var min pointe.

Hvis det ikke var muligt at sammenligne, kan jeg ikke se hvordan, man skulle sikre retfærdigheden; sikre at ingen væsener blev favoriseret for andre. Det sikrer de evige love, og ved at tage udgangspunkt i disse, kan man sammenligne uden at behøve at måle talstørrelser, mener jeg.

venlige hilsener
Jan

Hej Jan.

Jeg tror ikke jeg kan komme det nærmere end det jeg tidligere har skrevet i mine indlæg i denne tråd. Hvordan man oplever lidelse, mener jeg må være subjektivt, og helt afhængig af om man er klar over, at alt er "såre godt". Det mener jeg hele tiden Gud må være klar over, takket være sin samlede bevidsthed. Derimod kan gudesønnen ikke altid se, at alt er "såre godt", og han vil derfor i perioden tolke lidelse som noget meningsløst og smertefuldt. Selvfølgelig føler Gud også smerte når gudesønner gør det, men hans oplevelse af smerten må trods alt være anderledes end gudesønnen - ellers var der jo ingen forskel på gud og gudesønnen. For Gud er lidelsen et uundværligt led i den evige verdensorden - lige så uundværligt som paradiset.

Eller hvad med Martinus, der jo var en gudesøn med kosmisk bevidsthed. Selvfølgelig oplevede han objektivt set også smerte og ubehag, men hans kosmiske bevidsthed gjorde, at han med sin fulde bevidsthed kunne se, at alt var "såre godt". Derfor var hans subjektive oplevelse af lidelse også et andet, end den bevidstløse gudesøn.

Hej Svend,

Jeg tror også, det forholder sig sådan cirka, som du beskriver det.

Hej Jan og Svend

Det tror jeg også. Sådan cirka. Jeg synes, det har været dejligt at få tankerne sat på arbejde - så tak for det...

De venligste hilsner

Petersh

Kan man se skoven for bare træer? (kan man se Gud for bare gudesønner?)  ???

Jeg har lige en lille tilføjelse, uden at jeg vil være i stand til at give et præcist bud, hvordan Gud oplever sig selv.

Ligesom jorden drejer rund om sin egen aksel, vil solsiden hele tiden flytte sig 360 grader omkring kloden. Hermed har jordkloden samtidigt, men ikke i de sammen områder, både mørke og lys.

På sammen måde vil Gud få sine oplevelser af både mørke og lys samtidigt. Vi må ikke glemme, at Guds oplevelser er afhængige af gudekvanterne (de levende væsener). Det er jo igennem disse Gud får sin oplevelser fra. Hvis vi fjernede alle gudesønnerne, hvad havde da Gud at opleve med? – Gud har jo netop spaltet sig ud gennem de mange (X1 delt op i kvanter som X2). Men det er jo ikke de samme gudekvanter, der lever i mørket, men skiftevis gennemlever gudekvanterne en fase i mørkezonen og en efterfølgende en tid i lyszonen (indvikling og udvikling).

Ifølge Martinus, har vi ikke ord for hvad Gud i virkeligheden er for en størrelse, det lader sig ikke forklarer gennem vores sprog. Hermed kan man kun komme med tilnærmelser (man kan heller ikke forklarer en blind, hvad farver er) og Martinus har derfor valgt at bruge udtrykket ”Et Noget som er”. I biblen støder man på den sætning ”Jeg er den, jeg er”. Gud er altså højt hævet over tid, rum og skabte former og hvad vi ellers kunne forestille os, for vi har ganske enkelt ikke noget at sammenligne det med og vil kunne sammenligne det med.

Dog ved vi fra Martinus, at Gud består af ALT, derfor er vi også ”Gud i forklædning” idet vi spiller en lokal rolle i dette Noget som er. Vi udgør rastepunkterne, for at Gud kan opleve sig selv i udspaltningen af de mange gudekvanter. Der findes kun et X1, som jeg forstår det, men ved at splitte det op i de mange via X2, som er den anden egenskab hos Gud, så bliver Gud samtidigt også til de mange, men overordnet set findes der KUN EN GUD.

Martinus beskriver det således, at når vi samtaler med vores næste, så er det Gud, vi taler til. Vores næste er altså Gud i forklædning. Derfor vil Gud opleve mørket og lyset samtidigt via alle X2’er.
Men denne oplevelser er for Gud en dynamisk oplevelse, idet Gud hele tiden kan ændre sine oplevelser og samtidigt kan forny og bygge videre takket været erfaringerne fra de tidligere oplevelser og erfaringer, nemlig opbygning af nye spiralkredsløb, som Gud ved, vil blive bedre end dem end alle dem, der tidligere har eksisteret.

Da gudesønnerne og Gud er to sider af samme sag, som jeg ser det, blot med den forskel at X2’erne udgør rastepunkterne for Gud. I samme øjeblik Gud forsvandt, så vil alt forsvinde og dermed er det et indirekte bevis på at Gud er ALT, hvad der eksistere. Angående mørke og lys, oplever Gud mørket gennem de væsener, der befinder sig i mørket, hvor skulle Gud ellers opleve mørket fra? – På samme måde er det med de væsener, der befinder sig i lyset, det er jo dem, der giver Gud oplevelsen af lys. I sidste instans er det Gud og kun Gud, der oplever sig selv igennem sit eget spejlbillede (kvanter i kvanter = multispejlet). 

Hvad ville skoven være uden træer? – Hvad ville Gud være uden sine gudesønnene?
Eller er det hele en tankedril?

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik Christensen[/align]

Hej Svend Erik!

Ja, det er jo fantastisk med disse analyser, hvor vi med vores intelligens forsøger at rede trådene ud i en begrebsverden, som egentlig ikke kan forklares med intelligensen. Martinus har gennem sit værk forsøgt at gøre blandt andet begrebet "Gud" forståeligt for væsener med en endnu ikke udviklet intuitionsevne. Og det er jo lidt det samme som at forklare en blind, hvordan en rød farve ser ud, som du også nævner. Og dog er vi jo ikke helt blinde, lidt intuition må vi da have at gøre godt med på nuværende tidspunkt i slutningen af dyreriget, så man kan måske sige, at vi er begyndt at kunne skelne kraftigt lys fra kulsort mørke, men stadig er der langt til at fatte hvad rød er for noget. Vores forståelse af "Gud" kan måske også sammenlignes med plantens svage anelsesopfattelse af den fysiske verden.

Vi er stadig stærkt påvirkede af den fysiske verdens begreber som for eksempel afstand, begyndelse og slutning, og begrebet "evigt" er næsten ikke til at fatte. Selv kan jeg også have svært ved at fatte begrebet "ingenting", hvis jeg giver mig til at spekulere over det - kan "ingenting" eksistere? Nej vel? Alt der eksisterer, må være "noget". Og Martinus bruger en stor del af sit værk på at beskriver det, som er en lille bitte smule mere end ingenting - det kalder han "noget som er". Dette "noget som er" er ikke ingenting, men det kan heller ikke beskrives eller på nogen måde sanses. Her må man også bruge sin yderste tænkeevne, for at fatte begrebet "noget som er".

"Noget som er". Her kommer Gud og alle levende væsener ind i billedet. Vi er alle i bund og grund et "noget som er", og dog har vi svært ved at fatte det. Vi er i en zone, hvor vi er borte fra Gud, og også borte fra forståelsen af os selv, og nok så mange fine spejle, mikroskoper og teleskoper vil ikke vise os andet svar end den fysiske verden.

Med hensyn til, at der kun findes et X1, som er spaltet ud i flere, så er jeg også lidt på gyngende grund. Jeg tror, at Martinus har valgt denne formulering, også for her at gøre Gud lidt mere forståelig for menneskeheden. Lidt ligesom det gamle testamentes formulering "I begyndelsen skabte Gud" osv... Jamen, der findes jo ingen begyndelse? Nej, men det gjorde beskrivelsen lettere at kapere for datidens menneskehed. På samme måde med begreberne X1, X2 og X3. I virkeligheden kan de ikke adskilles, men Martinus bruger disse begreber, for at vi bedre kan forstå det levende væsen. X1 kom i virkeligheden ikke før X2 og X3 - de har alle været der hele tiden. Når man bruger formuleringen, "Gud spalter sig ud i flere", så har jeg det lidt lige som man siger - Gud er forud for alting, eller "i begyndelsen spaltede Gud sig ud i mange livsenheder". Jamen, der findes jo ingen begyndelse? Gud kan da ikke være forud for alt andet - alt andet er jo også Gud ??? Jeg har det derfor lidt svært med den opfattelse, at i virkeligheden er der kun Gud, og Gud ser et billede af sig selv. I mit lille hovede svarer det til at sige, at i virkeligheden findes der kun skoven - træerne er i virkeligheden bare et nummer som skoven laver, for at få en livsoplevelse. Jamen hov - træerne er da ikke et nummer, de er da en forudsætning for skoven. ???

Jeg er derfor helt enig med din betragtning når du skriver, at Gud er skoven, og gudesønnerne er træerne. Det er to sider af samme sag, der absolut ikke kan adskilles.