Hej Claus 35

Jeg synes, jeg kan erindre, at jeg har læst, at man som tommelfingerregel tilbringer cirka lige så lang tid på det åndelige plan, som man har levet i sin seneste inkarnation. Jo, højere udviklet man er, des mere ivrig vil man være efter at inkarnere igen og få overstået de sidste jordiske lektioner, så derfor vil man sandsynligvis skynde sig tilbage til en ny fysisk krop...

Venlig hilsen

Petersh

hej

Jeg har også læst det som Petersh - men hvis du læser symbol nr. 26 kan du se
at vi i fremtiden vil kunne få besøg af slægtninge fra det åndeligeplan - min nu
opstået mormor fik besøg af hendes mand, han var der et øjeblik og fortalte at
det var synd for hende (hun lå syg) men han havde det godt, der hvor han var

De var også nogle fantastiske mennersker de to he he - men det er sådan noget
vi kan forvente i fremtiden eller det er jo allerede igang, det var min mormor jo vidne
til.

mvh
lars

  Hej Claus 35.

Først skal man jo nok huske, at tiden ikke er ens, på åndeligt og på fysiskt plan, så den tid man er i "sit eget paradis" føles anderledes end her i det fysiske liv.

Når vi opholder os på åndeligt plan mellem livene, så sker det i en tilstand hvor intet ondt kan eksistere, og ingen "skærmydsler" eller problemer med andre væsener forekommer, altså i en (for det enkelte individs synsvinkel) paradisisk tilværelse.

Så ens ønske om at komme tilbage på det fysiske plan og at fortsætte sin personlige udvikling, vil altså være baseret på viden, der ikke indeholder hukommelse omkring alt det negative der findes her.

  Jeg formoder at man selv får mere og mere medindflydelse på hvor og hvornår man fødes igen, jo mere udviklet man bliver, men tingene afhænger jo også i stor grad af, om der er egnede steder og legemer til rådighed, lige for den udvikling man selv har behov for, på det tidspunkt man selv ønsker at fortsætte.

  Nogle er måske "færdigtudviklede" nok allerede for tusinder af år siden, og må derfor vente til "dagenes ende" før der igen er legemer til rådighed for at disse kan fortsætte deres udvikling.
  Denne tanke baserer jeg på bla.a biblens udsagn i Daniels Bog, sidste Kap, hvor Daniel af en engel får at vide, at han nu roligt kan gå "til hvile" og stå op igen til sin "dom" til dagenes ende.
  Andre er jo blevet født med meget lange mellemrum, måske fordi de "kun" manglede få liv for at nå til næste trin, som Elias der senere fødtes som Johannes, men ikke havde liv vi kender til mellem disse 2 og måske heller ikke har haft behov for flere siden, men måske først kommer videre, når kloden er skiftet til sin nye bevidsthedstilstand, og han så også kan komme videre i et nyt og højere udviklet legeme.
  Så personligt tror jeg ikke man skal tænke så meget i "tid" mellem liv, men mere i hvornår der er behov og gode muligheder (egnede steder og familieforhold) for at videreudvikle sig, da disse faktorer i mine øjne ser mere væsentlige ud.

            Kærlige Hilsner fra Avatar.

Jeg har altid være hunderæd for at dø.
Men efter jeg er begyndt at interessere mig for Martinus Åndsvidenskab, så er tanken om døden ikke nær så slem for mig at tænke på. Ikke at jeg ønsker at dø foreløbig, men også på det punkt, har kosmologien hjulpet mig meget.

Hele dette emne omkring reinkarnation, synes jeg er et meget spændende emne. Måske fordi jeg altid har været meget bange for at dø.

Hvordan har i det med døden?

  Hej Claus 35.

  Tro mig, jeg glæder mig virkeligt, og det er nu ikke kun fordi jeg i dag kender til reinkarnationslovene, men fordi jeg altid har set på livet helt fra ungdommen af, som noget der skulle "overståes" ligesom et skoleår, så jeg igen kunne holde "sommerferie".

  Hvorfor ved jeg ikke, det er nok noget intuiativt, men det har en del gange givet mig "negative" reaktioner fra omgivelserne, når jeg har negliceret fødselsdage, som jeg ikke normalt holder eller deltager i, medmindre det er store runde dage, eller specielle dage, som konfirmationsdage eller myndighedsdage (18 år), men til gengæld altid kommer til begravelser af bekendte/venner og familie, og der ikke virker nedtrykt, men glad for at disse nu har fået fred.

  Jeg forstår udmærket at mange ikke kan forstå mine reaktioner og holdninger på disse områder, så man opfatter mig som "følelseskold" overfor de afdøde, men dette er jo blot et udtryk for det savn andre føler ved at skulle undvære afdøde, og på det punkt er det lykkedes mig at være en god støtte for dem der er tilbage, når de oplever at jeg bestemt ikke er "følelseskold" overfor deres følelser af savn.

  Døden er jo den "anden" fødsel, og selvfølgeligt er der nogle traumer involveret i selve dødsprocessen,  og disse kan jeg da også godt frygte en smule, men da vi jo i et vist omfang selv går med til at blive født igen i efterfølgende liv, og da dette jo er en "død" fra det åndelige plan, som er et sted der indeholder langt mere tilfredshed og lykke end dette fysiske plan gør, så kan mit ønske om at komme tilbage dertil ikke være mindre end mit ønske om at blive født her igen engang har været.

                Kærlige Hilsner fra Avatar.

Jeg kan sagdens sætte mig ind i, hvordan du har det med det.

Men (for mig) ER kosmologien stadig en form for "tro", da det ikke er muligt for mig at SE MED MINE EGEN ØJNE, og føle det med mit underudviklet entuitionslegme, at livet vitterligt ER som Martinus har udlagt det som.

Som en Martinus foredragsholder sagde, "vi kan ikke bevise kosmologien holder i virkeligheden, men der er en masse indicier i det, som gør det meget interessant"

Det var ikke hans ord 100% (da jeg ikke kan huske det) men det var det han mente.

Jeg kan ikke VIDE jeg bliver født igen. Men jeg kan se den logi der er i det.

En gang trode mennesker jorden var flad, men det viste sig at den var rund.
Nu tror mennesket, livet er flat, indtil disse mennesker også opdager at det også er rundt.
😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮 😮

Hej Martinuz

Ja, er det ikke dejligt at livet er rundt og ikke flat

Velkomen til dig her i MF

Her er meget stille på forummet p.t.,
tror der er mange der er på ferie.

Kærlig hilsen Ejby

Folk med kendskab til kosmologien, inkarnerer efter ca. 25 år - Martinus Thomsen.

Din dødsangst kan skyldes kødspisning - Ole Therkelsen.

Med kærlig hilsen

Hej Claus

Jeg føler også at alt dette her med Martinus og kosmologien minder om en slags tro - og dog alligevel ikke.

Min tilgang til kosmologien er at bruge den som en teori. Det vil sige at jeg sammenholder kosmologien med den virkelighed jeg oplever og derudfra prøver at vurdere om Martinus har ret i det han siger. Altså har jeg en meget kritisk tilgang til kosmologien. Og det er jo helt i tråd med kosmologien.

Jeg spiser kød og drikker indimellem også lidt alkohol. Og det vil jeg ikke ændre på før jeg måske ad egen vej finder ud af at det er den forkerte vej at gå.

Indtil videre er jeg som "åndsforsker" blevet meget positiv overrasket over kosmologien og synes at kunne spore mange af livets love i det liv jeg selv lever og det liv som jeg kan se ud i verden.

Med venlig hilsen

Smaug

Jeg kan sagdens sætte mig ind i, hvordan du har det med det.

Men (for mig) ER kosmologien stadig en form for "tro", da det ikke er muligt for mig at SE MED MINE EGEN ØJNE, og føle det med mit underudviklet entuitionslegme, at livet vitterligt ER som Martinus har udlagt det som.

Som en Martinus foredragsholder sagde, "vi kan ikke bevise kosmologien holder i virkeligheden, men der er en masse indicier i det, som gør det meget interessant"

Det var ikke hans ord 100% (da jeg ikke kan huske det) men det var det han mente.

Jeg kan ikke VIDE jeg bliver født igen. Men jeg kan se den logi der er i det.

Hej Claus,-

- Der er næppe noget at være bange for, min ven. Hvis Martinus' analyser alligevel ikke holder. må alternativet begribeligvis være; et totalt ophør af alt, dermed også sorgen og smerten ved tabet af livet og det der hører sig til. Og det er vel i virkeligheden lige så godt, set ud fra en personlig oplevelsesvinkel.
Nej, Martinus' beskrivelser kan ikke bevises, men da det fysiske univers jo fungerer efter en nærmest uendelig række af lovmæssigheder, er sandsynligheden for at det parafysiske ikke skulle være bygget op omkring et tilsvarende regelsæt jo nærmest ikke tilstede.
Jeg tror M's beskrivelser er det tætteste man overhovedet kan komme i nærheden af at forstå hvordan verdensaltet er "banket sammen" med de evner vi som mennesker har lige nu.   

Kærlig hilsen 

Hej alle og rigtig god sommer (Den skulle efter sigende være på vej igen)

Først og fremmest er det for, at kunne sætte selve reinkarnationstanken i relation til livet og udviklingen vigtigt at have for øje at vi ER åndelige væsner med meget forskellig baggrund og opgave.

Kroppen er blot et stykke værktøj for det åndelige væsen til brug i en, set i et større perspektiv, meget kort periode.

Hvor lang tid vi tilbringer "på de andre sider" er særdeles individuelt og knyttet til så forskellige kriterier som, alder ved død, udviklingsstade, karma, dødsårsag etc.etc.

Medvirkende er også om vi tilhører den store gruppe der følger jordens udvikling eller om vi er her i en kort tid for, at lære specifikke færdigheder eller måske er vi her af andre grunde, alt dette kan også spille ind ligesom relationerne i åndelige eller karmiske familiegrupper kan have en vis betydning.

Død for egen hånd vil også påvirke hele oplevelsen omkring dødsproces etc.

Skal man sætte en næsten generel tidshorisont på en gennemsnits periode mellem 2 liv vil den ligge omkring de 50 år men som sagt er der mange ting der spiller ind.

Som nævnt længere oppe i tråden vil tidsoplevelsen være meget forskellig i de åndelige verdener og den fysiske verden.

Der er skrevet en del netop om hvad der sker efter døden (aflæggelse af det fysiske værktøj) men jeg vil nok anbefale en lille meget let læselig bog omkring en ung soldats oplevelse efter han blev dræbt, en oplevelse som stemmer rigtigt godt med mine egne oplevelser i flere retninger, bogen hedder: Syv trin til evigheden, skrevet af Stephen Turoff og er udkommet på forlaget Long ISBN-87-90601-000-9 og kan læses på et par timer.

Kh.Pondus