Hei alle sammen,
Jeg har i den senere tid vært aktiv på et annet kristent forum, mest av nysgjerrighet over hvordan Martinus tanker blir mottatt. Det er ingen på dette forumet som har poengtert dette, men det er en problemstilling som jeg ikke har kunnet unngå å bli klar over, og det er i forbindelse med at alle disse såkaldte â€kristne†i kosmologiens perspektiv ikke er like langt utviklet som de som finner inspirasjon i mer moderne åndsretninger. Jeg har kommet til den konklusjon at dette må virke forferdelig hovmodig eller arrogant fra disse menneskenes ståsted, og det er vel heller ikke til å unngå at enkelte â€kosmologer†kan komme til å ha høye tanker om seg selv i den forbindelse. I det avslører man da selvfølgelig sin egen ufullkomne og uferdige side, men det kan virke som en mager trøst for de som, på grunn av sin tro, skulle føle seg støtt av å bli â€stemplet†som mindre begavede eller utviklede. I dette perspektiv ser jeg at det kan være et overgrep å â€misjonere†om kosmologien, slik jeg faktisk egentlig har gjort.
â€De nuværende generationer af menneskeheden har
modtaget i arv fra fortiden stor visdom. For ikke at
virke altfor blændende og umulig eller uforståelig var
denne visdom gennem symboler og lignelser lempet og
tilpasset til de fortidige generationers primitive forestillingsliv.
Og da den endnu ved sin overlevering er
iklædt de samme lempelser eller lignelser, virker den
ikke stærkt nok på de moderne generationer. Disse er
nemlig ad andre veje, dels ved videnskabelig forskning
og dels ved udvikling af et større følelsesliv, kommet
i besiddelse af kundskaber, der, selv om de ikke er
tilstrækkelige til underbyggelse af de religiøse eller
moralske krav, dog forlængst har overstrålet den ydre
iklædning eller fortolkning, gennem hvilken den nedarvede
visdom var afblændet.â€
(Fra boken: Menneskehedens Skæbne, side 12.)
Gjennom ovenstående ser man at de menneskene av i dag som fortsatt finner inspirasjon i de gamle religioner generelt sett ikke er på det samme utviklingsnivå som andre såkaldte â€moderne menneskerâ€.
Hvordan føles det så å få høre at man ikke er like langt utviklet som andre. Det vil unektelig fortone seg som ubehagelig. Tilleggsanalysene om at man ikke kan bebreides for sin ufullkomne tilstand vil her fortone seg som en mager trøst.
Jeg ser i dette perspektiv at det egentlig er meningsløst å presentere kosmologien med mindre man kan være nogenlunde sikker på at det faller i god jord.
Mvh wrell
Hej wrell.
Jeg er helt enig med dig - at "missionere" for Martinus bringer ikke lykke, medmindre man selv næsten bliver opfordret dertil - dvs. når andre henvender sig til en med højere problemstillinger, hvor de ikke kan finde svar andre steder - eller man kan måske være en rollemodel i daglige situationer, men her behøver man jo ikke at nævne Martinus ved navn.
Jeg mener også at det er meningsløst at missionere - ikke blot kosmologien men alting.
Det kærligste er at lade alle være lige præcis som de er uden at forsøge at lære dem noget og uden at forsøge at "hjælpe dem videre". Den kærligste hjælp er praktisk hjælp til en person der er i nød alt andet er kun udtryk for den hjælpendes eget ego.
Men det betyder jo også at man skal lade folk hjælpe på den måde de nu synes de hjælper bedst, så derfor burde jeg slet ikke have skrevet dette og det er således også udelukkende udtryk for mit eget ego og mit eget begrænsede udviklingstrin. Og da jeg også skal lade mig selv være som jeg nu er så er det også såre godt.
Med kærlighed
Lars
Hei Wrell
Jeg ser ditt poeng med at misjonering kan oppfattes som hoverende.
For min del stikker jeg ikke mitt lys under en skjeppe. Folk i min omgivelse vet nok at jeg tenker "anderledes". Mange av mine beste venner er agnostikere og vi har det fint med det. Vi kan snakke om spirituelle teamer og ha forskjellig oppfatning, og etterpå er vi like gode venner.
Misjonering på den religiøse måten med sverdet i hånd, bokstavelig eller i overført betydning, er ikke veien å gå, det skjønner vi. Det er jo her de store religionene har gått i fella. "Hvis du ikke tror (på oss!)" er du evig fortapt. Hvilken storhetsgalskap! Slik misjonering er for å lokke folk til seg selv, bygge en gruppe av liketenkende.
I den grad jeg snakker om Martinus, og det gjør jeg innimellom, er det på direkte oppfordring eller spørsmål på ting hvor det er naturlig å bringe kosmologien på banen. Da er det personer som i utgangspunkt er søkende, som har gått forbi den gamle verdensimpuls.
Utover det nevner jeg at jeg tror på reinkarnasjon. For meg var det inngangsporten til Martinus, så jeg tror vel kanskje det kan være tilfelle for flere. Så er det interessant å se om det kommer en reaksjon.
Så jeg er enig i din konklusjon. Og en indikator på om det faller i god jord er om personen har forlatt den gamle verdensimpuls, hvis det er mulig på bedømme.
Kjærlig hilsen
Oscar
Skriv et svar