Til Erik Gr. og velkommen! 

Ja, jeg kan godt forstå, at du undre dig lidt, men først lidt om perspektivprincippet. Det er således, at for hvert kosmisk kredsløb, rykker det, der var mellemkosmisk i størrelse ned som en mikrokosmisk størrelse og det har den fordel, at det nu ikke længere kommer til at spærre for vores nuværende mellemkosmiske udsyn. Forestil dig at alt havde den samme størrelse, da vil alt det, der findes, skygge for hinanden og på denne måde var der ikke noget, der var småt, men heller ikke noget der var stort (makrokosmisk) og det vil så igen betyde, at de levende væsener ikke kunne være boliger for hinanden. Så for hver gang man har passeret et spiralkredsløb, rykker dette kredsløb altså et ”oktav” bagud i størrelse osv. Det betyder så at det, der er flere spiralkredsløbs tilbage i tiden, til sidst vil blive for småt til, at vi kan sanse det. 

Set ud fra et kosmisk synspunkt, er alle størrelser lige store eller lige små; men set ud fra et atoms oplevelsesperspektiv, vil vi være så store, at atomet vil opleve os som en stjernetåge eller snarere som noget der ikke er til stede, ligesom vi heller ikke kan sanse det, der ligger bag ved vores fysiske univers. Angående vores organisme, består den af mikrokosmiske størrelser, såsom atomer, celler og organer m. m. der tilsammen danner vores organisme. Denne organisme ser vi som en mellemkosmisk størrelse, men analyserer vi vores organisme, består den af mikrokosmiske størrelser. Hele vores organiske består af vores evige fortid, men jorden, solen, mælkevejen og vores univers jo er væsener, der er foran os i spiralkredsløbene, og derfor oplever vi det som makrokosmiske størrelser.

Vores organisme ville jo ikke være en organisme uden vores organer og vores celler og alt det igen, som tilhører de underliggende spiraler, som skal til, for at der kan opbygges en funktionsdygtig organisme. Organismen livslængde er derfor afhængig af hvor lang tid, organerne og igen celler er funktionsdygtige. Derfor vil organismen gå sin undergang i møde, ligeså snart, at de livsvigtige organer dør og derfor kan organismen heller ikke overleve længere end cellerne og organernes levetid. Det vil gå sin opløsning i møde, når det indvendige dør til sidst. Men man kan sige, at organismen naturligvis ikke kan dø før cellerne og organerne, og den kan heller ikke fungere efter, at cellerne og dermed organerne dør.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Tak for din velkomst Svend Erik
Og tak for dit fyldige og præcise svar.
Til mit spørgsmål vil jeg tilføje at jeg havde forventet at ikke bare livslængden ville blive kortere men at også inkarnationerne ville blive hyppigere. Det er jo tilfældet hos cellerne.
Jeg havde forventet et tidsoplevelsen fra det mellemkosmiske perspektiv ville bevirke at jeg kunne "se" atomer fødes og dø igern og igen i rasende hast!
Jeg får den tanke at det netop kan være derfor at, i hvertfald, fotoner snart optræder som stråleformet ( åndelig) og som partikel (fysisk). ?!
Alle levende væsner i den fysiske verden er vel underkastet reinkarnation? Vel også atomer.

VH
fotorik

Hej Erik!  

Jeg tror, du har misforstået mig lidt. Du har ret, at jo længere man går ned i mikrokosmos jo hurtigere er vibrationerne og dermed også død og genfødselsprocessen. Men forestillede vi os, at vi kunne optage et atom på en film og kørte hastigheden ned så vi kunne følge dens svingninger med vores øjne, vil den på filmen leve lige så lang tid som os. Bibelens ord om at en dag kan for Herren være som 1000 år og 1000 år kan være som en dag for Herren, bliver her til en kendsgerning. Tid er relativ og kan derfor ikke måles absolut; men man kan måle en bevægelse i forhold til en anden bevægelse og dermed få en relativ måling.

Jo højere et væsnet kommer op i spiralkredsløbet, jo hurtigere vil det se dets mikrokosmos svinge, og de væsener, der befinder sig i makrokosmiske tilstande, vil det så opleve som noget meget langsomt. Men det er i virkeligheden tidsperspektivet, der er reaktiv. Alle væsener befinder sig i deres eget mellemkosmos og væsenerne vil derfor se mikrokosmos, som det, der bevæger sig hurtigts og makrokosmos som noget der bevæger sig langsomt. Det der afgør, om en ting bevæger sig hurtigt eller langsomt er betinget, hvilket kosmos man selv er i. Kun intuitionen kan gennemskue illusionen af tid og bevægelser, og bevægelsernes forvandling fra en tilstand til en ny tilstand. Og som du selv er inde på, gennemgår også lyset genfødselsprincippet som bølger og partikler. Det er et område, hvor naturvidenskaben venter på et gennembrud. 

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Hej Svend Erik

" Men forestillede vi os, at vi kunne optage et atom på en film og kørte hastigheden ned så vi kunne følge dens svingninger med vores øjne, vil den på filmen leve lige så lang tid som os."
Det er også det billede som jeg har i mine forestillinger om  mikrokosmos, MEN hvorfor er atomer så tilsyneladende uforandrede fra klodens skabelse til i dag. Det der det der undrer mig!
VH
Erik

Jeg har tænkt på om mit spørgsmål er stillet uklart og kluntet så det er vanskeligt at svare på. Jeg vil derfor prøve at stille det på en lidt anden måde.

Kloden oplever at dens organer og celler er underkaststety reinkarnation lige som den selv.
Antager vi f.eks at populationer og nationer er organer i kloden så oplever den at disse kommer og går i en eller anden frekvens hurtigere end den egen reinkarnationsfrekvens. Cellere i disse organer (Individerne i populationerne) har en endnu hurtigere reinkarnetionsfrekvens/livslængde. Klodens atomer (Cerllernes organer) hurtigere igen osv.

Tilsyneladende ser det anderledes ud for os mellemkosmiske individer. De individer som vi oplever som atomer har tilsyneladende en reinkarnationsfrekcvens der er lige så langsom som klodens eller længere!

Er det en variation på organismeprincippet eller spiralkredsløbet eller overser/misforstår jeg et eller andet? ???

Venlig hilsen
Erik

Kære Erik G,

Det er ikke så længe siden, at man troede at hjerneceller var de samme og hvis de døde. så ville de ikke blive fornyet, men hjerneceller genfødes ligesåvel som alle andre levende væsener,
nogle cellers fysiske inkarnationstid er blot nogle få timer,
så det er jo ikke noget Vi direkte oplever, at celler (eller atomer) hele tiden fødes og dør,
som Du selv skriver er de 'tilsyneladende' de samme,
men alle levende væsener 'vokser' hele tiden, opbygger, vedligeholder og udskifter legemer,
og bag ved alt dette 'vokseværk', er Vi evige væsener, uanset om Vi midlertidigt hedder atomer, celler, eller noget andet,
det er i princippet det samme Vi oplever, nemlig 'oplevelse', og oplevelse er bevægelse,
og alle 'de levende væsener', ser eller oplever udfra Deres eget midlertidige mellemkosmiske perspektiv,
('forskellen er ens')

'populationer og nationer', er analog med 'områder i hjernen',

Kærlig hilsen
Holger

 
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svare dig Holger.... Jo! end til jeg ved noget mere om atomers levealder eller møder et mere tilfredsstillende svar vil jeg tænke som dig omkring dette spørgsmål.

Så foreløbig - Tak for dit svar 

Hej Erik
Livslængden har jo en sammenhæng med inkarnationshyppigheden.Ellers vil et organ pludselig mangle celler hvis ikke at nye celler inkarnerer tilsvarende dem der dør.

Jeg kan desværre ikke se atomerne og vi har vel ikke engang mulighed for at se cellerne inkarnere,i deres tempo.Vi kan se vor medmennesker (f.eks. vore børn) vokse ,ældes og dø.Vi kan jo kun se de mellemkosmiske bevægelser i henhold til perspektivprincippet.

Det er jo vores naturvidenskab der opdeler lyset enten som stråler eller som fotoner.En naturvidenskab som ellers fordrer at være entydig i alle bevisførelser,kan her selv bruge lys som enten stråling (ikke en masse(tyngde)) eller en foton (en masse).
For at forklare fotosyntesen detailleret siger forskerne at en foton rammer clorofylmolekylet i bladet og dette medfører en sitren i molekylet der giver energi til at kuldioxid +vand spalter og forbinder sig til sukkerstof +ilt.

Altså
6 CO₂ +6 H₂O = C₆H₁₂O₆ +6O₂

Denne energi til at sammensætte vand og kuldioxid kommer altså fra solen og giver et energirigt molekyle (sukkerstof) plus et vigtigt biprodukt ilt.Så alt liv på jorden skyldes altså et større makrovæsens (solen) aktivitet.

Det er måske her at den fysiske videnskab løber ind i den åndelige verden og er nødt til at forklare lyset med to samtidige modeller ;lys som farver og lys som en partikel (foton)

Jeg ved ikke om jeg har misforstået det du skrevet ,men dettte er mine umiddelbare kommentarer.
Kærlig hilsen Cai

Hej cai
Jo der er nok lidt misforståelser blandet ind i vores kommunikation - men  pyt - tak aligevel det er spændende læsning.
Jeg går også ind for at fotonernes optræden som både stråler og partikler er et udtryk for inkarnation.
Har har forøvrogt lige læst at også atomer kan optræde som stråler http://users.cybercity.dk/~kam1966/filosofi.htm

Venlig hilsen
Errik

Kære Erik,

Ja, hvorlænge lever et atom, det kommer jo bl.a. an på hvad det er for et atom,
hvorlænge lever pattedyr, ja, elefanter lever længere end mus, men når 1000 år er gået, så har de måske været lige lang tid på det fysiske/åndelige plan, 'summen er konstant', (ville buddhisterne muligvis sige)
nogle cellers fysiske levealder kan tælles i minutter, andre i timer,

(i fx. vandstrålen, er både strålen og dråberne fysiske)

Kærlig hilsen
Holger