Jeg har studeret Aage Hvolbys artikel:
https://www.martinusforum.dk/artikler/stofspiralen-og-mellemspiraler.
Noget tyder på, at Martinus' symbol over spiralerne netop kun er "et symbol", altså en model over, hvordan livet udvikler sig. Det kan næppe være at fortolke som et landkort over, at der netop er 7 spiralriger. At der netop skulle være grupperinger på 7 spiraler behøver ikke nødvendigvis at være tilfældet. I hvert fald er det svært at opretholde det synspunkt, med alle de mellemspiraler der givetvis findes. Martinus har vel haft det problem, at han har kunnet se det hele for sig med sin intuition, men han har ikke haft det fulde kendskab til de naturvidenskabelige begreber som beskriver de enkelte livsformer. Eksempelvis er et begreb som "Materie eller stofspiralen" jo et vidt begreb. Aage Hvolby spørger også i sin artikel "Hvad er et stofvæsen?", og svaret ligger ikke lige for.
Martinus har også beskrevet noget der hedder "minikloder":
”Vi bliver ikke det samme igen i næste spiralkredsløb, hvor vi kommer ind i klodeområde. Dér bliver vi ikke mennesker, men planeter. Her fra jorden kan vi ikke iagttage nogle eksempler, men det er altså minikloder, der først opstår. Det er meningen, at jeg vil skrive mere om det, hvis jeg bliver gammel nok. Jeg har lavet noget materiale, men så fik jeg impulser om, at det måtte vente, for det kunne menneskene undvære, hvis jeg ikke nåede det. Der er andre ting, der er meget vigtigere. Det med de højere spiraler, det kan De selv undersøge, når De får kosmisk bevidsthed.”
(Jeg har hentet citatet fra Aages artikel).
Tilsyneladende findes der altså minikloder, som er et mellemstadium mellem organismeprincippet og klodeprincippet.
Men Martinus forklarer jo, at vi ved hvert nyt spiralrige skifter køn. Jeg er nu et maskulint væsen, og når jeg bliver en klode, vil jeg blive et feminint væsen - altså i de perioder af spiralriget, hvor enkønnetheden florerer. Men kan man opretholde denne tankegang, såfremt der findes masser af mellemspiraler? Hvad nu, hvis jeg bliver en miniklode før jeg bliver til en klode?
Jo mere jeg tænker over det, jo mere kompliceret synes hele tankegangen om "spiralriger" at være. Jeg skal ikke udelukke, at Martinus har kunnet se det hele, men simpelt hen har manglet ord for at kunne beskrive hvad han så, for ordene findes ikke. Muligheden er selvfølgelig også, at han har taget fejl, og det vil jeg som kritisk forsker lade muligheden stå åben for.
Egentlig er det min fornemmelse, at det meste af kosmologien er meget mere nuanceret end som så, men Martinus har beskrevet det der har været muligt med det tilgængelige sprog.
For eksempel så svarer det til, at han har kunnet så noget så smukt som en regnbue med sit kosmiske syn, og når han så skal beskrive den for den der ikke kan se den, så er han nødt til at bruge et fattigt sprog i retning af, at "en regnbue består af 7 farver". Men i virkeligheden så består regnbuen jo af et uendeligt spektrum af farver.
Martinus er også inde på et sted, at hvert levende væsen befinder sig på sit helt eget plan - det tror jeg er et meget nøjagtigt billede på, hvor nuanceret og kompliceret det hele er.
Jeg husker ikke det rette begreb, men syv riger af seks zoner, gange to,
er 84 ialt,
dvs 2 x 42 hhv. M og F, 'dobbelt kosmisk udviklingsspiral'.
Det er måske værd at holde sig for øje.
Hvis Vi ser på vor mave-område, så udgøres det af en række forsk. organer,
store og små, Jeg tænker at nogle af dem udgør en skala af 'mellem-spiral-væsener'.
Da Vi indledte denne udviklingsspiral, var Vi jo også nogle 'små babyer',
tænker Holger.
Min pointe er, at 'verdensbilledet' er konsistent, uanset dybden/nuancer.
Hej Holger
Mange tak for dit indlæg.
Det hele synes at være mere kompliceret end som så: Aage Hvolby skriver for eksempel:
10.2. Møde i 1960’erne (referat 1998)
For god ordens skyld og for at sætte det nødvendige spørgsmålstegn ved den hypotese, jeg har givet udtryk for i nærværende artikel, skal jeg citere fra Per Bruus-Jensens omtale af et andet møde med Martinus (106):
”I nævnte symbol (nr. 14) fastslår Martinus altså, at mennesket som organismeprincip betragtet spiller en rolle som organ-spiral for jordklodevæsenet, og hvorfor det naturligvis ikke samtidig kan have status som celleprincip for denne. Med mindre man tager tanken om mellemspiraler i betragtning.
Dette begreb kom fra Martinus’ side til udtryk en gang i 60’erne under et udvalgsmøde med en gruppe mennesker, der havde fået til opgave at identificere de såkaldte A- og B-livsenheder i vor føde, som Martinus taler om i sin bog ”Den ideelle føde”. Altså identificere dem fysisk.” (note 2)
”Under dette arbejde stødte man på organiske former, der ikke uden videre kunne henføres til nogle af de syv principper, Martinus opererer med i sit spiralsymbol. F.eks. de såkaldte organeller, der er organiske dannelser i cellernes organismeunivers, der er for store og komplicerede til at kunne henføres til stofspiralafsnittet, men samtidig klart for utilstrækkelige til at kunne henføres til cellespiralen som sådan. De placerer sig så at sige et sted midt imellem, og det så meget mere, som de for den enkelte celle tydeligvis spiller en rolle som små organer helt i overensstemmelse med, at de set fra cellens udsigtspunkt har status som første underliggende princip eller system under dem selv.
Martinus udtalte ved den lejlighed, at der ved siden af de syv systemer, han havde udpeget på sit spiralsymbol, fandtes et væld af supplerende principper med tilhørende systemsammenhænge, hvoraf organellerne blot var et enkelt eksempel. Faktisk repræsenterede atomerne og molekylerne også sådanne mellem-principper, idet de sande repræsentanter for stofspiralen var de såkaldte elementarpartikler (protoner, neutroner og elektroner). Altså de partikler, hvoraf atomer og molekyler er dannet.”Per-Bruus-Jensen skriver videre (106):
”På den anden side fandtes der også utallige skiftespor mellem spiralafsnittene indbyrdes, og som blev benyttet, når forholdene kosmisk set talte for det.”
Martinus gør jo her selv opmærksom på, jvf. ca. 6-7 linjer oppe i det sidste store afsnit, at der findes mellemprincipper.
Kan da lige tilføje et lille eksempel. Martinus placerer i sit symbol spiralerne sådan, at stof/materie følges af celle, derefter organ, organisme, klode, solsystem og mælkevej.
Men begrebet "organ" eksister jo mange flere steder. For eksempel er den samlede menneskehed i følge Martinus at betragte som jordklodens hjerneorgan. Vi ser her, at der findes noget mellem organismespiralen og klodespiralen. Jordkloden har også "organer".
Inde i cellerne findes der helt de samme funktioner som i mennesket. Celler har også "organer".
Ja, Tak i lige måde Svend,
Jeg synes nu det ser meget fornuftigt ud, også selvom det er mere kompliceret end som så.
Men dybt interessant emne.
Ja, det er et fint eksempel Svend,
noget der har optaget mig en del, fra tid til anden.
I øvrigt har jeg netop opdaget, at Ole Therkelsen har været inde på det samme. Han skriver i Den ny verdensimpuls nr. 3 2008:
VERDENSBILLEDTEKNIK ELLER MORAL.
Man kan næppe forestille sig alle de pædagogiske overvejelser, som Martinus med sin kosmiske bevidsthed har måttet gøre sig for at gøre livets allerhøjeste analyser og realiteter tilgængelig for almindelig jordmenneskelig intelligens.Når man ved, at Martinus også talte om mellemspiraler, forstår man, at beskrivelsen af de syv spiralkredsløb i symbol nr. 14 også må være en pædagogisk forenkling. Martinus tilsigtede ikke, at man skulle fortabe sig i detaljer eller det, man kunne kalde ”verdensbilledteknik”.
Skriv et svar