Jeg har ofte grublet over den præcise mening med Matt. 13:12: "Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."
Umiddelbart forstår jeg det selv som en henvisning til "loven om tiltrækning" eller energiloven, altså at det, man sender ud, er det, man får tilbage, hvilket vil sige, at den, som ikke har, forstået som ham, der ikke besidder kærlighed men had, vil blive frataget selv den lille smule kærlighed, han har (indtil han til sidst bliver kærlig som konsekvens af al sin lidelse), og ham, som har, forstået som ham, der besidder kærlighed, han skal modtage endnu mere kærlighed.
Er der nogen, der har andre gode bud set i lyset af kosmologien?
Kærlighedens kamp over mørket ville
Jeg sige - en trøst til den vender den
Anden kind til 
Lars
Det kunne for eksempel være suggusionen om døden, der henføres til.
Således, at der er tale om en bevidstheds, erkendelses eller erfarings berigelse.
Når vi har evigt liv, så bliver vi i overgangene beriget - Mens man i "troen" på døden og det evige helvede må erkende, at man osse beriges.
For hvordan kan man miste noget, som man ikke har?
Der kan jo kun være tale om det, som man i reklame branchen kalder for en: -"Vind Vind Situation".
Eller i Martinus termer, at: -"ALT er såre godt";o)
Måske kan man sige, at byrden, tvivlen eller konsekvenserne af ikke at "have", er det som man fratages!
Som jeg husker det, så var Martinus "tilhænger" af dåben og nadverritualerne.
Det kan være dem Matt henviser til.
Men der kan også være tale om en form for fortrøstning:
Jesus har sagt, at den byggesten, som vi (byggere) vælger at forkaste, skal vise sig at være hjørnestenen (i fundamentet).
Jeg tolker her, at "forkaste", er en gennemgående fravalgs og tilvalgs proces i livets evighed.
Martinus har grundet sin indsigt og bevidsthed, (haft) et klart billede af sin opgave og "mission" i livet som Martinus.
Derfor har han også (haft) en indsigt i de "hjørnesten", som han (skulle) fravælge.
Trøsten består i, at da vi endnu ikke har udviklet den form for bevidsthed, som gør os i stand til at gennemskue alle de "hjørnesten", som vi "forkaster" - Så vil der være fragmenter i "Alt", som vi ikke "har".
Igennem livets evighed, "tages" denne blindhed overfor "hjørnestenene" fra os.
Således, at hver gang vi kommer frem til enden, som blot er begyndelsen, så vil vi forundret konstaterer: at det vi er kommet frem til, det er i virkeligheden et hjørne, som vi skal bygge videre fra - Eller samle bygningsværket med!
Og den "hjørnesten", som vi lige står og mangler, det er netop den, som vi selv har "forkastet".
Jeg vil nok vælge at tolke ordene som en trøst;o)
Når man, som jeg, har "forkastet" flere sten, end den samlede BZ-bevægelse formåede igennem 80`erne...Og ikke engang har kapaciteten til at tænke en eneste time frem, i dens fulde konsekvens... Sååååh!
Venligst Søgeren
Hej Tor.
Jeg tror, at lige netop det vers er taget lidt ud af en sammenhæng. Jeg har sakset lidt, og taget lidt af de omkringliggende vers med:
10Disciplene kom hen til Jesus og spurgte: »Hvorfor bruger du billeder, når du underviser folk?«
11Jesus svarede: »I skal umiddelbart forstå hemmelighederne om Guds rige; men de andre skal ikke. 12Den, som har, skal få mere, så han har i overflod; men den, som ikke har, skal endog få frataget den smule, han havde. 13Derfor taler jeg til dem i billeder. Det bliver malet dem for øje, og alligevel ser de ikke. De hører, hvad jeg siger, men forstår alligevel ikke et ord af det hele. 14På dem opfyldes profeten Esajas' forudsigelse; for han siger:
'Med deres ører skal de høre uden at forstå,
med deres øjne skal de se og dog intet begribe.
15Deres hjerter er fede og dorske,
de har vendt det døve øre til;
deres øjenlåg er blevet tunge af søvn:
De kan hverken se eller høre eller fatte
eller vende sig til Gud, så jeg kan helbrede dem.'
16Men I kan prise jer lykkelige! I har både øjne, der kan se, og ører, der kan høre. 17Jeg siger jer: Profeter og mange gudfrygtige og retfærdige mænd har længtes efter at se det, som I ser, og høre det, som I hører; men de fik ikke lov til det.
Jeg læser det som om at de personer der forstår noget af det Jesus fortæller i sine lignelser (dem der "har") vil få en hurtigere udvikling af at høre Jesu lignelser, og de vil derfor få endnu mere. Mens dem der ikke forstår noget eller kun meget lidt af det, bare vil ryste endnu mere på hovedet (ja og endda til sidst korsfæste Jesus). De vil blive endnu mere modstandere af visdommen, og de vil derfor miste den lille smule de måske havde i forvejen, fordi de ikke forstår ham. Jesu ord vil således for alvor skille mennesket i får og bukke, idet hans fortællinger kommer til at virke forstærkende på de evner der allerede dengang lå i mennesket. De gode vil blive "godere", mens de onde vil blive endnu mere gudsforladte af hans komme.
Måske er det lidt det samme du selv er inde på?
Tak for dit svar, Svend.
Din forståelse af stykket virker troværdig for mig, og du har vist egentlig ret i at min forståelse går på det samme.
Jeg har måske bare projiceret det over i et mere generelt perspektiv, hvor du forbinder det med de omkringliggende stykker, som giver god mening.
Jeg skal selvfølgelig passe på, ikke at komme til at hive sådan et stykke ud af dets kontekst. Der er bare et eller andet i lige præcis de linjer, som altid har rørt noget i mig, uden jeg helt kan sige hvorfor.
Tak for svar, alle!
Det er spændende og interessant at læse jeres tanker om det.
Hej igen Tor.
Jeg tror egentlig også, at netop det stykke ofte bliver brugt i andre sammenhænge, hvor man hiver det ud af sammenhængen og bruger det til at beskrive, at dem der har i forvejen får endnu mere, mens dem der næsten intet har får endnu mindre.
Skriv et svar