I bogen "Den ny verdensmoral" fremgår det, at Martinus fik en impuls om at skrive til Krishnamurti - udset af det teosofiske samfund til være deres åndelige overhoved - om at Krishnamurti ville begå en fejltagelse, hvis han valgte at lade sig dyrke som den nye verdensfrelser. Om Krishnamurti nogensinde læste Martinus brev, vides ikke, men mange år senere brød Krishnamurti med bevægelsen grundet forskellige uoverensstemmelser.

kh.
Kenneth

Jeg forstår ikke. Kan du uddybe?

Som vidt jeg husker det har jeg læst at Krishnamurti opløste sin egen organisation vist nok i 1929 fordi det blev for meget en organisation med det som det indebærer.

Så vidt jeg husker endte Krishnamurti med at komme frem til, at der ikke er nogen Gud eller noget guddommeligt -hvilket jo er noget anderledes end både hvad Martinus og teosofien mener.

Teosofien går i dybden med mange ting, som Martinus vist mente ikke var hans opgave, da det allerede er beskrevet meget grundigt i bl.a. teosofien.

kh
Eva

Det mener jeg ikke er korrekt, Eva - jeg tror mere det handler om semantik.

Jeg har lige fundet dette afsnit, som jeg tidligere har udledt ovenstående konklusion af: "Det nok mest iøjnefaldende træk ved Krishnamurti er hans fuldstændige mangel på anerkendelse af autoriteter. Mennesket er overladt til sig selv i tilværelsen, hvilket dog ikke behøver opfattes som skræmmende. Det kan lige så vel betragtes som en ellers overset mulighed for frihed og indsigt. På et dybere plan er vi ifølge Krishnamurti alligevel heller ikke alene. Det er for ham et faktum at menneskeheden er nært forbundet i en fælles bevidsthed på tværs af alle kulturelle og etniske forskelle."

Det kan læses på denne side: http://www.krishnamurti.dk/omk.html

Det kan sikkert tolkes på andre måder

...men derudover har jeg også skrevet en del med en person i et forum, som var meget optaget af Krishnamurti - og han troede ikke på Gud - og det var derfor han var tiltrukket af Krishnamurti, såvidt jeg forstod. Men jeg vil da gerne overbevises om det modsatte

kh
Eva

Ja, egentlig har M. vel haft et afslappet og venskabeligt forhold til teosofien,
hans første fødselshjælper Lars Nibelvang, var vel både teosof og åndsforsker. Og Bernard Løw, der var formand for det teosofiske samfund var en stor støtte for Martinus, i den første tid. På vej hjem fra hans rejse til Japan, besøgte M. Krhisnamurti i Indien.
Af Per Torell's notater fremgår det at M. ved en lejlighed gik i Odd Fellow Palæet, hvor der var et foredrag med Annie Besant, men han stod bagest, og det var på engelsk, så det var ikke meget han fik ud af det, men det var vist også mere for at fornemme stemningen.
Der er meget i teosofien der harmonerer med kosmologien.

Så vidt jeg husker at have læst, frasagde krisnarmurti sig sin rolle som guru/ åndeligt overhoved fordi han mente hans tilhørere bare ønskede en hvis fodspor de kunne følge og krisnamurti mente ikke at der var nogen bestemt sti man kunne følge, men at man måtte følge sin egen. Vel egentlig meget modsat Martinus.
Krishnamurti brød sig vist ikke særlig meget om religion og guruer. Har prøvet at læse ham, men synes det er for forvirrende. Eckhard Tolle skulle være en slags krisnamurti light. Han siger vist ligesom krishnamurti at man hele tiden skal observere sine tanker og være i nuet.

Vh Thomas

Alle store mestre siger i bund og grund det samme, blot set lidt fra forskellige sider og med forskelligt fokus.

hvorfor så mange af dem, er en suveræn ikke nok? bare kom ned på jorden, strål alle jordens hjørner med lys, og materialiser viden ind i hovederne på folk. vupti, hvorfor så mange problemer?

......mener man kan få elektronik, hash og nøgler men ikke kosmisk bevidsthed på Snubti.

Kh. Ejby

Folk fra det guddommelige rige kunne vel godt komme ned, og faktisk vise deres eksistens, i stedet for at vi skal tro på dem..

Iflg. Martinus, så er troen, den sidste rest vi har bevaret via vores vej gennem involution/evolution, hvor vi jo har været igennem bl.a. dyreriget/dyremennesket - og det er gennem denne tro, at vi atter skal begynde at 'finde tilbage'.

Folk fra det guddommelige rige lever jo også på jorden, som nuværende mestre/guruer - men man kan ikke 'finde dem' med de 5 sanser - og derfor er vi blinde for dem, indtil vi får åbnet for nogle flere af vores sanser. Det guddommelige eksisterer på nogle finere planer, finere vibrationsniveauer - som man kun kan få kontakt med via de ikke-fysiske sanser.

kh
Eva

Hej Mibro

Jeg mener det er af samme grund som det findes så mange madretter. Hvorfor ikke bare 1 madrett når man er sulten?

Hver mester har sin appell till bestæmte personer, afhengig af deres udviklingsnivå, ønsker og behov.

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej Mibro,

De er kun usynlige, fordi vi ikke har sanser til at opleve dem. Og der er ikke nogen, der kan give os disse sanser. Dem må vi selv udvikle.
Så længe man ikke har nogen computer, lægger man heller ikke mærke til internettet. Så længe man laver en mase larm, opdager man ikke stilheden. Og så længe man kriges, oplever man ikke freden.

Vi kan kun opleve det, vi kan bringe os på bølgelænde med. Andre kan ikke få os til at opleve noget, vi endnu ikke har evne til at opleve.

Ligesom man heller ikke kan få den døve til at høre, uanset hvor tydeligt man taler.

venlig hilsen
Jan