Til Erling m. f.  

Af hensyn til mange nye på dette forum, har jeg valgt at gå lidt mere i detaljer om Martinus kosmiske ilddåb, som medførte for ham en permanent kosmisk bevidsthed.

Martinus har i bogen ”Omkring min missions fødsel” beskrevet, hvordan det præcist gik til.

Men det starter med, at han før sin påskeferie i 1921, ca. 30 år gammel, havde lånt en teosofisk bog, af en, der hed Lars Nibevang, som var utroligt meget inde i teosofien. Martinus spørger så Lars om den bog, havde noget med bøn at gøre, ja det havde den; det var godt,for ellers er jeg færdig med det med det samme, svarede Martinus ham. Martinus havde allerede fra barn af et naturligt forhold til bønnen, men det var ikke noget han dengang fortalte andre, det var hans hemmelighed.

Da Martinus så en dag i påskeferien, sætter sig sin stol med bogen og den første side han kom til at slå op i, handlede om, hvordan man kunne meditere på Gud. Det skulle man gøre ved at sætte sig i en god stol og evt. tage bind for øjnene.  

Martinus sætter sig til rette i sin stol med bind for øjnene og begynder at meditere på Gud. Pludselig ser han en af Thorvaldsens Kristus figurer (den lille kærlige Kristus figur, som står inde på Thorvaldsens museum), der kommer nærmere og nærmere mod ham og en blå himmel kommer til syne, pludselig bliver figuren levende og den kommer helt hen til ham og går så gennem hans krop. Derefter så Martinus ligesom et kegleformet lys der gik ud foran ham og han så jordkloden dreje rundt i det kegleformet lys, han så kontinenter, byer og huse m.m. Men han forstod ikke, hvad det betød i starten. Dagen efter prøvede han igen, og da oplevede han, at hans krop forsvandt og alt omkring ham forsvandt. Han ser nu nogle gyldne tråde, der vibrerede i den ene ende og de fortoner sig ind i stilheden. Han ser, at alt levende er forbundet sammen på denne måde.

Han siger senere, at det var det nærmeste han kom at opleve Gud og det var det nærmeste han kom sit Jegs samhørighed med andre levende væsener. Den første indvielse kalder Martinus ”Den Hvide Ilddåb” og den anden for ”Den Gyldne Ilddåb”.  

Oplevelserne ville ikke have haft den store betydning, siger Martinus, hvis det ikke lige var fordi han efterfølgende opdagede, at i samme øjeblik han stille et spørgsmål, kom svaret prompte. Noget af det første han undersøgte var månen, og han så at månen var et klodelig, men at månen engang havde været levende.

Martins fandt senere ud af, at han var udvalgt af Forsynet, til at skrive om de åndelige love, der er bag ved den fysiske verden og give menneskeheden en morallære, der kan føre dem frem til kosmisk bevidsthed efterhånden, som de er parate til det.

Det er altså de to indvielser Martinus fik i 1920, der bevirkede, at han fik sin kosmiske bevidsthed og havde nu intuitionsenergien under viljens kontrol. Nu kunne han tune ind på et hvilken som helst  område og få et svar; men Forsynet havde bestemt, at han ikke måtte bruge sin kosmiske bevidsthed til hvad som helst, såsom hvad havde folk været i deres tidligere liv og hvordan blev deres fremtid osv.

Det er altså intuitionsenergien, Martins bruger, for at kunne skrive om livets store hemmeligheder.

[align=center]Med venlig hilsen
Svend Erik [/align]

Mange tak, Svend Erik ...
fordi du gav dig tid til at svare på mit spørgsmål. Det er der helt sikkert andre nye på stedet her, der er glade
for. Du er en aktiv mand, Svend Erik. Den slags mennesker kan jeg godt li'. - Danmark har brug for
omtalte mennesker! - Ganske bestemt.
Du øser gavmildt af dit humane sind. Tak for det.
Tænk, hvis blot halvdelen af den danske befolkning havde humane sind. Og sindelag. ( gode gerninger )
Måske vil det være sådan i fremtiden ? - Jeg stiller et
håb her til sidst. - Håbet - må i n g e n ta' fra os.

mvh. Erling

____________ ¤ ___________

Til Erling!

Tak for din venlige kommentar, det varmer. Martinus siger, at vi i virkeligheden er kommet længere i vores humane udvikling, end det egentligt ser ud til at være i det daglige liv.

Når jeg ser den travle hverdag, med alt hvad den indeholder, jag og stress, usikkerhed, frygt for terror og vold, samt meget andet, så kan det let blive en psykisk belastning for mange af os.

Men netop frygten for det, der sker i verden i dag og i fremtiden, bevirker da også, at mange mennesker let bliver ”sortseer” og tvivler på det gode i mennesket.

Men har vi da ikke lige set den store hjælpsomhed, angående katastrofen ved det Indiske Hav. Katastrofen fik jo netop det bedste frem i mange mennesker. Vi kunne føle med de mennesker, det gik ud over og mange var parate til at hjælpe med pengegaver eller hjælpe til i selve katastrofeområderne.

Så mange mennesker har altså en stor del kærlighed i sig, men mangler endnu at få det store overblik over livet og kunne se meningen med al det, der sker omkring dem og ude i verden, men det vil komme.

[align=center]Med venlig hilsen
Svend Erik[/align]