For mange år siden stødte jeg i en bog på spørgsmålet: ”Hvad sker der, når en uimodståelig kraft støder sammen med en uoverstigelig forhindring”? Forfatterens svar var: ”Så siger det BANG”!

Svaret på spørgsmålet må være, at der logisk set ikke kan eksistere to uendelige kræfter – der kan kun være en uendelig kraft til stede, når man piller alle detaljerne væk. Al kraft i verdensaltet må stamme fra den samme uendelige kraft. Det Martinus kalder X.

Jeg har selv tænkt meget over noget lignende, i forbindelse med den evige livsoplevelse. Jeg omformulerede spørgsmålet til, hvad sker der, når et væsen der har levet evigt, evigt skal blive ved med at kunne opleve noget nyt? Altså, hvordan kan et væsen, der evigt oplever, hele tiden opleve noget nyt? Er det ikke givet, at et evigt væsen allerede må have oplevet alt? Al oplevelse må blive gentagelse på gentagelse. Men dette vil jo logisk set betyde, at livet ikke kunne eksistere – og det gør det jo. Hvordan løser man dette problem, som jo også er to uendelige kræfter, der brager sammen?

Svaret må være, lige som i det første spørgsmål, at der kan ikke eksistere to uendelige kræfter. Der kan ikke eksistere et evigt væsen, der er adskilt fra en evig oplevelse. Der kan kun eksistere en enhed. Hvis der eksisterede et evigt væsen, der ”stødte sammen” med en evig livsoplevelse, (to uendelige kræfter) så ville ingen af dem kunne eksistere. Der kan kun eksistere den ene uendelighed.

Det vil altså sige, at den ene uendelige kraft kan ikke opleve den anden uendelige kraft. Den ene uendelige kraft der findes kan kun støde sammen med sig selv hele tiden. Der er altså kun en uendelig kraft til stede, der oplever sig selv.

Dette er for mig et logisk bevis for altings enhed, vi kan også kalde det X eller Gud. Denne ene uendelige kraft er via en illusion opdelt i masser af små kraftcentre som gør, at denne kraft kan opleve noget.