Kære Liv (Velkommen) og Anette
Er lidelser virkelig nødvendige? 
Overskriften på side 11 i månedens Kosmos -
En godt svar fra Wittendorf med relevante citater:
Wittendorf - Ingen af os kan være mere human eller
næstekærlig, end de gennemlevede lidelseserfaringer
betinger. :'( :
Martinus: "Al smerte- eller lidelseserfaring bliver på
det åndelige eller psykiske plan omdannet til evne til
i bevidstheden at danne, ikke blot et rent intelligens-
mæssigt, men også et følelsesmæssigt eller sjæleligt
billede i ens inderste "selv" af de lidelser, man bliver
vidne til at ens næste mere eller mindre matres under.
Det er denne evne, der bevirker, at vi kan føle med-
lidenhed med andre væsener, der befinder sig i ulyk-
kelige tilstande. Hvis et menneske endnu kun er ud-
viklet til kun at kunne begribe sin næstes lidelse med
hjernen, men ikke med hjertet, hvilket vil sige den
humane følelsesevne, føler det ikke nogen som helst
trang til at hjælpe sin trængende næste."
Flere gode ting i det svar, og for dem der ikke holder
Kosmos, en reklame for bladet.
k.h. carl michael
KH...Anette
Jeg vil bare lige tilføje, at møg også er gødning, der betinger nye behagelige vækster. Ligesom kredsløbet også befordrer kloakvandet om til rent drikkevand.
Så lidelser kan godt sammenlignes med møg, idet møg -ligesom lidelser - både har sin ubehagelige og gavnlige virkning.
Vi kan ikke leve uden møg! 
Og vi kan heller ikke leve med det.
Og det skal vi heller ikke, fordi naturen på eventyrlig vis med tiden omdanner alt møg til de skønneste kunstværker...
Kh
Jan
Er ved at læse Moby-Dick. Niende kapitel handler om denne salme som ligeledes indgår.
Den handler om Jonas der bliver slugt af hvalen
Blandt hvalens ribben, i dens bug,
Jeg følte rædslens onde tag.
Mens HERRENS bølger randt forbi,
Jeg sank imod min dommedag.
Jeg skued' ind i helveds port,
Hvor evig sorg og piner bor
For dem, som haver synder gjordt -
Oh, min fortvivlelse var stor.
Udi min nød jeg bad til GUD
Skønt knap jeg troede, Han mig så.
Han hørte på min kummer svar
Og lod mig ud af hvalen gå.
I hast til hjælp mig HERREN kom
Som båret af et marsvins krop.
Hans åsyn var nok strengt, men skønt;
Som gylden lynild steg han op.
Min sang skal evigt minde om
Hin stund, da skrækken blev til lyst.
Om HERRENS nåde, ære, magt
Skal sangen lyde fra mit bryst.
(Vi er i Nantucket i en lille kirke hvor præsten prædker)
taget fra bogen kapitel 9: Prækenen:
Men hvad er det, Jonas' bog lærer os? Skibskammerater: det er en toslået(se længere nede) lektie for os alle som syndige mennesker og en lektie til mig som lods til den levende Gud. Som syndige mennesker er det en lektie for os alle, fordi det er en om Jonas' synd, hårdhjertethed, pludselig vakte frygt, hurtige afstraffelse, anger, bønner og sluttelige befrielse og glæde. Som alle syndere blandt menneskene syndede denne Amittas søn ved sin egensindige ulydighed over for Guds bud - det kan være det samme nu, hvilket dette bud var, eller hvorledes det var meddelt ham - som han anså for at være et urimeligt strengt bud. Men alle de ting, som Gud vil have os til at gøre, er strenge for os at gøre - husk det - og derfor befaler han os oftere, end han prøver på at overtale os. Og hvis vi adlyder Gud, må vi være ulydige overfor os selv; og det er i at være ulydig overfor sig selv på denne måde, at det strenge eller svære i at adlyde Gud består.
..
Kan i ikke se, skibskammerater, at Jonas søgte at flygte til verdens ende fra Gud?
(Jonas har gået og set skyldig ud i præstens fortælling ombord på skibet, en umærkelig aura af skjult skyld følger ham og folk mistænker ham uden - tilsyneladende - årsag. De er afsejlet og gribes af stormen og folkene begynder at udspørge staklen)
Men læg nu mærke til, skibskammerater, hvorledes stakkels Jonas opfører sig. De ophidsede søfolk spørger ham kun, hvem han er, og hvor han kommer fra; men de får ikke alene svar på disse spørgsmål, men også på et andet spørgsmål, de ikke har stillet, og dette uønskede svar tvinges ud af Jonas af Vorherres hårde hånd, der hviler på ham.
"Jeg er hebræer," råber han - og derpå - "jeg frygter Gud Herren i himlen, der har skabt landjorden!" Frygter ham, oh Jonas? Ja, du gør vel i at frygte Gud Herren nu! Han fortsætter med at aflægge en fuldstændig bekendelse, hvorunder søfolkene bliver mere og mere slagne af rædsel, men alligevel har medlidenhed med ham. Thi Jonas, der endnu ikke bønfalder Gud om nåde, da han kun alt for vel ved, hvor meget han har forbrudt - da den elendige Jonas råber til dem, at de skal tage ham og kaste ham i havet, thi han ved, at denne store storm er kommet over dem for hans skyld, ja, da vender de sig barmhjertigt fra ham og søger at frelse skibet med andre midler. Men alt er forgæves; den vrede storm raser vildere, og da griber de med den ene hånd påkaldende løftet mod Gud ikke ufrivilligt med den anden fat i Jonas. (og smider ham overbord)
..
1 Derpå beder Jonas til Herren fra fiskens bug. Men læg vel mærke til hans bøn og lær en vigtig lære: Thi hvor syndefuld han end er, græder og klager han ikke for at opnå øjeblikkelig udfrielse. Han føler, at hans rædsomme afstraffelse er retfærdig. Han lægger sin hele befrielse i Guds hånd og nøjer sig med, at trods alle smerter og piner vil han stadig se i retning af hans hellige tempel. Og her, skibskammerater, ser vi sand og troende anger - ikke nogen skrigen efter tilgivelse, men taknemmelighed for straffen. Og hvor velbehagelig denne Jonas' adfærd var for Gud, ser vi i hans endelige udfrielse fra havet og hvalen.
..
(Præsten forklarer at Jonas var en salvet profet der havde til opgave at forkynde Guds ord. Men af frygt for folks bedømmelse pga. af disse ugerne set bekendelser, flygter han i stedet.)
2 Som vi har set, indhentede Gud ham i hvalen, slugte ham ned til fordømmelsens levende afgrunde og rev ham med vild hast ud i "havenes midte", hvor de hvirvlende dybder sugede ham ti tusinde favne ned og "tangen svøbte sig sig om hans hoved" og hele den onde verden i havet bølgede hen over ham. Og selv da - hvor han var uden for rækkevide for nogen lodline, "uden for himlens bug" - da hvalen strejfede det store havs dybest liggende knogler, selv da hørte Gud den nedsvælgede, angrende profet, som græd. Gud talte da til fisken; og fra havets gyselige kulde og mørke brød hvalen frem mod den varme og milde sol og alle luftens og jordens herligheder og "udspyede Jonas på det tørre land." Da herrens ord lød for anden gang, gjorde Jonas, skønt forslået og fortumlet - hans øren mumlede endnu som muslingeskaller af havets mangfoldighed - den Almægtiges vilje. Og hvad var den, skibskammerater? At præke sandheden tvæt imod(i stedet for) falskheden! Dette var den!
Syntes kapitlet passede perfekt på denne tråd.
MVH Esben
Jævnfør i øvrigt Martinus forklaring på jøderne
Hej "Fremmede" derude!
Jeg er "ny" her i forummet.
Er endnu ikke rigtig kommet ind i
hvordan det fungerer mht. kommunikationen ml.
medlemmer.
- Men jeg arbejder på sagen!
Har nogle gamle "Cosmos" hefter (ca. 15 år gamle)
Jeg kunne tænke mig igen at abonnere på disse.
Kunne e'n eller anden måske give mig et praj om
hvor jeg får dem ?
Derudover tak for nogle gode indlæg-
Dette "Forums" medlemmer gør min dag lidt bedre
hver gang jeg gør min "entre' her.
Tak for velkomstord til mig.
Jeg håber at komme til at bidrage med lidt godt
her .Kunne måske tænke mig at "bore" lidt mere i
emnet "næstekærlighed" (som det efter min mening
- måske - står lidt sløjt til med i disse "velstandstider)
Kærlig Hilsen "Liv"
Hej Liv,
Også velkommen herfra
Du kan sende en privat besked til en bruger på forummet, ved at klikke på vedkommendes navn og herefter på "send denne bruger en privat besked". Men det virker kun, hvis det er en bruger, der har registreret sig - altså ikke gæster.
Man kan bestille abonnement på "Kosmos" via institutets hjemmeside, klik her.
kh,
Torben
Jeg kom til at tænke på, at hvor ubehagelige lidelserne end er, så er det jo lidelsen, der er vejen til Gud.
Hvis man har det godt, så gider man ikke interessere sig for Martinus eller noget religiøst. Sådanne ting synes man er pjat, som kun svæklinge har brug for.
Men sig selv tror man på. Man er den klogeste, synes man.
Dette skyldes MANGEL på lidelser.
Men når lidelserne - alt det der virker dybt uretfærdigt - begynder at tårne sig op i ens liv, så er man lige pludselig ikke så overbevist om egen storhed længere. Men - så er det midt i al elendigheden, at man finder Gud.
Så lidelsen er altså VEJEN til at lære Gud at kende.
Hvor mørket er størst, dukker lyset frem.
Tankevækkende.
tænker
Jan
Skriv et svar