Hej Søs.

Det kan fortolkes på mange måder. Min opfattelse af talemåden "kroppen husker" er bundet til denne aktuelle inkarnation. Der er for eksempel noget med, at hvis man har været overvægtig og taber sig til en normal vægt, så vil kroppen alligevel kunne huske, at man engang var overvægtig. En sådan person vil derfor lettere blive overvægtig igen, end en person der aldrig har været overvægtig. Det er som om fedtdepoterne lettere bygges op igen, hvis de engang har haft en vis størrelse. Hvorvidt dette skyldes en kropshukommelse oppe i talentkernerne kan vel ikke udelukkes.

Ja, jeg er sikker på, at du har ret i, at talemåden "at kroppen husker" normalt er bundet til den aktuelle inkarnation. Og dit eksempel er også et rigtig godt eksempel på at kroppen husker.
Men med åndsvidenskabens briller på kan perspektivet gøres lidt større. Og det er det jeg prøver på i denne tråd.

Søs

Hej Søs.

Jamen der er da ingen tvivl om, at det vi gør i dette liv gemmes i talentkernerne og overføres til det næste. Dette er en af de store åbenbaringer i kosmologien ift. den gængse opfattelse af, at vi kun lever én gang. Kun ved denne overførsel fra liv til liv, kan der være en højere retfærdighed i tilværelsen.

Kære Søs

Har du hørt om "Rolfing"...det er en teknik hvor man giver "akkupressur" /hård massage på
meridian punkterne....jeg var på et week-end kursus i denne teknik for mange år siden...
men jeg husker som var det i går ...da jeg afprøvede denne teknik på en person og fandt hendes
"grinepunkt" (det ligger ca midt på ryggen på rygraden), hun var ellers en alvorlig person, der ikke
lige sådan smed om sig med hjertelige grin....men der havde hun et blødt punkt!

Når man bider tænderne hårdt sammen så er der en lille muskel der strammes ca ud for øret...
trykket man på det sted så kan man opleve en voldsom vrede som er gemt i musklen...og jo
hårdere man trykker jo længere tilbage i tid kan der huskes...underligt at vi gemmer vores
hukommelse i andet end hjernen! så det husker jeg rigtig tydeligt for det var et chok at opdage..
men jeg vil ikke anbefale at man begynder at eksperimentere med denne teknik som amatør...
da der skal presses rimeligt hårdt skal man være sikker på at det er en med teorien i orden der
invaderer ens "privatliv" og det skader heller ikke hvis vedkommende er psykologisk uddannet... også
så at de indtryk der kommer op kan bearbejdes!

Så du har ret der sidder hukommelse andre steder end i hjernen...hvordan det så kan forklares
"Martinusk" ved jeg ikke....men det er jo ikke sådan at hvis man eks mister et ben så taber man
nogle af sine erindringer....måske lægger kroppen kopier af erindringer ud i musklerne for at "save"
sine erfaringer især dem der har med den fysiske krop og dens udtryk at gøre?

Engang læste jeg en god bog der også overraskede mig med en der hedder Ken Dybvald...jeg kan
ikke huske titlen ...det var noget med "kend din krop" agtigt en titel...han kunne ud fra kropsdelenes
form fortælle om personligheden bag "fysikken"...spændende læsning...

KH
Pipia
KH
Pipia

'Kroppen husker ikke noget', men de levende væsener, celler osv, har jo Deres bevidsthed, med tilhørende bevidsthedsfunktioner, instinkt, hukommelse m. v.
ligesom radioprogrammerne ikke er inde i radioen, så er hukommelsen ikke i hjernen, det er jo hjerne-forskernes store gåde,
hvis man har slidt sin ryg i dette 'liv', så er det jo godt at få en ny i det 'næste',

kort,

Kærlig hilsen
Holger

Kære Søs og i andre

Jo, det er en erfaring man er nød til at forholde sig til. Jeg oplever det også igen og igen, både i mig selv og hos andre. Man arbejder med et sted på kroppen, og dette fysiske sted bliver en port til fortiden – eller til noget helt andet. Jeg har arbejdet en del med rosenmetoden (men er ikke færdiguddannet), og her arbejder man direkte med dette fokus, og det virker.

MEN i denne metode som i så mange andre har man ingen forklaringsmodel, og man anvender derfor ofte ordet ”muskelminne” – muskelhukommelse som om det var musklen der huskede.

--

Denne forvirring udtrykker Martinus fx gennem symbol 5, hvor de forskellige grundenergier er blandede rundt mellem hinanden med spørgsmålstegn udenom, vi kender og oplever glimtvis disse energier, men har ikke kunnet forklare og forbinde dem logisk med hinanden.

Som det ses af Martinus symbol nr. 6 har vi jo 6 skabte legemer, hvoraf vi pt. er mest bevidste i det fysiske legeme.

Alle vore oplevelser af den ”ydre” (..) verden der finder sted via følelseslegemet der altså på en måde anvender alle vores sanser bliver via hukommelseslegemet (lys indigo) lagret i den rækkefølge de indkommer. Vores oplevelser lagres altså ret hulter til bulter så at sige. Herefter kan de så bearbejdes via intelligenslegemet (grønt) hvilket sker hele tiden.

I øjeblikket er vi jo dagsbevidste i den fysiske krop, og derfor sker korrespondancen med de andre bevidsthedslegemer igennem denne krop. Når vi tænker tror vi at det sker ”i” vores fysiske hjerne, og når vi føler tror vi at det sker ”der” eller ”der” i kroppen, men har man engang følt, tænkt og oplevet udenfor denne krop ved man jo, at sådan er det ikke.

Men vi skal altså – for en tid – være begrænset til den fysiske organisme af kød og blod. Hvis jeg kommer ud for noget – vidunderligt, eller voldsomt eller sørgeligt oplever jeg det via min krop. Når det fx bliver forår og jeg dufter blomsterne opstår der pludseligt billeder i mit hoved af andre situationer i fortiden hvor jeg også har oplevet blomster og forår. Der opstår altså kontakt med lignende lagrede oplevelser i hukummelseslegemet.

På samme måde hvis man arbejder kropsligt med et menneskes spænding et sted i kroppen. Så spørger man ind til den spænding de har. Har de haft den længe, hvilken følelse forbinder de med denne spænding etc og pludselig får man kontakt med en oplevelse i fortiden, eller en tilstand som de har undertrykt. Og når menneskene åbner for oplevelsen, som de fx har undertrykt så længe, sker der samtidigt en markant ændring i det pågældende fysiske område, det er faktisk denne fysiske ændring som er eneste rettesnor når man skal bedømme om en healing har fundet sted, for kroppen lyver ikke.

Det man altså i virkeligheden arbejder med er bevidstheden, dvs. de åndelige legemer bag den synlige krop. Men for at ”kontakte” disse legemer må vi jo gå via den fysiske krop. Man anvender tale, syn, berøring, dufte etc. (I den åndelige verden bliver det unægtelig meget nemmere).

Jeg synes der er mange andre spændende aspekter af dette. Martinus beskriver jo også i livsenhedsprincippet hvorledes organismerne er opbygget af liv inden i liv. Når vi oplever noget i vores krop, er det samtidigt millioner af mikrovæseners virkelighed. Når man fx masserer en meget spændt eller hærget krop, er det således et krigs og katastroferamt univers man har under sine hænder. Når man møder en spænding som ikke vil opløse sig, har jeg ofte tænkt på at der er en slags lokal ”diktaturstat” dette sted i kroppen, et stivnet regime som nægter at opløse sig, og derved forhindrer cirkulationen og samarbejdet mellem andre dele af kroppen.

Men jeg oplever jo også, at der virkeligt (igen og igen) sker en opløsning af sådanne spændinger. Oftest via ét par ord, der opsummerer den oplevelse, der ligger til grund for denne spænding. Når oplevelsen kommer frem sammen med de følelser der har været nedtrykt, sker en opløsning af spændingen. For den udenforstående kan de virke helt mirakuløst. Men der sker altså en healing ikke bare det pågældende sted, men altså også ned i mikrokosmos samme sted. Og i øvrigt ser man med det samme hvordan denne healing – af det stivnede sted på kroppen – åbner for energien i hele kroppen igen.

Livet kan fortsætte.

Ps. Pipia skriver: "Engang læste jeg en god bog der også overraskede mig med en der hedder Ken Dybvald...jeg kan ikke huske titlen ...det var noget med "kend din krop" agtigt en titel...han kunne ud fra kropsdelenes form fortælle om personligheden bag "fysikken"...spændende læsning..."

Jeg har også læst Ken Dychtwalds (tror jeg har stavet efternavnet korrekt, men måske er det med enkelt ”v”) bog: kropbevidsthed, med stor glæde og overraskelse, han arbejdede jo også med disse aspekter. I dag findes der jo mange former for bodyreading etc, det gør man fx indenfor rosen.

Sjovt nok er titlen på bogen kropbevidsthed og ikke kropsbevidsthed. Han ser det altså på en måde som to aspekter af ét og samme. Og det forklarer jo meget. På samme måde som Martinus taler om, at vi kun kan adskille i analysen. I virkeligheden er jeget, dets skabeevne (oplevelsesevne) og det skabte (oplevelsen) ét og samme. Det kan ikke adskilles. Men ved at analysere forskellige aspekter af denne helhed en for en kan man altså nå frem til at forstå helheden.

Kærlig hilsen Søren