Hej Mibro
Den eneste form for virkelig videnskab, der findes, er, når din egen viden stemmer overens med alt, hvad du kan opleve i virkeligheden.
Jep, jeg er enig, og jeg kan ingen levende og bevidste individer i min egen krop opleve, jeg ser det alt som automatfunktioner, og jeg kan heller ingen grund energier se, eller at planeter skulle have bevidsthed, de cirkler jo bare i de samme baner hele tiden. Jeg kan se objekter og farver osv, og jeg kan føle, tænke og forestille mig ting der ikke stemmer med virkelighedsbilledet.. Martinus kunne se det, men det kunne jeg ikke, derfor er det ikke videnskab? Misforstår jeg eller?
Hej Mibro.
Jeg ser sådan på det, at der findes en sandhed for hvert levende væsen der findes. Ingen kan hævde at have en større sandhed end andre, for vi er jo nok alle i Guds billede (det er så også lige en påstand!), og dermed kan vi alle kun opleve sandheden og intet andet. Vi kan kun opleve energier, som vi selv har sendt ud, og disse energier kan ikke være andet end sande. I Guds billede kan det vi hver især oplever ikke være forkert, selv om vi hver især oplever forskelligt. I bogen "Martinus som vi husker ham", siger Martinus til Lars Nibelvang, citat fra side 23: "...Jeg er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan føle og se". Og det er vel sådan det er. Vi kan netop kun opleve det vi selv kan føle og se, og intet andet.
Oplever man mørke, så er sandheden at mørket eksisterer - uanset hvad andre hævder. Når du oplever planeter som døde tingester der farer bevidstløse rundt, så er planterne virkelig døde ting. Men måske kan du bruge Martinus' analyser som inspiration til, at det kunne forholde sig anderledes end du umiddelbart oplever det. Svæver planeterne virkelig bare rundt i de samme baner hele tiden, eller sker der forandringer? Burde jeg virkelig kunne mærke smerte og velvære, hvis hele min krop er bevidstløse enheder? Der kan man så søge i den materielle videnskab og se om ens eget virkelighedsbillede passer.
Hej venner
Denne tråd handler egentlig om 2 sager. Er kloning et hull i åndsvidenskaben, som gør at Martinus tar fejl. Og om åndsvidenskab er videnskab.
Når det gæller kloning mener jeg at en vigtig misforståelse er afklaret. Beskrivelsen som Martinus gir af inkarnationsprocessen passer også ind på kloning og kunstig befrugtning.
Når det gæller spøgsmålet om åndsvidenskab er videnskab, så er det selvfølgelig meget centralt. Hvis svaret er et rungende nej så blir åndsvidenskaben muligens ikke noget andet end et trospørgsmål og en række dogmer. Martinus har selvfølgelig selv en mening om dette. Jeg snublet over en god og kompakt forklaring i LB5 1897.
Før vi tar den. Jeg er enig med Peter og har samme oplevelse. "Læs løs! I risikerer at finde svar på mange af de spørgsmål, I ikke ikke engang anede, I kunne stille!" Det er akkurat sådan jeg oplever det! Jeg er nå ca halvveis i Livets Bog. Det går langsomt men det skal det gøre, jeg vill forstå det hele. Så må jeg nok læse det hele en gang til, vil jeg tro, før jeg føler meg sikker på at jeg har fått med det mest grundleggende, og ser sammenhengene.
Når det er noget som ikke kan forklares med åndsvidenskaben eller noget som er i strid med åndsvidenskaben, tænker jeg at det er noget jeg ikke har forstått eller kommet til. Det kan godt være at jeg til slutt må konkludere at noget er i strid med åndsvidenskaben, men for meg er det for tidlig at konkludere. Dermed er det ikke sådan at jeg får en dogmatisk indstilling til åndsvidenskaben.
Martinus skriver i LB5 1897:
Kosmisk viden har 3 ingredienser:
* kosmiske analyser - fra Martinus
* intellekt - vår egen
* erfaring - vår egen
Det er i dette samspill at det opstår sand viden.
Hvad er da kosmiske analyser? De har 3 hovedegenskaber:
- sammenhængende tankerækker
- logisk opbygd
- næring for intellekt
Når det sammenhålles med vårt enorme erfaringsmateriale og vår intellekt, opstår kosmisk viden. Som en afspejling av den viden vi får når vi får kosmisk bevidsthed.
Derfor er analyserne ofta så vanskelige at forklare for andre mennesker. I vår egen viden er erfaringsmaterialet en vigtig ingrediens, og hvordan formidler man det i en samtale eller en forumtråd? Så det jeg forklarer kan ofte fremstå som noget dogmatisk, men for meg er det absolutt ikke det. For modtageren kan det fremstå sådan. Fordi erfaringsmaterialet er det som skiller.
Så jeg støtter opfordringen til Peter, om at læse. Det er et stort fælt og materialet kan være tungt så det kan ta tid. Men tid er jo det vi har nok af. Udviklingen som Martinus beskriver i forvandlingen af mennesket til ækte mennesker går over de nærmeste 3000 år. Så vi har god tid 
Kjærlig hilsen
Oscar
Jeg ser sådan på det, at der findes en sandhed for hvert levende væsen der findes. Ingen kan hævde at have en større sandhed end andre, for vi er jo nok alle i Guds billede (det er så også lige en påstand!), og dermed kan vi alle kun opleve sandheden og intet andet. Vi kan kun opleve energier, som vi selv har sendt ud, og disse energier kan ikke være andet end sande. I Guds billede kan det vi hver især oplever ikke være forkert, selv om vi hver især oplever forskelligt. I bogen "Martinus som vi husker ham", siger Martinus til Lars Nibelvang, citat fra side 23: "...Jeg er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan føle og se". Og det er vel sådan det er. Vi kan netop kun opleve det vi selv kan føle og se, og intet andet.
Oplever man mørke, så er sandheden at mørket eksisterer - uanset hvad andre hævder. Når du oplever planeter som døde tingester der farer bevidstløse rundt, så er planterne virkelig døde ting. Men måske kan du bruge Martinus' analyser som inspiration til, at det kunne forholde sig anderledes end du umiddelbart oplever det. Svæver planeterne virkelig bare rundt i de samme baner hele tiden, eller sker der forandringer? Burde jeg virkelig kunne mærke smerte og velvære, hvis hele min krop er bevidstløse enheder? Der kan man så søge i den materielle videnskab og se om ens eget virkelighedsbillede passer.
Du har ret, men der må vel også være en absolut sandhed, som f.eks. at kunne sige vi er mennesker, hvis man er et menneske, at sige at man har en hjerne, det må vel være absolut? Jeg tror man må længere ud i fremtiden for at få videnskab der bedre passer til det M skriver, og det er kun en påstand igen jeg kan i hvert fald godt bruge hans moral lære, den er god.
Fik lige en tanke mere,
nu hvor vi er kopier,
og delvis kopier af vores forældre,
hvorfor får vi ikke blot deres tanker og erfaringer med,
for når vi får alle byggestenene,
inkl. dna til af bygge hjernen,
hvorfor så ikke lige gøre det helt perfekt,
via. denne viden fra forældrene,
som de jo allerede har ...
hmm nåe nej en bil kan jo heller ikke køre af sig selv 
Ved ikke li om nogen forstod ironien i dette,
eller om det bar var mig ??? 
Hej Mibro.
Det kan du måske nok have ret i. Hvis vi samler 10 væsener, som er på nogenlunde samme udviklingstrin, så vil de sagtens kunne blive enige om noget mange ting, og så vil de se dette som en absolut sandhed. Lad os antage, at Martinus har ret i sit verdensbillede. Hvis vi så samler 10 væsener, der alle er på Martinus' udviklingstrin, så vil de alle kunne se udødelighed, karmabølger og mange andre sjove ting som absolutte sandheder. Problemet er så, hvis vi kommer en 11. jordmenneskelig person ind i gruppen, som ikke har disse evner. Denne person vil ikke kunne erkende den sandhed som de andre kan, og kan man så stadig sige, at sandheden er absolut? Som mennesker kan vi også blive enige om mange ting, blandt andet at vi har en hjerne, men mange af de ting vi kan blive enige om, det kan mere primitive væsener ikke fatte noget om. Et primitivt væsen aner slet ikke hvad "hjerne" er for noget, osv. Hvad der er absolutte sandheder for en gruppe væsener, kan kun forståes teoretisk af andre grupper af væsener, og for en tredje gruppe af væsener er det ren og skær volapyk og fantasterier. At kunne blive enige om noget som en sandhed kræver derfor, at dem der skal være enige er på nogenlunde samme trin i udviklingen.
Waou genial og tankevækkende forklaring Svend 
Det kan du måske nok have ret i. Hvis vi samler 10 væsener, som er på nogenlunde samme udviklingstrin, så vil de sagtens kunne blive enige om noget mange ting, og så vil de se dette som en absolut sandhed. Lad os antage, at Martinus har ret i sit verdensbillede. Hvis vi så samler 10 væsener, der alle er på Martinus' udviklingstrin, så vil de alle kunne se udødelighed, karmabølger og mange andre sjove ting som absolutte sandheder. Problemet er så, hvis vi kommer en 11. jordmenneskelig person ind i gruppen, som ikke har disse evner. Denne person vil ikke kunne erkende den sandhed som de andre kan, og kan man så stadig sige, at sandheden er absolut? Som mennesker kan vi også blive enige om mange ting, blandt andet at vi har en hjerne, men mange af de ting vi kan blive enige om, det kan mere primitive væsener ikke fatte noget om. Et primitivt væsen aner slet ikke hvad "hjerne" er for noget, osv. Hvad der er absolutte sandheder for en gruppe væsener, kan kun forståes teoretisk af andre grupper af væsener, og for en tredje gruppe af væsener er det ren og skær volapyk og fantasterier. At kunne blive enige om noget som en sandhed kræver derfor, at dem der skal være enige er på nogenlunde samme trin i udviklingen.
Det har du ret i, men der er jo ikke mange på Martinus' efter sigende 'udviklingstrin'
Hej igen.
Jeg fandt tilfældigvis lige et sted, hvor Martinus siger det meget smukt. Man skal ikke læse længere til til Livets Bog stk. 16:
For ethvert individ eller for enhver sandhedssøger gælder det altså om, i hans daglige færden og oplevelse af livet, at finde de væsener, de manifestationsformer, den lekture, den beskæftigelse eller det lidet eller meget, der for ham må være identisk med en absolut livgivende eller stimulerende basis for hans udvikling fra uvidenhed til viden, fra mørke til lys, fra sorgens og skyggernes mørke riger til kærlighedens lysende zoner foran den evige Guddom.
Martinus beskriver her, hvordan "sandhed" og "usandhed" er forårsaget af perspektivprincippet. Måske kan man også vende det sådan, at vi alle kun har sandheden i os, fordi vi er i Guds billede, og "usandhed" kun kan være en tænkt modsætning til sandheden, på helt samme måde som døden kun kan være en tænkt modsætning til livet.
Hej igen igen. 
Jeg kommer atter til at tænke på der hvor Jesus siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet".
Jeg synes det er et fantastisk udsagn. "Jeg" gælder alle levende væsener, både stenen, aben, Hitler og Jesus selv.
"Jeg er vejen", siger han. Ja, for vi går alle på vejen, vi kan ikke ryge af vejen, køre i grøften eller køre ud over afgrunde og ned i helvede. Når vi oplever, at vi ryger i grøften, er det kun en lokal oplevelse, i det evige perspektiv kan vi ikke forlade livets vej.
"Jeg er sandheden", siger han. Ja, for vi er alle sandheden og kan ikke være andet. Når vi oplever noget som usandt skyldes det en lokal oplevelse, i det evige perspektiv findes der ingen usandhed, for vi er alle lige uundværlige i livet. Usandheden kan kun være en tænkt modsætning til sandheden.
"Jeg er livet", siger han. Ja, for vi er alle livet. Når vi oplever døden skyldes det blot en lokal oplevelse. I det evige perspektiv er døden kun en tænkt modsætning til livet.
Jeg kommer atter til at tænke på der hvor Jesus siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet".
Jeg synes det er et fantastisk udsagn. "Jeg" gælder alle levende væsener, både stenen, aben, Hitler og Jesus selv.
"Jeg er vejen", siger han. Ja, for vi går alle på vejen, vi kan ikke ryge af vejen, køre i grøften eller køre ud over afgrunde og ned i helvede. Når vi oplever, at vi ryger i grøften, er det kun en lokal oplevelse, i det evige perspektiv kan vi ikke forlade livets vej.
"Jeg er sandheden", siger han. Ja, for vi er alle sandheden og kan ikke være andet. Når vi oplever noget som usandt skyldes det en lokal oplevelse, i det evige perspektiv findes der ingen usandhed, for vi er alle lige uundværlige i livet. Usandheden kan kun være en tænkt modsætning til sandheden.
"Jeg er livet", siger han. Ja, for vi er alle livet. Når vi oplever døden skyldes det blot en lokal oplevelse. I det evige perspektiv er døden kun en tænkt modsætning til livet.
Hej Svend,
Jeg vil lige tilføje, at du her bruger begrebet i en udvidet betydning i forhold til som Martinus bruger det.
Ifølge Martinus er det at være "vejen, sandheden og livet" det samme som at være "eet med faderen", være et "moralsk geni", altså med andre ord et væsen, der har opnået permanent kosmisk bevidsthed.
Når Jesus siger, at han er "vejen, sandheden og livet" og ingen derfor kommer til faderen uden ved ham, så er det fordi, hans væremåde er 100% uselvisk, og derfor den eneste måde, hvorpå man kan komme fri at oplevelsen af den tilslørede virkelighed - komme til oplevelse af freden.
Selviskheden er ganske vist også en del af livets vej, men det er jo netop vejen væk fra oplevelsen af Gud, vejen til oplevelse af "døden", hvilket vil sige troen på fortabelse, tilfældighed og meningsløshed, som er nødvendig på et tidspunkt, men som i dag gør det jordiske menneske ulykkeligt. Den eneste vej til lykken for det jordiske menneske er uselviskheden.
venlig hilsen
Jan
Oscar sad lige og gennemlæste dine analyser i denne tråd igen,
hvis du en dag har tid og lyst må du rigtig gerne uddybe dem,
for føler de giver logik, næsten
Emnet fortsættes i "Nyt syn omkring kloning".
Skriv et svar
