--
Hej Jostein!
Här kommer en spontan reflektion:

Det vi gör/ laver, laver vi av specifika orsaker, det sätt/den måde/ som vi tänker på, är rotfästat i specifika erfarenheter.
Dessa/disse är i sig unika, varje individ är på sin specifika livsväg framåt.

Därför är det också helt följdenligt, att de reaktioner som du upplever från andra också härrör karmiskt från dig själv, dina tidigare erfarenheter och slutsatser av dessa erfarenheter; det skapas handlingsberedskaper baserat på de tankemönster som dominerar i sinnet, och dessa aktiveras när det finns en katalysator-situation.

Exempelvis en viss person, eller att en person säger vissa ord, eller att personer bevaeger sig på ett specifikt sätt, osv, eller ser ut på ett specifikt sätt.

Förnimmer du en konflikt mellan inre aggression och din önskan om att "vaere hyggelig med folk" måske du kan förnimma, att det handlar om två impulser som härrör från olika erfarenheter, och själva essensen av dessa erfarenheter i form av overbevisninger/övertygelser. Vrede över att någon brutit mot dina inre regler, ditt etiska regelverk /i fortiden/ och en längtan efter att "vaere hyggerlig med folk" eftersom du förnimmer, bland annat genom studium av Martinus Kosmologi, men också av Livet självt, att detta är framtidens A och O, det som blir allt viktigare för oss människor att utveckla.

Dessa overbevisningar/övertygelser former i sin tur beredskaper för att lave A eller B eller C.
Ur Martinusperspektiv är det, som du vet, aggressionsimpulser som är de "äldre" i vårt sinne, tillhörande en slags rovdjursmentalitet, medan detta, att "vaere hyggelig med folk", tillhör det "nya" i vår udvikling.

Att de två kommer i konflikt med varandra är helt "naturligt", och måste så vara, för att vi skall kunna integrera alla våra aspekter av sinnet och skapa något ännu bättre, något mer fullkomligt, något mer harmoniskt, någor mer balanserat.
Under tiden verkar "imbalansen" som en slags drivkraft i oss - vi "tvingas" möta alla våra sidor - även de som vi kommit till ro med: så om jag undertrycker min aggressivitet, på ett sådant sätt, att den förblir ubevidst, tenderar den att opleves som mer eller mindre selvständig, och därför som en närmast yttre "fiende", något som jag icke kan förstå, begripa, integrera.

Aggressivitetens "mission" tillhör ju enligt Martin som sagt det förflutna /fortiden/ men fortsätter att vara en aktiv aspekt av sinnet och mitt temperament till dess att jag kan föle, att jeg nu är redo att släppa taget om aggressiviteten för att istället inbjuda något annat och för mig själv mer konstruktivt, något som egentligen passar min utvecklingsnivå genrellt sätt "bättre".

Men det går samtidigt icke, att låtsas som att jag är fri från aggressioner, om jag inte är det, varje lögn faller tillbaka på mig själv som en form av splittring i sinnet, som också framkommer karmiskt då andra personer uppträder aggressivt mot mig (på ett eller annat eller tredje sätt). Jag kan också hysa aggressivitet mot mig själv - en akt för att jag icke ville ha eller hysa aggressivitet men ändå föler att den finns där, då och då.

När självhat, självvåld, självaggressivitet vänds till kärlek är det vanligtvis begynnelsen till att förvandra även min omgivning och dess reaktioner: när min aggressivitet mot mig själv upphör, och jag föler, att jag helt och fullt accepterar min identitet som varande "Guds son" och därmed "helig" framträder också det, att andra behandlar mig annorlunda, vänligare, mer mjukt.

Ja, några reflektioner, som sagt...!
Hoppas att texten kan ge dig något av värde i ditt sökande....
Och vi söker alla - och finner alla....något, alltid, här och nu!

Allt gott
gm
--
PS Hoppas du kan förstå min svenska.

  Hej Jostein.

For få måneder siden havde mit svar på dit spørgsmål sikkert ikke været det samme, jeg har selv altid ønsket "hudløs" ærlighed, og gør det da stadigvæk i forbindelse med andres syn på mig, for at vide hvad jeg har at forholde mig til. ???

Mern efter at have været på Klint og haft emnet "bevidstheden" som centrum i en hel uge, har jeg ændret opfattelse, når det drejer sig om mine egne følelser og reaktioner.

  Det er sådan at man selv tiltrækker det tankeklima man befinder sig i, så at tænke positivt medfører at man tiltrækker positivitet, og omvendt.

  Derfor kan man helt bevidst "undertrykke" negative tanker, og fokusere på noget positivt, altså prøve at være mild og venlig, også når det ikke helt svarer til hvad man føler indeni, ihvertfald i de fleste situationer, dog kan der være tilfælde hvor man er nødt til at "lukke noget ud" så man undgår "overtryk".

  F.eks har jeg personligt altid anset det for "hykleri" når familien samledes, til højtiderne eller i andre sammenhænge, og jeg let kunne gennemskue at de fleste blot "prøvede" at være venlige, men ikke mente det inderst inde,  jeg kendte jo de fleste konflikter og deres virkning på de involverede i hverdagen, og så let når nogen undveg med noget der for mig så ud som "falskhed", blot for at stemningen ikke skulle ødelægges.

  Men det er nu blevet til noget positivt i mine øjne, at man forsøger at gøre det, af hensyn til alle andre, også selvom det kræver at man ikke helt er "sand".

  Det gør nemlig at man langsomt opøver evnen til overbærendhed og til at tiltrække positive vibrationer, og det er jo i sidste ende næstekærligt at tænke mere på andres velbefindende, end på sit eget.

  Så kan man "ofre" lidt af sig selv, ved at opretholde en mildhed overfor andre, så vil det kun medføre positivitet i det lange løb, men altså efter min mening kun, når det drejer sig om konflikter eller situationer af mildere grad, hvor det ikke skaber overtryk i ens indre, hvis man undlader at lukke op for "sluserne".

  I dit eksempel mener jeg nu nok, at du har reageret positivt, det er jo direktøren selv der lider under sit eget "tankeklima" og der er ingen grund til at lade sig "smitte" af det.

  Et godt ordsprog jeg hørte på Klint er dette: If you cant make it, then fake it.

  Måske du kan bruge det som svar på nogle af dine indre spørgsmål.

  Kærlige tanker fra Avatar.

Hej Jostein,

Jeg synes, der ligger mange interessante problematikker i dit spørgsmål.

Umiddelbart ud fra Martinus' analyser, er svaret enkelt: hvis man gerne vil arbejde sig hen mod en mere fredelig og lykkelig tilstand, skal man forsøge - så godt man kan - at komme bort fra det fjendtlige og hen mod det mere venlige.

Det er i princippet meget enkelt. Men måden man gør det på, kan godt være indviklet.

Nogen gange opfatter man noget som venligt/kærligt, som ikke er det. Man kan være venlig/kærlig mod sig selv på bekostning af andre. Og man kan også være venlig/kærlig mod andre på bekostning af sig selv.

Så er det ikke den virkelige venlighed/kærlighed. Den virkelige venlighed/kærlighed er den, hvor man både er venlig/kærlig mod andre og sig selv.

Så man må se på sig selv, og finde ud af, om man har tendens til at være overdreven venlig mod omgivelserne. Hvis det er tilfældet, så gælder det på en måde om at lære at være mindre venlig - ikke sådan at man bliver uvenlig - men sådan at venligheden ikke bliver udtryk for en underdanig slavementalitet, men som en ligeværdig væremåde mellem ligeværdige individer.

Hvis man har fået meget af den hårde skæbne tilbage, kan det være, at man har fået den opfattelse, at man er helt forkert, og man slet ikke har lov til at være her. Hvis det er tilfældet bliver resultatet let, at man lægger alt for mange restriktioner på sig selv. Man kan være bange for ikke at leve op til andres forventninger, og det fører nemt til en behagetrang, der udspringer af angst for ikke at blive accepteret og en sult efter andres accept. Dette fører også nemt til vrede, der er udtryk for, at man jo dybest set ikke trives med og derfor er utilfreds over at være undertrykt. Og så kan man igen føle sig skyldig, "forkert", frustreret og deprimeret, fordi man er vred og måske ikke føler, man har lov til det heller.

Hvis det er tilfældet kan arbejdet med at integrere sætninger som: "Jeg er god nok som jeg er" og "Jeg har ret til at være her" være nyttigt. Disse 2 sætninger gælder for alle levende væsener. Alt er såre godt. Derfor må alle også være gode nok, som de er. Og da alle levende væsener er evige, så må de også have ret til at eksistere, for et evigt væsen kan ikke lade være med at eksistere.

At bryde mønstret med at undertrykke sig selv, kan være meget vanskeligt, fordi det ofte føles trygt, velkendt og "rigtigt", at følge de gamle mønstre, som forventes af en, og som man "altid" har gjort.

Hvorimod det at bryde med gamle vaner, og begynde at sige fra, hvor man tidligere altid plejede at føje sig, kan være meget angst-provokerende og kan føles "forkert". Oven i det vil det også ofte kunne medføre en negativ reaktion fra omgivelserne, som typisk vil synes, man pludselig er besværlig, og at man ødelægger den gode stemning, når man begynder at bryde gamle mønstre. Man må være forberedt på, at ikke alle nødvendigvis har forudsætninger for at forstå, at ens nye mønster er mere humant og kærligt, selv om det rent faktisk er det.

I terapiformen "familieopstillinger" bruger man sætningen: "Se på mig med mildhed, når jeg bryder mønsteret", idet man, når man forsøger at bryde et gammelt mønster, pr. defintion møder modstand fra de ufærdige sider af ens egen bevidsthed, og modstand fra omgivelserne, som jo igen er en spejling af sider af ens egen bevidsthed.

Som jeg ser det, består en stor del af arbejdet med at blive mere kærlig, i at stoppe den psykologiske krig, der kører i ens eget indre. Når krigen i ens indre, er slut er kærlighed og ærlighed ikke længere modsætninger, men 2 sider af samme sag, ligesom næsten og en selv også er 2 sider af samme sag.

Mht. ærlighed kan der naturligvis også være et stort intellektuelt arbejde i at finde ud af, hvordan man er ærlig på den mest kærlige måde, sådan at man formulerer sig ærligt uden at skade nogen - eller skader mindst muligt. Hvis man har haft den overlevelsesstrategi at tie og underkaste sig, når der var en konflikt, og man begynder at bryde dette mønster, så skal man pludselig til at finde ud af, hvad man så rent faktisk skal/kan sige. Det synes jeg personligt godt, jeg somme tider kan have brug for andre til at hjælpe mig med at finde ud af.

kærlig hilsen
Jan

Kun tid til en hurtig refleksion nu -
Godt spørgsmål med en del fine svar.

Jeg tænker, at det er sådan set ligemeget hvilken situation jeg befinder mig i eller kan iagtage - at hvis jeg kan se logikken i det, så er kærligheden med. Hvor der ikke er logik er der ikke kærlighed.

Til Jostein:
Ud fra dit beskrevne udgangspunkt så har du trods en ubehagelig chef, villet det gode, fordi du ved at mørke der mødes med mørke ikke giver lys; i hvert fald ikke på den korte bane her og nu.
Så logikken er med dig.

Til Avartar:
Det korrekte citat er: "FAKE IT UNTILL YOU MAKE IT"
Har derudover lige Googlet på det og fandt dette:
"Pretend to what is not, and that the passion's over, so you'll become, in truth, what you are studying to be.
(From "The Cures for Love"....Ovid)."

Kilde: http://www.ojar.com/view_92.htm

Dvs. moderne Martinus-interesserede åndsforskere og praktikere finder ikke blot inspiration i Martinus - i dette tilfælde er den vise kilde den gamle romer Ovid.

Søs