Hej.
Karmaloven er en god ting - eller er den nu altid det? Vi lærer af de ting vi gør. Her vil jeg prøve at fokusere på noget vi alle sammen kender, nemlig fysisk ubehag eller smerte. Det er jo fantastisk, at vi har vores nervesystem, så vi kan flytte fingrene i en fart, hvis vi rører ved noget som er meget varmt. I masser af tilfælde får vi umiddelbart svar, når vi gør noget, som vi absolut ikke skal gøre. Her kan man sige, at karmaloven virker lynhurtigt. Man skal derfor ikke være særlig udviklet eller intelligent som menneske for at regne ud, at man skal lade være med at stikke hænderne ind i ilden, for så brænder man sig. Gennem vores fysiske nervesystem kommer vi således til at kende karmaloven, for så vidt angår det fysiske legeme. Noget tilsvarende gælder de andre legemer, men nu er det jo det fysiske legeme de fleste af os lettest kan forholde os til.
Men hvad så med det ubehag, der kommer af, at vi bare bliver gamle. Jeg har netop rundet de 40 år, og kan da godt mærke, at det knirker og knager hist og her - disse smerter og dette ubehag er jo ikke noget jeg kan forhindre ved at handle anderledes. Jeg er udmærket klar over, at ingen lider uforskyldt, og at alle lidelser har et budskab, og skyldes tidligere handlinger. Men uanset hvordan vi lever vores liv, og uanset hvordan vi har levet i den evige fortid, så kan vi jo ikke undgå at blive fysiske væsener, og dermed få et legeme, som vil blive gammelt og med tiden skrøbeligt og nedbrudt. Dette vil uundgåeligt medføre lidelse. Masser af gange vil vi selvfølgelig dø inden vi bliver gamle, men det må trods alt være det mest hensigtsmæssige at vi som fysiske væsener dør mætte af dage. Men hvad kan man sige vi skal lære, i karmalovens forstand, af det ubehag vi oplever ved at blive gamle? Når vi stikker hånden i ilden har smerten et formål - det skal vi lade være med, ellers ødelægger vi vores fysiske legeme. Men hvilket formål har det, at vi som gamle bliver blinde, døve, dårligt gåendt, ikke kan huske noget osv. Disse sidste ting er jo netop ikke et udslag af fejlagtig levevis, som jeg ser det, men simpelt hen et spørgsmål om, at vore mikrovæsener udvikler sig bort fra os, og dermed er alderdommens skavanker ikke noget vi har nogen som helst chance for at undgå med viljens kraft - så skal vi da begå selvmord inden vi når alderdommen, og det er jo ikke meningen. Med viljens hjælp kan vi ellers, ifølge Martinus, slippe for at blive myrdede, begrænse de uheld vi kommer ud for osv. Men den fysiske alderdom kan vi ikke slippe for, uanset hvordan vi handler. Det er muligt, at man kan minimere ubehaget ved at være næstekærlig, spise vegetarisk, ikke ryge osv., men det forandrer ikke princippet - det medfører uundgåeligt lidelse at blive gammel. Kort sagt, har alderdommen et formål, eller er den en uundgåelig følge af, at den fysiske verden er opbygget som mikrovæsener inden i makrovæsener, og dette medfører, at vi har forskellige udviklingsforløb.
hej svend
tillykke med de 40.
jeg er selv optaget af smerte og alder lige for tiden, så jeg ser frem til alle de svar der må komme på dit spørgsmål.
mit ejet syn på det på nu væren tidspunkt omkring de 40 , må være at det er sådan , og når nu det er sådan, for mig og alle andre, så skal det jo være sådan, og hvis det skal være sådan, så må det jo være fordi der er en mening med det, min mening om den mening vil være, at jo ældre vi bliver og jo mere smerte vi "for" jo støre bliver glæden at komme af med den, og jo mere erfaring for vi omkring smerte, og jo mere erfaring vi for omkring smerte, jo mere forstår vi andre " næstekærlighed " , og når vi forstår andres smerte bliver vi også beder til at hjælpe, de bedste hjælper er dem der har prøvet det, " jeg håber det gir lidt mening".
jeg sad og hade en lang samtale med min søster idag , hvor hun fortæller om en ven der stor set har prøvet alt tæv kraft osv. hvor jeg der til siger at hun bliver et godt menneske , og samtid kan jeg mærke at tåre er ved at løbe, for det er jo svært at ønske sig udviklede kærlige væsner omkring sig og så samtid ikke at ønske dem smerte til at blive sådanne væsner , når man jo ikke ønsker nogen noget ondt.håber også det gav lidt mening.
venlig ment hilsen
.
Hej Svend.
Husk nu på at senere hen vil du kunne heale dit eget legeme, eller blot omskabe det til et andet via tanken. 
I nuet er vi underlagte vor tidligere livs karma og mangelfuldt udviklede "talentkerner".
Jeg har f.eks selv et meget dårligt syn (minus 8,5) som jeg må leve med, og også meget dårlige tænder i overmunden, som jeg ikke kan gøre meget ved i dette liv, og derfor også må leve med, men dette vil sikkert medføre at jeg i de næste liv ubevidst er bedre til at passe på mine tænder eller at mit syn der bliver bedre, fordi de talentkerner jeg har behov for, udvikles positivt via lærdommene og oplevelserne jeg har i dette og de følgende liv.
Så det at blive "gammel" i dette liv, med alle de skavanker dette KAN medføre, (det er jo yderst individuelt), vil medføre at de næste liv leves anderledes og forhåbentligt med mindre og mindre skavanker, netop på grund af den udviklede (under)bevidsthed omkring hvor irriterende det er at blive "gammel og svag" og "defekt". 
Så også på den måde virker karmaen positivt, selvom det ikke er en særlig behagelig og meget langvarig måde at lære på (det er jo et ubehagligt gode).
Som jeg ser det, altså.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar.
Med hensyn til dårlige tænder (medfødte eller som følge af dårlig vedligeholdelse eller kosten) samt medfødte dårlige øjne, det er for mig helt logisk. Det er en følge af en uhensigtsmæssig livsførelse i tidligere liv eller dette liv. Men alle får jo dårlige øjne, bare de bliver gamle nok. Eller alle får kræft, bare de bliver gamle nok. Dette forandres vel ikke af, at vi i dette liv lærer, at vi skal leve anderledes? Det er muligt, at du bliver født med bedre tænder og bedre øjne i næste liv, men begge dele vil stadig blive dårlige, hvis du bliver gammel i dit næste liv. Forklaringen er nok, som Jacob også er inde på, at det bare er meningen, at vi skal føle et vist lede ved den fysiske tilværelsesform.
Hej Svend.
Jo, tænderne er , fortrinsvist en karma i forbindelse med min kriminalitet, idet jeg ikke kunne få ´tandlægen i fængslet til at fjerne mine visdomstænder i overmunden, hvilket resulterede i at disse knuste alle mine kindtænder mens jeg afsonede, så det er vist ganske fortjent , og mine øjne, ja jeg har nok ikke spist gulerødder nok i mine tidligere liv 
Jeg tror nu ikke det er meningen at vi skal lide, som Jakob er inde på, ikke længere end til vi har lært "lektien", men et helt andet aspekt omkring vort hurtige "forfald", og mange sygdomme, er jo det at vi lever i ent miljø, der oser af forurening på mange områder, og vor kost er jo også fyldt med mange ting, vi ikke førhen har brugt, bla.a konserveringsmidler o.s.v., så det er nok mere i den retning vi skal søge efter karmaen og lærdommene, i forbindelse med de lidelser vi oplever, tror jeg. 
Uden at ville fremhæve lige den Bog, så er der jo i Bibloen tale om at man førhen levede mange århundreder, Methusalem blev jo efter sigende mere end 1200 år gammel, men dengang var forholdene jo netop heller ikke så forurenede og madvarerne langt renere og enklere.
Min Andromedianerven siger han er ca 1800 år gammel, og Alex colliers 2 venner er jo henholdsvis 2300år og over 4000 år gamle, regnet i vor tid, så det er slet ikke sikkert at det er naturlgt for os mennesker, kun at leve i disse omkring 100 år, i heldigste fald, men det hører måske blot til lige denne tidsepoke vi lever i, at det er sådan.
Det kan jo også hænge sammen med at jordkloden selv ønsker en hurtigere udskiftning af sine celler, samt med den karma vi selv har opbygget i forbindelse med at behandle "hende" så groteskt som vi har gjort gennem de sidste årtusinder.
De sidste par år har jeg nu selv oplevet at få mere energi og har ikke været nævneværdigt syg eller plaget, udover lidt tandpine, så jeg klager slet ikke over min alder, eller mine "skavanker", det er sjældent noget jeg selv lægger mærke til, så det er såmænd såre godt.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
.
Hej Jacob.
Jeg tror, du har helt ret i dine overvejelser. Den fysiske tilværelsesform er i mange tilfælde lidelsesfuld, fordi det er den altså bare. Vi kan begrænse lidelserne mest muligt ved vores handlinger, men undgå lidelsen kan vi ikke. Jeg har selv prøvet "ud af kroppen" oplevelsen, og har man prøvet friheden ved dette, glemmer man aldrig, hvor stor en belastning den fysiske krop er.
Hej alle
Lidelse er en subjektiv følelse og kan lige så godt opfattes som den største glæde. Det er det den såkaldte lidelse skal lære os. Det kan være en stor velsignelse at blive gammel.
Om det at blive gammel så er jeg ved at læse De Fem "Tibetanere" hvor der er beskrevet nogle øvelser fra gammel tid som efter sigende kan gøre én yngre eller i det mindste stoppe ældelsesprocessen. Efter sigende er der folk der er blevet flere hundrede år gamle. En meget interssant bog synes jeg og jeg er nu gået i gang med at lave øvelserne (som i øvrigt er meget enkle og hurtige at lave).
Med kærlighed
Lars
Skriv et svar