Heldigvis udvikler terapierne i deres forskellige udtryksformer sig meget kraftigt i disse tider.
I dag oplever vi (Min kone og jeg), sjældnere og sjældnere at klienterne brug for at græde højlydt og råben/skrigen er ikke aktuelt da det kun er nødvendigt, at se/forstå og erkende essensen af den vrede/raseri som sidder gemt i sind og følelseslegemet eller/og i tankelegemet for at kunne opløse disse tilstande.

Det er nødvendigt for, at kunne vurdere hvad der er skadeligt og hvad der ikke er skadeligt at se hvor i udviklingen og hvilke mennesketyper den enkelte er.

Nogle mennesker er stadig "pakket ind" i de gamle massive kroppe og dermed vil det kræve en mere jordnær terapi i form af for eksempel psykologi med dens "mange små skrabninger" i lagene eller en meget konkret og massiv terapi der kan flå skaller itu.

Mange mennesker er nået dertil at ovennævnte terapier ikke virker eller er for voldsomme enten fordi de er i stand til at gennemskue psykologen og dermed selv styrer processen udenom det der gør ondt eller giver den kraftige vredesudstrømning og de vil oftest være bedre hjulpet af de nye terapier og derved undgåes også utilsigtede skader af de højere/indre legemer.

Kh.Pondus

Hej Petersh.

Er meget enig i den betragtning.

Kh. Ejby

Hej

Så vidt jeg husker (det er mange år siden)...Så var hun ved at uddybe vredens
skadelige følger for microerne...noget med tankeklimaer...og fortælle hvor forkert
det var at blive vred også fordi "alt er såre godt" og at blive vred er at "kritisere"
guds plan...det er derfor "dårlig karma" at gøre det!
Jeg spurgte så i spørgetiden bagefter: om det ikke var OK ,at komme ud med sin
vrede i en terapisituation....og så skrev hun "de berømte ord" på tavlen og jeg fik
aldrig "svar" på spørgsmålet...mundtligt...kun ordene på tavlen...og jeg sad og følte
mig lidt dum, samtidig med at jeg ikke følte at jeg havde "fået et ordentligt svar"...
men måske vi var gået fejl af hinanden! ??

KH Pipia

Hej Pipia,

Jeg er glad for, du skrev det indlæg, for det viser mig, at jeg forstod dit tidligere indlæg rigtigt. 

Der er i analyserne slet ingen tvivl om, at det er heldigere ikke at være vred, end det er at være vred.

Spørgsmålet er så, hvis man er vred, om det så også er heldigere ikke at være klar over det, end at være klar over det.

Og her er jeg ikke i tvivl: Det er naturligvis heldigst, at være klar over det. (Men man har sikkert fællesskab med flere, hvis man ikke er klar ovet det)

Viden er heldigere end uvidenhed. Bevidsthed er heldigere end ubevidsthed.

Som jeg ser det, er ubevidst vrede lig med vrede mod vrede, som så er camoufleret som andre - ofte mere ædle - følelser.

Men vrede er ofte også forbundet med meget angst og anden smerte, som også kan være ubevidst, og derfor er det et vanskeligt emne at få klarhed over.

venlig hilsen
Jan

Hejsa

Interessant debat. Jeg har to indspark til den.

Det første er nutidens psykologi. Der sker en del på det felt. Bla. er kognetiv psykologi vundet frem de sidste par årtier. Det er en form, som giver nogle konkrete teknikker til at ændre sine uheldige tankemønstre uden nødvendigvis at gå tilbage i ens fortid. Kognetiv psykologi er den eneste terapiform, hvor det er lykkedes, rent videnskabeligt, at bevise at det har en effekt (hvilket ikke er det samme som at de andre ikke har en effekt. Man har bare ikke bevist noget).

Den anden angår vrede. Jeg mener at det var Bertil, som boede en lang årrække på Martinus Institut, som havde spurgt Martinus netop omkring vrede. Bertil var kendt for et iltert temperament og spurgte på et tidspunkt Martinus hvad han kunne gøre ved det.

Martinus fortalte at det første skridt til at komme af med sin vrede var at fortryde den. Det skulle nedbryde 'vrede-talentet. Det andet, og måske lidt mere interessant for det her emne, var at det nogle gange kunne være heldigere at komme af med sin vrede frem for at være en tikkende bombe, som ikke eksploderede, men alligevel lå og sydede under overfladen (dvs. en person som stadig havde vreden og tilstrækkelig følelse til at holde vreden tilbage, men ikke kunne få den helt afmonteret). Min tolkning er at det nogle gange kan være ok at komme af med "tingene" og komme videre frem for at hænge fast i dem og at de så i stedet kommer ud mellem sidebenene.

Bertil har sagt noget af det her til studiekredse og foredrag, så jeg syntes det er ok at nævne kilden, hvilket også gøre "Martinus har sagt"-udsagnet mere troværdigt. Måske er det med vrede og den ikke-slukkelige bombe skrevet et sted. Det kan jeg ikke huske

kh
Lasse