Hej Johnny,

Hvorfor ikke? Hvorfor kan "summen" af alle gudesønners Jeg/X1 ikke være lig med guddommens Jeg/X1?

Guds bevidsthed (LB 6 stk. 2373-2395)

Kærlig hilsen
Anette

Hej Anette.

Der jeg "kørte galt" var:

hvorfor vores samlede JEG'er ikke kan være guds JEG = er at f.eks. mit JEG ikke udgør mine mikrovæseners JEG'er- men er et individuelt unikt JEG, som ikke er bestående af andre JEG'er, end mit eget.

Mente at det samme princip galdt for Guddommen, at hans JEG også var et individuelt unikt JEG, som ikke er udgørende af andre JEG'er. Men jo-  hans JEG adskiller sig jo også fra alle andre JEG'er i verdensaltet.

Jeps- Jeg- jeg- og atter jeg... øhhh. Er det forståeligt?    :

lille jeg forsøger mig 

Guddommens bevisthed betatå af væsner der har den sammen bevisthed og den
samme ønsker og moral som ham selv.
Han inderste kerne af hans bevisthed består at væsner der sammen med ham
tænker tanker af guddommelig kareter og ufattelig kærlighed.

Eftersom at vores "JEG" er i vores krop (fanget i vores krop) er der en adskillelse mellem
vores krop og vores "sjæl?"/Jeg.
Det har guddommen ikke.
Der findes IKKE noget uden for ham !
Alt er inde i ham !
Ham kan derfor ikke have et "jeg" udenfor som "krop"..

For at han kan se sit eget jeg? er han nød til at skabe.

Det giver ham oplevelsen af at han er et jeg ?

Sådan mener jeg at have forstået det og dit spørgsmål er derfor forkert
stillet.
Hvis du må have mig undskyld at jeg siger det.

Giver det dig noget ?

Selv om det er noget kryptisk svaret 

Hej Steen!

Der eksisterer kun eet X1 eller "jeg".

X1 eller "jeget" er pga. sin natur som udgørende evigheden og uendligheden utilgængelig for sansning. Det, der sanses, er således aldrig X1 i sin egen natur, men resultatet af X1's skabelse vha X2 (skabe- og oplevelsesevnen) og X3 (det skabte og oplevede).

Det gælder også for jeg-oplevelsen. Når den kan sanses, kan det ikke være X1 i sin egennatur der sanses, men "kun" et billede eller en slags kopi af X1.

Denne individuelle jeg-fornemmelse er altså noget skabt - noget der i al evighed skabes på ny - tilhørende X3. Dens individualitet bliver til vha. X2 - med de tilhørende individuelle talentkerner, som hvert enkelt levende væsen besidder.

Der er således uendeligt mange jeg-oplevelser - nemlig en pr. levende væsen, samtidig med at der kun er et X1 eller "jeg".

kh
Jan

Hej Jan

Det er jeg ikke uening med dig i.
Det har jeg heller ikke svaret.

Det som der bliver spurgt om er om hans/jeg = X1 bevisthed er uden for ham.

Det mener jeg svare til at lede efter evigheden uden for evigheden hvilken er umulig.

X1 er altid et nulpunkt og der er ingen bevægelse.
X1 er også uendelig og der findes ikke noget unden for X1.

Egentligt findes der kun X1 , men inde i X1 er X2 og X3. 

Eller hvad !

Eftersom Gud er alt kan man måske godt sige, at der kun findes et X1 - nemlig guddommen. Men derudover må vi vel sige, at alle levende væsener har et X1 - altså et evigt eksisterende noget, der via skabeevnen X2, har mulighed for at skabe bevægelse i X3. Det X1 som jeg består af, er unikt i forhold til alle andre levende væseners X1. Da man ikke kan tænke sig noget i hele universet, der ikke er udtryk for liv, ja så findes der unikke X1'er overalt, selv den "dødeste" klippe er udtryk for livsoplevelse for myriader af X1'er. Selv om Gud er alt, så læser jeg Livets Bog således, at mit X1 og min livsoplevelse er unik, og altid har været det, og altid vil være det.

Med hensyn til at summen af alle X1'er = Guds livsoplivelse så kan vi jo sammenligne det med mig og mine mikrovæsener. Det er jo rigtigt, at jeg består af et unikt X1, og min livsoplevelse er derfor unik, men jeg ville jo ikke have nogen livsoplevelse, hvis ikke mit legeme (her tænkes på alle former for legemer, ikke kun det fysiske) bestod af en masse små unikke X1'er. Når jeg føler smerte, glæde, varme og kulde osv, så er det ganske vist min unikke livsoplevelse, men den er jo summen af en masse små væsener inden i mig, som har deres livsoplevelse. Hvis jeg bliver hidsig, så bliver der krig blandt mine mikrovæsener, skriver Martinus. At jeg bliver hidsig - det er min oplevelse og min skabeevne der skaber dette. Hos mine mikrovæsener oplever Deres X1 altså krig. Den dag jeg er blevet så udviklet, at jeg ikke længere kan blive hidsig, ja så vil mine mikrovæsener altså miste evnen til at føre krig mod deres medvæsener. På den måde er mit X1 uløseligt forbundet med mine mikrovæseners X1.

På samme måde må summen af menneskedens tænkeevne svare til jordklodens hjerneaktivitet - og når der sker jordskælv med vældige bevægelser i jordskorpen, så må det være jordens mineralmaterie (måske dens skelet?) der overbelsastes, og skaber forskydning. Og dette opleves altså hos menneskelige X1'er som voldsomme naturkatastrofer. Og i sidste instans bliver summen af al livsoplevelse til Guds livsoplevelse. Det vil sige, jeg har en unik livsoplevelse, men den er betinget af mikro- og makrovæsener omkring mig - uden dem ingen livsoplevelse for mig. Det unikke ved begrebet "Gud" er måske, at han ikke har noget makrovæsen? Men Guds livsoplevelse er altså også afhængig af det uendelige antal X1'er der findes. Hvis ikke vi (hans mikrovæsener) fandtes, ja så ville Gud ganske enkelt heller ikke være til. Man kan derfor ikke forestille sig en situation hvor kun Gud, og intet andet er til. Det er jo ellers det, der i det gamle Testamente udtrykkes med "i begyndelsen skabte Gud", osv. Man forestiller sig altså, at der har været en tid, hvor der kun var Gud og intet andet, det er vel nærmest beskrevet på den måde, for at datidens mennesker skulle have en chance for at forstå det.

I Annettes citat siger Martinus at Gud faktisk oplever sig selv gennem alle levende væsener. Således oplever vi også os selv, via andre levende væsener. For husk, at ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret. Hvis jeg oplever ubehageligheder, er det således faktisk noget jeg selv har været den første årsag til.

Nu er jeg lidt "små"forvirret 

Sådan som jeg har forstået det er mit X1 en del af guds X1, men det unikke ligger vel i X2 hvor vores talentkerner "ligger"??!!
X1 er det som er, og det er vel det samme hos hver enkelt af os og hos Gud. Tilgengæld har jeg mine unikke talentkerner (som jo også er en del af guds), som jeg har fået gennem utallige liv her og andre steder i hele "mit" væren (puhu - hvis man tænker over det i tid er det jo enormt længe  😮 ) og alle andre har deres unikke X2 og deraf selvfølgelig X3.. Men X1 er uforanderligt og kan vel derfor ikke være unikt...?!?

Hvad siger I??

Kærlig hilsen Jane

Men X1 er uforanderligt og kan vel derfor ikke være unikt...?!?

<<<<<<<<

Du har ret Jane , X1 er det sammen som dette at du lever og er til både
før og efter "døden?".
Hvis du kunne dø og forsvinde helt ud af alt var det en anden sag.

ALT andet er bevægelse og derfor skabt og derfor enten X2 eller X3.

Alle X1 er ens.

Det er sådan jeg læser Martinus.

Vi er alle brødre også med dyrene.

Det er selvfølgelig en meget svær diskussion, idet X1, X2 og X3 kun teoretisk kan skilles ad. Men jeg mener, at når jeg oplever eller skaber noget, så er det mit X1, der via oplevelses og skabeevnen X2 oplever og skaber i X3. Når jeg siger "jeg gør" eller "jeg oplever" så kunne jeg vel lige så godt sige "X1 gør" eller "X1 oplever"? Og når det jeg oplever er en unik oplevelse, som ingen andre har helt tilsvarende (undtagen Gud, der oplever alt), så er mit X1 vel også udsat for en unik oplevelse? Eller er jeg helt galt på den?

Til Steen og Johnny!
Det gik lidt for stærkt for mig, da jeg skrev "hej Steen", der skulle have stået "Hej Johnny", for det var egentlig til hans spørgsmål mit svar var rettet. Beklager.

Til alle:
Mht. X1 så forstår jeg Martinus' sådan, at der vitterligt kun er et eneste X1, som vi alle har til fælles.

X1 natur er evigheden og uendeligheden. Det er således alle steder. Men hvis der var mere end eet X1, så kunne de forskellige X1-er jo ikke udgøre evigheden, men kun en del af den, da de andre så måtte udgøre en anden del.

Uendeligheden må af natur være uopdelelig og altomfattende.

Jeg forstår Martinus sådan, at det er  X2, der laver "nummeret" med at "dele" X1 op i de mange.

Det mener jeg også, er det, der er vist, på symbol nr. 11 "Det evige verdensbillede", hvor det hvide symboliserer Guddommens "jeg", der af X2 bliver opsplittet i de mange jeger.

Martinus skulle også have sammenlignet X1 med en lyskilde, der strålede ud gennem en kugle, med en masse huller. Kuglen med hulllerne skulle så symbolisere X2, der "omdanner" det ene X1 til de mange.

Hvordan kan sådan noget så lade sig gøre? Det synes jeg stadigvæk er svært at forstå. Men der er ikke så mange oplysninger til gængelige: Noget med et livsenhedsprincip, som i sin egen natur ligesom alle andre evige principper bare er et "noget som er".

De evige principper er således grundelementerne i analyserne og er således den inderste forklaring, der gives. Spørger man derfor, hvordan principperne bærer sig ad med at gøre det, de gør, så er der ingen svar - udover at de gør det i samspil med de øvrige principper.

Analyserne er fremstillet i elementær form.

Så måske er der mere, der kan siges og forstås, når man engang er blevet klogere og bedre intuitivt begavet.

tænker
Jan

Enig i at det er en svær diskusion  Og det er meget teoretisk, men selv om det er jeg'et eller X1 der oplever - hvilket jeg giver dig ret i - så er det gennem de unikke X2 og X3 egenskaber som den enkelte har. Det er det der gør at fx to forskellige mennesker oplever samme situation forskelligt. Fordi de har forskellige erfaringer (talenter) - ikke fordi deres X1 er forskelligt.. Dit X1 har jo stadig den unikke oplevelse - sammen med guddommen  -, men det er ikke fordi dit X1 er unikt, men fordi dine talentkerner er unikke..

Hej Jan,
Jeg er enig i din fremlægning, godt beskrevet..

Kærlig hilsen Jane

Så må det jo betyde, hvis der kun ekstisterer et X1, så eksisterer der kun et levende væsen, nemlig Guddommen. Og sådan kan man jo godt vælge at se på det hele. Men det ændrer jo ikke ved, at hvert enkelt væsen er i besiddelse af en "jeg-følelse". Efter min mening kan denne jeg-følelse ikke være noget skabt, og dermed ikke tilhøre X2, idet skabeevnen, altså X2, ikke kan opleve noget skabt, kun X1 kan via X2 opleve X3. Jeg'et, eller det der oplever, må således være X1.  Martinus skriver i stk. 528 i livets bog: "Vi gaar nu tilbage til det levende Væsens Jeg (X.1.) Jeg tolker det sådan, at hvert enkelt levende væsen er i besiddelse af et "jeg-fornemmelse", og derved et "X.1", der således er unikt for hvert enkelt levende væsen. Men spændende diskussion

Dybest set er det vel også forkert at sætte tal på X1, idet det vel er utælleligt, i og med at det er usanseligt. (Og pludselig blev forvirringen endnu større )

vh. Peter

Svend wrote:

Så må det jo betyde, hvis der kun ekstisterer et X1, så eksisterer der kun et levende væsen, nemlig Guddommen. Og sådan kan man jo godt vælge at se på det hele. Men det ændrer jo ikke ved, at hvert enkelt væsen er i besiddelse af en "jeg-følelse". Efter min mening kan denne jeg-følelse ikke være noget skabt, og dermed ikke tilhøre X2, idet skabeevnen, altså X2, ikke kan opleve noget skabt, kun X1 kan via X2 opleve X3. Jeg'et, eller det der oplever, må således være X1.  Martinus skriver i stk. 528 i livets bog: "Vi gaar nu tilbage til det levende Væsens Jeg (X.1.) Jeg tolker det sådan, at hvert enkelt levende væsen er i besiddelse af et "jeg-fornemmelse", og derved et "X.1", der således er unikt for hvert enkelt levende væsen. Men spændende diskussion

Hej Svend!

Jeg har forstået det sådan her: Vi har alle sammen et X1. Men det er samme X1, vi har. "Vores" X1 og Guddommens X1 er således i al evighed identisk. Men "jeg-oplevelsen" er individuel. Det at være inkarneret i fysisk materie og uden kosmisk bevidsthed skaber den størst mulige oplevelseskontrast til livet, som det er, nemlig den størst mulige oplevelse af at være et isoleret væsen. Kosmisk bevidsthed giver evnen til at opleve sig som eet med verdensaltet - og se adskiltheden som en illusion. Vi tror, vi har et selvstændigt "jeg". Men det viser sig for intuitionen at være en illusion.

X1 er uden størrelse, uendelig og udelelig. Derfor kan der ikke være mere end et X1 - for X1 er det hele.

Men  det er da svært at forstå, synes jeg, at samme X1 kan fungere som oplever for både Guddommen og alle os øvrige - "gudesønnerne". Jeg synes også, det er svært at forstå, at man i det hele taget kan opleve.

Men i begge tilfælde er det livets, evige "tryllekunstner" og illusionsmager: X2, der er i stand til dette, vha sine mange "magiske effekter": de evige skabe- og oplevelsesprincipper.

kh
Jan

Kan moderenergien ha nogete med det at gøre ?

”X” mysteriet og personligheden.    ???

Det er et interessant spørgsmål, der stilles her, angående vores ”jeg” og vores personlighed. Vi opfatter os hver især som selvstændigt individ, med en personlig ”jeg” fornemmelse. Vores sprog er mangelfuld til at udtrykke det, der er bag ved det skabte, som Martinus kalder X1, et Noget som er til og som i sin eksistens er formløs og indeholder alle muligheder.

Det levende væsen må naturligvis have tre fornødne egenskaber, som Martinus har valgt at kalde X1, X2 og X3, men i virkeligheden er et ”X”, (det levende væsen) men med tre forskellige operationelle funktioner af dette ”X” egenskaber. Ser vi på grundanalyse af dette ”X”, vil det ved roden være ”et navnløs Noget”, hverken mere eller mindre.

Martinus har valgt at bruge trekanten som symbol og vi skal forestille os, at dette ”X” befinder sig inde i trekanten, men udgør hele trekantens operationelle egenskaber, som vi kender som X1, X2 og X3.

X1 er fælles for alle levende væsener, både for Guddommen selv, såvel som for gudesønnerne, det er den samme egenskab, der går gennem alle levende væsener. X1 har aldrig været skabt, og det er selve ”stilhedens centrum” som ”et Noget” der er. Men når det kan lade sig gøre at adskille det ene væsen fra det andet, beror det på, at dette ”X” også har en anden opperationel egenskab, som Martinus kalder X2. Dette X2 kan ikke ”være stille” som X1, men er hele tiden i stand til at ”forstyrre stilheden” med sine skaberevner. Det er takket være denne skaberkraft, at ”X” hele tiden, kan forandre sig, og derved danne et syn af sig selv, vel at mærke et evigt skiftende syn af sig selv med ubegrænsede muligheder.

Takket være denne skaberevne, som X2 har, dannes der hele tiden nye oplevelser, som Martinus kalder X3 (det skabte). Men hvordan skaber Gud de mange oplevelser? – Ja, det er jo netop her, at X2 kommer ind i billedet igen. Tricket består i, at Gud deler sig op i de mange, takket være X1 og X2 berøring med hinanden; på samme måde som tallet 0 er forbundet til vores titals system og dermed til hele talrækken. Tallet 0 er det faste punkt i talrækken, men alle andre tal afviger fra nullet, som forskellige værdier.

Guddommens tricks består altså i, at X2 i virkeligheden indirekte er splittet op i vores fælles ”Jeg”, som jo er X1 og på denne måde vil alle væsener forbundet sammen og tilsammen udgør et stort væsens, som vi kender som verdensaltet (det samlede kosmos). Det er takket være opsplitningen af X2, at de mange væsener opstår og på denne måde oplever Guddommen jo sig selv som de ”mange gudesønner”. Hermed bliver det også tydeligt at se, at hvert eneste begivenhed om den er nok så lille også bliver Guds oplevelse.

Angående skabelsen af personligheden, kan det ikke have ikke noget med X1 at gøre direkte, men da X1 indeholder ALT vil X2 berøring af X1 opleves, som det var en personlig oplevelse. Det er altså ikke ”jeget”, der skaber vores personlighed, men det er ”jegets” berøring med X2, der giver indtryk på ”jeget” eller X1. Man kan sige billedligt, at det er ”Jeget”, der kigger på sig selv i spejlet og dermed ser sin personlighed i sit spejl.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Hej Jan og Steen2!

Til Steen2:

Hvor jeg sidder nu har jeg ikke lige adgang til Martinus' værker, men så vidt jeg husker er Moderenergien en del af X2? (men er ikke 100% sikker!)

Til Jan:

Ja, det der fascinerer her i livet det er jo mange gange det vi ikke forstrår - og som vi kan sysle med for at prøve at forstå bedre!

Jeg tror i det store og hele vi er enige om det meste. Der hvor kæden hopper af er nok i "jeg-fornemmelsen", og måske kommer vi det ikke nærmere.

Begrebet "Gud" er i sig selv ufatteligt, men jeg tror man kan sammenligne "Gud" med et øje der ser et uendeligt stort billede med alle farver på en gang. "Lille jeg" er så en celle i Guds øje, men jeg kan kun se 1 lille farvet klat ad gangen - nogle gange ser jeg kun sort, andre gange måske kun gult osv. I virkeligheden - dvs. guds verden - er verden jo ikke kun sort eller gul, men det forstår jeg ikke noget af - jeg ser jo kun sort eller gult. Og når jeg kun kan se gult, så tror jeg jo også at alle andre celler i øjet kun kan se gult - der eksisterer jo ikke andet.

En skønne dag får jeg kosmisk bevidsthed, og jeg indser, at det jeg ser faktisk kun er en lille del af et kæmpe panorama. Jeg er nu i stand til at forstå, at de farver jeg har set i mit tidligere livsforløb faktisk har eksisteret hele tiden - det var bare mit perspektivprincip der gjorde, at jeg kun kunne se en farve ad gangen. Den sorte klat jeg så var ikke kun en sort klat - den var også en lille brik i et kæmpe panorama - en celle i et kæmpe oplevelsespanorama. Eller som Martinus sagde i et fordrag - mennsker er ikke blot mennesker og dyr er ikke blot dyr. Men Ikke nok med, at jeg indser, at jeg er en del af Guds øje - jeg indser også, at det guds øje hele tiden ser, faktisk er Gud selv! Jeg indser, at den sorte klat jeg så var en del af Gud, den gule klat jeg senere så, det var også en del af Gud. Så langt er vi nok helt enige.

Men selv om jeg indser, at jeg ikke er isoleret, men en del af en helhed, nemlig Gud, ja så er jeg jo stadig netop en del af en helhed - selv om Martinus havde kosmisk bevidsthed, så var han jo stadig et selvstændigt væsen, og er det stadig der hvor han nu befinder sig. Jeg-fornemmelsen eksisterer stadig og vil altid gøre det.

Hvad er så det mest rigtige - det billede Gud så, eller den gule klat jeg så? Ja, de er jo i virkeligheden lige rigtige, det er blot perspektivprincippet der gør forskellen.

PS!

Svend Erik's indlæg dukkede lige op i mellemtiden!

Til Svend! 

Ja, det sker nogen gange, når der er to, der skriver samtidigt, at man så ikke når at se, hvad den anden skriver om samme emne.  :

Nu behøver vi ikke at forstå det alt sammen i dette liv, Martinus har udtalt, at DTT, kan man bruge op til fire liv, inden der ikke er mere, at lære fra hans værker.

Til Steen2 og Svend! 

Det er rigtigt, at ”moderenergien” er en del af X2, det er den, der føder de 6 andre grundenergier og det er ”urbegæret”, der begærer oplevelser, så tingene ikke går helt i stå, eller rettere sagt, at det er den der holder ”hjulene” i gang, men ”urbegæret” er ligeglad med, hvor vi ”kører” hen, bare der sker nogle oplevelser.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]